Nye grusomheder mod kristne i Malawi

I DENNE TID føjes der endnu et kapitel til en chokerende beretning om umenneskelige grusomheder mod en forsvarsløs minoritet i det østafrikanske land Malawi. Beretningen fortæller om handlinger der er direkte dyriske og vidner om en total foragt for anstændighed og mangel på menneskelige følelser — i sandhed et sørgeligt eksempel på hvordan mennesker kan handle mod andre, endda folk af deres egen race og nation. Beretningen vil vække dyb medfølelse hos alle som elsker retfærdighed og går ind for frihed for alle, uanset race, hudfarve og religion.

Når en enkeltperson tages til fange af terrorister får sagen stor omtale i pressen. Med spænding følger man bestræbelserne for at få gidselet befriet. Men i Malawi har titusinder af Jehovas vidner, borgere med indfødsret i Malawi, siden september 1975 været ofre for et sandt rædselsregime. For tre år siden flygtede de til Moçambique og Zambia for at slippe bort fra rædslerne i Malawi. Nu er de blevet tvunget tilbage. I deres eget hjemland er de blevet gjort til angrebsmål for smædekampagner, fysisk vold og alle former for nedværdigelser. De er blevet frarøvet deres få ejendele og ladt i stikken uden muligheder for at opretholde deres eget og deres børn liv.

I alt dette finder de ingen som helst hjælp hos de instanser der skulle håndhæve loven. Ikke en eneste af alle Malawis embedsmænd kan de henvende sig til og blive beskyttet mod de ondsindede angribere, der stjæler, prygler og voldtager uden hæmninger. De er fanger i deres eget land, det land hvor de er født og opvokset. Dets grænser er for dem blevet som murene i et uhyre fængsel. Man kan ikke undgå at sammenligne situationen med det nazistiske Tyskland, hvor tusinder af Jehovas vidner blev fængslet og led døden, og denne lighed bliver endnu mere slående eftersom Malawi nu er begyndt at bygge sine egne koncentrationslejre til Jehovas vidner. Det er endda gået så vidt at kristne fædre og mødre med vold er blevet fjernet fra deres børn, også selv om børnene er helt spæde.

Hvad er grunden til alt dette? Er disse mennesker farlige for landet — samfundsomvæltere, landsforrædere, oprørsstiftere? Nej, tværtimod. De hører utvivlsomt til de mest fredelige, flittige og lovlydige borgere i hele landet. Den brutalitet og nedværdigelse de udsættes for, skyldes én, og kun én, omstændighed. Nemlig at de holder sig uden for politik. Det gør de fordi de oprigtigt tror på Bibelen og på Jesu Kristi ord, han der sagde at hans disciple ikke skulle være „en del af verden“. (Joh. 15:17-19) Deres samvittighed forbyder dem derfor at købe et kort som erklærer at de er medlemmer af det regerende politiske parti i Malawi — Malawis Kongresparti. Af denne grund behandles de som om de fortjente ringere hensyn end man plejer at vise mod dyr.

’En bagatel’ vil nogle måske sige. ’Hvorfor køber de ikke bare det partikort så de slipper for flere vanskeligheder?’ Ja, det ville ganske givet være lettere. Og hvis det blot drejede sig om at betale en form for skat eller købe et identifikationskort (som Jehovas vidner i mange lande betaler for og bærer på sig i lydighed mod lovene i deres respektive lande), så ville de ikke have den mindste indvending imod det. Men det aktuelle spørgsmål rører ved noget meget centralt i deres kristne tro og stilling. Kristus Jesus sagde til den romerske landshøvding Pontius Pilatus: „Mit rige er ikke en del af denne verden. Hvis mit rige var en del af denne verden, ville mine tjenere have kæmpet.“ (Joh. 18:36) Hvis Jehovas vidner begyndte at slutte sig til politiske partier i denne verden, ville det være en åben fornægtelse af det de selv bekender at tro på og stå for. De har naturligvis ikke noget ønske om at gennemgå lidelser, men de er villige til at gøre det, ja endda til at dø, hellere end at være troløse mod Gud og hans søn.

Det samme standpunkt indtog de kristne i de første århundreder. Historiebøgerne fortæller om hvordan romerske embedsmænd prøvede at få de første kristne til at ofre til kejserens „genius“, blot ved så lille en handling som at drysse en smule røgelse på et offeralter. Om de kristne der blev ført ind på de romerske arenaer for at dø, siger en historiker: „Det var kun ganske få af de kristne der afskrev deres tro, og det skønt man almindeligvis havde et alter hvorpå der brændte en ild, stående i arenaen til deres afbenyttelse. Det eneste fangen skulle gøre, var at kaste lidt røgelse på ilden, hvorefter han fik en ofringsattest og blev løsladt. . . . Alligevel benyttede næsten ingen af de kristne sig af denne chance til at blive fri.“ — Those About to Die af Daniel P. Mannix, s. 135, 137.

Spørg Dem selv: Hvad er det bedste bevis for at man er en god borger — at man køber et medlemskort til et politisk parti og bærer det på sig (hvad enhver forbryder eller landsforræder kunne og ville gøre), eller at man lever i lydighed mod sit lands love og kendes for at være flittig, ærlig, respektfuld og næstekærlig og lever et anstændigt liv? Selv Malawis ledere og embedsmænd må kunne indse hvor meningsløst det er at gøre besiddelsen af et partikort til den afgørende prøve på om man er en god borger. Ellers ville de ikke, som de ofte gør, benægte at det er dette spørgsmålet drejer sig om, og benægte at nogen prøver at tvinge andre til at købe sådanne kort.

Men kendsgerningerne taler for sig selv, og kendsgerningerne er brutale, chokerende og kvalmende. Vi vil her bringe en kortfattet beretning om hvad Jehovas vidner har måttet gennemgå i Malawi i den sidste halve snes år, frem til i dag.

[Illustration på side 4]

Partikort

(Kortet er affattet på sproget cinyanja; her følger en oversættelse.)

Kwacha! = ’Dagen gryr’, d.v.s. ’Friheden er vundet’.

Khadi la Umembala = medlemskort.

Malawi Congress Party = Malawis Kongresparti.

Chopereka 22t = Bidrag 22 tambalas [1,50 kroner].