Messias — Hvad skulle han udrette? Og hvornår?

HVAD betyder navnet „Messias“ for Dem? Tænker De på en politisk skikkelse der skulle besejre Israels fjender, føre jøderne tilbage til det forjættede land og genopbygge templet i Jerusalem, så Gud kunne tilbedes der?

En sådan Messias har aldrig vist sig. Nogle steder på jorden bliver jøderne stadig undertrykt. Dog siger De hebraiske Skrifter utvetydigt at der skulle komme en „sæd“ gennem hvem hele menneskeheden en dag skulle modtage velsignelser. Denne sæd, eller Messias (der betyder „den salvede“), skulle stamme fra patriarkerne Abraham, Isak og Jakob, gennem Judas stamme og kong Davids slægt. — 1 Mos. 3:15; 12:1-3; 22:18; 26:3, 4; 28:13, 14; 49:10; 2 Sam. 7:12-16.

Hos mange er der stor usikkerhed angående Messias. I A Dictionary of Judaism står der: „Der var forskellige opfattelser af Messias . . . Imidlertid er der ingen autoritativ mening med hensyn til alle disse forestillinger, og jødedommen har intet afgørende at sige herom.“ Men hvad med Bibelens hebraiske skrifter? Har De personligt undersøgt hvad de siger om den lovede Messias? Hvad skulle han udrette? Og hvornår?

Det første han skulle udrette

Der er kun ét sted i Bibelen hvor det hebraiske ord Mashi’ach, eller Messias, forekommer som et navn i sig selv (det vil sige uden nærmere betegnende ord, som for eksempel i udtrykket ’Guds salvede’, ’min salvede’). Dette er i Daniel 9:24-27, der peger på noget usædvanligt Messias skulle gøre, noget han ville fuldføre længe før hans regerings velsignelser ville brede sig ud over verden. Vi læser:

„Halvfjerds (år)uger er blevet besluttet over dit folk og over din hellige by, for at holde igen på frafaldet og for at gøre ende på synderne, og for at sone misgerningen, og for at bringe evig frelse, at syn og profeti kan besegles og det Allerhelligste salves.

Og du må vide og forstå: Fra ordet om at genopbygge Jerusalem udgår, indtil den Salvede, Fyrsten, er der syv (år)uger; også toogtres (år)uger, så vil torv og voldgrav blive genopbygget, og det under tidernes pres.

Og efter de toogtres (år)uger vil en Salvet blive tilintetgjort, og han har ingen (efterfølger), og den kommende fyrstes folk vil ødelægge byen og helligdommen, og hans ende (kommer) som ved sønderrivning, og krig og ødelæggelse er fastsat indtil enden.

Og han vil slutte en stærk pagt med mange, i én (år)uge, og midt i (år)ugen vil han ophæve slagtoffer og madoffer, og ved fløjene (stille) en frygtelig vederstyggelighed, og det indtil ødelæggelsen, den der er fast besluttet, udgydes over ødelæggeren.“ — Efter den tyske oversættelse af rabbi Leopold Pheinkard Zunz, 16. udgave, 1913.

Læg mærke til at når „den Salvede, Fyrsten“ (Mashi’ach Nagid’, hebraisk) kom, skulle det ske i forbindelse med at der blev gjort ende på synd. Hvilken andel har Messias i dette? Lad os betragte nogle træk i en profeti der findes i Esajas 52:13 til 53:12, som i jødernes gamle aramaiske udlægning (Targum) anvendes på „min tjener, den Salvede [eller Messias]“.

„Men han blev såret for vore overtrædelser, knust for vor brødes skyld; os til fred kom straf over ham, vi fik lægedom ved hans sår.

Det var [Jehovas] vilje at slå ham med sygdom; når hans sjæl havde fuldbragt et skyldoffer, skulle han se afkom, leve længe og [Jehovas] vilje lykkes ved hans hånd.

Derfor arver han mange, med mægtige deler han bytte, fordi han udtømte sin sjæl til døden og regnedes blandt overtrædere; dog bar han manges synd, og for overtrædere bad han.“ — Es. 53:5, 10, 12.

Denne forbøn for „overtrædere“ er et indledende skridt der danner grundlag for at mennesker kan komme til at nyde de fremtidige messianske velsignelser. Hvordan det? Jo, kunne nogen virkelig nyde velsignelserne ved det messianske styre hvis de endnu måtte kæmpe mod alderdommen og døden? Hvad er for øvrigt årsagen til at vi dør?

Det første sted i Bibelen hvor døden omtales, er i Første Mosebog 2:16, 17, hvor der står at Gud sagde til det første menneske Adam: „Af alle træer i haven har du lov at spise, kun af træet til kundskab om godt og ondt må du ikke spise; den dag, du spiser deraf, skal du visselig dø!“ Ulydighed mod denne befaling ville få dødsprocessen til øjeblikkelig at virke i Adam og med tiden føre til hans død.

Bibelen beretter at Adam og hans hustru, Eva, overtrådte Guds befaling. (1 Mos. 3:6) Dette berørte ikke blot dem selv, men også alle deres efterkommere, indbefattende os der er i live i dag. Patriarken Job udbrød: „Ja, kunne der komme en ren af en uren! Nej, end ikke én!“ (Job 14:4) Salmisten David skrev: „Se, jeg er født i misgerning, min moder undfanged mig i synd.“ (Sl. 51:7) Ifølge Bibelen arver mennesket synden og dens endelige konsekvens, døden, lige fra undfangelsen.

Det er sandt at nogle gør indsigelse mod den lære at mennesket arver synden. De hævder at skønt alle mennesker har en „tilbøjelighed“ til at gøre det onde, så er de fuldt ud i stand til at overvinde den. Den jødiske rabbinerlitteratur omtaler for eksempel visse „fuldstændig retfærdige“ personer. Men har De nogen sinde mødt en sådan person? Har selv de mest ihærdige og højtuddannede mennesker i forening haft held til at standse den stigende bølge af had, forbrydelser, vold, seksuel umoralitet og andre veer der plager menneskeheden? Det er klart at mennesket har brug for guddommelig hjælp, hvis de syndige tendenser skal afskaffes.

Hvor høj en „pris“?

Men hvorfor dækkede dyreofringerne og de andre ofringer under den mosaiske lov, inklusive dem der blev ofret på forsoningsdagen, ikke synden? Bibelen viser at soningen for nedarvet synd ville kræve noget langt mere værdifuldt end disse dyreofre. Vi læser i Salme 49:8-10:

„Visselig, ingen kan købe sig fri og give Gud en løsesum — prisen for hans sjæl blev for høj, for evigt måtte han opgive det — så han kunne blive i live og aldrig få graven at se.“

Hvor høj var „prisen“ for at genløse menneskeslægten fra synd og død? Guds fuldkomne retfærdighed krævede „liv for liv“. (5 Mos. 19:21) Eftersom Adam oprindelig var fuldkommen, syndfri, kunne kun et andet fuldkomment menneske genoprette hvad Adam satte til for sine efterkommere ved sin synd. Som bemærket ovenfor siger Bibelen i Daniels bog at Messias, eller „den Salvede, Fyrsten“, skulle udfylde denne rolle.

Hvornår skulle folk begynde at spejde efter opfyldelsen af denne forberedende gerning fra Messias’ side? Hvordan kunne denne „salvede“ være af menneskelig afstamning og alligevel være syndfri?

„Ugerne“ til Messias’ komme

Profetien om de ’halvfjerds uger’ fortæller at Messias skulle fremstå 69 uger (7 + 62) „fra ordet om at genopbygge Jerusalem udgår“. (Dan. 9:25) Hvornår udgik dette ’ord’?

De hebraiske Skrifter beretter i Nehemias 2:1-6 at perserkongen Artaxerxes (den Langhåndede) udstedte et sådant ’ord’ eller dekret om genopbygning af Jerusalem i sit tyvende år, hvilket var i 455 f.v.t. Mange jødiske og andre lærde er enige om at „ugerne“ der her er omtalt er „åruger“, det vil sige at hver uge er syv år lang. Når vi tæller 69 åruger, eller 483 år, frem fra 455 f.v.t., kommer vi til året 29 e.v.t. Viste der sig nogen i dette år som gjorde krav på at være Messias?a

Hvad med Jesus fra Nazaret?

Måske tænker De på Jesus fra Nazaret, der levede på den tid. Havde Jesus de kendetegn som gjaldt den lovede Messias? Den evangeliske beretning ifølge Lukas, der er blevet rost for historisk nøjagtighed, fremholder at Johannes Døber, Jesu forløber, begyndte sin offentlige forkyndelse om foråret i „det femtende år af kejser Tiberius’ regeringstid“, der strakte sig ind i år 29 e.v.t. (Luk. 3:1, 2) Jesus blev døbt og begyndte sin offentlige forkyndelse og undervisning som Guds „salvede“ omkring seks måneder senere, i efteråret 29 e.v.t. — Luk. 3:21-23; 4:16-21.

Som nævnt i den foregående artikel i dette blad fik Jesu måde at undervise på og indholdet af hans undervisning, såvel som hans forbløffende mirakler, mange til at slutte at han var den lovede Messias. Endog omstændighederne ved Jesu fødsel og død var noget De hebraiske Skrifter havde forudsagt med hensyn til den lovede Messias. Hvordan det?

Først og fremmest blev Jesus født i Betlehem, og om denne by læser vi i Mika 5:1: „Og du, du Betlehem-Efrata, liden til at være blandt Judas tusinder! Af dig skal udgå mig én til at være hersker i Israel. Hans udspring er fra fordum, fra evigheds dage.“ Jødernes aramaiske omskrivning eller udlægning (Targum) siger her: „Fra dig vil Messias udgå foran mig.“ — Se Mattæusevangeliet 2:1.

Den måde Jesus blev født på, fortjener også vor opmærksomhed. Evangelieberetningen fortæller:

„Engelen Gabriel [blev] udsendt fra Gud til en by i Galilæa ved navn Nazaret, til en jomfru der var lovet bort til ægteskab med en mand ved navn Josef af Davids hus; . . . Og [engelen] kom ind til hende og sagde: ’. . . se, du skal undfange i dit moderliv og føde en søn, og du skal give ham navnet Jesus. Han skal være stor og skal kaldes den Højestes søn, . . .’ Men Maria sagde til engelen: ’Hvorledes skal dette gå til, da jeg ikke har omgang med nogen mand?’ Som svar sagde engelen til hende: ’Hellig ånd vil komme over dig, og kraft fra den Højeste vil overskygge dig. Derfor skal det der fødes også kaldes helligt, Guds søn.’“ — Luk. 1:26, 27, 30-32, 34, 35.

Jesu mirakuløse undfangelse og den guddommelige ’overskygning’ af hans udvikling i Marias moderskød ville gøre ham til et fuldkomment menneske der ikke var underlagt den adamitiske synd. Messias ville således være i stand til at betale den dyrebare løsesum der skulle til for at genløse menneskeslægten fra synd og død. — Sl. 49:8; Matt. 20:28.

Ifølge Daniel 9:25-27 skulle „den Salvede“ blive „tilintetgjort“ „midt i (år)ugen“, nemlig den halvfjerdsindstyvende. I nøje overensstemmelse hermed døde Jesus på den jødiske påskedag i foråret 33 e.v.t., nøjagtig en halv ’åruge’ senere, eller tre og et halvt år efter sin dåb. — Matt. 26:2; Joh. 13:1, 2.

Var Jesus den lovede Messias? De kendsgerninger der er fremsat ovenfor peger klart på denne slutning. Men der er endda mange flere vidnesbyrd der viser det.

En ’genialitetens ånd’

Det er vigtigt at huske at Jesu liv var mere end noget der passede med årstal og steder som var forud fastlagt i Bibelens profetier. Hans lære og gerninger er blot ord på papir. Han var et levende menneske. For at afgøre om han var Messias må man betragte den „ånd“ eller grundlæggende indstilling der gjorde Jesus til det han var og som lå bag alt hvad han sagde og gjorde. I denne henseende siger den jødiske lærde Claude Montefiore i The Synoptic Gospels:

„Der er en særlig ånd og glød ved Jesu lære som man enten forstår eller ikke forstår. . . . Jesu lære, der har haft så gigantisk en virkning på verden, er andet og mere end en serie løsrevne påbud. Den er ikke blot summen af de enkelte dele; den er et hele, en ånd. Denne ånd bærer genialitetens kendemærke. Den er storslået, tilskyndende, heroisk. . . .

Selv om man fra forskellige kilder kunne finde nogle nære paralleller til 970 af de lad os sige, 1000 vers i evangelierne hvor Jesus taler, og selv om man satte dem sammen og lavede en pæn lille bog af dem, ville man ikke have frembragt en erstatning af tilsvarende religiøs værdi. Enheden, atmosfæren, ånden, genialiteten ville være borte. Eller snarere, man kunne ikke indgyde disse i sin elegante samling af fragmenter og udsøgte stykker.“

Har De personlig gjort en indsats for at forstå „ånden“ i Jesu lære ved at foretage et omhyggeligt studium af de fire evangelieberetninger hos Mattæus, Markus, Lukas og Johannes i lyset af De hebraiske Skrifter? At gøre det vil hjælpe én til at forstå hvad det var Messias først skulle udrette og hvorfor Jesus fra Nazaret ikke på sin tid svarede til mange udbredte forventninger vedrørende Guds „salvede“. Det han udrettede blev imidlertid grundlaget for at hele menneskeheden kan få vidunderlige velsignelser i nær fremtid. Hvilke velsignelser vil det være? Vil De komme til at opleve dem?

Det sidste han skulle udrette — noget der begynder i vor tid

De hebraiske Skrifter indeholder også profetier om at „Menneskesønnen“, eller Messias, som en herlig himmelsk konge skulle modtage „magt og ære og herredom“ fra Gud, for at ’alle folk, stammer og tungemål skulle tjene ham’. (Dan. 7:13, 14) Under dette himmelske riges regering vil menneskeheden glæde sig over evigt liv i fuldkommen sundhed i et genoprettet jordomspændende paradis. (Sl. 133:3; sammenlign med Esajas 33:24; 35:5, 6.) Selv de døde vil vende tilbage til livet i en opstandelse. (Job 14:13-15; Dan. 12:13; Joh. 5:28, 29) At Messias frivilligt ofrede sit fuldkomne menneskeliv gør alt dette muligt. Men hvornår vil velsignelserne komme?

I strid med de udbredte forventninger blandt datidens jøder sagde Jesus: „Guds rige kommer ikke på en iøjnefaldende måde så man kan iagttage det.“ (Luk. 17:20) Hvordan kan vi da se det når Riget er nær?

Som et tegn på „afslutningen på tingenes ordning“ forudsagde Jesus blandt andet store krige og en bemærkelsesværdig mangel på levnedsmidler, foruden jordskælv, forøget lovløshed og andre „veer“. (Mattæus 24:3, 6-8,12; sammenlign med Åbenbaringen 6:1-8.) Har sådanne ting ikke plaget menneskeheden i en målestok uden sidestykke siden det epokegørende år 1914? Ifølge Jesu profeti ville den generation der erfarede dette komme til at se velsignelserne af Messias’ regering begynde at brede sig ud over jorden. (Matt. 24:34; Zak. 9:10) Er det ikke den bedst tænkelige nyhed for mennesker der lever i dag?

De hebraiske Skrifter fortæller om de første ting Messias skulle udrette som den der skulle sone synden, og peger tydeligt på år 29 e.v.t. som det år hvor han skulle vise sig. (Dan. 9:25) Hans offerdød skulle finde sted en halv ’åruge’ senere. (Dan. 9:26, 27; Es. 52:13 til 53:12) Jesus fra Nazarets liv svarer nøjagtigt til disse og alle andre profetier om Messias’ gerning. I betragtning af dette — fortjener evangelieberetningerne så ikke den mest alvorlige og omhyggelige undersøgelse? Er De villig til at foretage en sådan undersøgelse? Hvis vi ønsker at få andel i de jordomspændende velsignelser ved Messias’ herredømme, er det bydende nødvendigt for os at gøre dette.

[Fodnote]

Med hensyn til hvordan jøderne omkring begyndelsen af vor tidsregning så på denne profeti, skrev en rabbiner i det syttende århundrede, Menasseh ben Israel, i sit værk De Termino Vitae [„Om livets afslutning“]: „Nogle ville antage at når disse 70 uger udløb ville Messias komme og gøre dem til herskere over hele verden. Ja, alle der greb til våben imod romerne på den tid havde den opfattelse.“

[Ramme på side 17]

’Tiden er allerede udløbet’

I ÅRET 1649 var der i Venedig i Italien en debat mellem to jøder angående betydningen af de halvfjerds åruger. (Dan. 9:24-27) Debattørerne, hvoraf den ene havde antaget kristendommen, valgte som deres voldgiftsmand Simone ben Isak Simhah Luzzato, den ældste lokale rabbiner. Til stede ved debatten var desuden en af Luzzatos elever, den lærde Samuel ben David Nahmias, sammen med dennes broder Josef. Nahmias skriver om denne begivenhed:

„De to modstandere debatterede først modigt indbyrdes. Men da det blev klart at sejren hældede til gunst for den kristne, slog Luzzato, der sad på den fornemme plads som dommer i striden, pludselig begge hænder i bordet og sagde:

’Det skriftsted der er til diskussion her har, som I ved, gjort de dygtigste rabbinere så rådvilde og forvirrede at de ikke længere ved om de er i himmelen eller på jorden.’ Og efter endnu nogle få ord af samme slags tilføjede han, efter at have ført fingeren til læberne: ’Lad os hellere tie stille, og lad os lukke bøgerne, for hvis vi skulle spekulere længere over denne profeti hos Daniel, ville det nødvendigvis gå sådan at vi alle blev kristne. Det kan ikke benægtes at det deri klart er vist at Messias er kommet, og at tiden for dette allerede er udløbet. Hvorvidt det er Jesus fra Nazaret ønsker jeg ikke hastigt at fremsætte min mening om.’

På denne måde sluttede mødet, og sammen med dét ophørte min og min broders hengivenhed for den jødiske sekt; fra nu af besluttede vi begge at tage imod den kristne tro.“ — „Via Della Fede“ [Troens vej] af Giulio Morosini (det navn Nahmias antog efter at han havde accepteret Jesus som Messias). Trykt i Rom i 1683.