Tvivlen om Djævelens eksistens — er den berettiget?
I DE FØRSTE sytten hundrede år efter vor tidsregning var der næppe nogen blandt dem der bekendte sig som kristne der betvivlede Djævelens eksistens. Ved udtrykket „Djævelen“ forstod de en ond åndeskabning ved navn Satan, som var Guds og menneskets ærkefjende. Men efterhånden opstod der absurde og modstridende opfattelser af Djævelen, og disse opfattelser førte stor forvirring og tvivl med sig.
Når talen i dag falder på Djævelen, tænker de fleste derfor på en skikkelse som er et resultat af middelalderlig overtro. Kunstværker fra den tid skildrer denne ærkefjende af Gud og mennesker som en grotesk skabning med vinger og hale, horn i panden og en fork i hånden. Alle former for ulykker blev direkte tilskrevet Djævelen, og man troede også at han var vogter af et brændende helvede.
„Rationalismens“ indflydelse
Så kom det attende århundrede med „oplysningen“ og „rationalismen“. Den tids tænkere rettede voldsomme angreb mod den overtro der havde holdt masserne nede i uvidenhed. Der blev lagt større vægt på videnskabelig, „rationel“ tænkning, og det førte til at man afviste det overnaturlige.
Senere mente psykoanalytikeren Sigmund Freud at troen på Djævelen havde forbindelse med at den enkelte i sin tidlige barndom var blevet dårligt behandlet af en streng fader. Det blev populært at betragte Bibelens omtale af Satan Djævelen som noget der blot betegnede det ondes personifikation.
Mange bibellærde påstod endda at Bibelens skribenter lånte fra hedenske anskuelser når de beskrev „den onde“. En af de kilder bibelskribenterne skulle have hentet inspiration fra, er zoroastrismen, det gamle Irans (Persiens) religion, der blev grundlagt af Zarathustra i det sjette århundrede før vor tidsregning. Han fremholdt en „dualisme“ hvori den øverste gud, Ahura Mazda, havde en fjende, Ahriman, som Ahura Mazda skulle overvinde ved tidens ende.
Andre lærde siger at Bibelen, når den taler om Satan Djævelen, ikke kræver at man skal tro på en sådan, men at den blot gengiver opfattelser der var gældende i det gamle Israel.
Moderne synspunkter øger forvirringen
De opfattelser folk nu har af Djævelen, har resulteret i yderligere forvirring. Mens mange stadig mener at Satan er en ond åndeskabning, er der andre som siger at Djævelen kan være til virkelig gavn for menneskeheden. For eksempel siger medlemmerne af en religiøs gruppe der kaldes „The Process“ at Satan „er blevet tilgivet og nu samarbejder med Kristus i enhed“.
Selv blandt dem der holder på at Djævelen blot er en personifikation af et eller andet, er der uenighed. Mens mange mener at Satan er en personifikation af onde kræfter, er der andre som tror at de kan bruge sataniske kræfter til deres fordel. En „præstinde“ ved „Satans kirke“ har sagt: „For os er Satan kun et symbol på en livskraft som vi kan bruge som en hjælp til at få det vi ønsker.“
Mange tror altså at Djævelen er en person; andre tror at han er en kraft. Nogle betragter Satan som en forhærdet modstander af Gud og mennesker; andre betragter ham som en velgører.
Rimelige grunde til at tvivle?
Er disse modstridende opfattelser rimelige grunde til at tvivle på at Djævelen virkelig er til? Lad os se nærmere på dem.
Skønt Bibelen omtaler Djævelen snesevis af gange, beskriver den ingen steder Djævelens udseende. Den almindelige opfattelse at Djævelen er udstyret med vinger og lang hale og en fork i hånden, og at han vogter et brændende helvede, skyldes stort set at kunstnere har forestillet sig ham sådan, i mange tilfælde påvirket af Dantes beskrivelse i Den guddommelige Komedie.
De der har svært ved at acceptere denne opfattelse vil glæde sig over at erfare at Bibelen ikke lærer sådanne absurde ting om Djævelen; den lærer heller ikke at der er et brændende helvede. Tværtimod siger Bibelen tydeligt at „de døde ved ingenting“; de er helt uden bevidsthed. (Præd. 9:5, 10) De fleste almindelige opfattelser af Djævelen har ikke noget grundlag i Bibelen.
Hvad har den såkaldte „oplysningstids“ fornægtelse af det overnaturlige ført med sig? Har den virkelig forbedret menneskenes lod? Har menneskenes uafhængige, rationelle tænkning resulteret i en verden der er mere sikker og mere moralsk, en verden hvor der drages tilstrækkelig omsorg for menneskenes grundlæggende behov — deres behov for føde, klæder og husly — og hvor man kan leve et meningsfyldt liv? Nej. Og for øvrigt må det være indlysende for ethvert tænkende menneske at selve det at man benægter at en magt findes, ikke beviser at den ikke er til.
Der mangler også beviser for teorien om at Bibelen har hentet læren om Djævelen fra zoroastrismen. Ifølge Jacques Duchesne-Guillemin, der er professor i indoiranske studier, synes både Ahura Mazda (religionens øverste gud) og hans fjende Ahriman „at have eksisteret i al evighed“. Dette siger Bibelen ikke om Djævelen. Tværtimod lærer den at Djævelen havde en begyndelse og at han ’ikke stod fast i sandheden’. — Joh. 8:44.
Folks tvivl angående Djævelens eksistens skyldes altså i vid udstrækning folkelig overtro og ubeviste påstande. Disse ting er ikke et gyldigt grundlag for at benægte at Djævelen er en virkelig person eller for at nægte at overveje pålidelige vidnesbyrd om sagen. Men hvor kan man finde sådanne vidnesbyrd? Hvordan kan man med sikkerhed vide om der virkelig er en djævel?