Hvad er døden egentlig?

MANGE mener at døden blot er døren til et nyt liv. De tror at den tilværelse man opnår i det næste liv, afhænger af hvordan man lever nu. Andre mener at døden er endelig, og at man ikke har nogen mulighed for at komme til at leve igen.

I betragtning af sådanne modstridende opfattelser af døden, kan man da være sikker på hvad der virkelig sker når en person dør? Hvis vi havde en åbenbaring fra menneskets Skaber om dette, kunne vi naturligvis være sikre. Bibelen gør krav på at være netop denne åbenbaring. Følgelig skulle det den siger om døden, gøre ende på enhver usikkerhed om emnet.

Den første bog i Bibelen oplyser at de første mennesker, Adam og Eva, havde mulighed for at leve evigt — blot de var fuldstændig lydige over for deres Gud og Skaber, Jehova. For at prøve deres lydighed sagde Gud at de ikke måtte spise af træet til kundskab om godt og ondt. Det var nødvendigt at Adam og Eva blev prøvet på denne måde. Kun hvis de respekterede Jehova Guds ret til at afgøre hvad der var rigtigt og forkert, godt og ondt, kunne de bibringe deres afkom den samme respekt.

I forbindelse med befalingen om ikke at spise af frugten på dette træ sagde Gud til Adam: „Den dag, du spiser deraf, skal du visselig dø!“ (1 Mos. 2:17) Da så Adam spiste af den forbudte frugt, blev dødsdommen udtalt over ham med disse ord: „I dit ansigts sved skal du spise dit brød, indtil du vender tilbage til jorden; thi af den er du taget; ja, støv er du, og til støv skal du vende tilbage!“ (1 Mos. 3:19) At Adam døde betød altså at han ophørte med at leve og at han til sidst vendte tilbage til det livløse støv, af hvis bestanddele han var blevet skabt.

Hvad med sjælen?

Men var der en usynlig del af Adam — en sjæl — der fortsatte med at leve efter hans død? Hvis Adam havde en sjæl kunne der meget vel være et grundlag for at svare ja. Men havde han det? Ved omtalen af Adams skabelse siger Bibelen: „Og Gud Herren dannede Mennesket af Støv af Jorden og blæste Livets Aande i hans Næse; og Mennesket blev til en levende Sjæl.“ — 1 Mos. 2:7, oversættelsen af 1871.

Læg mærke til at der ikke siges noget om at Adam fik en sjæl. Tværtimod siges der at han „blev til en levende Sjæl“ da hans livløse legeme blev gjort levende med „Livets Aande“. Altså var Adam selv en levende sjæl, og denne sjæl døde. Ezekiel 18:4 bekræfter denne forståelse ved at sige om sjælen: „Se, alle sjæle er mine [Guds]; både faderens sjæl og sønnens sjæl er mine; den sjæl, der synder, den skal dø.“

Efter en omhyggelig undersøgelse af troen på at sjælen er en særskilt del af mennesket der overlever legemets død, er mange kommet til det resultat at dette ikke er en bibelsk lære. De har opdaget at opfattelsen stammer fra græsk filosofi.

Avisen Le Monde for 8. november 1972 (side 13) citerer den franske forfatter og filosof Roger Garaudy for en udtalelse om at græsk filosofi „førte kristendommen på vildspor i århundreder“. Vi læser endvidere: „Sjælens og legemets dualisme og den deraf følgende myte om sjælens udødelighed . . . er teorier fra Platon som ikke har noget med kristendommen eller Bibelen at gøre.“

Professor Claude Tresmontant bemærker i sin bog Le probléme de l’âme: „Det er meningsløst at sige, som den samlede tradition baseret på Platon og Descartes gør, at mennesket . . . består af en sjæl og et legeme. . . . Man burde ikke sige: ’Jeg har’ en sjæl, for det ville adskille besidderen fra den sjæl han besidder. Man burde sige: ’Jeg er en levende sjæl.’“ — Siderne 180, 181.

I en publikation der anvendes til evangelisk undervisning indrømmer Ernst Busch: „Den lære at døden er en adskillelse af legeme og sjæl, fandt vej ind i kirken fra græsk filosofi. . . . Mennesket kan ikke adskilles i legeme og sjæl, sådan at døden berører legemet men ikke sjælen. Mennesket som helhed er en synder, mennesket som helhed med legeme og sjæl dør, ifølge Paulus’ lære i 1. Kor. 15.“

Den måde Bibelen omtaler de dødes tilstand på, er et yderligere vidnesbyrd om at sjælen ikke overlever legemets død og fortsætter en bevidst eksistens. Da den trofaste Job beklagede sin ynkværdige tilstand udbrød han: „Hvi døde jeg ikke i moders liv . . .? Så havde jeg nu ligget og hvilet, så havde jeg slumret i fred.“ (Job 3:11, 13) I Prædikerens bog 9:5, 6 læser vi: „De levende ved dog, at de skal dø, men de døde ved ingenting. . . . Både deres kærlighed og deres had og deres misundelse er for længst borte.“

Læg mærke til at Bibelen sammenligner de dødes tilstand med en søvn. Ligesom en der er i dyb søvn er uvidende om hvad der foregår omkring ham, sådan er de døde uden bevidsthed. Dette støttes af udtalelser af nogle som er blevet genoplivet efter et hjerteanfald. En læge der oplevede dette for nogle år siden i Cleveland, Ohio, svarede, da han blev spurgt om hvordan det føltes at være „død“: „Man mærker det simpelt hen ikke. Der er ingen tanke, ingen erindring.“

Andre som er blevet genoplivet efter et hjertestop, hævder at de har oplevet en særlig lyksalighed, men hertil siger denne læge: „Jeg er sikker på at de tager fejl. De taler om hvordan de følte det i perioden mellem bevidsthed og bevidstløshed, under overgangen til den fulde bevidstløshed. Når de livsvigtige funktioner ophører, føler man simpelt hen ikke noget.“

Ingen bogstavelig pine

Eftersom de døde ikke mærker noget, kan de ikke erfare nogen fysisk pine. Intet der er ved bevidsthed og som kunne underkastes bogstavelig pine, overlever legemets død.

Desuden fik Adam heller ikke noget at vide om et pinested. Der blev sagt til ham at straffen for ulydighed var døden, ikke pine. Hvis han virkelig skulle straffes med evig pine i et brændende helvede, var det så ikke uretfærdigt af Gud at skjule denne oplysning for ham?

Gud kan imidlertid ikke anklages for nogen uretfærdighed. Døden var simpelt hen den fulde straf for Adams overtrædelse og for alle hans efterkommere, der har arvet synden og ufuldkommenheden fra ham. Bibelen siger: „For den løn synden betaler er døden“ — ikke pine. (Rom. 6:23) Og der står at „den der er død er blevet frikendt fra sin synd“. (Rom. 6:7) Hvis de døde er blevet ’frikendt fra deres synd’ kan de ikke lide pine, for så ville de jo stadig betale for deres overtrædelser.

Den opfattelse at Gud lader onde menneskers sjæle pine evigt, er ydermere i modstrid med den indre sans for kærlighed og retfærdighed der er nedlagt i mennesket. Hvis man for eksempel hørte at en fader afstraffede sin søn ved at hælde kogende vand ned over ham, hvad ville man så mene? Uanset hvad sønnen havde gjort, ville man næppe nære blide følelser for denne fader. Man ville nære afsky for det han gjorde. Kun djævelske, sataniske mennesker ville ønske at se andre blive torteret.

Det at man i almindelighed føler afsky ved at mennesker, og selv dyr, bliver mishandlet, uden hensyn til hvad disse har gjort, er ikke uden betydning. Ifølge Bibelen blev mennesket nemlig skabt „i Guds billede“. (1 Mos. 1:27) Det betyder at mennesket blev udstyret med gudlignende egenskaber. Følgelig skyldes vores naturlige afsky for grusom tortur de gudgivne egenskaber der gennem Adam er blevet videregivet til alle medlemmer af menneskeslægten. Hvor utænkeligt er det da ikke at Gud, hvorfra disse egenskaber stammer, kunne underkaste mennesker de værst tænkelige pinsler i al evighed!

Bibelen viser at Gud ikke har lyst til at der sker nogen af hans skabninger noget ondt. Han finder ingen behag i at skulle straffe nogen. Vi læser: ’Han ønsker ikke at nogen skal lide undergang, men at alle skal nå til en sindsændring.’ (2 Pet. 3:9) „Jeg har ikke lyst til nogens død, lyder det fra den Herre [Jehova]. Omvend eder derfor, så skal I leve!“ (Ez. 18:32) Hvis det er sådan Gud føler over for dem der fortjener straf fordi de har gjort det onde, hvordan kunne han da samtidig bifalde at nogle led de frygteligste kvaler på et pinested til evig tid? Det er klart at det kunne han aldrig gøre, for „Gud er kærlighed“. — 1 Joh. 4:8.

Hvordan bliver fordærvede, ondsindede mennesker så straffet? Forfatteren af Hebræerbrevet i Bibelen sammenligner disse menneskers skæbne med hvad der sker med en ufrugtbar mark der er overgroet med torne og tidsler: „Det ender med at den bliver brændt.“ (Hebr. 6:8) Når marken brændes af ophører den med at eksistere som et ufrugtbart område der er dækket af torne og tidsler. På samme måde er den straf der rammer dem der med vilje fortsætter med at gå imod Guds vilje, evig tilintetgørelse. De vil forblive døde for evigt.

Men hvordan går det dem der søger at gøre det rette? Hebræerbrevets forfatter fortsætter: „Men i jeres tilfælde, I elskede, er vi overbeviste om det der er bedre og som medfører frelse . . . Gud er ikke uretfærdig så han glemmer jeres arbejde og den kærlighed I har vist mod hans navn.“ — Hebr. 6:9, 10.

Det er derfor klart at der må være et håb for de mennesker der ikke er blevet så forhærdede i at gøre det urette at de ikke kan hjælpes til at forandre sig. Deres død kan ikke betyde at alt er forbi for dem. Ellers ville deres situation ikke adskille sig fra deres som forhærdet fortsætter med at lade hånt om deres medmenneskers rettigheder og interesser. Spørgsmålet er derfor: Hvilket håb er der for de milliarder der nu er døde?