Hvad siger Bibelen?

Hvorfor var polygami tilladt?

DA JESUS KRISTUS var på jorden fastslog han Guds norm med hensyn til ægteskab. Han blev spurgt om en mand kunne skille sig fra sin hustru af en hvilken som helst grund, og han svarede: „Har I ikke læst at han som skabte dem, fra begyndelsen gjorde dem som mand og kvinde og sagde: ’Af denne grund vil en mand forlade sin fader og moder og holde sig til sin hustru, og de to skal være ét kød’? Altså er de ikke længere to, men ét kød. . . . Derfor, hvad Gud har sat sammen, må intet menneske skille ad.“ — Matt. 19:3-6.

Som følge deraf kan en sand kristen ikke være polygamist. Apostelen Paulus skrev, i overensstemmelse med Jesu ord: „Lad . . . hver mand have sin egen hustru, og lad hver kvinde have sin egen mand.“ (1 Kor. 7:2) Han gav også det råd „at en hustru ikke må gå fra sin mand; men hvis hun virkelig går, så lad hende forblive ugift eller forlige sig med sin mand; og en mand må ikke forlade sin hustru.“ (1 Kor. 7:10, 11) Paulus skrev også om sig selv og sine medkristne der førte an som eksempler: „Har vi ikke ret til at føre en søster med omkring som hustru [ikke søstre som hustruer], ligesom de øvrige apostle og Herrens brødre og Kefas?“ — 1 Kor. 9:5.

Eftersom Guds norm for kristne altså kun er én ægtefælle, hvorfor tillod Gud da at mændene i hans fortidige pagtsfolk Israel kunne have mere end én hustru?

Polygamiens historie i korte træk

Polygami begyndte ikke blandt de sande tilbedere af Jehova Gud. Den første polygamist der berettes om, er Lemek, en efterkommer af den troløse Kain. (1 Mos. 4:19) Men Guds tjener Noa havde kun én hustru, ligesom sine tre sønner. (1 Mos. 7:13; 1 Pet. 3:20) Guds ven Abraham havde én hustru, Sara. Men Sara, som længe havde været gold, vidste at en „sæd“ var blevet lovet Abraham, og hun fik ham til at stå i forhold til sin ægyptiske slavinde Hagar, som dermed blev medhustru til Abraham. (1 Mos. 16:1-4) Abrahams søn Isak, som senere blev født af Sara ved et mirakel, og som var den lovede søn, havde kun én hustru. (1 Mos. 21:2, 12; 24:67) Isaks søn Jakob fik imidlertid to hustruer, på grund af et bedrag fra sin svigerfader Labans side. Jakob havde også medhustruer. — 1 Mos. 29:21-29; 30:1-13.

Da Loven kom, var det altså ikke den der indførte polygami eller flerkoneri, og den tilskyndede heller ikke dertil. Faktisk blev polygami kun praktiseret af de færreste i det gamle Israel; først og fremmest var det de mere prominente og velhavende, skønt ikke udelukkende disse. (Dom. 8:30; 2 Krøn. 11:21) For konger var dét at have mange koner en slags statussymbol blandt nationerne. — 2 Sam. 16:20-22.

Når der i Salmerne, Ordsprogene og Prædikeren hentydes til et lykkeligt ægteskab, synes den monogame stand at være taget for givet. „Glæd dig ved din ungdoms hustru,“ siger Ordsprogene 5:18. Og Prædikeren 9:9 råder: „Nyd livet med den kvinde, du elsker, alle dine tomme levedage, som givet dig under solen.“ (Jævnfør Salme 128; Ordsprogene 18:22; 31:10-31.) Yderligere blev faren ved polygami understreget i Guds råd til konger: „Heller ikke må han [kongen] have mange hustruer, for at hans hjerte ikke skal forledes til frafald.“ (5 Mos. 17:17) Kong Salomon ignorerede denne advarsel, til sin egen ulykke. — 1 Kong. 11:4-6.

Moseloven modvirkede polygami, beskyttede kvinder

Lovens bestemmelser modvirkede faktisk polygami. Hver gang en mand havde kønslig omgang med sin hustru, var han uren i religiøs forstand i én dag. (3 Mos. 15:16, 17) Således ville forhold til flere hustruer oftere være til gene for hebræeren, for urenhed hindrede manden i at tage del i adskillige aktiviteter. (3 Mos. 7:20, 21; 1 Sam. 21:3-5; 2 Sam. 11:11) Endvidere krævede arvelovene at en mand skulle give den dobbelte arv til sin førstefødte søn, selv om han var søn af den mindst elskede hustru. (5 Mos. 21:15-17) I denne henseende var polygami ikke ønskværdigt.

Selv om polygami blev tolereret, beskyttede Loven kvinderne, idet den gav hebraiske kvinder en langt højere og mere respekteret stilling end det var tilfældet i andre nationer. Hvis en mand forførte en jomfru som ikke var forlovet, krævedes det af ham at han skulle gifte sig med hende, og han kunne aldrig skille sig fra hende. (5 Mos. 22:28, 29; 2 Mos. 22:16, 17) Hvis en mand falskeligt beskyldte sin kone for ikke at være jomfru på det tidspunkt hvor de blev gift, kunne han aldrig skille sig fra hende. (5 Mos. 22:13-21) Det forlangtes også af den polygame mand at han fuldt ud skulle sørge for den mindst elskede hustru og give hende hvad der tilkom hende i ægteskabet. (2 Mos. 21:10, 11) En pige fra et fremmed land som var jomfru og blev taget til fange i krig, kunne tages til hustru af den soldat der tilfangetog hende. Men hvis han senere sendte hende væk fordi hun ikke behagede ham, kunne han ikke sælge hende til en anden person. Han blev nødt til at sætte hende fri efter hendes eget ønske. (5 Mos. 21:10-14) At tillade soldater at gifte sig med tilfangetagne jomfruer var en velgerning mod disse piger, fordi de på anden måde hverken ville have hjem eller venner.

Ydermere kunne en mand ikke skille sig fra sin hustru uden grund. Han måtte skrive en formel skilsmisseerklæring til hende. Dette ville kræve en offentlig myndighed som vidne, og det skulle meget passende ske foran byens ældste for at give det officiel bemyndigelse. Denne foranstaltning, sammen med en yderligere lov om at manden ikke kunne gifte sig igen med denne kvinde hvis hun giftede sig med en mand som senere døde eller skilte sig fra hende, var en forebyggelse af forhastede og uoverlagte skilsmisser. (5 Mos. 24:1-4) Desuden udgjorde skilsmisseerklæringen et juridisk bevis for kvindens ret til at gifte sig igen. Den beskyttede hende mod anklager for prostitution eller utugt. — Jævnfør Femte Mosebog 22:13-21.

„Den fastsatte tid til at bringe forholdene i den rette orden“

Gud indførte altså visse begrænsninger angående polygamien, men han fandt ikke tiden inde til helt at ophæve skikken blandt sit folk på det tidspunkt, ligesom han ikke afskaffede men satte begrænsninger for slaveriet. Hans tid var endnu ikke inde til at genoprette alle ting til den fuldkomne standard. Skribenten af Hebræerbrevet citerer Jesus, idet han siger om jødernes mange dyreofre: „Slagtoffer og offergave ønskede du ikke, men du beredte mig et legeme.“ (Hebr. 10:5) Lovens bestemmelser om dyreofre var kun en skygge, ikke virkeligheden. Jesus Kristus bragte det virkelig tilfredsstillende offer der kunne fjerne synder. Skribenten taler om ofrene og andre træk ved Loven, og siger: „Det var lovbestemmelser vedrørende kødet, og de var pålagt [dem] indtil den fastsatte tid til at bringe forholdene i den rette orden.“ — Hebr. 9:10.

Med Jesu Kristi komme på jorden var tiden inde til at begynde at bringe forholdene i orden. Han redegjorde for Guds norm, monogami, og slog fast at skilsmisse kun kan gives på grund af utugt. (Matt. 19:9) Da han blev spurgt af farisæerne om hvorfor Gud ikke påtvang Israel denne norm, svarede Jesus: „Af hensyn til jeres hårdhjertethed har Moses gjort jer den indrømmelse at I kan skille jer fra jeres hustruer, men sådan har det ikke været fra begyndelsen.“ — Matt. 19:7, 8.

I harmoni med hvad Jesus sagde havde profeten Jeremias længe før forudsagt at der ville ske en forandring i Guds handlemåde når den nye pagt baseret på Kristi offer kom. Jeremias sagde: „Se, dage skal komme, lyder det fra [Jehova], da jeg slutter en ny pagt med Israels hus og Judas hus, . . . Jeg giver min lov i deres indre og skriver den på deres hjerter.“ — Jer. 31:31-33; Hebr. 10:16-18.

Den nye pagt ville blødgøre de hårde hjerter hos dem som blev draget ind under den. Tro på Kristi offer ville fjerne den byrde som bevidstheden om den syndige tilstand udgjorde, hvilket dyreofre aldrig kunne gøre. Denne pagts lov ville ikke være skrevet på stentavler. Den ville være skrevet på hjerter. Den ville give dem en ren samvittighed, hvilket Loven ikke havde gjort. — Hebr. 9:13, 14.

Vi ser endvidere at selv med Kristi komme blev ikke alle forhold bragt i den rette tilstand med det samme. Efter at have belært sine disciple i tre og et halvt år, sagde Jesus til dem natten før sin død: „Jeg har meget endnu at sige jer, men I er ikke i stand til at bære det i øjeblikket.“ (Joh. 16:12) Mennesker som stræber efter at imødekomme Guds fuldkomne normer kan ikke med det samme, på ganske kort tid, gøre alle de nødvendige forandringer i deres liv. For eksempel havde de jødekristne i menighedens første tid meget at lære om at frigøre sig fra mange af de jødiske traditioner. De måtte vejledes af apostelen Paulus angående det at betragte visse dage som mere hellige end andre, om at spise, om omskærelse og så videre. I kraft af sin kærlighed og omsorg fandt Gud det ikke passende at belaste dem med alle disse forandringer på én gang. — Rom., kap. 14; Apg. 15:1-29.

Dette var tilfældet med polygami. På grund af jødernes „hårdhjertethed“ fremtvang Gud ikke en forandring. Det var ikke det vigtigste på det tidspunkt. Som apostelen Paulus forklarede: „Hvorfor da Loven? Den blev føjet til for at gøre overtrædelserne kendt, indtil den sæd kom som løftet var givet til.“ „Men før troen kom, blev vi holdt bevogtede under lov, spærret inde med henblik på den tro som skulle åbenbares. Følgelig er Loven blevet en opdrager der leder os til Kristus, . . . Men nu da troen er kommet, er vi ikke længere under en opdrager.“ (Gal. 3:19, 23-25) Gud gjorde jøderne til en særskilt nation ved at give dem Loven. Også i bestemmelserne om polygami adskilte jøderne sig fra andre folkeslag, for ingen af nationerne havde sådanne love derom.

Jehovas omsorg og hans fremadskridende ledelse af sit folk er tydelig i spørgsmålet om polygami. (Sl. 103:10, 14) Gud har til hensigt at føre menneskeheden op af syndens dybe sump, og han har sine egne bestemte tider hvor han vil gennemføre de enkelte dele af sin hensigt. Det vil tage tusind år under hans søn Jesu Kristi styre at fjerne alle syndens virkninger og føre menneskeheden frem til det fuldkomne stade, hvor ingen mere hæmmes af den mindste antydning af „hårdhjertethed“, og hvor alle derfor kan leve op til Guds fuldkomne normer i ét og alt. Hvor må vi være taknemmelige for hans tålmodighed og hans ufortjente godhed! — Rom. 8:21; 11:33-36.