Watchtower ONLINE LIBRARY
Watchtower
ONLINE LIBRARY
Dansk
  • BIBELEN
  • PUBLIKATIONER
  • MØDER
  • g76 8/12 s. 5-7
  • Hvorfor slår nogle deres børn?

Ingen video tilgængelig.

Beklager, der opstod en fejl med at indlæse videoen.

  • Hvorfor slår nogle deres børn?
  • Vågn op! – 1976
  • Underoverskrifter
  • Lignende materiale
  • Forfærdende grusomhed mod børn
  • „Ingen bestemt type“
  • Ubehersket vrede — hvorfor?
  • Forældre som føler sig „mindreværdige“
  • Virkningen af „den ny moral“
  • Hvordan du kan beskytte dine børn
    Vågn op! – 2007
  • Kærlighed og retfærdighed i en tid med ondskab
    Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 2019
  • Almindelige misforståelser
    Vågn op! – 1993
  • Forebyggelse i hjemmet
    Vågn op! – 1993
Se mere
Vågn op! – 1976
g76 8/12 s. 5-7

Hvorfor slår nogle deres børn?

„DET lyder som en lærebog for koncentrationslejrbødler eller for eksperter i systematisk nedværdigelse af mennesket,“ skrev en journalist. Hvad hentydede han til?

Børnemishandling. Mange rapporter har i den senere tid fortalt at børnemishandling har bredt sig som en epidemi, både i vesten og i andre dele af verden. Der har også været megen opmærksomhed om problemet; i Genève holdtes der i september en konference om emnet ’vold mod børn’, og herhjemme blev der på Christiansborg holdt en konference om samme emne.

Hvor slemt står det til? „’Epidemi’ af børnemishandling — to børn mister livet hver dag,“ erklærede en overskrift i American Medical News for 21. april 1975. En måned senere oplyste The Journal of Legal Medicine: „Den hyppigste årsag til børnedødsfald i dag er måske børnemishandling. Ifølge en kommentator sker der flere dødsfald på grund af børnemishandling end der sker på grund af ulykkestilfælde og smitsomme sygdomme tilsammen.“

Henimod slutningen af 1975 oplyste nyhedsbureauet UPI: „Hvert år udsættes mere end en million amerikanske børn for fysisk mishandling eller vanrøgt.“ Meddelelsen fortsatte med at referere nogle oplysninger fra Douglas Besharov, en talsmand for det amerikanske sundheds-, undervisnings- og socialministerium: „Selv med den snævreste definition, sagde han, dør der [i U.S.A.] 2000 børn om året under omstændigheder der er forbundet med mishandling eller vanrøgt.“ Statistikken viser at det som regel drejer sig om børn der er under fem år, og hyppigt under ét år gamle.

Forfærdende grusomhed mod børn

Beretningerne om børnemishandling er hjerteskærende. Ifølge en politirapport udsatte en mand fra Bronx i New York fire små børn for følgende:

● Han smurte deres knæ ind i sirup og tvang dem til at kravle hurtigt frem og tilbage på knæene tværs over et gulv der var oversået med ris.

● Han klædte børnene af og anbragte dem på hylder i et 2 meter højt metalskab; derefter blev der hældt varm stearin på deres bagdele, og så blev de låst inde i skabet i en time eller mere.

● Da den syvårige dreng vækkede manden ved at lave støj, stoppede han drengen ind i en ovn, lukkede lågen og tændte. Drengen undslap udelukkende en forfærdelig død fordi hans moder styrtede til og befriede ham.

I et andet tilfælde blev et barn på halvandet år fundet dinglende fra en gren på kanten af en klippe 90 meter over en frådende brænding. Det var blevet forladt. I sin bog Children Are People Too [Børn er også mennesker] siger Virginia Coigney: „Forældre har afhugget små hænder, brændt, lemlæstet, slået, sultet, lænket, indespærret og myrdet deres afkom.“ Foruden fysisk mishandling udsættes spædbørn og små børn hyppigt for verbal, følelsesmæssig og seksuel mishandling.

Hvad er det for en type forældre eller andre voksne der kan finde på at udsætte børn for sådanne grusomheder? Er det hovedsagelig mentalt fordærvede, økonomisk dårligt stillede personer eller folk fra andre uheldigt stillede kategorier?

„Ingen bestemt type“

Det viser sig at børnemishandling går på tværs af racemæssige, økonomiske og sociale linjer. „Der er . . . ikke nogen bestemt forældretype der mishandler,“ bemærker Virginia Coigney. „Hvis problemet bliver undersøgt i Baltimore, er de fleste af forældrene sorte; hvis det bliver undersøgt i Salt Lake City, er de fleste af dem hvide. Racemæssige faktorer afhænger kun af hvordan den gruppe der analyseres er sammensat.“ Samme forfatter fortsætter med at påpege:

„Børnemishandling som sådan er sjældent en følge af ren og skær modvilje, endsige had til børnene. Sagkyndige er, med få undtagelser, enige om at de forældre der slår, elsker det barn de slår. Og om ikke det pågældende barn, så andre børn. Der er rigelige vidnesbyrd om at børnemishandleren ønsker at handle anderledes, og i langt de fleste tilfælde er det den der foretager mishandlingen der over for de rette myndigheder gør opmærksom på sine handlinger, øjensynlig i håb om at beskytte barnet mod sin [faderens eller moderens] sygdom. For det er en sygdom. Børnemishandling er blevet beskrevet som en kronisk sygdom med akut tilbagevendende traumatiske episoder.“

Hvad er årsagen til denne „sygdom“? Hvordan kan man sikre sig at man ikke bliver angrebet af den?

Ubehersket vrede — hvorfor?

Årsagerne til børnemishandling har været genstand for omfattende forskning. I næsten ethvert tilfælde er der ét element til stede. Hvilket? Ifølge et interview med dr. C. Henry Kempe, en sagkyndig vedrørende børnemishandling, handler mere end 90 procent af de pågældende forældre i ubehersket vrede. Hvordan går det til?

Ofte opstår vrede når der dukker omstændigheder op som forældrene, eller en af dem, ikke er forberedt på. Trist nok er den nye omstændighed ofte parrets første barn. „Mange unge piger har ingen idé om hvad det kræver at passe et barn,“ forklarer dr. Jane Gray, en af dr. Kempes medarbejdere. „Ingen har fortalt dem noget som helst om at skifte bleer, slå en feber ned, tørre spildt mad op, og stå op midt om natten.“ Nogle forældre der er glade for at sørge for et hjælpeløst spædbarn, bukker under for fortvivlelse og raseri når den lille begynder at stavre omkring, klatrer ud af sin seng eller sin kravlegård og får fingre i alting. Andre har ikke noget imod lidt større børn, men kan ikke klare spædbørn.

En vigtig faktor i forbindelse med børnemishandling er bylivet. Overbefolkede byer med støj og forurening af luft og vand skaber en spænding som mange voksne ikke kan klare. Alt for ofte er det de hjælpeløse børn der bliver ofrene, når voksne ’går amok’.

En artikel i Detroit-bladet News peger på en anden faktor ved børnemishandling: „Sagkyndige er bekymrede for at en kraftig stigning i antallet af børnemishandlinger bliver følgen af den stigende arbejdsløshed i Detroit.“ Ikke blot lider arbejdsløse fædre af en følelse af at være til ingen nytte, men de har børnene omkring sig det meste af dagen og ikke bare den time eller to de plejer at tilbringe sammen med dem når de går på arbejde. Mænd er ligesom ikke indrettet til at klare små børns hvinen, hoppen op og ned og ustandselige faren omkring.

Men børnemishandlingen har som regel også dybere rødder, på et mere personligt plan. Hvordan det?

Forældre som føler sig „mindreværdige“

De folk der arbejder for at få børnemishandlingen standset, opfordrer gang på gang forældre til at analysere sig selv. Nogle forældre nærer urealistiske forventninger til deres børn. Hvorfor? Carole Bowdry fra Dallas i Texas, som leder en analyse af børnemishandling, påpeger: „Mange forældre der mishandler deres børn har kun ringe selvrespekt og har fået en følelse af at være ’mindreværdige’, at det var umuligt for dem at leve op til deres egne forældres forventninger. Følgen blev at da de voksede op og selv fik børn, begyndte de at spille den komedie at de var som de skulle være, ved i realiteten at sige til deres børn: ’I er ikke som I skal være, men det er jeg.’“

Disse forældre, der selv har savnet kærlighed og er blevet mishandlet som børn, forventer ofte det umulige af deres afkom. Skribenten Edward Edelson forklarer, idet han kommenterer en af dr. Kempes undersøgelser:

„Det er klart at hver sag er noget for sig. Men dr. Kempes forskerhold fandt i hvert fald én faktor der gik igen i næsten alle tilfælde: En fader eller moder der blev pryglet som barn, prygler nu selv løs på sine egne børn. Forkastet af deres egne forældre, overbevist om deres egen utilstrækkelighed, har sådanne forældre vanskeligheder med at oprette normale forhold til andre mennesker, og de forventer en hel del af deres børn. Disse forventninger bliver aldrig realiseret, fordi intet normalt barn kan være det fuldkomne væsen som disse forældre ønsker. Så bliver barnet slået, og kredsløbet fortsætter.“

En undersøgelse foretaget af Massachusetts’ Forening til Forhindring af Grusomhed mod Børn gav lignende resultater. Man undersøgte børnemishandling i 115 familier omfattende 180 børn. Resultaterne viste at børnemishandlere i ni ud af ti tilfælde har „alvorlige sociale problemer“. De er for det meste indesluttede mennesker, med lidt eller slet ingen omgang med andre mennesker. Mange af dem prøver at få dækket næsten hele deres behov for fællesskab og kærlighed hos deres barn (eller børn). De betragter børnene som „mini-voksne“ og forlanger at de skal have samme hengivenhed, målbevidsthed og selvbeherskelse som voksne. Naturligvis kan ingen små børn leve op til sådanne forventninger, men deres svigten bliver betragtet som forsætlig ulydighed, og på dette grundlag bliver de straffet.

Virkningen af „den ny moral“

Indstillingen til seksualmoralen har ændret sig radikalt i de senere år. I vor tid er det almindeligt at mænd og kvinder skifter partnere efter forgodtbefindende. Hvordan man end ser på dette, står det fast at det har bidraget til at øge antallet af børnemishandlinger. På hvilken måde?

Dr. Peggy Ferry, en børneneurolog ved Oregon-universitetets lægefakultet, bemærker: „Den nye kæreste bliver hyppigt rasende over det lille, irritable barn. Barnet minder ham måske om moderens tidligere elsker, eller det griber forstyrrende ind i parrets fritidsplaner.“ Det var en sådan „kæreste“ der udtænkte de torturmetoder vi nævnte i begyndelsen af denne artikel.

De stadig flere rapporter om at hjælpeløse børn bliver slået, torteret og myrdet, er i sandhed tragiske. Vi har her omtalt nogle af de vigtigste årsager til børnemishandling. Hvordan kan problemet bekæmpes? Og hvad kan man gøre hvis man selv er tilbøjelig til at miste besindelsen og slå løs på sine børn?

    Danske publikationer (1950-2025)
    Log af
    Log på
    • Dansk
    • Del
    • Indstillinger
    • Copyright © 2025 Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania
    • Anvendelsesvilkår
    • Fortrolighedspolitik
    • Privatlivsindstillinger
    • JW.ORG
    • Log på
    Del