Benin undertrykker religionsfriheden

MÅSKE kender De landet som Dahomey. Men i november 1975 ændrede denne lille vestafrikanske stat sit navn til Folkerepublikken Benin. Siden den tid har landet i stigende grad søgt at undertrykke Jehovas vidners kristne tilbedelse.

Snesevis af Jehovas vidner er blevet arresteret, og nogle er blevet slået brutalt. I april måned blev Vagttårnets Bibel- og Traktatselskabs afdelingskontor beslaglagt, og kontorets personale samt missionærerne blev udvist af landet. Alle rigssalene, hvor der holdes kristne møder, er blevet lukket. Og hundreder af Jehovas vidner er flygtet i sikkerhed til nabolandene.

Hvorfor er Jehovas vidner blevet udsat for så ondskabsfulde angreb i Benin? Hvad sker der dér?

En nation der undergår forandringer

Det er mere end blot navnet der er blevet ændret i denne tidligere franske koloni. Siden Dahomey blev uafhængigt i 1960 har der været fem statskup. Det seneste fandt sted den 26. oktober 1972, da en militærregering under ledelse af oberst Mathieu Kerekou tog magten i Dahomey.

Hvad angår udviklingen i dette land, der overvejende er et landbrugsland, har lederne haft Sovjetunionen og Kina som forbillede. New York Times for 23. november 1975 skrev:

„’Socialismen er den vej vi har valgt at følge, den marxistiske leninisme er vor vejleder.’ Dette er blevet Dahomeys lederes slogan siden landet begyndte på en ny politisk kurs for et år siden.

Dahomeys militære ledere har besluttet at socialisme er vejen til fremgang for dette landbrugsland . . .

Kinas hjælp til Dahomey, der omfatter et lån på 50 millioner dollars, ses tydeligt på landbruget . . .

Overgangen til socialisme begyndte den 30. november 1974.“

Meget betegnende kom bekendtgørelsen om ændringen af landets navn den 30. november 1975. Da blev der afholdt ceremonier for at markere etårsdagen for proklamationen af at landet var gået over til „marxistisk-leninistisk videnskabelig socialisme“.

Især i løbet af det sidste års tid er livet i Benin undergået en betydelig ændring, navnlig påvirket af de kinesiske kommunister. På arbejdspladserne gives der undervisning i ideologi ud fra formand Maos lille røde bog. Der afholdes også obligatoriske flagceremonier på arbejdspladserne. Folk skal hilse på hinanden med politiske slogans, selv når de tager telefonen. Og de der ikke retter sig efter disse krav bliver indberettet til myndighederne.

Angående landets nye nationalistiske ånd sagde indenrigsminister Martin Dohou Azonhiho i en tale den 16. april 1976: „Når vi samles som stridsmænd synger vi som bekendt nationalsangen, vi råber revolutionens slagord og vi står ret foran vort nationale symbol.“

Det er denne nye nationalistiske ånd i Benin der har ført til den voldsomme forfølgelse af Jehovas vidner. Hvordan kan det være?

Følgerne for Jehovas vidner

I sin tale den 16. april erklærede indenrigsminister Azonhiho:

„Hvis disse udlændinge ikke ændrer indstilling vil de blive udvist af landet. Det ligner ikke noget at optræde på den måde. Jeg har allerede givet de nærliggende myndigheder faste instruktioner om at hvis Jehovas vidner ved månedens slutning ikke råber de revolutionære slagord, ikke synger nationalsangen og ikke respekterer flaget, udviser jeg alle de fremmede repræsentanter for Jehovas vidner, disse udsendte agenter for C.I.A.“

Jehovas vidner er altså blevet forfulgt fordi de ikke tager del i nationalistiske handlinger. De bliver betragtet som statens fjender — både de indfødte Jehovas vidner og missionærerne fra andre lande. Men overvej engang følgende: Hvis de virkelig var fjender af Folkerepublikken Benin og arbejdede på dens fald, ville de da være så dumme at de nægtede at synge dens nationalsang eller at hilse dens flag? Foregiver spioner, forrædere og andre samfundsfjender ikke at være patrioter så de i det skjulte kan fortsætte deres undergravende virksomhed?

Et spørgsmål om tilbedelse

I virkeligheden synger Jehovas vidner ikke noget lands nationalsang og hilser ikke noget lands flag, det gælder ikke kun for Benins vedkommende. Og grunden hertil ligger i deres religiøse overbevisning; det har intet at gøre med at foretrække én form for politisk styre fremfor en anden. Det der skete i fortidens Babylon illustrerer udmærket det religiøse spørgsmål det indbefatter.

Babylons kong Nebukadnezar opstillede en vældig guldbilledstøtte og bød at alle mennesker ved lyden af visse musikinstrumenter skulle bøje sig for billedet. Tre hebraiske tjenere for Jehova Gud nægtede imidlertid at bøje sig, selv om de vidste at straffen for ikke at gøre det var henrettelse i en gloende ovn. Alligevel sagde de: „Du [må] vide, o konge, at din gud dyrker vi dog ikke, og guldbilledstøtten, som du har ladet op stille, tilbeder vi ikke!“ — Dan. 3:1-18.

Situationen er den samme i dag. For at opelske en nationalistisk ånd blandt borgerne, har nationerne opstillet symboler som i virkeligheden vises religiøs ærefrygt. Som historikeren Carlton Hayes skriver i sin bog What Americans Believe and How They Worship: „Nationalismens vigtigste symbol på tro og centrale tilbedelsesobjekt er flaget, og man har opfundet mærkværdige liturgiske ceremonier som ’at hilse’ flaget, ’at kippe med’ flaget, ’at sænke’ flaget, og ’at hejse’ flaget. Mennesker blotter hovedet når flaget føres forbi dem. Digtere skriver oder og børn synger sange til flagets pris.“ Det var fordi Jehovas vidner nægtede at tage del i disse religiøse handlinger at de blev bittert forfulgt i Amerika i begyndelsen af 1940rne.

I overensstemmelse med det eksempel de hebraiske tjenere for Jehova Gud satte i det gamle Babylon, hilser Jehovas vidner ikke noget religiøst symbol og synger ikke noget lands nationalsang. Det er ikke fordi de ikke respekterer flaget i det land hvor de bor, indbefattet Folkerepublikken Benins flag. Det gør de. Og de giver udtryk for denne respekt ved deres ærlighed og deres eksemplariske lydighed over for lovene i deres respektive lande. I Benin har Jehovas vidner vist sig at være gode, flittige borgere, hvilket præsident Kerekou også selv burde vide.

Og hvad angår den anklage at Jehovas vidner er agenter for De forenede Staters C.I.A. (efterretningstjeneste), kunne intet være fjernere fra sandheden. For dem der kender Jehovas vidner lyder det kun latterligt, for Jehovas vidner følger altid en strengt neutral kurs i politiske anliggender, idet de følger samme eksempel som Jesus Kristus, der sagde om sine disciple: „De er ikke en del af verden, ligesom jeg ikke er en del af verden.“ — Joh. 17:16.

Det indgreb der er blevet foretaget over for de mere end to tusind Jehovas vidner i Benin, er derfor en absolut uberettiget undertrykkelse af religionsfriheden. Og det de udsættes for er yderst alvorligt. Overvej engang kendsgerningerne.

[Kort på side 4]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

Marokko

Mauretanien

Algeriet

Libyen

Mali

Niger

Øvre Volta

Ghana

Benin

Nigeria

Gabon

Atlanterhavet