Burde navnet Jesus vække „bitre mindelser“?

NÆSTEN alle har hørt om Jesus fra Nazaret. Hundreder af millioner betragter ham som det mest betydningsfulde menneske der nogen sinde har levet på jorden. Nogle ser imidlertid helt anderledes på sagen.

Den samling jødiske religiøse skrifter der er kendt som Den babyloniske Talmud,a indeholder for eksempel følgende udtalelse: „Påskedags aften blev Jeshu [Jesus] hængt. I fyrretyve dage før henrettelsen fandt sted stod en herold frem og råbte: ’Han skal stenes, fordi han har øvet trolddom og forledt Israel til frafald. Enhver der kan sige noget til gunst for ham, lad ham komme frem og tale hans sag.’ Men eftersom der ikke kom noget frem til gunst for ham, blev han hængt påskedags aften!“ — Afhandlingen Sanhedrin, side 43a.

I sin bog The Jewish People and Jesus Christ (Det jødiske folk og Jesus Kristus) bemærker Jakób Jocz: „Navnet Jesus og symbolet på hans lidelser vækker bitre mindelser i det jødiske sind.“ Lejlighedsvis er denne bitterhed gået til yderligheder. Ortodokse jøder har endda til tider sagt: „Måtte hans navn og mindet om ham blive udslettet.“

Skønt ikke alle jøder føler bitterhed mod Jesus, så eksisterer en sådan følelse virkelig, selv i dette tyvende århundrede. Lad os overveje nogle af grundene hertil.

Grunde til bitterhed

● I århundreder har jøder været udsat for frygtelig forfølgelse fra kristenhedens side. Nogle af historiens mest hjerteskærende sider er dem der beretter om blodige korstog, inkvisitioner, offentlige ydmygelser, tvungen dåb og systematisk udslettelse af millioner af mennesker, hvis eneste „forbrydelse“ var at de var jøder.

● Hundreder af millioner af kristenhedens kirkemedlemmer tilbeder Jesus som den anden person i en mystisk „treenighed“, helt jævnbyrdig med den almægtige Gud. Imidlertid erklærer de inspirerede hebraiske skrifter: „Hør Israel! [Jehova] vor Gud, [Jehova] er én.“ (5 Mos. 6:4) Jøderne er ikke blevet overbevist af kristenhedens teologers påstande om at Gud er „én“ og samtidig „tre“.

● Mange af kristenhedens kirker rummer billeder af Jesus som kirkegængerne bøjer sig for i ærbødighed. Dette er usmageligt for mennesker der lever efter det andet af de ti bud: „Du må ikke gøre dig noget udskåret billede eller noget afbillede af det, som er oppe i himmelen eller nede på jorden eller i vandet under jorden; du må ikke tilbede eller dyrke det.“ — 2 Mos. 20:4, 5.

● Jesus fra Nazaret hævdede at være den længe lovede Messias. Dog hedder det ifølge rabbiner H. G. Enelow: „De forestillinger der i det jødiske sind forbindes med Messias, blev ikke blot ikke realiseret af Jesus, men er forblevet uopfyldt til i dag.“

I betragtning af alt det ovennævnte, har De så nogen sinde undret Dem over dette: I hele syv år efter at Jesus begyndte sin gerning med at forkynde og undervise, var alle hans tusinder af disciple kødelige jøder eller personer der var gået over til jødedommen. Hvorfor lyttede de til Jesus?

„Ingen fornuftig jøde kan ignorere det“

Nogle mener måske at sagen vedrørende Jesus fra Nazaret er et overstået spørgsmål, noget der ikke er nogen grund til at behandle. Imidlertid fremholder rabbiner H. G. Enelow et vigtigt punkt: „Ingen fornuftig jøde kan ignorere det at en jøde [her hentyder han til Jesus] har haft en så kolossal andel i menneskeslægtens religiøse opdragelse og ledelse.“ En anden jødisk lærd, E. R. Trattner, bemærker i As a Jew Sees Jesus:

„Det anslås at der er skrevet mere end tres tusind bøger om ham (Jesus). Otte hundrede sprog og dialekter fortæller om hans liv. For mig — fordi jeg er jøde — er dette forbavsende, for intet der blot ligner dette, er nogen sinde sket i så stor målestok i menneskehedens annaler.“

„To forskellige emner“

Her vil det være godt at opklare nogle misforståelser. Dr. Jocz påpeger: „Kirkens Kristus . . . har intet tilfælles med den store nazaræer. At tale om den kristne lære og at tale om Jesus fra Nazaret er to forskellige emner.“ Hvordan kan dette være tilfældet?

En undersøgelse af evangelieberetningerne ifølge de jødiske skribenter Mattæus, Markus, Lukas og Johannes vil måske virke overraskende. Man vil opdage at Jesus ingen steder anmodede sine disciple om at tilbede ham. I stedet for at gøre krav på at være Guds jævnbyrdige, sagde Jesus: „Jeg gør intet på eget initiativ; men jeg siger disse ting sådan som Faderen har undervist mig.“ (Joh. 8:28) Jesus erklærede også: „Faderen [Gud] er større end jeg.“ (Joh. 14:28) Og i prøvelsens stund bad han til Gud: „Lad ikke min men din vilje ske.“ — Luk. 22:42.

Til forskel fra kristenhedens kirker opmuntrede hverken Jesus eller nogen af „Det nye Testamentes“ skribenter til brugen af billeder i forbindelse med tilbedelse. Tværtimod vil man læse: „Flygt fra afgudsdyrkelsen.“ „Vogt jer for afguderne.“ (1 Kor. 10:14; 1 Joh. 5:21) Og i stedet for at opfordre til at mishandle andre, lærte Jesus i sin bjergprædiken: „Bliv ved med at elske jeres fjender og at bede for dem som forfølger jer, så I kan vise at I er sønner af jeres Fader som er i himlene; han lader nemlig sin sol stå op over onde og gode, og lader det regne på retfærdige og uretfærdige.“ — Matt. 5:44, 45.

Med hensyn til indholdet af Jesu lære kommenterer The Jewish Encyclopedia: „På mange måder var hans indstilling specielt jødisk, selv i retninger der sædvanligvis betragtes som tegn på jødisk snæversyn. Jesus synes at have forkyndt regelmæssigt i synagogen, hvilket ikke ville have været muligt hvis man havde anset hans lære for at være væsentlig anderledes end den gængse farisæiske opfattelse.“

Mange af de hindringer der har gjort jøderne bitre imod Jesus af Nazaret fandtes ikke i det første århundrede. Ja, dengang var mange jøder villige til at lytte til ham. Hvorfor?

[Fodnote]