Landmanden og verdens fødevaremangel

DE FLESTE af de arbejdende i verden ja, tre fjerdedele — ernærer sig ved landbrug. Mange af dem er håbløst fattige. Størsteparten af disse fattige lever i Afrika, Asien og Latinamerika. I gode år har de lige mad nok til sig selv, deres pårørende og måske nogle få andre. I dårlige år må de ofte sulte.

I de mere industrialiserede dele af verden er der færre om at frembringe de fødemidler som den samlede befolkning lever af. Et af de lande i verden der har den største produktion af fødemidler er De forenede Stater, hvor de fleste landbrug er temmelig store.

Rigelig produktion af fødemidler

I de cirka fyrre år der er gået siden den store depression i trediverne, er høstudbyttet af majs pr. hektar i U.S.A. blevet næsten firdoblet, fra 19 til 73 hektoliter. Hvedeudbyttet er vokset fra 11 til 27 hektoliter, og udbyttet af ris fra 2,35 til 5,16 tons pr. hektar, i gennemsnit.

I 1974, hvor man havde mere jord under opdyrkning end på noget tidligere tidspunkt, producerede U.S.A. næsten 640 millioner hektoliter hvede, et tal der kun blev overgået af Sovjetunionen. Samme år var majsudbyttet i U.S.A. på 1620 millioner hektoliter, det højeste i verden. Og der blev slagtet 36 millioner stykker kvæg, en stigning på 7 procent i forhold til 1973.

Denne vældige mængde af fødemidler frembringes af blot 2,8 millioner landmænd i et land med 208 millioner indbyggere. Det vil sige at hver landmand frembringer mad til omkring 74 amerikanere.

Skønt disse fødemidler tilvejebringes til ret rimelige priser når man sammenligner med mange andre lande, har folk med fastlåsede indkomster og folk som befinder sig i de lavere indtægtsgrupper måttet bruge en stigende procentdel af deres indkomst til mad. Og selv om landmændene kan føle med andre i deres vanskeligheder, har de selv økonomiske problemer.

Hvad landmænd føler sig tvunget til at gøre

De amerikanske landmænd ville naturligvis gerne hjælpe de fattige i verden, og de har da også tilvejebragt betragtelige mængder fødemidler til millioner af sultende mennesker i andre lande. I perioden fra 1965 til 1972, oplyses det, tilvejebragte De forenede Stater 84 procent af den samlede „fødevarehjælp“ i hele verden. Men kun 20 procent af de levnedsmidler U.S.A. afsætter til „fødevarehjælp“ går til hungerramte lande; resten sælges til dem der kan betale for det.

Det anses for vigtigt at opnå fortjeneste, eftersom systemet nu engang er sådan indrettet at landmanden er nødt til at få penge ind for at kunne fortsætte driften. I et forsøg på at gøre dette kendt, har nogle landmænd taget drastiske skridt. I flere amerikanske stater har de dræbt hundreder af kalve og kastet dem ned i grøfter for at de kan rådne op.

Mange landmænd indrømmer at det er synd og skam at lade kød gå til spilde på denne måde, men en kvægavler fra Motley i Minnesota tilføjer samtidig: „Det er også synd for den landmand der arbejder et helt år og opdager at han har et underskud på 20.000 eller 30.000 dollars. . . . Jeg synes det er langt værre end at smide noget af kødet ud.“

Forholdene varierer

Den økonomiske udvikling i de senere år har ramt mange amerikanske landmænd hårdt. For eksempel har det til tider kostet mere i korn at opfede en kalv til slagtning end dyret har indbragt på markedet. Og den nødvendige fodermængde til produktion af hundrede liter mælk kan koste mere end mælken selv. Det medførte for nylig den situation at der i staten Wisconsin daglig var henved ti mejeribrug som indstillede driften.

På den anden side er der også landmænd som klarer sig godt økonomisk. En landmand i Iowa med en farm på 75 tønder land indrømmer: „Jeg er fuldt ud enig med landbrugsministeren; jeg har aldrig haft det så godt som nu. Min konklusion er at det afhænger af hvor man bor. Her er det godt, og andre steder er det meget dårligt.“

Men selv de der har haft et glimrende år, véd at forholdene kan ændre sig næsten fra den ene dag til den anden. I 1974 tjente kornavlere for eksempel gode penge, fordi kornpriserne var høje. Men mange kvægavlere, som måtte købe det dyre korn for at fodre deres dyr, gik fallit.

Hvad er grunden til denne usikkerhed og skævhed?

Grundlæggende problemer

Mange landmænd regner vejret for det største problem, og vejreksperterne kan kun bekræfte at de ejendommelige vejrforhold skader landbruget. For at tage et enkelt eksempel: I staten Iowa havde man sidste år nogle voldsomme regnskyl som vaskede meget jord bort og hindrede en tidlig såning. Dernæst fik man en stegende hed juli måned med temperaturer på 38 grader celsius, som ødelagde store dele af afgrøderne, og en frost som slog alle rekorder ved at sætte ind allerede den 2. september.

Et nyt alvorligt problem er den store prisstigning på olieprodukter, som det moderne landbrug er afhængigt af. Det er blevet anslået at der bruges olieprodukter svarende til 750 liter benzin til dyrkning af bare én hektar majs. Både til drift af maskiner og til fremstilling af kunstgødning skal der bruges olie. I 1972 kostede oliebaseret kunstgødning 65,50 dollars pr. ton. I 1974 måtte landmændene betale 175 dollars.

Prisen på landbrugsmaskiner er også løbet i vejret. Der er eksempler på at en traktor der for omkring to år siden kostede 7800 dollars, nu koster dobbelt så meget. Og alligevel har fabrikkerne ikke kunnet holde trit med efterspørgselen, og landmændene har til tider måttet vente fra tre til seks måneder på nyt materiel. Det har i nogle tilfælde været sværere at skaffe reservedele end at købe en ny traktor; så selv om priserne er steget har nogle landmænd købt to traktorer eller mejetærskere udelukkende for det tilfælde at den ene skulle bryde sammen på et kritisk tidspunkt. I det lange løb vil dette koste dem mindre end hvis afgrøderne går tabt.

Priserne på såsæd er også blevet skruet op. Fra 1974 til 1975 steg gennemsnitsprisen på såmajs, for eksempel, over 30 procent. Og sejlgarn til høballer er steget over 400 procent på tre år.

Et andet problem er mangelen på kvalificeret arbejdskraft. Når landmanden er nødt til at lade uerfarne folk køre sine maskiner, bliver der ofte behov for flere reparationer. Da en farmer fra midtvesten opregnede grundene til at han opgav landbruget, nævnte han som første grund: „Vanskeligheden ved at få ærlig og pålidelig arbejdskraft.“

Ja, der synes at være snesevis, måske hundredvis, af „småting“ som har ramt landmændene på én gang. Samtidig opfordres de til at sætte produktionen i vejret på grund af fødevaremangelen. Men på grund af de stigende omkostninger har det ofte været vanskeligt at udvide driften.

Landbrugsjorden stiger også støt i pris. I staten New Jersey koster den nu omkring 5000 dollars pr. hektar. Og bladet Review fra Denison (Iowa) oplyser: „I år [1974] steg værdien af alle former for landbrugsjord 31 procent i hele landet, og dét efter en stigning på 32 procent i 1973.“

Af disse og andre grunde siger landmændene at de nu må have højere priser for deres produkter.

Priserne på landbrugsprodukter

Landmændene siger imidlertid at de er fanget i et økonomisk system der ikke tillader dem at fastsætte priserne på deres egne produkter. De hævder at de er nødt til at tage imod den pris de får tilbudt, selv om den kan være mindre end omkostningerne. Men hvad nu hvis landmændene selv kunne fastsætte deres priser? Ville det stille verden bedre?

Man kunne spørge: Hvor mange kornavlere, som tjente temmelig godt sidste år, delte deres fortjeneste med de dårligere stillede kvægavlere? Da Foreningen af Hvedeavlere i staten Washington holdt et møde i Spokane, skrev Seattle-bladet Times: „Farmerne . . . ser ud til at nyde deres fremgang . . . Hvis hvedefarmerne nu endelig synes at være kommet i førersædet, skal man ikke vente at de vil sige undskyld af den grund.“

Landmanden er i virkeligheden blot en del af et økonomisk system som kræver at den enkelte tager vare på sig selv. Systemet bygger på at alle ønsker at opnå fortjeneste. Lad os se hvad dette ønske har medført i en tid hvor verden stadig råber på mere mad.