Lær at leve med dig selv

VILLE du gøre forsøg på at løfte en ti tons kampesten med dine bare næver? Eller ville du prøve at huske et tredive binds leksikon i hovedet? Begge disse forsøg ville naturligvis være uigennemførlige. Vi indrømmer gerne at vi har fysiske og mentale begrænsninger — i det mindste når det gælder sådanne kæmpemæssige opgaver.

Men at kende sin begrænsning i andre henseender i dagliglivet er ikke altid så let. Faktisk er dette et stort problem for de fleste mennesker. Og hvis ikke man lærer det, kan man ikke opnå sand glæde og tilfredshed i livet.

Det er for eksempel nødvendigt at forstå at ens eget behov for hvile og søvn kan afvige meget fra andres. Nogle voksne klarer sig udmærket med seks timers søvn om natten, eller mindre endnu, mens andre har brug for ni timer eller mere. Men uanset hvilket behov vi hver især har, er det klogt at få tilstrækkeligt med hvile og søvn. Ellers mister man sin energi, bliver nervøs, eller finder selv ganske dagligdags aktiviteter uoverkommelige.

Det samme gælder med hensyn til at spise; ikke alle tåler al slags mad lige godt, og mængden af den mad man har behov for, varierer fra menneske til menneske. Derfor er det klogt at man, på disse og andre områder, ikke gør det ene eller det andet blot fordi andre gør det, men lærer sit eget behov at kende og tager hensyn til det. Først da giver man sig selv mulighed for fuldt ud at glæde sig over livet.

Med hensyn til personlige evner er der store muligheder for at udvikle disse, og vi kan alle sammen lære af andre. Men det er en kendsgerning at vi ikke alle sammen kan udmærke os på hvert eneste område. Hvordan virker denne omstændighed på dig? Lad os for eksempel sige at du kender en dygtig musiker. Det er en stor glæde at høre ham spille, ikke sandt? Men er der nogen grund til at blive mismodig fordi du ikke selv kan spille som han? Nej, vel? Selv ikke under indflydelse af Guds hellige ånd kunne alle i den første kristne menighed gøre de samme ting. — 1 Kor. 12:27-31.

Den omstændighed at ikke alle kan udmærke sig på et hvilket som helst område, danner grundlag for at kunne værdsætte og beundre andre mennesker. Man kan glæde sig over og vise stor anerkendelse af en fremragende bygningssnedker eller en stenhugger, en dygtig syerske eller kok, eller en øvet musiker, til trods for at man ikke selv kan gøre dét som han eller hun er i stand til. At vise tilbørlig agtelse for andres evner og kvalifikationer beriger livet.

Hvis man på den anden side hele tiden bestræber sig for at hævde sig og nå ud over sine evner, kan man ødelægge sit helbred og således påføre sig selv endnu flere begrænsninger. Dette kan illustreres med det der undertiden sker med meget ambitiøse mennesker. Besluttet på at blive rig vil en mand måske bogstavelig talt trælle i årevis, kun for at opdage at han har spoleret sit helbred undervejs. Måske har han nu råd til at købe al den gode mad han ønsker sig. Men, som Bibelen siger, kan det ske at „Gud ikke sætter ham i stand til at nyde det“ — og „da er dette tomhed og en slem lidelse“. (Præd. 6:1, 2) Hvilken virkelig tilfredsstillelse og lykke kan man have hvis man har kørt sig selv så langt ned at man har pådraget sig en sygdom blot for materielle tings skyld?

Den der gør det, har overset noget meget vigtigt, nemlig at et menneskes liv også må have en åndelig side. Hvis man vil opnå sand lykke og tilfredshed må man have et godt forhold til Gud. Der er således blevet sagt: „Den omstændighed at mennesket, overalt og til alle tider, fra begyndelsen og indtil i dag, har følt en trang til at påkalde noget det har troet er højere og mægtigere end det selv, viser at religion er noget mennesket har i sig og som bør anerkendes videnskabeligt. . . . vi bør stå med ærefrygt og ærbødighed når vi ser den universelle karakter af menneskets søgen efter, og tro på, et højere væsen.“ (Man Does Not Stand Alone af A. Cressy Morrison) Når man skal lære at leve med sig selv, er det derfor af stor betydning at man tilegner sig kundskab om Gud og anvender den i sit liv. Jesus Kristus sagde, som sandt er: „Lykkelige er de som erkender deres åndelige behov.“ — Matt. 5:3.

Den der virkelig har lært at leve med sig selv, forstår at han, i lige så høj grad som han har behov for mad og hvile, har et åndeligt behov. Derfor lader han ikke materialistiske ønsker fortrænge de åndelige interesser. Et sådant menneske siger som Jesus Kristus: „Selv om et menneske har overflod, hidrører hans liv ikke fra det han ejer.“ (Luk. 12:15) Og den der er åndeligsindet kan bevidne rigtigheden og visdommen i apostelen Paulus’ ord: „Ja, den er virkelig et middel til stor vinding, denne gudhengivenhed sammen med viljen til at klare sig med hvad man har. For vi har ikke bragt noget med ind i verden, og vi kan heller ikke bringe noget med ud. Når vi har føde og klæder skal vi være tilfredse med disse ting.“ — 1 Tim. 6:6-8.

Kunne du finde tilfredshed ved at følge en sådan kurs? Det er rigtigt at vi er forskellige med hensyn til vort personlige behov, og Jehova Gud er ikke ufølsom over for dette. Han ved at de der tilbeder ham er forskellige. Gud forventer ikke at alle der tilbeder ham skal være ens eller at de skal yde det samme mål af tjeneste for ham. Apostelen Paulus ’sled mere end alle apostlene’. (1 Kor. 15:9, 10) Tilsyneladende var han godt begavet, havde et nogenlunde godt helbred og var fri for familieansvar. Andre kunne ikke gøre så meget, måske fordi de var bundet af forskellige forpligtelser, begrænset af deres helbred, eller lignende. Hvad kræver Gud af os? At vi elsker ham af hjertet og trofast gør hans vilje af hele vor sjæl. — Ef. 6:5, 6; Luk. 10:26-28.

Altså kan vi alle tjene Gud på en acceptabel måde til trods for vore begrænsninger. Dette udelukker dog ikke at vi til tider må gøre os en særlig anstrengelse for at opnå og bevare et tilfredsstillende forhold til Jehova Gud. I den hensigt lod en tresårig mand der ønskede at blive døbt som symbol på sin indvielse til Jehova Gud, sig sænke ned i vandet siddende i en rullestol. Et andet Jehovas vidne gennemgik adskillige prøvelser under mange års sygdom forud for sin død som følge af kræft i 1974. På et tidspunkt hvor han allerede var betydelig handicappet, hjalp han til ved opførelsen af en rigssal. Senere, da han blev bundet til hjemmet på grund af sin tilstand, deltog han stadig i menighedens teokratiske skole ved at indspille sine bibelske foredrag på bånd, som så blev afspillet ved møderne. Denne svagelige kristne broder fandt også udveje for at forkynde Guds rige for andre; og hans humør var så smittende at de der kom for at besøge ham, ofte bemærkede at han havde opbygget dem mere end de havde håbet at kunne opbygge ham.

At lære at leve med sig selv indbefatter således ting af stor betydning. Det indbefatter at man kender sine begrænsninger og sørger for at dække sit fysiske behov. Og som noget meget vigtigt indbefatter det at man også anerkender sit åndelige behov og endda gør sig ihærdige bestræbelser for at opnå et godt forhold til sin Skaber. En sådan adfærd vil resultere i størst glæde og tilfredshed i livet.