Hvad siger Bibelen?

Er det ukristent at kritisere andres religion?

DA STIFTSBLADET Catholic Review i Baltimore i staten Maryland offentliggjorde en artikel om en religiøs gruppe der på det tidspunkt var meget omtalt i den lokale presse, reagerede læserne ved at indsende en række breve med klager. Hvorfor?

I et følgende nummer af Catholic Review skrev bladets redaktør at de der havde beklaget sig, mente „at man i denne økumeniske tidsalder ikke har ret til at skrive noget som helst der af nogen kunne betragtes som kritik af en religiøs retning“. Mener De også det?

Mange vil svare ja, ud fra den betragtning at ’der er noget godt i alle religioner’, eller at ’alle religioner fører til Gud’. For eksempel kan nævnes at da den engelske udgave af Vågn op! for nogen tid siden bragte en artikel der undersøgte nogle af buddhismens lærepunkter i Bibelens lys, protesterede en buddhistisk biskop med at tiden var inde til at vise „interracial, international og interreligiøs forståelse“. Ja, mange mener at tiden er inde til at have et liberalt, økumenisk syn på de forskellige religiøse opfattelser.

Men oplever vi ikke også en tid hvor der er hårdt brug for ærlighed og oprigtighed? Og burde dette ikke også gælde på det religiøse område? Det er der nogle der ikke mener. Jesuitternes leder, Pedro Arrupe, er af en katolsk avis i Madrid blevet citeret for følgende udtalelse: „Jeg er stærkt imod enhver kritik af Kirken. . . . Det er utåleligt at en brist, hvor virkelig den end måtte være, skal bringes på bane offentligt af enkeltpersoner eller grupper, lige meget hvor god hensigten måtte være.“ Som kommentar til denne udtalelse sagde The Catholic World imidlertid at overhovedet for jesuitterne „gentog tidligere tiders idealer. Kirken er kommet over dette punkt“. På lignende måde nævnte en af Europas førende katolske teologer: „Vi behøver ikke at sige ja og amen til alt i Kirken. At fremsætte kritik, endda højlydt kritik, kan være en pligt.“ — The Council, Reform and Reunion.

Der er imidlertid et synspunkt som har endnu større vægt. Hvad kan vi slutte ud fra Bibelen, specielt ud fra dens beretning om Jesu liv, med hensyn til om det er ukristent at kritisere andres religion?

Nogle som misbilliger enhver kritik af andres tro citerer Jesu ord: „Døm ikke, for at I ikke skal dømmes.“ (Matt. 7:1, da. aut.) Og videre formanede Jesus sine tilhørere til at ’overse splinten i deres broders øje’ indtil de havde taget bjælken ud af deres eget. (Matt. 7:3-5, da. aut.) Men hvad mente han med det?

En bibelkommentar af Jamieson, Fausset og Brown siger: „Sammenhængen gør det klart at det der her fordømmes, er tilbøjeligheden til at se kritisk på andres karakter og handlinger, noget som altid fører til at der fældes en overilet, uretfærdig og ukærlig dom over dem.“ Kommentatoren Albert Barnes slår fast at Jesus her taler om den personlige bedømmelse af andre, idet han siger at Jesus „sigter til personlig fordømmelse, . . . og måske især til de skriftkloges og farisæernes vaner“. Jesu ord var et råd til alle kristne om ikke at være for hurtige til at dømme andres personlige vaner og ønsker. (Jævnfør Romerbrevet 14:1-4, 10.) Med ordene i Mattæus 7:1-5 forbød Jesus altså ikke at man fremkommer med ligefremme, bibelsk begrundede udtalelser om andres religiøse lærepunkter og skikke. Læg mærke til det eksempel Jesus selv satte.

Ved en lejlighed talte Jesus til nogle religiøse ledere som lagde mere vægt på deres egne traditioner end på at følge principperne i Guds ord. Undgik han nu omhyggeligt at kritisere deres religion? Nej, tværtimod sagde han: „Således har I sat Guds lov ud af kraft for jeres overleverings skyld. I hyklere! med rette har Esajas profeteret om jer og sagt: ’Dette folk ærer mig med læberne; men deres hjerte er fjernt fra mig. Det er forgæves, de dyrker mig, når de fører lærdomme, som kun er menneskebud.’“ (Matt. 15:6-9, da. aut.) Hvordan reagerer De på sådanne kritiske ord? Ordene kunne måske såre nogles følelser. Men vil man sige at Jesus optrådte „ukristent“? Naturligvis ikke.

Måske endnu mere direkte er hans tale i Mattæus-evangeliet, kapitel 23. Her kalder han de religiøse ledere for „dårer og blinde“, „blinde vejledere“ og ’slanger og øgleunger’. (Matt. 23:16, 17, 24, 33, da. aut.) Skulle vi lade os chokere af sådanne ord? Igen er spørgsmålet: Handlede Jesus ukristent? Den katolske præst Bruce Vawter siger at denne „tale er noget pinlig, både i sin længde og i sin skarphed, men den må betragtes både som historisk og som en del af evangeliets budskab“. — The four Gospels: An introduction.

Men hvorfor kritiserede Jesus offentligt disse religiøse ledere der hævdede at de tjente den samme Gud som han forkyndte? Var det med et dårligt motiv han gjorde det? Bestemt ikke. Samtidig med at han var mild og venlig, nærede han kærlighed til retfærdighed og et ønske om at hjælpe oprigtige mennesker, og det var det der bevægede ham til at kritisere de religiøse mennesker hvis lære eller handlinger var i modstrid med Guds åbenbarede vilje. — Matt. 11:28-30; Hebr. 1:9.

Jesu ligefremme udtalelser kunne også være en hjælp for folk. Lad os tage et eksempel: Hvis nu De var ved at lære at betjene en farlig maskine og De fortsat begik en alvorlig fejl, ville det så ikke være til gavn for Dem hvis en anden rettede Dem før De kom til at skade Dem selv eller andre? På samme måde kunne jøderne, når de hørte Jesu berettigede kritik, blive hjulpet ind på den vej der førte til Guds godkendelse og til frelse.

Var det nu kun Jesus Kristus der med rette kunne komme med sådanne udtalelser? Nej, Bibelen viser klart at Jesu disciple også påpegede religiøse vildfarelser. Læs for eksempel Stefanus’ modige fordømmelse af de jødiske ledere. (Apg. 7:51-54). Læg også mærke til at Paulus betegnede athenernes afgudsdyrkelse som ’uvidenhed’. (Apg. 17:29, 30) Endvidere kan vi læse at det første århundredes kristne, af kærlighed til sandheden, afslørede når nogle som hævdede at være kristne afveg fra den sande kristendom. — 1 Tim. 1:19, 20; 2 Tim. 2:16-19.

Hvordan ville De have stillet Dem hvis De havde levet dengang og Jesu disciple havde kritiseret Deres venners eller families tro? Ligesom nu ville det have været let at blive fornærmet. Og dog kan det ikke nægtes at disciplenes udtalelser, skønt kritiske, var rigtige, og at de nu udgør en del af Bibelen, som er Guds ord. Som i Jesu tilfælde var motivet til kritikken godt. Disciplene handlede kristent, ikke ukristent, når de påpegede religiøse vildfarelser.

Er det med andre ord ukristent at fremsætte bibelsk begrundede kommentarer til andres religiøse opfattelser i dag? Det bibelske svar må være nej. Sandt nok kan en kritik der afslører falske lærepunkter eller forkerte religiøse skikke ved første øjekast virke meget hård, men hvordan bør man reagere på den? Ikke som de der blev rasende over Stefanus’ kritik. Det er bedre at lægge mærke til den gode måde nogle athenere reagerede på da de hørte Paulus’ udtalelser. De accepterede Bibelens sandheder og kom til troen til deres eget evige gavn. — Apg. 17:11, 12.

Så i stedet for at afvise kritik der er baseret på Guds ord og betegne den som ukristen, bør man overveje den nøje. Den kan være til virkelig gavn.