Hvem betaler for den sociale sikring?

HVEM skal betale for den hjælp samfundet giver folk der har behov for det? Hvor stor bliver den byrde som de der betaler, skal bære?

I nogle lande betales en del af goderne, for eksempel folkepensionen, direkte af staten. I lande som Sovjetunionen og Kina bliver det hele betalt fra den arbejdsplads hvor modtageren har været ansat, måske suppleret med en vis ydelse fra staten.

I mange lande er det imidlertid sådan at den sociale sikring — „sikkerhedsnettet“, som den også kunne kaldes — betales af den ansatte og arbejdsgiveren i forening, måske med tilskud fra staten. I U.S.A. har man for eksempel det system at en vis procentdel af lønnen automatisk bliver trukket fra til den sociale sikring, som også omfatter en form for sygesikring. I 1975 var denne del på 5,85 procent. Desuden skulle arbejdsgiveren til samme formål betale 5,85 procent for hver af de ansatte.

Hvis en lønarbejder i U.S.A. tjente 5000 dollars (cirka 30.000 kroner) i 1975, ville der altså blive trukket 292,50 dollars fra i hans løn. Og hans arbejdsgiver skulle af firmaets midler betale yderligere 292,50 dollars til samme fond.

Dette bidrag til de sociale ydelser skulle imidlertid ikke betales af hele indkomsten. I 1975 skulle procentdelen højst trækkes fra 14.100 dollars (cirka 84.600 kroner) af den ansattes årsindkomst. Af indtægter ud over denne grænse skulle der ikke betales bidrag til de sociale ydelser.

En voksende byrde?

I årenes løb er nogle begyndt at føle bidragene til de sociale ydelser som en stedse tungere byrde. Det gælder især familier med lave indtægter. Og i lande som Danmark hvor der er en ret høj social standard, får borgerne lov at føle det i form af et kraftigt skattetryk.

Udviklingen kan illustreres med det der er sket i De forenede Stater. Da man første gang indførte et system med socialsikring i U.S.A., skulle de ansatte kun betale 1 procent af lønnen til dette formål. Dertil føjede arbejdsgiveren på firmaets regning yderligere 1 procent. Men i 1975 var procentsatsen steget til næsten det seksdobbelte.

Procentsatsen er ikke det eneste der er steget, men den del af lønnen hvorfra bidraget skal trækkes, er også blevet udvidet, og endda ret kraftigt. I begyndelsen skulle der kun betales bidrag til sociale ydelser af de første 3000 dollars af årsindtægten. Men denne grænse er hele tiden blevet rykket, så den i 1975 var helt oppe ved 14.100 dollars. Og i slutningen af 1975 meddelte den amerikanske regering at grænsen i 1976 ville blive hævet til 15.300 dollars (cirka 92.000 kroner).

Der er altså sket en stigning på to måder — både i den procentdel der skal betales af lønnen, og i den andel af lønnen hvorfra procenten skal trækkes. Hvad dette betyder i tal kan ses ved følgende sammenligning: 1 procent af 3000 dollars, som det var i begyndelsen, svarer til 30 dollars (omkring 180 kroner); men 5,85 procent af 14.100 dollars, som det var i 1975, giver 824,85 dollars (omkring 5000 kroner), og i 1976 vil beløbet stige til 895,05 dollars (cirka 5400 kroner). Det repræsenterer en enorm stigning i det beløb der bliver trukket fra lønnen til betaling af de sociale ydelser — omkring tredive gange så meget nu som dengang ordningen blev indført. Denne stigning er langt større end stigningen i pristallet inden for samme periode.

Når mange amerikanere føler dette som en voksende byrde, er en af hovedårsagerne sikkert at dette skal betales foruden alle de andre skatter. Disse er for øvrigt også steget i årenes løb. For eksempel skal man i visse amerikanske byer nu betale omsætningsafgift til kommunen; det drejer sig om seks til otte procent nogle steder. Der skal også betales indkomstskat til de amerikanske delstater, hvilket man ikke skulle for nogle år siden. Desuden er ejendomsskatterne steget. Og der skal betales indkomstskat til forbundsregeringen. Mange amerikanske lønmodtagere betaler over en tredjedel af deres indtægt i skat på den ene eller den anden måde.

Mange andre lande har set lignende stigninger i de bidrag der skal betales til dækning af sociale udgifter. I Vesttyskland skulle lønmodtagerne og arbejdsgiverne i 1975 hver for sig betale 9 procent af lønnen, dog ikke af et beløb der oversteg 33.600 D-Mark (omkring 80.600 kroner). Hvis en lønmodtager fik mindre end 280 D-Mark om måneden (cirka 670 kroner), skulle arbejdsgiveren betale de 18 procent alene. Om det vesttyske system skriver U.S. News & World Report:

„Vesttysklands sociale sikring, der allerede er så kostbar at mange virksomhedsledere siger den hæmmer deres investeringsplanlægning, vil blive endnu dyrere næste år.

Regeringen har bebudet en 50 procents stigning i de ansattes og arbejdsgivernes bidrag til Bonns arbejdsløshedskasse. . . .

For en tysk industriarbejder af gennemsnit betyder det at han selv betaler næsten 780 kroner om måneden. Hans arbejdsgiver afleverer ligeledes 780 kroner og betaler visse andre bidrag til dækning af sociale ydelser. . . .

Udgifterne til de sociale ydelser er steget til skyerne i den senere tid — fra cirka 770 millioner kroner om året for én gruppe tyske firmaer, til over 1,4 milliarder tre år senere.

Derfor siger mange ledende forretningsfolk at deres investeringsmuligheder bliver mindre og mindre.“

Indhug i opsparingen

I de fleste lande er skatterne og leveomkostningerne i de seneste år vokset hurtigere end realindkomsten. Derfor kan det blive svært at spare op, og dette er specielt et problem i de lande hvor man selv skal spare sammen for at have noget at leve af når man bliver gammel.

Amerikanerne kan, i gennemsnit, ikke opspare ret meget mere om året end de gjorde for tredive år siden. På grund af inflationen er de penge der nu opspares naturligvis langt mindre værd, ja faktisk kun en brøkdel af hvad de var værd for tredive år siden. I betragtning heraf betyder de stigende bidrag til dækning af sociale ydelser et større og større indhug i opsparingerne. Herom skrev Detroit-bladet News:

„I 1942 kunne en amerikansk gennemsnitshusstand, efter at alle skatter og leveomkostninger var betalt, sætte 767 dollars i banken. For hver 100 dollars amerikanerne havde råd til at opspare i det år, trak socialsikringsadministrationen 3,70 dollars fra i lønningsposen, som folkepensionsbidrag. . . .

I 1950 var den bid der blev taget fra lønningerne vokset til 20,40 dollars for hver 100 dollars, og . . . i 1960 . . . var det 63,90 dollars for hver 100 dollars . . .

Sidste år var det hidtil værste. I gennemsnit opsparede de amerikanske husstande ganske vist lidt mere end i 1945, men socialsikringsadministrationen tog 84 dollars for hver 100 dollars vi opsparede.“

Af sådanne grunde har økonomen Milton Friedman udtalt at de sidste tyve år har været „et knusende nederlag for den jævne lønmodtager“, netop fordi bidragene til de sociale ydelser har taget en større og større portion af de beskedne beløb der har været til opsparing. Også i lande hvor udgifterne til det sociale „sikkerhedsnet“ bliver dækket på en anden måde, for eksempel gennem mere direkte skatter eller gennem omsætningsafgift, mærker den jævne borger at den sociale tryghed er et dyrt gode.

Man må imidlertid stadig tænke på dette: Hvis alle lønmodtagere i vore dages industrisamfund selv skulle betale alt i form af pensionsydelser, lægehjælp og andet for deres familiemedlemmer og pårørende, havde de så råd til det? Det ville kun de færreste have. Så man må trods alt sige at de sociale goder gør byrden lettere for de fleste.

Men hvor „sikker“ er egentlig den sociale sikkerhed man får for de stigende skatter? Hvordan går det dem der har brug for støtte, for eksempel ældre der er holdt op med at arbejde og gerne vil leve deres sidste år på en nogenlunde behagelig og menneskeværdig måde?