Tyske læger advarer mod blodtransfusion

FREMSKRIDT inden for lægevidenskaben fører almindeligvis til større effektivitet i behandlingen af forskellige sygdomme. Men jo længere lægerne arbejder med blodtransfusion og studerer resultaterne, jo flere problemer og farer opdager de.

Dette blev understreget i en længere artikel i den tyske avis Die Welt for 9. december 1974. Man kunne dér læse følgende:

„’Blod bør betragtes som en farlig medicin og omgives med samme forsigtighed som for eksempel morfin.’ I disse kraftige vendinger afsluttede professor H. Busch, som er direktør for afdelingen for transfusionsmedicin ved Hamburgs universitetshospital, sin rapport om fejl og farer i forbindelse med blodtransfusion ved De nordtyske Kirurgers 114. kongres. . . .

Blodtransfusion er forbundet med immunologiske risici, og farer for infektions- og stofskiftesygdomme. Hvert af disse tre faremomenter kan være alvorligt, ja, livsfarligt. . . . Blodet er i besiddelse af en immunologisk særegenhed som kommer til udtryk i blodlegemernes og serumets nedarvede og uforanderlige egenskaber. Desuden er den enkeltes blod forskelligt fra andres på grund af rhesusfaktoren og andre faktorer i forbindelse med de forskellige blodtyper. Forskelle i antistofferne, de stoffer der opstår ved overfølsomhed over for fremmedlegemer der introduceres i kredsløbet, er også med til at gøre menneskers blod forskelligt.

Når de immunologiske faktorer i donorens blod ikke svarer til patientens, vil patientens organisme reagere imod donorens blod. Der må derfor foretages detaljerede serologiske undersøgelser af både patientens og donorens blod.

Ansvaret i forbindelse med en blodtransfusions sikkerhed ligger i sidste ende hos den læge der ordinerer den. Han er imidlertid kun et led i kæden. . . . Fejl og banale forsømmelser vil aldrig helt kunne undgås selv om man samvittighedsfuldt overholder alle sikkerhedsregler. Den ordinerende læge kunne rette eventuelle fejl ved at foretage en såkaldt „crossmatch test“ og ved omhyggeligt at kontrollere alle optegnelser før han giver en blodtransfusion.

Et rundspørge foretaget på nordtyske hospitaler afslørede imidlertid at de sikkerhedsregler der er opstillet af Forbundslægerådet ikke i alle tilfælde og ikke på alle hospitaler kunne overholdes. Personalemangel og de store krav der stilles til de kirurger der har nattevagt bærer en del af skylden. Den der modtager en blodtransfusion udsættes derved for immunologiske risici som ellers kunne være undgået.

Når oplagret blod bliver gammelt og begynder at nedbrydes opstår der en række farer for stofskifteforstyrrelser. . . . For at mindske denne risiko er man i stadig større udstrækning gået over til ved transfusioner at benytte blod der lige er afgivet. Men derved øges risikoen for infektion, da uopdaget syfilis hos donoren kan overføres hvis blodet ikke har været oplagret de sædvanlige 72 timer. . . . Der er også muligheden for at blive smittet med gulsot. . . . Ved blodtransfusion kan man desuden pådrage sig malaria og cytomegalisk virusinfektion som især er farlig for børn.“

Det er derfor ikke uden grund at kirurgerne opfordrer til ’streng medicinsk vagtsomhed’. Mange dygtige kirurger verden over foretrækker ved forsigtighed under kirurgiske indgreb at nedsætte blødningerne for at undgå blodtransfusion.