Watchtower ONLINE LIBRARY
Watchtower
ONLINE LIBRARY
Dansk
  • BIBELEN
  • PUBLIKATIONER
  • MØDER
  • g75 8/11 s. 10-13
  • Den forunderlige høresans

Ingen video tilgængelig.

Beklager, der opstod en fejl med at indlæse videoen.

  • Den forunderlige høresans
  • Vågn op! – 1975
  • Underoverskrifter
  • Lignende materiale
  • Hvordan fungerer hørelsen?
  • Lidt om hvad man kan høre
  • Virkelig et mesterværk!
  • Dyrenes hørelse
  • Hvad med insekter?
  • Lokalisering ved hjælp af ekko
  • Beskyt Deres hørelse
  • Øret — den store kommunikationscentral
    Vågn op! – 1990
  • Hørelsen — en gave vi bør værdsætte
    Vågn op! – 1997
  • Beskyt din uvurderlige hørelse
    Vågn op! – 1984
  • Øre
    Indsigt i Den Hellige Skrift, bind 2 (Koa-Årstider)
Se mere
Vågn op! – 1975
g75 8/11 s. 10-13

Den forunderlige høresans

Hvis De har en god hørelse ejer De noget virkelig værdifuldt. Tænk på hvor dejligt det er at man kan lytte til en fugls melodiøse sang, til en bæks rislen, til en kær vens stemme. Ved hjælp af ørerne kan man også opfange livreddende signaler — måske fra et bilhorn, en sirene eller en brandalarm.

Men har De tænkt nærmere over hvor fantastisk Deres høresans egentlig er? Og hvad med andre skabningers hørelse? Lad os kort betragte nogle få, interessante ting.

Hvordan fungerer hørelsen?

Et blik på illustrationen på side 11 viser at øret er mere end blot det tragtformede organ man har på siden af hovedet. Den del af øret er blot det man kalder øremuslingen. Den opfanger lydbølgerne og leder dem ind gennem den ydre øregang. I øregangens vægge sidder der små bitte hår og voksproducerende kirtler. Hvad er formålet med dem? At forhindre støv, insekter og andre fremmedlegemer i at trænge længere ind i øret og gøre skade.

Når lydbølgerne når bunden af øregangen møder de trommehinden, der består af tyndt, udspændt væv. Trommehinden bringes i svingninger, som forstærkes og videresendes af tre små høreknogler i mellemøret. Man plejer at kalde dem hammeren, ambolten og stigbøjlen på grund af deres form. Stigbøjlen berører membranen i „det ovale vindue“ og videresender svingningerne til det væskefyldte indre øre. Lydbølgerne trænger også ind i det indre øre gennem „det runde vindue“ under det ovale vindue. Nogle lydbølger forplanter sig endda til det indre øre gennem hovedets knogler.

Over det indre øres forgård findes buegangene. Væskestrømninger i buegangene hjælper os til at holde balancen. Hørelsen har imidlertid tilknytning til sneglen. Lydbølgerne der passerer gennem væsken sætter sneglens basalmembran i svingninger. Dennes bevægelser overføres til hårbærende sanseceller der udgør det cortiske organ, hvorved de nerver som har forbindelse med disse celler påvirkes. Til sidst sender disse nerver sanseindtryk i form af elektriske impulser gennem hørenerven til hørecenteret i hjernen. Alt dette er noget man véd, men hvordan mennesket kan tyde sådanne impulser og få mening ud af dem er stadig en gåde for videnskaben.

Lidt om hvad man kan høre

Vi kan ikke høre alle lyde omkring os, og det er godt. Et spædbarn kan opfatte tonehøjder der ligger mellem 15 og 30.000 svingninger i sekundet. Men lad os antage at man kunne høre toner der lå langt under 15 svingninger i sekundet. Så kunne man høre sit eget hjerteslag, ja selv knoglernes og musklernes bevægelser!

Selv om der altså er grænser for hvor høje og hvor dybe toner vi kan høre, er vor hørelse alligevel forbavsende. Ganske vist varierer det fra person til person, men i almindelighed kan man tåle en lydstyrke der er 2.000.000.000.000 gange kraftigere end den svageste lyd man kan opfatte! Vort øre er netop så følsomt som vi har brug for at det skal være.

Med årene mister vi efterhånden en del af hørelsen, da vi jo er ufuldkomne mennesker. Det skyldes blandt andet at vævene i det indre øre mister deres smidighed. Grænsen for høje toner falder beviseligt fra de 30.000 svingninger man kan høre som spæd til omkring 4.000 svingninger i firsårsalderen. Men selv det er tilstrækkeligt til at man kan føre en normal samtale.

Virkelig et mesterværk!

Øret har en indbygget beskyttelse imod voldsom støj. Naturligvis kan en pludselig eksplosion i nærheden af én resultere i alt for kraftige svingninger der kan gøre uoprettelig skade på det sindrige høreorgan. Men hvis en meget kraftig lyd langsomt tager til i styrke, kan hurtigtvirkende muskler ’skrue ned for lyden’. Trommehinden strammes så den mindsker sine svingninger, og mellemørets muskler drejer høreknoglerne lidt. Som følge heraf viderefører ambolten ikke så kraftige svingninger gennem det ovale vindue til det indre øre.

Det eustakiske rør, der går fra næsesvælgrummet til mellemøret, yder også beskyttelse. Denne kanal sikrer at der er det samme tryk på begge sider af trommehinden. Dette beskytter trommehinden mod at blive sprængt som følge af store forandringer i lufttrykket.

Det er også forbavsende hvordan man kan skelne mellem de lyde man hører. Man kan høre forskel på tordenens rullen og på rumlen af vognhjul, på et menneskes fodtrin og på en hests hovslag, selv når man ikke kan se hvor lyden kommer fra. Desuden kan begge ører som regel ’stilles ind’ på en lyd. Man taber måske en mønt og ser ikke hvor den triller hen. Men man hører den ramme gulvet, måske hopper den et par gange, så hører man at den ruller hen ad gulvet og rammer en stol, og til sidst hører man mønten tippe over og ligge og vibrere lidt før den ligger stille. Vore to ører hjælper os til at lokalisere stedet.

Ikke uden grund er det blevet sagt om menneskets øre: „Hvis en ingeniør skulle konstruere noget lignende måtte han på godt femten kubikcentimeter finde plads til et lydsystem der omfattede en impedanstilpasser, en vidtspændende mekanisk analysator, et mobilt transmissions- og forstærkeranlæg, en flersporet omformer til omdannelse af mekanisk energi til elektrisk energi, en mekanisme til opretholdelse af en følsom hydraulisk balance, og et internt tovejs-kommunikationssystem. Selv om han kunne gøre det mirakel at frembringe alt dette i miniatureform, kunne han sandsynligvis ikke gøre sig håb om at komme op på siden af ørets formåen.“ — Sound and Hearing af S. S. Stevens, Fred Warshofsky og udgiverne af Life, side 38.

Ja, menneskets øre er virkelig et mesterværk. Man kan i sandhed sige at det er et vidnesbyrd om Jehovas visdom, den Gud som ’skabte øret der hører’. — Ordsp. 20:12.

Dyrenes hørelse

Man kan med rette være imponeret over menneskets vidunderlige evne til at høre. Men hvad med andre skabningers hørelse? Det er tydeligt for enhver at for eksempel hunde, katte, heste og aber har ører, og vi ved at disse dyr reagerer på lyde. Desuden er de fleste klar over at fugle kan høre, selv om de ikke har et ydre øre. En fugl kan faktisk høre cirka de samme toner som et menneske. Men hvad med slanger? Kan de høre?

Nogle naturforskere påstår at slanger ikke kan høre. Imidlertid viser nye opdagelser at disse dyr virkelig har et høreorgan og at de hører ret godt. For eksempel opdagede forskerne Peter H. Hartline og Howard W. Campbell at ikke blot vibrationer i jorden, men også luftbårne lyde fremkaldte elektriske reaktioner hos visse eksemplarer af tre slangefamilier. Angående en kvælerslange skrev de: „Hvis en reaktion i hjernen accepteres som tegn på hørelse, så kan disse slanger høre luftbårne lyde.“ — Science, 14. marts 1969, bind 163, nr. 3872, side 1222.

Bibelen lader os forstå at kobraslangen kan „høre på tæmmerens røst“. (Sl. 58:5, 6) I denne forbindelse skrev New York Times for 10. januar 1954: „Doktor David I. Macht, forsker og farmakolog ved Mount Sinai Hospital i Baltimore, er en af verdens førende autoriteter hvad angår kobraslangegift. . . . Doktor Macht fortalte at han som følge af sit arbejde med kobraslanger og kobragift var kommet til at kende en hel del veluddannede hindu-læger fra forskellige dele af Indien. Alle var de enige om at kobraslanger reagerer på forskellige toner fra fløjter eller piber. Nogle former for musik ophidser dyrene mere end andre former, fortalte lægerne. Indiske børn der leger ude efter mørkets frembrud, bliver endda advaret imod at synge for at lyden ikke skal tiltrække kobraslanger, sagde han. Doktor Macht sagde at Shakespeare, der gentagne gange omtalte slanger som døve, . . . blot gentog en almindelig misforståelse. På den anden side, sagde doktor Macht, havde salmisten ret da han antydede det modsatte i Salme 58, vers 6, nemlig at slanger kan høre: . . . I modsætning til hvad visse naturforskere påstår, sagde doktor Macht, så ’tæmmes’ slanger af lyde og ikke af slangetæmmerens bevægelser. Revidér lærebøgerne, tilrådede lægerne.“

Hvad med insekter?

Nogle forskere er kommet til det resultat at ikke alle insekter kan høre. Men mange af disse små skabninger har en bemærkelsesværdig hørelse. Nogle reagerer på toner der er så dybe at mennesker ikke kan opfatte dem. Andre kan opfange toner der er over to oktaver højere end den højeste lyd noget menneske kan høre.

Insekters høreorganer er forskellige og man finder dem ofte på usædvanlige steder. Korthornsgræshoppernes trommehinde sidder på siden af deres bagkrop. Hannen tiltrækker sig en hungræshoppes opmærksomhed ved at gnide kanten af sine dækvinger mod nogle tappe der sidder på bagbenene. Dette lyder som ’musik i ørerne’ på den hungræshoppe der hører det og bestemmer sig til at blive hans mage.

Løvgræshopper og fårekyllinger har også „ører“. Hvor? Lige under det vi ville kalde „knæet“ på deres forben. Det er naturligvis kun ganske små åbninger. Men det eneste hungræshoppen behøver at gøre for at opfange hannens parringslyd er at vende benene i den retning hans kalden kommer fra!

Lokalisering ved hjælp af ekko

Nogle dyr bruger deres hørelse på en temmelig usædvanlig måde. De kan orientere sig ved hjælp af ekko. Disse dyr udsender højfrekvente lyde og orienterer sig ved at lytte til og svare på hurtigt tilbagevendende ekkoer når lydene kastes tilbage fra de genstande de støder på. For eksempel bruger døglinge („næbhvaler“) denne metode til at undgå forhindringer under vandet.

Blandt de dyr som lokaliserer ting i deres omgivelser ved hjælp af ekko er der et velkendt flyvende pattedyr — flagermusen. Hvis man slipper en flagermus løs i et fuldkommen mørkt rum kan den flyve omkring uden at ramme væggene eller andre ting i rummet. Grunden er at dyret udstøder højfrekvente lydimpulser; når lydbølgerne støder på forhindringer lytter dyret efter ekkoet. Somme tider udstøder en flagermus over 200 impulser i sekundet! Når dyret tyder disse ekkoer kan det planlægge en sikker kurs.

Flagermusen bruger også sit forbløffende orienteringssystem til at lokalisere de insekter den lever af. Men hvordan den bærer sig ad med at skelne mellem de ekkoer der stammer fra forhindringer og de ekkoer der stammer fra noget spiseligt, er stadig et mysterium for mennesket. For den sags skyld er der også nogle flagermus der fanger deres bytte på selve forhindringen, nemlig et blad.

En anden bemærkelsesværdig faktor er at flagermusen ikke hører de lyde den selv udstøder. Hver gang den udstøder en lyd, lukker en muskel ørelåget for øret så den kun hører ekkoet. Desuden må hver enkelt flagermus gøre brug af og lytte efter sig eget specielle lydmønster, for der bliver ikke forvirring i flokken når hundreder af disse dyr flyver sammen.

Det er sandelig en fantastisk evne Skaberen har givet flagermusen! Der er blevet sagt om denne evne: „Videnskabsmændene anslår at flagermusens radarsystem gram for gram og watt for watt er en milliard gange mere følsomt og effektivt end noget radar- eller sonarapparat opfundet af mennesker.“ — James Poling i Marvels & Mysteries of Our Animal World.

Beskyt Deres hørelse

Hvad enten det gælder dyrene eller Dem selv, vil De uden tvivl indrømme at evnen til at høre virkelig er forbavsende. De ønsker sikkert også at beskytte og værne om Deres hørelse.

Vore ører bombarderes med mange uønskede lyde i vor moderne verden. Støjforurening er blevet et ret stort problem mange steder. Hvis man er nødt til at arbejde i nærheden af maskiner eller andet der støjer usædvanlig meget, kan det være tilrådeligt at bruge ørepropper. De kan beskytte høreorganerne imod at blive beskadiget så man mister hørelsen.

Man kan også beskytte sin hørelse ved, hvis man bruger tobak, at holde op med det. Nikotinen i tobakken bevirker at arterierne i det indre øre trækker sig sammen. Derved nedsættes tilførselen af blod og følgelig af den næring som det indre øre har brug for til at spille denne vigtige rolle i ens liv.

Man bør aldrig rode i ørerne med sådanne ting som hårnåle og tændstikker. Hvis man stikker hul i huden kan der opstå en infektion.

Får De fra tid til anden Deres ører undersøgt? Det ville være fornuftigt med regelmæssige mellemrum at få en øreundersøgelse. Det er sandelig umagen værd at værne om vor forunderlige høresans.

[Diagram på side 11]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

Øret

 1. Øregangen

 2. Øremuslingen

 3. Hammeren

 4. Ambolten

 5. Stigbøjlen

 6. Buegangene

 7. Forgården

 8. Hørenerven

 9. Sneglen

10. Det eustakiske rør

11. Det runde vindue

12. Det ovale vindue

13. Trommehinden

    Danske publikationer (1950-2025)
    Log af
    Log på
    • Dansk
    • Del
    • Indstillinger
    • Copyright © 2025 Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania
    • Anvendelsesvilkår
    • Fortrolighedspolitik
    • Privatlivsindstillinger
    • JW.ORG
    • Log på
    Del