Er Gud skyld i forureningen?
En lund med høje træer. En tæt regnskov. Et stort, blåt hav der ruller ind mod en klippekyst. En farverig ørken i forårstiden. En række sneklædte bjerge som hæver sig over mørkegrønne skove og funklende blå søer. Det var sådanne scenerier som i sin tid fik folk til at udbryde: „Guds eget land!“
Men i dag betragter den nye generation en luft der er brun og snavset, floder som kvæles i industriens affaldsprodukter, døde søer og en forgiftet jord, storbyghettoer der ligner lossepladser, og siger så, men med andre følelser: „Guds eget land!“
De siger at Gud er skyld i forureningen. De baserer denne anklage på Bibelens udtalelse i Første Mosebog 1:28, hvor der står: „Gud velsignede dem, og Gud sagde til dem: ’Bliv frugtbare og mangfoldige og opfyld jorden, gør eder til herre over den og hersk over havets fisk og himmelens fugle, kvæget og alle vildtlevende dyr, der rører sig på jorden!’“
Den britiske historiker Arnold J. Toynbee hævder i en artikel i Horizon for sommeren 1973, der i april 1974 blev trykt i Det Bedste, at denne guddommelige udtalelse var årsag til forureningen. Artiklen hed „Mosebogen og Miljøproblemet“. Men Toynbee er blot én af en lang række mennesker som har sagt det samme.
I bladet Science for 10. marts 1967 skrev Lynn White jun. i artiklen „Vor økologiske krises historiske baggrund“: „Ved at udslette den hedenske animisme gjorde kristendommen en ansvarsløs udnyttelse af naturen mulig.“ Han påstod at „kristendommen bærer en overvældende del af skylden“ for „den voksende økologiske krise“.
Whites artikel blev optaget i The Environmental Handbook, som i 1970 blev udarbejdet af „Friends of the Earth“ [Jordens venner]. Samme år udgav Sierra Club sin håndbog Ecotactics, og på side 82 og 83 i denne bog stod der: „Menneskets stræben er til dato blevet ledet af guden fra Første Mosebog. I det store og hele har vi været stolte over den måde vi har underlagt os vores planet på. Nu ser vi at vor stræben er blevet ført på gale veje og har været destruktiv.“
Ian McHarg fra University of Pennsylvania skrev i 1971 i sin bog Design with Nature: „Hvis man virkelig ville søge at retfærdiggøre dem som ønsker at øge mængden af radioaktivitet, skabe kanaler og havne ved hjælp af atombomber, anvende giftstoffer frit, eller støtte bulldozer-mentaliteten, kunne man ikke søge støtte i nogen bedre tekst end denne (Første Mosebog 1:28). Her finder man både bemyndigelse og støtte til at erobre naturen — fjenden, truslen mod Jehova.“ Mange andre, også præster, påstår at Gud bærer skylden for forureningen.
Det store spørgsmål er om Gud, da han bød det første menneskepar at underlægge sig jorden og gøre sig til herre over den, derved med Toynbees ord „valgte at lade Adam og Eva gøre med den, hvad de behagede“. Var det Jehovas hensigt? Eller var det hans hensigt at menneskene, der var skabt i hans billede og lighed, så at sige skulle være jordens viceværter, som ikke blot skulle sørge for menneskene selv, men også for planterne og dyrene? Den vise ønsker at sætte sig ind i kendsgerningerne i stedet for at slynge om sig med overilede anklager for at vække opmærksomhed. Bibelen advarer: „At svare på et spørgsmål før man har hørt det til ende, er både dumt og fornærmende.“ — Ordsp. 18:13, New English Bible.
Guds omsorg for planter og dyr
Da Gud satte mennesket i Edens have gav han det ikke lov til at behandle jorden som det ville. Mennesket var underlagt visse begrænsninger. Som Bibelen siger skulle det „dyrke og vogte den“. Planterne var ikke blot til brug for menneskene; de blev også givet som føde til „alle jordens dyr og alle himmelens fugle og alt, hvad der kryber på jorden, og som har livsånde“. — 1 Mos. 2:15-17; 1:30.
Den lov som Gud på et senere tidspunkt gav Israels folk viste på hvilken måde menneskene skulle ’gøre sig til herre over’ jorden. De skulle ikke udnytte og udpine den; tværtimod skulle landet hvert syvende år „have en fuldkommen sabbatshvile“. Intet af det som på sabbatsåret voksede op uden at være blevet sået måtte høstes. Man skulle lade det stå til de fattige og til „dit kvæg og de vilde dyr i dit land“. — 3 Mos. 25:3-7.
Det siges at over otte hundrede arter og varianter i dyreverdenen i øjeblikket er ved at uddø. Var det hvad Gud mente da han bød mennesket at herske over dem? Andre af de love som Gud gav til Israel viser at Skaberen ikke er ligegyldig over for dyrene. Man måtte for eksempel ikke binde munden på en okse der tærskede; den skulle have lov at spise af kornet. En tyr og et æsel måtte ikke spændes sammen for ploven, for det ville være hensynsløst over for det mindre og svagere dyr. Selv om ens nabo var ens fjende var man forpligtet til at hjælpe hans dyr hvis de var i nød, og dette gjaldt også på sabbatsdagen. — 5 Mos. 25:4; 22:10; 2 Mos. 23:4, 5; Luk. 14:5.
Og når vi læser at Gud klæder markens liljer i en skønhed og pragt der overgår kong Salomons, leder det heller ikke tanken hen på nogen guddommelig bemyndigelse til at begå hærværk mod naturen, vel? Den moderne krigsførelses ødelæggelse af plantevæksten og benyttelse af ’den brændte jords politik’ har langtfra Guds godkendelse. — Matt. 6:28, 29.
Kendsgerningerne viser derfor at bibelkritikernes påstand om at Gud er skyld i forureningen på jorden, er grundløs. Men hvad med den løsning som kritikerne selv tilbyder? Hvordan er den?
Polyteisme og forurening
De fleste af dem der giver Gud skylden for forureningen er stort set enige om at der må findes en religiøs løsning på forureningsproblemet, eftersom dets årsager jo hævdes at være religiøse. Nogle påstår endda at jødernes og de kristnes monoteisme, det vil sige troen på én Gud, må erstattes med polyteisme eller animisme, troen på mange guder som bor i bakkerne, i vandløbene, i træerne, fuglene og dyrene, sammen med troen på at disse mange guder må tilbedes.
Lynn White jun. siger at animisten, før han fældede et træ, gravede miner i et bjerg eller opdæmmede en bæk, sørgede for at formilde de respektive ånder. McHarg fortæller om en indianer på jagt der først kom med omfattende undskyldninger over for bjørnen før han dræbte den, idet han forklarede den at han havde brug for dens hud og dens kød. Men på trods af animistens gudfrygtige indstilling endte det dog altid med at træet blev fældet, minerne blev gravet i bjerget, bækken blev dæmmet op og bjørnen blev dræbt, hvis den da ikke stak af inden foredraget var forbi. — Jævnfør Romerbrevet 1:20-23.
I dag tilbeder buddhisterne, hinduerne og shintoisterne i tusindvis af guder, viser gudfrygtig ærbødighed over for dyr, planter, solen, tordenen, vinden, klipperne og så videre. Har deres polyteistiske religion været medvirkende til at hindre forurening? Lad os betragte et eksempel. I Encyclopædia Britannica, udgaven for 1971, siges der i en artikel om hinduismen: „Alle floder og høje er mere eller mindre guddommelige, og at Ganges er særdeles hellig . . . behøver ikke at understreges.“ Har Ganges undgået forurening nu da den betragtes som „særdeles hellig“?
Nej. Som en indisk journalist sagde til en gæst i den „hellige“ by Benares, der ligger ved Ganges: „Det eneste man behøver i Benares er en stærk mave og en fordomsfri indstilling.“ I en artikel som for nylig stod at læse i New York Times påpegedes det hvordan nogle indere „ønsker at der langs Ganges’ bredder blev gjort mere ud af de hygiejniske forhold end af de indviklede ritualer“. Ganges er virkelig forurenet.
Shintoismen og andre animistiske religioner har heller ikke kunnet beskytte det moderne Japan mod omfattende forurening. I 1974 hed det fra United Press International: „Den japanske regering kæmper, måske på liv og død, for at få et rent miljø.“ Polyteistiske religioner har ikke kunnet forhindre forurening, så polyteisme er altså ikke løsningen på problemet.
Forureningens årsag og problemets løsning
Jordens forurening har to fundamentale årsager: menneskets uvidenhed og dets grådighed eller begær.
Mange mennesker har ikke forurenet jorden med vilje. Verdenshavene er for eksempel ved at blive en mødding fordi folk i århundreder har handlet ud fra den forkerte idé at havet aldrig kan mættes med affald. Haveksperten Jacques-Yves Cousteau siger således: „Hver måned pumper vi så mange millioner tons giftigt affald ud i det levende hav at verdenshavene om måske tyve år, måske før, vil have lidt ubodelig skade og begynde at dø.“ Mennesket er begyndt at høste frugterne af sin uvidenhed.
Men det er naturligvis begær der har spillet den største rolle i forbindelse med forureningen. Folk er blevet ved med at forlange ting de strengt taget ikke behøver, og teknologien har prøvet at opfylde folks ønsker. Dette har holdt fabrikkerne i gang, alt imens de har pumpet deres affald ud i have og vandløb og udspyet gasser og røg i atmosfæren. Vejene er overfyldt med biler som forurener den luft vi indånder. Menneskets nuværende måde at leve på har gjort mange ting som man førhen betragtede som luksus, til „behov“. Det er derfor ikke sandsynligt at den forurening dette har frembragt vil standse så længe denne ordning består.
Når man citerer Første Mosebog 1:28 og derefter giver Gud skylden for forureningen, afslører man sin egen uvidenhed om de mange påmindelser som Jehova har givet os om at sørge godt for jorden og dens planter og dyr. At ’gøre sig til herre over’ betyder ikke nødvendigvis at undertrykke. Et herredømme behøver ikke at være destruktivt. Ukrudt kan gøre megen gavn, men ikke i haverne. Løver og tigre er udmærkede at have i junglerne, men ikke i byernes gader. Kan vi ikke luge ukrudt og dyrke salat uden samtidig at dræbe fuglene og bierne? Kan vi ikke kontrollere og nyde gavn af dyrebestanden uden at drive rovdrift på den, så mange arter uddør? Er det nødvendigt at gøre bækkene guddommelige for at få rent vand, eller at tilbede vinden for at få ren luft, eller at falde på knæ for bjergene for at undgå at jorden bliver forurenet?
Man skal ikke søge efter årsagen til forureningen i Jehovas befaling til mennesket om at gøre sig til herre over jorden. I virkeligheden blev jordens beboere moralsk forurenede før de begyndte at forurene deres fysiske miljø. Der er tale om et moralsk sammenbrud, en grådighedens forurening af uvidende mennesker. Det er et spørgsmål om årsag og virkning. Årsagen er moralsk forurenede mennesker, og virkningen er et forurenet miljø. For at løse problemet må man undervise og ’rense’ menneskeheden, så vil forureningen af naturen høre op. Fjern årsagen, så forsvinder virkningen.
Hvad man sår høster man. Men i dag benægter man helst dette; i stedet søger man at skyde skylden på en anden og knibe uden om et personligt ansvar. Forbrydere siger at skylden ikke er deres men samfundets. Folk der forurener siger at skylden ikke er deres men Guds. Dårskabens triumf!
Det er i vort videnskabsorienterede, ateistiske samfund blevet god tone at bruge Gud som syndebuk. Og hvis gudløse mennesker samtidig kan få anklagerne til at lyde lærde ved at hente deres injurier fra kendte personligheders læber, så meget desto bedre. For nogle få år siden erklærede fremtrædende præster at Gud var død. Nu har de så at sige givet ham en opstandelse for at gøre ham til syndebuk, ved at lade formode at det er ham der er skyld i menneskets økologiske problemer. Vil det lykkes for dem? Er deres påstand berettiget? Bestemt ikke!
Slumkvartererne og affaldspladserne, de store støvørkener, de stinkende floder, de døende søer, de forgiftede verdenshave, den syge landbrugsjord, luften fyldt med røg og dunster, den voksende liste over uddøende dyrearter — alt dette vidner om menneskets uvidenhed og grådighed. Betragt forureningen, betragt den som det den er, og hør dens eget vidnesbyrd: „Menneskets forurenede land!“
Men tab ikke modet, I som elsker Gud og alt hvad han har skabt! Himmelen forkynder stadig Guds herlighed, og jordens underværker vidner stadig om hans evige magt og majestæt. Bemærk hvad Bibelen har at sige om vor tid: „Og din [Guds] egen vrede kom, og den fastsatte tid . . . til at ødelægge dem der ødelægger jorden.“ (Åb. 11:18) Det er godt at vide at Gud snart vil gennemføre sin oprindelige hensigt og sørge for at menneskene underlægger sig jorden på den rigtige måde, til hans ære og til skabningens varige gavn.