Antibiotika — et tveægget sværd
PENICILLIN, det første og det mest benyttede antibiotikum, blev opdaget i 1928 af den britiske bakteriolog Alexander Fleming. Men han og hans medarbejdere måtte kæmpe sig igennem mange vanskeligheder, og derfor var det ikke førend efter den anden verdenskrig at det omsider blev anerkendt for dets store evne til at bekæmpe infektioner.
Virkningerne af penicillinet var så bemærkelsesværdige at det blev kaldt en „vidundermedicin“, og siden da er mange, mange andre antibiotika blevet opdaget og fremstillet, både organiske og syntetiske. Der kan ikke herske nogen tvivl om at disse antibiotika, heriblandt penicillin, har været et vældigt gode, reddet mangt et liv, og fremskyndet helbredelsen hos mange ulykkesofre og sygdomsramte.
Men anvendelsen af antibiotika har ikke udelukkende været en fordel. Hvorfor ikke? Det skyldes selve stoffernes beskaffenhed. Navnet er afledet af „antibiotisk“, hvilket burde være en advarsel, eftersom dette ord kommer af anti, der betyder „imod“, og bios, der betyder „liv“. Et antibiotikum er altså et medikament der modstår liv, virker dræbende. Dræbende på hvad? På bakterier og mikroorganismer, og af den grund synes lægelitteraturen nogle steder at foretrække betegnelsen „antibakterielle stoffer“. Disse stoffer siges at besidde „toksicitet“, hvilket vil sige at de foruden de helbredende egenskaber har en vis giftighed tillige med andre skadevirkninger.
Således skriver dr. Robert C. Zurek i sin bog Diseases of Medical Progress: „Når som helst vi benytter os af antibiotika svinger vi et tveægget sværd. Vi løber en vis risiko.“ Sagt på en anden måde: Lægen håber at dræbe visse mikroorganismer uden at skade organismens celler.
Men har lægestanden i særdeleshed og befolkningen i almindelighed gjort sig denne kendsgerning klar? Øjensynlig ikke, eftersom dr. F. D. Adams i forordet i den lige nævnte lærebog siger at „medikamenter ofte foreskrives . . . uden at der åbenbart tages tilstrækkeligt hensyn til deres foruroligende og undertiden farlige virkninger. Man skal her til eksempel blot nævne den udbredte skik at benytte antibiotika mod banale infektioner i de øvre luftveje og lignende ufarlige lidelser — en praksis der lader til at fortsætte på trods af at mange eksperter har advaret om at disse medikamenter i almindelighed er uvirksomme i sådanne tilfælde“.
Et udvalg nedsat af De forenede Staters sundheds-, undervisnings- og socialministerium erfarede at der i en undersøgelse omfattende 1045 patienter var 340 der fik antibiotika, mens kun 13 procent (eller 45) virkelig skulle have haft dem ordineret. I en anden rapport meddeler en læge at fra „90 til 99 procent af dem der har fået kloramfenikol har fået det til et formål det ikke skulle bruges til“. Lægerne Silverman og Lee skriver i deres bog Pills, Profits, and Politics at antibiotika undertiden „har forårsaget alvorligere sygdomme end de lidelser de skulle bekæmpe“.
Man får en idé om den overdrevne brug af antibiotika i De forenede Stater når man hører at der i finansåret 1971-1972 rundt regnet blev fremstillet 24.000 tons antibiotika der anerkendtes til medicinbrug. Dette kvantum ville være tilstrækkeligt til at hver mand, hver kvinde og hvert barn i De forenede Stater kunne få 50 doser. Dr. H. F. Dowling, en meget velanskrevet sagkyndig på dette felt, siger at „det er tvivlsomt om gennemsnitsmennesket vil komme ud for en sygdom der kræver behandling med et antibiotikum oftere end hvert femte eller tiende år“.
Man forstår bedre det store forbrug af antibiotika når man tænker på hvor meget hospitalerne benytter. En ganske almindelig dag vil nogle og fyrre procent af patienterne på amerikanske hospitaler få i hvert fald ét antibiotikum. En af de førende autoriteter hvad angår antibiotika har sagt: „Det er mig ubegribeligt . . . at 40 procent af de hospitalsindlagte skulle have brug for et antibiotikum. . . . Jeg tror ikke der kan herske tvivl om at disse medikamenter . . . anvendes mere end nødvendigt.“
Det lyder ikke utroligt at hele denne overdrevne brug af medikamenter vil medføre unødvendigt store udgifter for patienterne, deres familier, det offentlige eller hvem der nu end skal betale regningerne. På ét hospital har man erkendt dette problem og nedsat et udvalg der skal kontrollere brugen af antibiotika. Som følge heraf har det været muligt at nedskære forbruget med 20 procent. Hvis alle hospitaler i De forenede Stater gjorde det samme, kunne der årligt spares 117.000.000 dollars. En anden undersøgelse viste at det i 93 procent af tilfældene hvor patienter fik et antibiotikum, til en pris af 12 dollars pr. recept, havde været ganske overflødigt.
Utilsigtede virkninger
Hvor alvorlige er de bivirkninger der kan følge med brugen af antibiotika? Ifølge dr. Zurek „er listen af skadevirkninger utrolig lang“ og „det lader til at der rapporteres et stadig stigende antal tilfælde af medikamenternes skadelige virkninger“.
Nogle vil hævde at der her kun er tale om undtagelser, men bemærk følgende eksempler: En femogtyveårig mand havde ondt i halsen. Lægen ordinerede ham et antibiotikum, kloramfenikol, i ni dage. Inden der var gået to måneder havde medikamentet givet alvorlige symptomer, og manden døde inden der var gået et halvt år.
En syvogfyrreårig kvinde blev behandlet med penicillin for ømhed i halsen. I løbet af tre dage opstod der en mængde komplikationer, såsom rødlige hævelser på hele kroppen, hudkløe og vandladningsbesvær. Til sidst måtte man ty til brugen af en kunstig nyre, men kvinden døde alligevel.
En tolv år gammel pige blev behandlet med kloramfenikol. Dette påførte hende en farlig blodsygdom, der berøvede hende livet. Af en rapport fremgår det at i hundredvis af mennesker er døde efter behandling med kloramfenikol (kendes også under navnet „kloromycetin“); og til trods for at læger i mere end 25 år har advaret imod anvendelsen af dette medikament, ordineres det stadig, også i tilfælde hvor det er unødvendigt.
Hvorfor denne overdrevne brug af antibiotika? Indførelsen af antibiotiske midler har ført til at behandlingen af de fleste infektionssygdomme har kunnet udføres med større nøjagtighed over for de sygdomsfremkaldende mikroorganismers beskaffenhed. I hvert fald havde man nu adgang til midler der kunne angribe de bakterier som var skyld i sygdommene. Hvor en sygdomsårsag ikke kunne konstateres med sikkerhed, kunne læger i begejstring over de nye midler tildele antibiotika empirisk, det vil sige uden noget egentligt erfaringsgrundlag. Og desuden forlangte patienterne det mange gange. Følgen har været at antibiotika er blevet anvendt i tilfælde hvor det har været ganske uberettiget eller unødvendigt.
Den overdrevne brug af antibiotika har imidlertid også nok sin årsag deri at læger har ønsket ikke at stå magtesløse, gerne at ville gøre et eller andet, og de har været tilbøjelige til kun at se på disse medikamenters udtalte bakteriedræbende egenskaber. Endnu en grund antydes af S. M. Wolfe, direktør for Ralph Naders lægemiddelgruppe, idet han nævner den mulighed at læger har stolet alt for meget på medicinalvarefabrikkernes konsulenter når de ensidigt har peget på salgsfremgangen for deres produkter.
Hvorfor tveægget?
Hvordan kan det være at antibiotika kan hjælpe mange men ikke alle? Hvorfor er dets virkning ofte som et tveægget sværd? En af de faktorer der spiller ind er patientens fysiske tilstand. Stærke antibiotika vil efter al sandsynlighed have stærke toksiske bivirkninger. Leveren og nyrerne har til opgave at neutralisere denne toksiske virkning, men dersom leveren er syg eller nyrefunktionen er nedsat, udskilles de antibiotiske midlers toksiner (giftstoffer) ikke, og som følge heraf kan organismens celler bukke under for giftene, patienten kan rammes af komplikationer og til sidst af døden.
Den hyppigste årsag til en forværring i sygdomsbilledet når antibiotiske midler anvendes, er imidlertid overfølsomhed. Ethvert menneske kan være allergisk, altså overfølsomt, over for et eller flere antibiotiske midler, hvilket kan føre til at patienten skades eller endog indhentes af døden. For eksempel var langt de fleste af mere end et tusind indberettede tilfælde af livstruende reaktioner efter behandling med antibiotika fremkaldt af penicillin, og 10 procent af disse tilfælde havde dødelig udgang.
Der kan også opstå det problem at mikroorganismerne kan udvikle immunitet over for de antibiotiske midlers bakteriedræbende egenskaber; de bliver resistente. Det har man således nylig erfaret i behandlingen af gonorré. I årevis har de gonokokker der er årsag til sygdommen været yderst sårbare over for penicillin, således at fuldstændig helbredelse var så godt som sikker dersom antibiotiske midler blev anvendt. Nu erfarer man imidlertid at disse gonokokker har udviklet penicillinresistente stammer, således at man nu er henvist til at benytte andre men knap så effektive medikamenter.
En yderligere grund til at antibiotiske midler kan vise sig at være et tveægget sværd, er at de kan udrydde så godt som alle bakteriestammer; de få der bliver tilbage formerer sig derpå og skaber fuldstændig nye eller komplicerende sygdomme. Sådanne „superinfektioner“ fremkaldes af mikroorganismer der unddrager sig de antibiotiske midlers slagkraft men har været holdt i skak af andre mikroorganismer i en slags „naturlig“ balance.
Til belysning af denne side af sagen kan nævnes at Detroit-avisen The Sunday News for 28. juli 1974 nævnte at læger har udsendt advarsel om at den overdrevne brug af det mest almindelige antibiotikum har givet stødet til fremkomsten af en ny resistent hjerneinfektion hos børn. Det drejer sig her om et antibiotikum der kaldes ampicillin, et syntetisk penicillin. Dr. S. Ross fra børnehospitalet i Washington hævder at „ampicillin er berøvet hele sin kraft fordi læger både i og uden for hospitalet har anvendt det kritikløst“. Det „plejede at være det foretrukne medikament imod . . . en alvorlig tarminfektion. I 1967 konstaterede man at 5 procent af tilfældene [af denne sygdom] var resistente over for det. Nu er 95 procent resistente. . . . Den tiltagende resistens skræmmer . . . os“.
Et eksempel herpå er den nedbrydende virkning som nogle antibiotiske midler har på tarmfloraen, de kolonier af nyttige bakterier der lever i tarmen og som er uhyre vigtige for den rette og størst mulige optagelse af føden. Mange praktiserende læger holder på at den fortsatte brug af antibiotiske midler kan dræbe ikke alene sygdomsforvoldende bakterier men også store dele af tarmfloraen. Af den grund anbefaler adskillige læger at folk spiser yoghurt eller lignende mælkeprodukter når de skal indtage et antibiotikum.
Hvad kan den enkelte gøre?
Efter at man har læst disse oplysninger kunne man være tilbøjelig til at drage den slutning at alt dette kun angår lægerne, ikke deres patienter. Men er det rigtigt? Hvis det er sandt at så mange læger ikke optræder med den fornødne forsigtighed, således som det fremgår af udtalelser blandt deres egne, skulle „lægmanden“ måske være lidt mere agtpågivende. Det er i hvert fald den indstilling man indtager i Science Digest for januar 1975. Deri hedder det: „Læger har benyttet stort set alle antibiotiske midler så flittigt og så tilfældigt at offentligheden må lære at beskytte sig ved at skaffe sig viden om farerne, for åbenbart er læger, set under ét, ligeglade.“
Af det foregående skulle det klart fremgå at man skal se sig godt for inden man bruger antibiotiske midler. Man skal aldrig presse sin læge til at ordinere antibiotika. Man skal aldrig gøre brug af medikamenter som er foreskrevet andre; man skal aldrig gøre forsøg på at kurere sig selv med dem. Man skal forklare sin læge hvilke antibiotiske midler man tidligere har indtaget, hvad enten disse har hjulpet eller ikke; man skal lade ham vide hvilke andre medikamenter man nu spiser. Skulle lægen ordinere antibiotika, bør man spørge ham om en anden medicin ville kunne udrette det samme. Er det bydende nødvendigt at indtage antibiotiske midler, skal man omhyggeligt følge lægens anvisninger.
Hovedtanken i det hele kan vi bedst fremhæve ved at citere fra „Afsluttende bemærkninger“ i dr. Zureks kapitel „Sygdomme fremkaldt af antibiotika“: „Man må håbe at denne gennemgang af de antibiotiske midlers eftervirkninger vil indgyde tilstrækkelig respekt for disse medikamenter. Anvendelsen af dem har forårsaget tragedier og fremkaldt mirakler. Ingen af disse midler er fuldstændig fri for risikomomenter. . . . Et heldigt udfald ved anvendelsen af antibiotika kan kun opnås ved at man får indsigt i disse medikamenters egenskaber og beskaffenhed og hele tiden er vågen for de farer som de rummer.“