Hvordan jeg blev behandlet for en hjernesvulst
DET ene øjeblik sad jeg afslappet i en stol og talte ganske normalt — og det næste øjeblik, har jeg siden fået at vide, blev mit ansigt pludselig fortrukket, jeg blev ildrød i hovedet, derefter blegere, og til sidst helt blågrå. Mit legeme stivnede krampagtigt som om jeg blev snøret ind med jernbånd. Så forsvandt stivheden, og mine lemmer begyndte at ryste. I et halvt minuts tid var mit ansigt kridhvidt, mit åndedræt standsede, og jeg så ud til at være død.
Men inden længe begyndte åndedrættet igen. Kuløren vendte tilbage, og nu var jeg ligesom i en dyb søvn. Da lægen ankom var jeg ved at komme til bevidsthed igen, men så havde jeg til gengæld stærke smerter. Det var et krampeanfald jeg havde haft — det første i mit liv. De smerter jeg nu havde, skyldtes ikke selve anfaldet, men de voldsomme bevægelser jeg havde foretaget mens det stod på. Min højre arm havde jeg både brækket og vredet af led, og presset på rygsøjlen havde været så kraftigt at der var kommet brud på den!
Men det skulle ikke blive sidste gang jeg kom til at opleve disse mærkelige kræfter der med ét kunne tage mit legeme i besiddelse. Efter tre uger på hospitalet var den brækkede arm nogenlunde i orden igen, men da jeg kom hjem var det kun for at opleve endnu et krampeanfald. Det var ikke så voldsomt som det første, men det gik alligevel hårdt ud over min dårlige arm.
Hvad var grunden til at jeg sådan uden varsel helt kunne miste kontrollen over mig selv? For at finde ud af det opsøgte jeg en neurolog, en læge der er specialist i hjernen og nervesystemet.
Årsagen spores
Først gennemgik jeg en grundig undersøgelse, som dog ikke afslørede nogen forhold der var særlig unormale, fysisk eller psykisk. Nervelægen fortsatte med at tage et elektroencefalogram (EEG). Der blev anbragt tyve elektroder, elektriske ledere, på nøje udvalgte steder på hovedbunden; de skulle opfange de ganske små elektriske impulser fra hjernen, hvorefter en elektroencefalograf registrerede dem som kurver på et stykke papir der bevægede sig forbi en stift. Normalt er der et regelmæssigt mønster i impulserne, og de er ens på begge sider af hovedet. Men hvis der er noget usædvanligt ved dem — hvis de er for langsomme, for hurtige eller for pludselige — kan det betyde at der er noget galt. En unormal elektrisk aktivitet et enkelt sted betyder som regel at der er en sygdom i dette område af hjernen.
Prøven viste netop hvad nervelægen havde forventet! Kurven som kom til syne under magnetskriveren viste nogle unormale reaktioner i et bestemt afsnit af min hjerne. Jeg måtte gennemgå flere prøver for at få dette bekræftet, så tre uger senere indfandt jeg mig på et neurokirurgisk hospital, hvor man straks lod mig gennemgå en strøm af undersøgelser og prøver. Yderligere to EEG’er bekræftede at det var i højre side af min hjerne der foregik noget unormalt. Det betød at man var nødt til at undersøge selve hjernen for at finde årsagen til mine mystiske krampeanfald.
Først indsprøjtede lægen et radioaktivt stof i en blodåre på bagsiden af min højre hånd. Få minutter efter var stoffet på vej gennem alle de små blodårer i hjernen, og et apparat som har meget tilfælles med en geigertæller begyndte at spore det radioaktive stof og dannede på en film en aftegning af hvor stoffet nu fandtes. Hvis man fandt abnorme koncentrationer kunne det tyde på at der fandtes nogle skadelige dannelser. Denne forholdsvis uskadelige fremgangsmåde afslørede en svag skygge, som beviste at vi var ved at indkredse den skyldige!
Men der krævedes endnu en prøve til den endelige identifikation, denne gang en prøve der rummede visse farer. Det var et såkaldt angiogram, en metode hvorved man indfører et særligt farvestof i en af de to store halspulsårer som fører op til hjernen. Stoffet flød hurtigt op i hjernens arterier, så de let kunne ses på et røntgenfotografi. Men farvestoffet kan også give hallucinationer og i visse tilfælde endda forbigående blindhed. For mit vedkommende bestod eftervirkningen i at jeg kom til at føle mig helt elendig og det var den værste del af alle de prøver jeg gennemgik. Jeg måtte blive i sengen i tre dage for at komme mig.
Der findes endnu en slags prøve, det såkaldte luftencefalogram, som består i at man fjerner en del af den væske som omgiver hjernen, og erstatter den med luft. Luften kommer til at virke som et kontraststof der får selve hjernen til at aftegne sig tydeligt på et røntgenfotografi. Alle afvigelser fra hjernens normale form kan så iagttages.
Men denne prøve var ikke nødvendig i mit tilfælde, for angiogrammet viste alt hvad man behøvede at vide. Det afslørede klart at der lå en svulst lige under hjernens overflade, og man kunne endda se hvor stor den var. Den ubudne gæst var afsløret! Jeg var lamslået over at få at vide at der var en livsfarlig svulst inde i mit hoved — og at den måske voksede for hver dag der gik.
Jeg havde vidst i flere måneder at der var noget alvorligt i vejen, men en hjernesvulst var alligevel det sidste jeg havde forventet. Jeg havde jo aldrig haft hovedpine i hele mit liv! Senere fik jeg at vide at svulster kan virke på forskellig måde, alt efter hvilken type de er af og hvor de befinder sig. For at kunne forstå hvad der var sket med mig, måtte jeg lære noget om selve hjernen.
Et vidunderligt redskab
Den grå masse på cirka halvandet kilo som vi har inde i hovedet, består af omkring ti milliarder nerveceller eller neuroner — altså to og en halv gang så mange som der er mennesker på jorden! De forskellige grupper af nerveceller styrer legemets forskellige funktioner. Når vi for eksempel bevæger armene, hænderne, benene eller fødderne, så udgår befalingen om det fra den gruppe nerveceller der styrer lemmernes bevægelser. Der er andre nerveceller som styrer synet, talen, tankerne og så videre. Deres måde at arbejde på er simpelt hen fantastisk.
Hver nervecelle afsender en ganske ringe elektrisk impuls til en bestemt af de andre nerveceller, som videresender den samme impuls til andre. Det kan sammenlignes med at man tager telefonen og ringer til en anden telefon, som udvælges blandt millioner af telefoner, og forbindelsen er hurtigt etableret gennem utallige ledninger og relæer. Imidlertid finder nervecellerne ikke bare den rigtige blandt millioner af andre, men blandt milliarder af andre, og de gør det faktisk øjeblikkelig. Man har anslået at hjernen har så travlt at den hver dag slutter over hundrede gange så mange forbindelser som alle verdens telefoncentraler tilsammen!
Hjernecellerne har altså nok at gøre, og der skal også brændstof til. Selv om de i alt kun udgør to procent af hele vores vægt, så forbruger de, selv når vi sover, omkring 25 procent af al den ilt vores legeme optager — og det er mere end nogen anden del af legemet bruger. For at skaffe hjernen al denne ilt og de andre næringsstoffer den skal bruge, flyder omkring 20 procent af alt det blod vores hjerte pumper rundt, igennem hjernen — cirka 1400 liter om dagen!
Vi ved altså at der skal store mængder energi til for at holde hjernen i gang, men vi ved ikke nøjagtig hvordan hjernen fungerer. Ingen ved hvad der får disse milliarder af nerveceller til at fostre tanker, følelser og drømme. En hjernespecialist sagde for ikke så længe siden i fjernsynet i England at vi i dag ved en hel del om månen — der har været mennesker deroppe og tilbage igen. Men engang troede man at den var et hul i himmelen som lyset skinnede igennem. Vores forståelse af hjernen og dens funktioner befinder sig i dag på nogenlunde samme trin, sagde specialisten.
Hjernesvulsten
Antag nu at en ubuden gæst skaffer sig adgang til denne vidunderlige mekanisme. Hvordan vil hjernen så fungere? Den ubudne gæst var i mit tilfælde en hjernesvulst. Nogle svulster er ondartede og kan vokse meget hurtigt, med døden til følge inden for ganske få måneder. Andre vokser langsommere og kan være godartede. De kan imidlertid også være dødelige, hvis man ikke kommer under behandling.
Hvordan opstår en hjernesvulst? Man ved det ikke med sikkerhed; dog ved man at én type svulster, de såkaldte metastatiske, kommer af kræft i andre dele af legemet, som får nogle celler til at løsne sig. Af blodet føres de videre til hjernen, hvor de danner en ny koloni.
Begge former for svulster består af abnorme vævsdannelser som begærligt lever af den blodforsyning der tilføres hjernen. Man har eksempler på at deres „blodtørst“ har oversteget selve hjernens! Efterhånden som de vokser og skal skaffe sig større plads, vil de enten ødelægge de omgivende nerveceller eller skubbe dem til side og beskadige dem, så hjernen kommer til at fungere forkert på grund af det ødelagte væv eller det forøgede tryk.
Symptomer som hovedpine, kvalme og opkastning, svimmelhed, karakterforandringer og krampe kan alle være tegn på at der er en svulst i hjernen, men er dog ikke noget bevis for at det forholder sig sådan. Det kan godt ske at en person, af en uforklarlig grund, får et enkelt krampeanfald i hele sit liv.
Sådanne kramper eller epileptiske anfald forekommer når hjernen gennemgår noget man kunne kalde for „et elektrisk uvejr“. En svulst eller en anden sygelig tilstand kan få store mængder af hjerneceller til pludselig at afgive impulser samtidig flere gange i træk, hvorved de elektriske impulser bliver meget kraftigere end normalt. Alt efter hvor i hjernen det forekommer, kan dette resultere i pludselige muskelsammentrækninger sådan at patienten uden varsel mister bevidstheden, kommer til at bevæge sig i ryk eller holder op med at trække vejret. Det er sjældent at en patient kommer varigt til skade eller mister livet af sådanne kramper, medmindre impulserne fra hjernen fortsætter så patienten kommer i en konstant krampetilstand, status epilepticus.
Opereres eller ikke opereres?
Nu måtte jeg træffe en afgørelse. Skulle jeg lade den ubudne gæst fjerne? I nyere tid blev den første operation hvorved man fjernede en hjernesvulst, foretaget i 1884. I begyndelsen gik det godt med patienten, men en måned senere døde han af meningitis, en betændelse i den beskyttende hinde der dækker hjernen. Over halvdelen af de få operationer der blev udført i nogen tid derefter, førte til at patienten mistede livet, og kun en tiendedel af patienterne blev fulstændig helbredt.
Så sent som efter den første verdenskrig begyndte hjerneoperationerne at blive udført hyppigere og med større held, efter at kirurgerne nu havde fået større viden om hjernen og havde udviklet nyere operationsmetoder. Det er naturligvis ikke alle svulster man uden videre kan fjerne ved operation. I nogle tilfælde er det kun en del af svulsten man kan fjerne uden fare; og hvis der er tale om en ondartet svulst som ligger dybt inde i hjernen, vælger man som regel at behandle med stråling i stedet for.
Ifølge min læge var det imidlertid næsten helt sikkert at den svulst jeg havde, ikke var ondartet, og at den befandt sig et af de steder hvor det var lettest at fjerne den med et godt resultat og med gode chancer for fuldstændig helbredelse. Han rådede mig kraftigt til at få den fjernet ved en operation, men overlod afgørelsen til mig selv. Jeg kendte andre som havde svulster og var bange for at få dem fjernet af frygt for operationen, men jeg havde allerede besluttet mig. Jeg ville opereres. Jeg ville gøre alt hvad jeg kunne for at vende tilbage til et normalt og nyttigt liv, i stedet for at se mit helbred gå ned ad bakke indtil det hele sluttede med en for tidlig død.
To dage efter fik jeg et besøg af kirurgen og hans stab, ti mennesker i alt. I løbet af samtalen om den operation der kunne blive tale om, fortalte jeg dem at jeg ikke ønskede at de skulle bruge blod, på grund af min religiøse overbevisning funderet på Bibelen. Få dage efter sagde kirurgen ja til at udføre operationen med en af de andre metoder der kan bruges i stedet for blodtransfusion.
Operationen — og bagefter
Under operationen fjernede han et stykke af min hjerneskal på cirka ti gange seks centimeter for at kunne nå ned til det sted hvor svulsten fandtes. Efter at have skåret en åbning i den seje hinde der beskytter hjernen (dura mater, den yderste hjerne-rygmarvshinde) havde lægen åbnet ind til hjernen, og han fjernede nu svulsten uden komplikationer. Så blev dura mater-hinden syet sammen, og stykket fra hjerneskallen blev sat tilbage igen. Efter operationen var jeg kun under intensiv overvågning i to dage, og på den femte dag kunne jeg gå uden hjælp. På den niende dag fik jeg så til min glæde lov til at klæde mig på og lade min kone køre mig hjem.
Dog var det hele ikke overstået endnu. Det er forståeligt at hjernen reagerer imod at blive forstyrret af kirurgens kniv. Lægen kan ikke undgå at ødelægge eller beskadige nogle hjerneceller når han fjerner svulsten. Så kommer der en hævelse, og de beskadigede nerveceller skal bruge tid til at komme sig. Der efterlades også arvæv. Hjernecellerne kan ikke ligesom andre celler erstatte sig selv når de bliver ødelagt, men på en eller anden uforklarlig men vidunderlig måde kan de alligevel gendanne deres kredsløb og forbindelser i det område hvor svulsten er blevet fjernet. Det tager selvfølgelig sin tid.
Jeg mente at jeg var godt på vej til at komme mig igen, men seks måneder efter operationen fik jeg tre nye krampeanfald. Jeg fik at vide at det kunne tage helt op til tre år før jeg var helt helbredt, men jeg ville i det mindste blive rask. Min evne til at tænke og ræsonnere var uskadt, og min hukommelse var som den altid havde været.
Jeg er taknemmelig mod kirurgen for hans store dygtighed og mod mine gode venner som besøgte mig på hospitalet. Jeg er taknemmelig for at jeg stadig kan vise min værdsættelse over for Skaberen som har givet vores legeme en så vidunderlig evne til at blive lægt. Jeg er også blevet mere taknemmelig over selve livet. Jo, det er godt at leve! — Indsendt.
[Illustration på side 8]
Tale
Tanker
Legemets bevægelser
Hørelse
Syn
Koordination