Kan verden forandres?

MANGE har ment at der kunne skabes en bedre verden, og i tidens løb er der da også unge som har prøvet på det. I 1960erne, for eksempel, var de unge almindeligvis forsidestof i aviserne på grund af deres bestræbelser for at ændre tingenes ordning. I tusindvis gik de i samlet protest mod det de kaldte et diskriminerende, lovløst og grusomt samfund. Men i den senere tid er praktisk talt alle disse forsøg på at forandre det bestående hørt op.

For et par år siden, da søgelyset blev rettet mod nogle af verdens kendteste mænd på grund af deres korrupte handlinger, hørte man næppe en røst af harme fra de unge. Det var forbløffende i betragtning af ungdommens kamp for en reformering nogle få år tidligere! Hvad var årsagen?

I bogen The Conspiracy of the Young [De unges sammensværgelse], udtaler to lærere, Paul Lauter og Florence Howe, sig om hvad det er der har fået de unge til at ændre holdning i den senere tid. „Man havde den grundlæggende idé [nogle år tidligere], kald det middelklasse-optimisme om De vil, at den gældende samfundsordning kunne omdannes fra grunden . . . men [Vietnam-]krigen ændrede alt.“

De vældige bestræbelser tressernes unge gjorde sig for at ændre forholdene, stillede dem over for den barske realitet. Noget gik op for dem, noget de ikke før havde forstået og som mange i den modnere alder lukker øjnene for, nemlig dette: verden er i bund og grund fordærvet, og den har været det hele tiden. En af tressernes unge aktivister bemærkede dette i et indlæg i New York Times Magazine for nogen tid siden: „Vi havde draget den slutning, som også var rigtig, at vi levede i en rådden, korrupt, moralsk fordærvet, hensynsløst udbyttende samfundsorden, men vi forstod ikke at det bare betød at den fungerede som den plejede.“

Og hvilken slutning er mange af den unge generation så kommet til? At de intet kan gøre mod det bestående fordærv; systemet er helt igennem råddent, og det gælder både dets politik, dets handel og dets religion. Det kan ikke laves om så vi får en bedre verden. Som en anden ung aktivist fra tresserne skrev om sine anstrengelser for at gøre verden bedre: „Disse erfaringer gav mig en følelse af at systemet ikke kunne ændres. Jeg opgav forsøget på at lave om på det, og min filosofi blev ’spis, drik og vær glad’.“ Og efter alt at dømme har millioner af unge indtaget samme holdning.

„Det er det kedelige ved mange unge i dag,“ siger visse blandt de lidt ældre måske, „de er så negative og pessimistiske.“ Men de unge svarer sandsynligvis: „Vi er ikke negative; vi er blot realistiske,“ og det er flere og flere som følger udviklingen, enige med dem i. For eksempel kommer man i sammendraget af den vidt udbredte 2. rapport til Romklubben, kaldet „Menneskeheden ved vendepunktet“, til følgende konklusion: „Vi er slået ind på en kurs der kan få katastrofale følger . . . mennesket synes ikke at have store chancer.“

Professorerne Dennis C. Pirages og Paul R. Ehrlich forudser også en verdenskatastrofe. I slutningen af deres bog Ark II siger de: „Det der sker og er sket i De forenede Stater og rundt omkring i verden er symptomatisk for et forestående omfattende sammenbrud af industrisamfundet. Som borgere i verden er vi nu alle indblandet i en kæmpetragedie; hvert menneske, hver familie og hver nation kæmper for at holde sig på toppen, mens hele systemet er på nippet til at bryde sammen.“

De fleste midaldrende mennesker indrømmer at det står sløjt til med denne verden, men, siger de, det er den eneste verden vi har. I stedet for at give op og indstille os på at den bryder sammen, bør vi derfor gøre alt hvad vi kan for at redde den, ændre den til det bedre. Men vor tids unge betragter almindeligvis sådanne reformbestræbelser som spild af tid; det ligner et forsøg på at tømme havet med et fingerbøl, siger de.

Har de unge der ser sådan på det ret? Er det håbløst? Skal vi hellere antage filosofien ’spis, drik og vær glad, for i morgen skal vi dø’?

Bliver der idet hele taget nogen fremtid?

På grund af de tilsyneladende håbløse verdensforhold er mange unge begyndt at leve udelukkende for den sanselige nydelse. Men nogle har indset at det ikke er det der giver dem virkelig glæde og tilfredshed i tilværelsen. Tværtimod medfører det ofte hjertekvaler. Et af tegnene herpå er det enorme selvmordstal blandt unge mennesker. I De forenede Stater, for eksempel, steg det så uhyggeligt som 250 procent fra 1955 til 1975 for aldersklassen femten til fireogtyve år.

„Hvilken løsning er der så; hvor vil I hen med dette her?“ spørger den unge læser måske. „I vil da ikke fortælle os at vore problemer løser sig og vi bliver glade og tilfredse hvis blot vi opfører os pænt og lever efter ’den gyldne regel’? Prøver I på at fortælle os at verden bliver bedre af det, og at alle disse skrækkelige ulykker man har forudsagt derved afværges?“

Nej, det siger vi ingenlunde. Faktisk vil det kun have lidt, om overhovedet nogen, virkning på verdensforløbet om den enkelte lever et såkaldt ’pænt liv’ eller ej. Jesus Kristus levede et eksemplarisk liv på jorden, men det gjorde ikke verden bedre. Hans første disciple fik ikke verden reformeret; men det forventede de heller ikke, de prøvede ikke engang på det. Forbavser det dig?

Det forbavser ikke os, når vi ser på hvad Jesus og hans disciple lærte os om denne verden. Jesus var klar over at verdensordningen var fordærvet og ikke kunne forbedres. Derfor pegede han på den eneste realistiske løsning, der indebærer at systemet bliver fjernet. Han sammenlignede dets ødelæggelse med det der skete i Noas dage, idet han sagde:

„For ligesom Noas dage var, sådan vil Menneskesønnens nærværelse være. For som de var i de dage før vandfloden, de spiste og drak, mænd giftede sig og kvinder bortgiftedes, indtil den dag Noa gik ind i arken, og de gav ikke agt før vandfloden kom og rev dem alle bort, sådan vil Menneskesønnens nærværelse være.“ — Matt. 24:37-39.

Disciplene var levende interesseret i hvad Jesus forkyndte om dette. I realiteten havde de lige stillet ham spørgsmålet: „Hvad vil være tegnet på din nærværelse og afslutningen på tingenes ordning?“ (Matt. 24:3) De tog imod Jesu lære angående afslutningen på tingenes ordning, og en af dem skrev senere: „Verden er ved at forsvinde, og det er dens begær også, men den der gør Guds vilje forbliver for evigt.“ — 1 Joh. 2:17.

Måske spekulerer De nu på om den verdensafslutning Kristus og hans disciple talte om kan være nær forestående. Det vil her være af interesse at se hvad Jesus svarede da disciplene bad om et „tegn“ på afslutningen på tingenes ordning. Hans svar står at læsse i Bibelen, hovedsagelig i Mattæus-evangeliet, kapitel 24, Markus-evangeliet, kapitel 13, og Lukas-evangeliet, kapitel 21.

Jesus gav dem et „tegn“ som bestod af mange enkeltheder. Alle disse forskellige begivenheder, sagde han, ville indtræffe lige før verdensødelæggelsen. De kan iagttages overalt i verden nu! Ifølge Jesu profeti betyder det at ødelæggelsen af systemet er nær!

„Hvis det er rigtigt,“ siger De måske, „hvorfor så ikke søge at få så meget som muligt ud af livet før det er forbi? Hvilken fremtid er der i det hele taget?“

Sagen er, at afslutningen på denne tingenes ordning baner vejen for den skønneste fremtid vi i vor vildeste fantasi kan forestille os. Det hænger sammen med at afslutningen på denne tingenes ordning ikke betyder at alt liv på jorden hører op, for husk at ovennævnte bibelske løfte lød: „Den der gør Guds vilje forbliver for evigt.“ Og livet på jorden vil da være langt mere attråværdigt end nu. Det kan vi være sikre på, for Bibelen siger om vor Skaber og Livgiver: „Du åbner din hånd og mætter alt, hvad der lever, med hvad det ønsker.“ — Sl. 145:16.

„Men det lyder som var det ønsketænkning,“ siger nogle. Og dog er det langt mere. Vi har overbevisende argumenter der taler for at vi optimistisk kan forvente en varig, lykkelig fremtid. Lad os nu se hvorfor vi siger det.

[Ramme på side 6]

Frygt for fremtiden

Af frygt for et forestående sammenbrud træffer mange mennesker foranstaltninger til at sikre sig. Tidsskriftet Time for 4. august 1975 berettede: „Forventningen om ragnarok er mærkværdigvis en af de ting der på uhyggeligt ophidsende måde optager folks tanker i vor tid. . . . En gruppe californiske udflyttere har grundlagt noget som de kalder Scott Meadows Club — cirka 300 hektar frugtbart bjerg- og naturområde i det nordlige Californiens Siskiyou County, som helt er helliget en hemmelig tilbagetrækning når civilisationen, som vi kender den, engang går i opløsning.“