Kan hele jorden blive et paradis?

MANGE velinformerede mennesker i dag indtager det standpunkt: ’Tanken om et globalt paradis lyder tiltalende, men den kan ikke realiseres. Jorden vil aldrig kunne blive ét stort paradis.’ Hvad mener De om dette?

De fleste er sikkert bekendt med at mennesket på mange måder har forvoldt skade på jordens naturlige miljø, hvilket tilsyneladende umuliggør at den kan blive et paradis.

For eksempel har man forurenet luften med sod og farlige luftarter. Vi har mærket det på den luft vi indånder, og foruden at det skader vort helbred virker det også ødelæggende på andre måder. Fagfolk hævder at mennesket ændrer vejrforholdene ved at pumpe støv, røg og andre forureningsmidler op i atmosfæren og at dette har medvirket til at ørkener er vokset og tørke har skabt hungersnød, som det skete for nylig i Afrika.

Vi kan ikke ignorere denne eller andre former for forurening, som er med til at gøre vor jord til alt andet end et paradis. Havets dyreliv trues af olieforurening. Mange floder er så fyldt med kemisk forurening at fisk dør i millionvis. Menneskeføde og dyreføde er forurenet med kviksølv, kobber, bly og DDT.

Noget andet der synes at umuliggøre at jorden kan blive et paradis, er den skade mennesket allerede har forvoldt på store landarealer. Man har ryddet store skovstrækninger, fjernet beskyttende vegetation eller haft for mange dyr på græsningsarealer, og millioner af tønder land ligger nu ubrugelige hen. På baggrund af alt dette har tidsskriftet Bioscience konkluderet: „For første gang i sin historie er mennesket nået til et stadium hvor det er i stand til at ødelægge jordens biosystem enten med vilje eller af vanvare.“

Kan jorden reddes?

Har jorden lidt så stor skade at den ikke står til at redde? Kan den aldrig nogen sinde blive et paradis? Rene J. Dubos, professor emeritus ved Rockefeller-universitetet, siger i denne forbindelse: „Vi har enorme problemer, og de fleste af dem udvikler sig til det værre. . . . Men jeg er blevet overbevist om at disse alvorlige forhold kan ændres til det bedre.“

Har De nogen sinde tænkt på at jorden har en forbløffende evne til at restaurere sig selv? Langsomt men sikkert genopbygges vegetation og dyreliv på arealer der har været ødelagt af misbrug. I en ret ny bog med titlen Man and His Environment: Law gøres denne iagttagelse:

„Den levende, selvsupplerende verden er i virkeligheden langt rigere end noget skatkammer. Medmindre naturen nedbrydes til udpinte småbidder der er afskåret fra næring, vil den hele tiden blive ved med at forny sig selv . . . Naturens dynamiske, aktive og fornyende egenskaber bliver ved med at være i virksomhed, og mennesket har ingen rigdomme der i værdi kan måle sig med dette.“

Der findes en overflod af eksempler på at jorden har denne evne til at genopbygge tabte naturværdier. Kender De tilfældet med vulkanøen Krakatau mellem Java og Sumatra? Ved et udbrud i 1883 sprængtes halvdelen af øen bort (eksplosionskraften skal have svaret til en brintbombe på 10.000 megaton), og resten blev dækket af lava og aske. Alt liv blev udryddet. Hvad ville der nu ske med denne livløse askedynge? Biologer ventede spændt. I løbet af tre år havde seksogtyve plantearter igen etableret sig på øen. Efter yderligere ti år voksede der kokospalmer, vilde sukkerrør og orkideer. Og efter endnu tolv år fandtes der 263 dyrearter. Endog uden menneskets hjælp, blev øen igen et tropeparadis med frodig skov og smukke fugle.

Det er nu ikke nødvendigt at rejse til fjerne øer for at se denne proces i virksomhed. Mange steder i verden har man områder som er blevet drastisk hærget af forurening, oversvømmelse, krig, ødelæggende landbrugsmetoder eller erosion, men som er blevet rettet op igen eller er ved at blive det.

I New England i De forenede Stater var der således store arealer som blev lagt under ploven for over hundrede år siden. Naturskov blev fældet, den oprindelige vegetation blev fjernet og større sten blev sanket sammen i markskellene. Med tiden rykkede landbruget imidlertid længere vestpå, og man holdt op med at dyrke disse marker. Inden længe blev de udyrkede marker overgroet med græs, forskellige bærplanter og vilde blomster og urter. I løbet af få år kom der små birketræer og fyrretræer. Det næste var kirsebærtræer som fuglene såede. I nogen tid var fyrretræerne i overtal. Men det var kun en overgang, for skovbunden blev så mørk under fyrretræerne at næsten ingen nye fyrretræer kunne vokse op der. Det kunne derimod eg og ahorn, så lidt efter lidt overtog de fyrretræernes plads. Senere blev skoven yderligere blandet med gran, bøg og lind. Samtidig med disse forandringer skiftede dyrelivet.

I dette bakkede terræn er der altså nu en blandet skov med mange forskellige slags dyr. Af og til støder man på et gammelt, tilgroet stengærde som et sidste vidnesbyrd om at her har været marker engang.

Imidlertid har mennesket jo ikke kun forstyrret det naturlige miljø ved at gøre skovland til agerland i et stykke tid, men har visse steder forurenet og skadet jorden virkelig alvorligt. Står de stadig til at redde? Kan jorden stadig blive et paradis sådanne steder?

Først ødelagt og så genopbygget

En dokumentarfilm med titlen „Forurening i et paradis“ har været vist i amerikansk fjernsyn; den handlede om Willamette-floden i Oregon som var blevet bragt i en meget alvorlig forfatning på grund af menneskets forurening. Men kunne det aldrig blive anderledes? Efter at man ved strengere lovgivning havde fået standset den værste del af forureningen, rensede floden sig selv. Den blev igen til at svømme i, og en dag var den fuld af laks igen. Noget lignende rapporteredes om Themsen i England sidste år: „For et år siden blev den første laks i 141 år fanget i Themsen. I sommer er der blevet fanget endnu en laks i floden.“

Ikke alene søer og floder men også jordarealer kan blive bragt til live igen, selv om mennesket har lagt dem øde. Besøger man i dag egne i Frankrig, Belgien og Tyskland der blev hærget og ødelagt i verdenskrigene, finder man frugtbare marker og frodige skove.

Undertiden kan mennesket selv samarbejde effektivt med de naturlige genopbygningsprocesser. De første nybyggere i New Zealand fældede eller afbrændte store skove for at skabe græsland til deres dyr. I mange tilfælde holdt de imidlertid flere dyr end græsgangene kunne give føde til. Desuden blev kaniner, som mennesket havde indført, til stor skade idet de formerede sig hurtigt og bortåd den vegetation der skulle holde på muldlaget. Resultatet blev en massiv erosion på store arealer. Senere har jordkonservatorer arbejdet på at bremse erosionen i Tara Hills og endda på at genopbygge vegetationen. Ved at gøde jorden og så lucerne, samt ved at søge at holde kaninbestanden nede, har man lidt efter lidt kunnet gøre dette landskab frugtbart igen, så det kan bruges til græsning.

Hvis landområder er blevet misrøgtet af mennesket i århundreder, kan de så stadig gøres frugtbare og paradisiske?

I det nære og mellemste østen og i Nordafrika består landskabet for en stor del af sandørken, sumpstrækninger med malariamyg og golde kalkstensklipper. I tidsskriftet Scientific American har landbrugseksperten Walter C. Lowdermilk imidlertid gjort opmærksom på de klare vidnesbyrd om at „dette land engang har været et paradisisk græsland“, men at udnyttelsen af landet til græsning har været for intensiv i over tusind år. Tænk at det har været „et paradisisk græsland“! Men er det nu blevet mishandlet så længe at det ikke står til at redde?

På FNs fødevare- og landbrugsorganisations vegne har Lowdermilk undersøgt det der gøres i Israel. Han siger at „Israel genopbygger et land til dyrkning som er skadet af et årtusinds misrøgt“. Det viser sig altså at udpint og ødelagt jord kan gøres frugtbar igen når mennesket hjælper til.

Hvem skulle have troet at det nære og mellemste østen og Nordafrika engang havde været „et paradisisk græsland“ og at det kunne blive det igen? Det er imidlertid ikke overraskende hvis man betragter sagen fra et bibelsk synspunkt.

Bibelen viser at Skaberen satte det første menneskepar i et paradis eller en have. Det var øjensynlig et sted i det område vi nu kalder mellemøsten. Den historiske beretning lyder:

„Og Herren Gud havde fra begyndelsen plantet et glædens paradis, hvori han satte mennesket som han havde dannet. Og Herren Gud frembragte af jorden alle slags træer, skønne at skue og dejlige at spise af . . . Og en flod udgik fra glædens sted til at vande paradiset.“ — 1 Mos. 2:8-10, Douay.

Det blev pålagt vore forfædre, Adam, og Eva, at passe denne have eller naturpark og udvide den indtil hele jorden var et paradis. — 1 Mos. 1:28; 2:15.

Imidlertid gjorde disse to første mennesker oprør og blev drevet ud af det oprindelige paradis. Gud sagde til manden: „Jorden [skal] være forbandet for din skyld; med møje skal du skaffe dig føde af den alle dit livs dage; torn og tidsel skal den bære dig, . . . i dit ansigts sved skal du spise dit brød.“ — 1 Mos. 3:17-19.

Sådan kom det til at gå. Jorden blev virkelig forbandet. Flere hundrede år senere talte Lemek om behovet for „trøst i vort møjefulde arbejde med jorden, som [Jehova] har forbandet“. (1 Mos. 5:29) Lemek profeterede at en sådan trøst eller befrielse ville komme i Noas dage, og sådan gik det. Ved hjælp af en vandflod udryddede Gud de onde, og derefter tilkendegav han at han havde hævet sin forbandelse af jorden. — 1 Mos. 8:21.

Som følge heraf siges der senere om en egn på jorden at den var „vandrig som [Jehovas] have“. (1 Mos. 13:10) Det forjættede land omtales som overmåde frugtbart, som et land der ’flød med mælk og honning’. (4 Mos. 13:23-27; 5 Mos. 8:7-9; 11:10-17) Når landbrugseksperten Lowdermilk i dag er kommet til den slutning at en stor del af dette område ’engang var et paradisisk græsland’, er det altså i virkeligheden en bekræftelse af hvad Bibelen har sagt. At jorden den dag i dag har steder med paradisisk skønhed og frugtbarhed kender De sikkert også selv eksempler på.a

Hvad er det der mangler?

En ærlig undersøgelse af forholdene på jorden fører dog til den konklusion at skønt der findes paradisiske steder i naturparker og landbrugsegne, er det undtagelser. Det der dominerer billedet er at mennesket ødelægger mere og mere af jorden. Ja, det er mennesket der må bære ansvaret. Det er rigtigt nok at naturkatastrofer som oversvømmelse eller tørke undertiden forvolder stor skade. Men den vigtigste faktor er hvad mennesket har gjort og stadig gør. Walter Lowdermilk peger på dette:

„Det er ganske vist strenge forhold [de store, ufrugtbare områder i mellemøsten], men der er ikke sket nogen væsentlig forringelse af klimaet siden romertiden. . . . ’Ørkenen’ der rykkede ind i det engang så frodige land var menneskets værk, ikke naturens.“

Det samme påpeger bogen Ecology når den siger:

„Mennesket har haft magten til — og ansvaret for — at gøre som det var bestemt til ifølge Første Mosebog: nemlig at ’gøre sig til herre over hele jorden’. I den tid mennesket har været herre har det imidlertid gjort vold på næsten hvert eneste økologiske princip.“ — Side 165.

Menneskets tekniske færdigheder der er blevet brugt på en måde så det har forurenet og ødelagt vor jord, kunne imidlertid også bruges til det modsatte, til at gøre skaden god igen. Værket Encyclopædia Britannica (1974) indrømmer dette: „Den videnskabelige og teknologiske viden der nu er til rådighed, er mere end tilstrækkelig til løsning af de fleste af verdens større miljøproblemer.“ Tænk blot på hvad der kunne udrettes hvis denne viden blev brugt på en enig og konsekvent måde til gavn for jorden, når vi samtidig husker at denne planet er et sted med ideelle livsbetingelser og med en formidabel evne til selv at udbedre skader på det naturlige miljø.

Dr. Rene Dubos har peget på at et alvorligt problem i dag er at

„på en eller anden måde tilfredsstiller livsformen ikke et eller andet meget grundlæggende behov hos mennesket. Når folk næsten ingen chancer har for at opleve livets fundamentale glæder — kontakt med uforstyrret natur, at høre dens behagelige lyde og at indsnuse dens behagelige dufte — hungrer de efter dem og søger en erstatning. Euforiserende stoffer rummer en kortvarig mulighed for at man kan skabe sin egen verden, en form for tilfredsstillelse som stofmisbrugere tror at den virkelige verden ikke længere kan give.“

Nu skal det dertil siges at det ikke er tilstrækkeligt blot at søge ud i skovene, for nogle af dem der er flygtet ud i øde egne fortsætter med at søge spænding og virkelighedsflugt ved indtagelse af stoffer. Ikke desto mindre er det sandt at hvis hele jorden var et paradis kunne vi alle hente fred og tilfredshed gennem „kontakt med uforstyrret natur“.

Eftersom det virkelig er muligt at hele jorden kunne være et paradis, hvorfor er den det så ikke? Hvad er det der mangler? Og hvorfor kan vi med tillid sige at muligheden for at komme til at opleve et globalt paradis også står åben for Dem?

[Fodnote]

[Illustration på side 4]

Alt liv på Krakatau blev udslettet ved et vulkanudbrud, men endog uden menneskets hjælp er der igen blevet et tropeparadis på øen

[Illustration på side 5]

Landområder der engang blev udryddet af mennesket men senere forladt, er igen blevet til skov