Omsorg for rejsende

● I Zaïre såvel som i andre afrikanske lande var den mest almindelige måde at rejse på før i tiden at spadsere til fods. Når man skulle gå lange afstande måtte man medbringe så få byrder som muligt — vand, en måtte at sove på og måske et eller andet at lægge over sig. Men hvad med kost og logi? De rejsende havde ingen grund til bekymring, for de vidste at når de ankom til en landsby, ville landsbyhøvdingen sørge for både føde og husly. Sådan var det skik at gøre.

Hvis der imidlertid ikke var nogen landsby i nærheden og den rejsende blev sulten, ville der alligevel være noget at få. Hvordan det? Jo, i visse områder af landet var det skik og brug at den række af fødevarer man dyrkede ved en vej eller en sti, fortrinsvis var tiltænkt de rejsende. De var velkomne til at spise så meget de ønskede, men hvis de fyldte en kurv for at tage noget med sig stjal de, og ejeren kunne lægge sag an imod dem. En sådan foranstaltning er ikke ulig den man finder i Moseloven, som for eksempel i Femte Mosebog 23:24, hvor der står: „Når du kommer ind i din næstes vingård, må du spise alle de druer, du har lyst til, så du bliver mæt; men du må ingen komme i din kurv.“