’Følg ikke mængden i hvad der er ondt’

PROTESTOPTOG og massedemonstrationer hører til dagens orden, ikke mindst i den såkaldt kristne del af verden. Mange borgere som ikke plejer at råbe op og gøre sig bemærket, går med, og selv præster tager aktivt del i gennemførelsen af sådanne protestformer, hvor det er mængden, det store antal, der bruges som pressionsmiddel.

Det skal ikke bestrides at der er megen uretfærdighed til, og uden tvivl er en stor procentdel af disse masseaktioner udtryk for en harme der i mange tilfælde er velbegrundet. Ofte føler demonstranterne at det er den eneste måde de kan blive hørt på.

Men er det klogt at deltage i sådanne offentlige demonstrationer? Mange er begyndt fredeligt nok, men er endt i vold og optøjer. Hvorfor?

Der sker en slags „massesuggestion“; den enkelte får en følelse af anonymitet i mængden og føler sig derfor fri til at handle på en måde som han eller hun ellers aldrig ville gøre. Imidlertid må enhver der deltager i massedemonstrationer bære sin del af ansvaret for hvad demonstranterne som gruppe eller som enkeltpersoner gør.

Embedsmænd og dommere har til tider ladet sig presse af frygt for mængden til at gå imod loven og deres egen samvittighed. For at hindre dette i at ske i det gamle Israel sagde Guds lov, som vi i dag kan læse i Bibelen: „Du må ikke følge mængden i, hvad der er ondt, eller i dit vidnesbyrd for retten tage hensyn til mængden, så du bøjer retten.“ — 2 Mos. 23:2.

Dette påbud var især rettet til dommere og vidner i retssager, der kunne lade sig påvirke af mængden til at fælde en uretfærdig dom eller vidne falsk. Påbudet var også vendt mod dem der ville sammensværge sig for at lægge pres på dommere eller mænd i administrative stillinger.

Hvad det medfører at følge mængden

Det mest skamløse tilfælde af at ’følge mængden i hvad der er ondt’ var rettergangen mod Jesus Kristus. De øverste præster ophidsede en folkehob og indgød den et flammende had til Jesus. I den jødiske højesteret var mange parate til at vidne falsk for at bøje retten. Til sidst blev Kristus ført frem for Pilatus, der sad som dommer med magt over liv og død. — Matt. 26:47, 59-61.

Pilatus ønskede at løslade Jesus, men mængden krævede hans død. (Joh. 18:29-32, 38-40) Mens jøderne almindeligvis hadede det romerske styre, fik „massesuggestion“ dem til at hylde kejseren som konge og kræve Kristi blod. (Joh. 19:12-16) Pilatus burde have holdt fast ved det der var retfærdigt, men på grund af frygt rettede han sig efter mængden. Det var imidlertid ikke en sag som uden videre kunne overstås og glemmes. Alle de implicerede måtte stå til regnskab for den blodskyld de havde pådraget sig. Allerede tooghalvtreds dage senere, da apostelen Peter talte til en skare jøder, „stak det dem i hjertet“ da han henviste til den skyld deres nation havde pådraget sig: „Lad derfor hele Israels hus vide som noget sikkert at Gud har gjort ham til både Herre og Kristus, denne Jesus som I pælfæstede.“ (Apg. 2:36, 37) Kollektivt og som enkeltpersoner måtte de bære skylden for mordet!

Hvad angår den feje Pilatus, så mistede han senere sin stilling som romersk landshøvding og døde i landflygtighed. Jerusalem kom til at undgælde for sin blodskyld da jødernes nys erklærede „venskab“ med kejseren ikke viste sig at være ægte, idet de rejste en opstand mod romerne der endte med at Jerusalem blev fuldstændig ødelagt af de romerske hære i år 70.

Findes der en anden og mere effektiv løsning?

Nu kan der forekomme situationer som synes at være særtilfælde; hvis for eksempel en hel gruppe behandles uretfærdigt, hvordan kan dens medlemmer da blive hørt uden at benytte en samlet aktion som pressionsmiddel? Hvilken løsning er der?

I mange dele af verden kan enkeltpersoner eller grupper gå lovens vej for at blive hjulpet. Men hvad nu hvis det ikke virker? Måske vil politikerne ikke gennemføre de nødvendige forandringer eller dommerne vil ikke øve retfærdighed, enten på grund af grådighed eller fejhed. Dér står så en mindretalsgruppe og føler at den ikke bliver behandlet retfærdigt og upartisk.

Ud fra en menneskelig tankegang vil nogle måske finde det bedst at lægge pres på myndighederne gennem en masseaktion. Det vil måske få en dommer eller en anden øvrighedsperson til at finde det formålstjenligt at give efter for mængden. Et sådant taktisk spil tjener dog kun til yderligere at undergrave lov og orden, da det som regel medfører at en anden samfundsgruppe udsættes for uretfærdigheder.

Egentlig kan vi slet ikke regne med at opnå fuldstændig retfærdighed så længe det nuværende system består. Hvornår har mindretalsgrupper været fuldt tilfredse? På trods af massedemonstrationer og opstande er det den samme gamle ordning der fortsætter med undertrykkelse og uretfærdighed. Grunden er at verden i bund og grund er fordærvet og ond; den er ikke af Gud. (1 Joh. 5:19; Gal. 1:4) I dag hvor mængden af klager, demonstrationer, protester, strejker, gadeoptøjer og voldshandlinger har nået et højdepunkt, er Guds tid inde til at skride til handling for at ordne forholdene, sådan som han har lovet at gøre. Men hvad kan mennesker der er interesseret i sand retfærdighed gøre indtil da?

Gud giver dette råd til ærlige og oprigtige mennesker: „Om muligt, så vidt det står til jer, hold fred med alle mennesker.“ (Rom. 12:18) Hans bud til kristne lyder: „Lad enhver sjæl underordne sig under de højere myndigheder.“ (Rom. 13:1) Hvis de bestående myndigheder misbruger deres magt, er det ikke den kristnes opgave at prøve at styrte den. Det ligger også uden for den kristnes virkefelt at tilskynde eller medvirke til demonstrationer, protestaktioner eller strejker.

Det er ikke tåbeligt af de kristne at indtage denne holdning. De afholder sig blot fra at gøre skuffende forsøg på at klare hvad kun Gud kan og vil ordne. De følger det bibelske påbud: „Vær stille for [Jehova] og bi på ham, græm dig ej over den, der har held, over den, der farer med rænker. Tæm din harme, lad vreden fare, græm dig ikke, det volder kun harm. Thi ugerningsmænd skal ryddes ud, men de, der bier på [Jehova], skal arve landet.“ — Sl. 37:7-9.

Vi der lever i dag vil ikke komme til at vente et helt liv, ja ikke engang i mange år. Vi ser i dag at der øves uretfærdighed på alle måder og overalt på jorden, og følgelig kan vi vente Guds snarlige indgriben. Kong David havde selv lagt mærke til at Guds indgriben ikke udebliver: „Jeg har set en gudløs trodse, bryste sig som en Libanons ceder — men se, da jeg gik der forbi var han borte; da jeg søgte ham, fandtes han ikke.“ (Sl. 37:35, 36) Lad os derfor vente eller bie på Gud, fremfor at benytte verdens metoder.

Hvis vi lærer Guds hensigter, fremgangsmåder og krav at kende, vil det beskytte os imod at begå den fejltagelse at følge mængden, for det fører ikke til Guds pris, men øger blot uroen og vanskelighederne i disse kritiske „sidste dage“ for den nuværende tingenes ordning. — 2 Tim. 3:1-5.