Skal man sætte børn i verden nu?

EN KVINDE sveder under svære fødselsveer. Fødselen er i gang. Et lille hoved titter frem, derefter arme, krop og ben. Et klask bagi, et skrig, og en ny borger er kommet til verden.

Dette er sket milliarder af gange. For øjeblikket sker det over 300.000 gange i døgnet. Selv om fødsler er forbundet med lidelse og smerte, har kvinder altid følt stor glæde ved at blive mødre. Da en gammel kvinde blev spurgt hvad der havde været det største øjeblik i hendes liv, svarede hun: „Det var da jeg som ung, efter at have udtømt mine sidste kræfter, kunne slappe af og betragte min lille nye, min velskabte førstefødte.“

Op gennem tiden har man altid haft et positivt syn på det at sætte børn i verden. Familier med mange børn er blevet prist og æret. Barnløse ægtepar er blevet regnet for ulykkeligt stillede. Ufrugtbarhed er endog blevet regnet for en skændsel.

Men i dag er denne indstilling ved at ændre sig. Mange oplyste ægtepar indtager nu en mere afventende holdning. De spørger sig selv: Bør man virkelig sætte børn i verden nu?

I De forenede Stater oplyses det at antallet af ægtepar som gerne vil undgå at få børn, er steget til det tredobbelte på seks år. En lignende tendens gør sig gældende i andre lande.

Hvorfor en ændret indstilling?

Der er mange grunde til dette. En treogtrediveårig svensk musiker har for eksempel sagt: „Min kone og jeg har diskuteret sagen igennem flere gange. Det der holder os tilbage, er tanken om den usikre fremtid vi giver dem.“ En anden gift mand som ikke har børn siger: „Mange i dag indser at det er en stor synd at sætte børn i verden når der er så mange forældreløse vi må tage os af. Jeg tror det er bedre at være stærk nok til ikke at avle flere børn.“ — Expressen, Sverige, 22. juli 1973.

For nogle er befolkningseksplosionen en væsentlig grund. De tvivler på at der virkelig er ressourcer nok og plads nok på jorden til alle de mange børn der fødes. En amerikansk miljøekspert, professor Walter E. Howard fra University of California, erklærer:

„Det er så ganske afgjort ikke de enkeltes ret at få så mange børn som de har lyst eller råd til, for med en sådan opfattelse ignorerer man de uundgåelige konsekvenser for fremtidige generationer. Svangerskabsforebyggelse er ikke mord, sådan som nogle påstår. Men mangel på svangerskabsforebyggelse her i vores overbefolkede verden vil afgjort være det.“

Hvis folk viste den rette omsorg for Jorden — ikke ødslede med dens naturlige ressourcer, ikke klemte sig sammen i store bysamfund og ikke forurenede miljøet — kunne den med lethed rumme mange flere indbyggere, ja milliarder flere. Men som det ser ud nu, bringer selve de famlende, akavede forsøg på at løse miljøproblemerne vor fortsatte eksistens i fare. Mange som er vågne for forholdene, ser derfor med nye øjne på det at sætte børn i verden. En talsmand for fødselskontrol har for eksempel sagt:

„Vore børnebørn bliver måske nødt til at købe billetter for at se de sidste kæmpefyrretræer, eller de må stille sig i kø for at få deres iltration. Der er nogle der beklager sig over at sidde fast i en trafikprop i timevis på vej hjem til deres fem børn, men som ikke kan se forbindelsen mellem børnene og trafikproppen. I en verden som trues alvorligt af overbefolkningens følger, er vi nødt til at gøre det acceptabelt og respektabelt at leve uden børn.“

Endnu en ting som er med til at ændre manges syn på det at sætte børn i verden, er de stærkt stigende leveomkostninger, som gør det vanskeligere og vanskeligere at forsørge en familie. En ung moder har bemærket: „Jeg elsker naturligvis den mindste lige så meget som de andre, men det gør mig så ondt for min mand. For at forsørge os alle sammen har han et job om dagen og et andet om aftenen, og overarbejde om lørdagen. Når han er hjemme sover han altid. . . . Der tales så meget om familielivets kvalitet — vi har ikke engang noget familieliv.“

Efterhånden som det bliver vanskeligere at forsørge en børneflok er der flere ægtepar som ikke mener at det er værd at få børn nu. ’Hvorfor være tvunget til at kæmpe dag og nat for at få det hele til at løbe rundt, og konstant spekulere på om vi kan klare det?’ spørger de. Altså har nogle ægtepar, for deres egen lykkes og tilfredsheds skyld, besluttet sig til at forblive barnløse, i hvert fald for øjeblikket.

Moralens stadige forfald er med til at forstærke deres beslutning. Kriminalitet, stofmisbrug og umoralitet breder sig voldsomt alle vegne. Respekten for myndighed nedbrydes. Verdens dårlige indflydelse på børn og unge er enorm, og følgerne er tragiske.

En moder i Sverige ønskede at beskytte sin trettenårige datter ved at lære hende Bibelens principper. Hun bad sin mand om han ville hjælpe ved at tilskynde datteren til at overvære Jehovas vidners kristne møder. Men han afslog med ordene: „Hun er gammel nok til selv at afgøre hvad hun vil. Hun er god af sig og skal nok blive velopdragen.“ Det mente han i hvert fald — indtil hun en aften kom sent hjem og han gik ind på hendes værelse for at irettesætte hende for det. Pludselig trak hun en kniv frem og skreg: „Skrub ud, eller jeg stikker dig i maven!“

Næsten daglig kan man læse eller høre om tilsvarende hændelser. Det kan endog forekomme i såkaldt gode hjem, og i familier hvor man bestræber sig for at opdrage børnene rigtigt. Unge ægtepar som lægger mærke til det moralske forfald, høres ikke sjældent bemærke: „Hvor er det godt vi ikke har børn at opdrage, sådan som forholdene er nu.“ De er besluttede på at vente til bedre tider med at få børn.

Ildevarslende forudsigelser

Nogle ægtepar føler sig yderligere bestyrket i deres beslutning af de mange ildevarslende forudsigelser for den nærmeste fremtid. Ithaca-bladet Journal skrev den 22. marts 1974: „Normalt tilbageholdende eksperter på felter som energi, landbrug, befolkning og verdensøkonomi er begyndt at forudsige fallit, socialt sammenbrud, og sult for helt op mod en milliard mennesker, ved slutningen af dette år eller i begyndelsen af det næste.“

Der er allerede millioner som sulter. I de seneste måneder er titusinder sultet ihjel alene i Nordafrika. Verdens kornreserver er næsten opbrugt, og selv i de rigere lande kan der snart blive en alvorlig mangel på fødevarer. I betragtning af sådanne udsigter er det ikke så mærkeligt at nogle ægtepar ikke synes at det er tiden at få børn nu.

I det første århundrede fremsatte Jesus Kristus selv en ildevarslende forudsigelse — om en katastrofe der ville ramme landsdelen Judæa. Han talte også om et tegn som ville vise at ulykken var overhængende: „Når I ser Jerusalem omringet af krigshære, så skal I vide, at dens ødelæggelse er nær.“ Når folk så dette tegn skulle de følge Jesu opfordring: „Da skal de, der er i Judæa, flygte op i bjergene.“ — Luk. 21:20, 21; Matt. 24:15, 16.

I år 66 kom den romerske hærfører Cestius Gallus og omringede Jerusalem med sin hær, men kort efter trak han sig pludselig tilbage, tilsyneladende uden grund. Dette gav folk lejlighed til at flygte. De der troede på Jesu forudsigelse og flygtede op i bjergene handlede klogt, for senere vendte de romerske hære tilbage, og den ødelæggelse de anrettede var så frygtelig at den næppe lader sig beskrive.

Det viste sig at være sandt som Jesus forudsagde: „Ve dem, der er frugtsommelige, og dem, der giver die, i de dage; thi der skal komme stor nød over landet.“ (Luk. 21:23) Vi kan være overbevist om at flugten var vanskeligere for forældre med små børn. Hvis vi havde levet i landsdelen Judæa før denne ødelæggelse og havde vidst at ødelæggelsen var nær, ville vi da have syntes at det var værd at sætte børn i verden på det tidspunkt?

I dag er der mange som er overbevist om at en endnu mere omfattende ødelæggelse nu er overhængende nær. Alt peger på at Jesu profeti inden længe vil få en større opfyldelse — nemlig på hele den nuværende tingenes ordning. Dette har for mange ægtepar været en tungtvejende grund til ikke at få børn nu. De har valgt at forblive barnløse for at kunne have større frihed til at følge Jesu Kristi befaling om at forkynde den gode nyhed om Guds rige over hele jorden før afslutningen på den nuværende ordning kommer. — Matt. 24:14.

En personlig afgørelse

Vi bør dog lægge mærke til at Jesus ikke sagde at man ikke måtte sætte børn i verden. Han aldrig så meget som frarådede nogen at få børn. Han forudsagde blot de vanskelige forhold der ville råde før og under ’den store trængsel’, og sagde at det ikke ville blive let for mødre med småbørn. Ægtepar måtte selv afgøre om de, i betragtning af forholdene, ville undlade at sætte børn i verden. — Matt. 24:3-22.

Hele vejen igennem Bibelen omtales dét at have børn som noget ærefuldt. Et sted siges der for eksempel: „Sønner er [Jehovas] gave, livsens frugt er en løn.“ (Sl. 127:3-5) Det er et gudgivent privilegium at være forældre. Der kan være stor glæde forbundet med at opdrage børn. Så uanset de problemer der er i dag og de problemer der med sikkerhed venter os i den kommende tid, er der ægtepar som gerne vil have børn. Bibelen siger intet som kan forbyde dem at påtage sig dette ansvar og nyde denne glæde nu. Det ville være forkert at kritisere dem for at sætte børn i verden.

På den anden side er der mange gode grunde som får nogle ægtepar til ikke at sætte børn i verden nu. Selv i Jesu profeti om endens tid findes der fornuftige grunde til at forblive barnløs. Det vil derfor også være forkert at kritisere dem der beslutter sig til ikke at sætte børn i verden nu.

[Illustration på side 8]

Befolkningseksplosion

Millioner sulter

Stigende leveomkostninger

Moralens stadige forfald

Verdensomfattende ødelæggelse er nær