Verdensomspændende protest mod grusomhederne
JEHOVAS VIDNER har i de seneste måneder skrevet titusinder af breve til myndighedspersoner i Malawi, deriblandt til præsident Banda. De har henstillet at der bliver gjort noget for at lindre lidelserne for deres kristne brødre og søstre. Men efterhånden som det bliver mere og mere kendt hvilke grusomme ting der foregår, og efterhånden som flere og flere udenforstående bekræfter meddelelserne, er der mange andre end Jehovas Vidner der har løftet røsten og protesteret over for myndighedspersoner i Malawi.
For eksempel har et medlem af De forenede Staters senat, Frank Church, protesteret mod forfølgelsen; i det amerikanske senat har han sagt: „Jeg vil gerne anmode om enstemmig tilslutning til at en lederartikel fra The Wall Street Journal samt en artikel skrevet i Zambia af Dial Torgerson til Los Angeles Times, som fortæller hvad der sker med Jehovas vidner, trykkes i Kongressens optegnelser.“ Der var ingen indvendinger imod dette, så artiklerne blev optaget i Kongressens optegnelser på side S224, den 21. januar 1976.
George E. Brown jun., som er medlem af Repræsentanternes Hus i De forenede Stater, nævnte også sagen i Kongressen, og hans udtalelse blev indført i Kongressens optegnelser på side E262, den 28. januar 1976: „I Malawi, som har en ét-parti-regering, er der en lov som siger at alle indbyggere skal eje et partikort. Jehovas vidner nægter at bære et sådant, og har derved udsat sig selv for forfølgelse.“
Derefter sagde Brown: „Jeg opfordrer mine kolleger til at læse de følgende artikler om emnet, som jeg også ønsker at indføre i Kongressens optegnelser, og til at overveje at indtage en mere aktiv holdning for at prøve at ændre disse forhold ved at optage direkte kontakt med regeringspersoner i Malawi og ved at ændre målsætningen for vor udenrigspolitik. Vor politik bør være en genspejling af vores afsky, ikke af vores ligegyldighed.“
Men der er blevet gjort mere end blot at indføre pressemeddelelser om forfølgelsen af Jehovas vidner i Kongressens optegnelser. Mange højtstående myndighedspersoner, både i U.S.A. og andre lande, har skrevet direkte til præsident Banda i Malawi om sagen. Et af brevene, skrevet af et amerikansk kongresmedlem, er aftrykt her på siden. Oversættelsen findes side 11.
Sagen har også været nævnt i det danske folketing; både udenrigsministeren og flere folketingsmedlemmer har fået og besvaret henvendelser angående forfølgelsen, og de er blevet spurgt om hvad Danmark kunne gøre for at hjælpe ofrene, især i betragtning af at Danmark yder en betragtelig bistand til Malawi. Den 17. februar 1976 ringede folketingsmand Bent Honoré til Jehovas Vidners danske afdelingskontor; han ønskede at de forfulgte Jehovas vidner i Malawi skulle vide at det danske folketing havde drøftet deres sørgelige situation — „så ved de at de ikke er glemt. Det kan være en opmuntring for dem“.
Jehovas vidners situation i Malawi har også givet anledning til en længere drøftelse i Vesttysklands forbundsdag i Bonn, i marts 1976. Som svar på et spørgsmål sagde en minister ved navn Wischnewski blandt andet: „Forbundsregeringen har benyttet meddelelserne om forfølgelse af Jehovas vidner i Malawi som en anledning til at lade ambassadøren udtrykke Tysklands mening over for Malawis regering.“
Hvad undersøgelser viste
Som nævnt i den foregående artikel har den øverste pressesekretær for Kirkernes Verdensråd (KV) sagt at hans organisation selv har undersøgt Jehovas vidners situation i Malawi for at få meddelelserne om den grusomme behandling bekræftet. Som resultat af undersøgelserne skrev lederen af Kirkernes Verdensråd, dr. Philip A. Potter, et personligt brev til præsident Banda; på side 8 og 9 bringer vi en gengivelse af brevet.
I juni 1976 udsendte KV også en pressemeddelelse om sagen. Deri meddelte man at dr. Potter „har appelleret til Malawis præsident, dr. H. Kamuzu Banda, om at løslade de af sektens medlemmer som i øjeblikket holdes indespærret i lejre eller er arresteret og i fængsel. Dr. Potter har henstillet at de bliver sendt tilbage til deres landsbyer så de kan føre et normalt liv“.
Derudover nævnte pressemeddelelsen at dr. Potter havde „opfordret regeringen og Kongrespartiet til at tage sin holdning og politik over for Jehovas vidner op til fornyet overvejelse, og havde opfordret til at man indledte samtaler med deres ledere for at undersøge hvordan man på bedste måde kunne finde en varig løsning på problemet“.
Flere protester
Der har lydt mange forskellige slags protester mod Malawi-regeringen til fordel for Jehovas vidner. For eksempel bragte en amerikansk avis, The Examiner for den 6. april 1976, en omtale af sagen. Avisen udgives i byen Independence i Missouri, og byen Independence er netop venskabsby med byen Blantyre i Malawi. Avisen fortæller:
„Der er blevet indsamlet og afsendt penge til Blantyre. Dr. Banda besøgte endda Independence i 1968, hvor han ved en frokost på Stephensons Apple Farm velsignede alle de tilstedeværende med spidsen af en løvehale. Hvad enten vi kan lide det eller ej er vi temmelig tæt forbundet med den berygtede læge og hans by Blantyre.“
Keith Wilson jun., der har skrevet artiklen i The Examiner, tilføjede denne protest: „Jeg foreslår at byrådet enten hæver forbindelsen pr. omgående, eller også følger dr. Bandas filosofi og begynder at forberede en passende ceremoni til minde om Adolf Hitlers fødselsdag den 20. april.“
Det der sker i Malawi har givet anledning til dyb bekymring hos mange som kender præsident Banda personligt. Der er for eksempel nogle som kan huske ham fra hans studietid i De forenede Stater og England, hvor han blandt andet blev uddannet som læge.
En af hans tidligere lærere ved Wilberforce Academy, Flora Isabel Askew, udbrød, da hun hørte om dr. Bandas behandling af Jehovas vidner: „Du godeste, hvordan kan han være sunket så dybt?“ Hun huskede at da hun traf Banda engang i tresserne „var det hans eneste håb at han kunne give sit folk frihed“.
Appel om at vise hensyn
Der er skrevet mange breve til præsident Banda med indtrængende appeller til ham om at lette situationen for disse borgere i Malawi som lider uretfærdigt. En mand der kendte ham fra hans tid i England, Lord MacLeod af Fuinary, skrev for eksempel et brev til ham i februar i år. Han bad om tilgivelse hvis det var forkert af ham at kalde præsidenten for doktor. Men, som han sagde, „det var sådan vi plejede at tiltale Dem for mange år siden i Community House, Clyde Street, Glasgow“.
Lord MacLeod er ikke et af Jehovas Vidner; det der havde fået ham til at skrive var imidlertid „nogle pressemeddelelser der for nylig er fremkommet her, angående Jehovas Vidner i Malawi“. Derefter skrev han om Jehovas Vidner: „De er velkendte i hele verden for at leve et fredsommeligt og arbejdsomt liv. . . . Jeg vil gerne bede Dem om at svare mig personligt. Hvis jeg kun får et officielt svar fra en af Deres underordnede, kan jeg kun formode at De ikke er til at tale med om emnet, og må så drage mine egne slutninger.“
En amerikansk læge, dr. Walter King, skrev en særlig bevægende appel til præsident Banda, i et brev dateret den 26. maj 1976:
„Lad mig først fortælle hvem jeg er, før jeg tager mig den frihed at henvende mig til Dem om en sag der ligger mig meget på sinde. Jeg er den læge som i 1968 var formand for lægerådet ved Piedmont Hospital i Greensboro, North Carolina, U.S.A., på det tidspunkt hvor hospitalet blev nedlagt.
Igennem forskellige kirkesamfund (deriblandt Jehovas Vidner) erfarede vi at Deres fortræffelige udviklingsland var et af de lande hvis hospitalsudstyr på det tidspunkt var så begrænset at vort materiel . . . dér kunne komme til nytte i menneskehedens tjeneste, som det havde været på vort eget lille hospital. . . . Vi besluttede prompte at sende vort lille men velmente bidrag til Malawi for at afhjælpe noget af landets hospitalsmæssige behov . . .
De og jeg er videnskabsmænd af profession, og det er svært for os at forstå hvordan nogen kan have så dyb en tro på nogen som helst religion at de hellere vil dø end tage imod en blodtransfusion, men på baggrund af vores egen erfaring her i landet kan jeg forsikre Dem om at disse mennesker virkelig tager deres tro så alvorligt (og dette er en af deres trossætninger, på linje med det at holde sig adskilt fra politik og krig) at de hellere vil give afkald på livet end de vil gå imod troen. De tager ikke imod blod, ikke engang ved de alvorligste kirurgiske indgreb. Muligvis mener De, ligesom jeg, at hvis vi kunne overføre denne troskab til nationalfølelse og samfundssind, så ville udbyttet mere end opveje dét at tolerere deres ganske vist noget fanatiske meninger. Idet jeg prøvede at sætte mig selv i Deres sted som præsident for Malawi, faldt det mig ind at det kunne være et indfald af politisk genialitet at inddrage Jehovas Vidners samlede indsats som gruppe betragtet og lade dem bevise i Malawi at de er netop den type gode borgere som ethvert land kunne være stolt af. Dette vil komme når de værdsætter den tolerance som De forhåbentlig vil vise for deres religiøse overbevisning.
Det kan være at jeg specielt er i stand til at rette denne anmodning til Dem, hr. præsident, fordi jeg kender disse mennesker som læge. Det forholder sig sådan at jeg, skønt jeg er katolik, tror på deres ret til at afslå blod når jeg behandler dem som kirurg, og samtidig lønner de mig for min tolerance ved at følge den mindste af mine henstillinger fra behandlingens tidligste del, ved at tro på mine lægeråd, og ved at stole fuldt ud på min oprigtighed. I min faglige berøring med dem har jeg fundet at de er 100 procent ærlige, modige i næsten opsigtsvækkende grad, og loyale i et forhold der langt overstiger det blot og bart nødvendige. Hvis jeg var leder af en hel nation bestående af disse mennesker, tror jeg helt oprigtigt at det på snesevis af måder ville betale sig at indrømme dem deres tankefrihed, idet de sætter et eksempel for andre ved at fremme nationalfølelsen ved deres flid, kristendom og ærlighed, ja endda ved betaling af skat.“
Den 31. maj 1976 forkyndte præsident Banda at han havde dannet et nyt kabinet med tolv medlemmer, hvor han selv var justitsminister. Kan det tænkes at dr. Banda har fået forkerte oplysninger om Jehovas Vidner? Har nogle af hans nuværende eller tidligere rådgivere forledt ham til at tro at Jehovas vidner er genstridige og lovløse mennesker? De der personligt kender nogle af disse kristne forkyndere, ved at sådanne beskyldninger er grundløse.
For dem der ikke kan se sagen fra Jehovas Vidners synspunkt, kan det måske nok se ud som om de er genstridige når de nægter at købe et lille medlemskort til et politisk parti for et ganske ringe beløb. Men for disse kristne drejer det sig om tilbedelsen af Gud. Det leder tanken hen på noget der skete i det medo-persiske verdensrige i fortiden, da nogle mænd som hadede hebræeren Daniel, fik en lov gennemført. Loven gik ud på at enhver der i tredive dage rettede en bøn til nogen anden end kongen, det være sig en gud eller et menneske, skulle kastes for løverne.
Daniel havde ikke nogen speciel lyst til at blive kastet for løverne, lige så lidt som Jehovas vidner i dag ønsker at blive fængslet, pryglet eller voldtaget. Men alligevel bad Daniel straks til Jehova Gud. Han var ikke et lovløst og genstridigt menneske. Det drejede sig imidlertid om tilbedelsen af Gud, og denne tilbedelse bør have forrangen fremfor enhver verdslig myndighed. (Dan. 6:4-12) Jesu apostle sagde, da de engang var i en situation der kan sammenlignes hermed: „Vi bør adlyde Gud som vor hersker mere end mennesker.“ — Apg. 5:29
Hvordan kan problemet løses?
Problemet kunne løses ganske enkelt. Hvis der blev udstedt en slags kort som udelukkende var identifikationskort, ville Jehovas vidner i Malawi med glæde købe det, ganske som deres trosfæller i mange andre lande køber et sådant kort og altid bærer det på sig i lydighed mod deres lands lov.
Men den bedste løsning ville måske være at man, i religionsfrihedens navn, ikke forlangte at Jehovas vidner skulle købe det politiske kort. Mange nationer er stolte af at deres borgere har ret til at have mange forskellige meninger uden at blive forfulgt. Disse lande respekteres af andre lande fordi de tolererer forskellige opfattelser.
Med alle parters vel på sinde vil kristne i hele verden bede til Gud i forbindelse med præsident Banda, i overensstemmelse med den bibelske opfordring til at bede „for konger og alle dem som er i høje stillinger, så vi fortsat kan føre et roligt og stille liv med al gudhengivenhed og alvor“. (1 Tim. 2:2) De mere end 20.000 Jehovas vidner i Malawi kan blive en stærk og gavnlig faktor til fremme af freden i landet, hvis de får lov til at fortsætte deres kristne tilbedelse uden at blive udsat for vold.
Jehovas Vidner har officielt og skriftligt anmodet præsident Banda om han ville tillade nogle af deres repræsentanter at drøfte disse muligheder med ham. Enkeltpersoner der måtte ønske at udtrykke deres mening om situationen, enten i et telegram eller et brev, kan skrive til præsident Banda på følgende adresse:
His Excellency the Life President of Malawi
Ngwazi Dr. H. Kamuzu Banda
Central Government Offices
Private Bag 301
Capital City
Lilongwe 3
Malawi, Central Africa
Her følger en oversættelse af de breve som er aftrykt i forbindelse med denne artikel:
Den 4. februar 1976
Kære præsident Banda!
Jeg føler mig foranlediget til over for Dem som Malawis ansvarlige leder at udtrykke min stærke harme og vrede over Deres regerings behandling af Jehovas vidner. Denne årelange religionsforfølgelse, som pålidelige amerikanske aviser har berettet om — smålige chikanerier, brutal prygling, seksuelle overfald, adskillelse af familier, fængsling under umenneskelige forhold, og mord — er en afskyelig politik der grænser til folkedrab.
Jeg er bekendt med Jehovas Vidners lære, som indbefatter at de overalt holder sig ude af timelige politiske organisationer og politiske partier, og med den oprigtighed som det medfører at overholde disse principper. Enhver der kender disse mennesker ved at de er samvittighedsfulde som naboer og medborgere, og de kan under ingen omstændigheder betragtes som en trussel mod noget som helst eksisterende politisk system.
Den frie trosudøvelse er en af frihedens vigtigste bestanddele. Den anerkendes som en af de mest grundlæggende menneskerettigheder; i øvrigt er Malawis borgere også sikret denne ret i medfør af Deres forfatning af 1966. Jeg opfordrer Dem til at tage Deres politik op til fornyet overvejelse og ændre den, og til at standse den konstante overtrædelse af internationalt anerkendte menneskerettigheder. Hvis De undlader at gøre dette kan De kun vente foragt hos den menneskelige værdigheds forsvarere overalt i verden.
Med venlig hilsen
Tom Harkin
Kongresmedlem
Brev fra generalsekretæren for Kirkernes Verdensråd, dr. Philip Potter:
Den 31. maj 1976
Deres Excellence!
I de sidste få måneder har vi modtaget henvendelser og rapporter om Jehovas vidners situation i Malawi, og de oplysninger vi har om sagen giver os anledning til alvorlig bekymring.
Disse rapporter drejer sig især om de Jehovas vidner som for nylig er vendt tilbage til Malawi fra nabolandene. Et omfattende bevismateriale viser at de er blevet udsat for betydelig chikane og forfølgelse af lokale embedsmænd og medlemmer af Ungdomsforbundet. Vi har modtaget rapporter om at mange er blevet torteret. De oplysninger vi har fået angående Jehovas vidner i interneringslejre i nærheden af Dzaleka, er yderst foruroligende.
Vi er ikke ubekendt med de vanskeligheder der i flere år har været mellem Jehovas vidner i Deres land og de politiske myndigheder dér. Vi er også klar over at deres lære angående staten og deres holdning til denne i det mindste delvis har bidraget til dette spændte forhold. Kirkernes Verdensråd har, som De ved, altid tilskyndet alle kristne til at arbejde for det lands vel i hvilket de bor.
Men den fundamentale ret til at gøre dette indbefatter også friheden til at have en anden mening og friheden til at nægte at tilslutte sig nogen bestemt politisk gruppe eller noget parti. Vi mener derfor at den politik Deres land tilsyneladende følger, nemlig at tvinge folk til at være medlemmer af Malawis Kongresparti, er en overtrædelse af menneskerettighederne, og at der ikke er nogen retfærdig grund til at straffe dem der ikke lader sig indmelde. Kirkernes Verdensråd har forsøgt at forsvare menneskerettighederne overalt og for alle, og vi udtrykker vor dybeste bekymring i forbindelse med Jehovas vidner i Malawi, især dem der ifølge meddelelserne befinder sig i interneringslejre eller under arrest for at have nægtet at købe et medlemskort til Kongrespartiet.
Det er meget muligt at nogle af de meddelelser der er fremkommet, ikke er korrekte. Men som vi her har anført er der mange beviser for at Jehovas vidner stadig forfølges af lokale embedsmænd, medlemmer af Ungdomsforbundet, etc.
Vi henstiller derfor at De tager passende skridt til at de som nu er i interneringslejre og fængsler, bliver løsladt og kan rejse tilbage til deres landsbyer, så de kan føre et normalt liv. Vi anmoder Dem yderligere om at tage regeringens og Kongrespartiets holdning og politik over for Jehovas vidner op til fornyet overvejelse og til at indlede samtaler med deres ledere i landet, for at undersøge hvordan der bedst kan findes en varig løsning på problemet. Vi forsikrer Dem at vi vil støtte og samarbejde med Dem i sådanne bestræbelser.
Med alle gode ønsker til Dem og til Malawis folk.
Deres
Philip Potter
Generalsekretær
P.S. I betragtning af offentlighedens interesse i denne sag har vi i sinde at offentliggøre indholdet af dette brev efter fjorten dages forløb.