Unge søger klar besked

I DE fleste lande er der faldende støtte til de traditionelle religiøse handlinger. Kirkegangen er dalende. Flere og flere, unge såvel som ældre, forlader de vante måder at dyrke Gud på. Dertil kommer at folk i stigende antal går bort fra selve troen på Gud.

I de kommunistiske lande, hvor religion betragtes som ’opium for folket’, har religionssamfundene som bekendt været udsat for angreb i flere årtier, mens ateismen er blevet fremmet. Men også i selve kristenhedens hjerte vinder ateistiske og agnostiske opfattelser frem.

Dette skyldes i høj grad at verdensreligionerne har så urimelige læresætninger og har opført sig så uheldigt at det i hundreder af år har virket som en opfordring til hån og spot. Det er ikke så mærkeligt at folk der tænker sig om, finder kirkernes og de ikke-kristne religioners ceremonier og formvæsen ganske nytteløse.

Et eksempel på dette kunne man læse i Hamburg-bladet Stern. Bladet bragte for ikke så længe siden en kritisk artikel med overskriften „Jomfru Marias marked“. Den handlede om landsbyen Altötting i Bayern, hvortil pilgrimme valfarter. Bladet blev solgt i en million eksemplarer.

I en kommentar til den kritiske omtale af religiøse handlinger udtalte det bayerske undervisnings- og kulturministerium: „Det lykkes dem at stille religionen i et dårligt lys, at afklæde fromhed, bøn og gudsdyrkelse og at stemple de troende som narre.“

Er den unge generation interesseret?

Det bayerske ministerium skrev videre i en publikation som det udgiver med titlen Skolen og Vi, udgaven for december 1975: „Hver eneste dag læser, hører og ser vi hvordan fromhed bliver latterliggjort som dumhed, og de ti bud skubbes til side. Er det så mærkeligt at Gud og kristendommen er blevet uforståelige ord, stavelser uden mening, tomme huller i livet for mange i dag? Når mange familier omhyggeligt undgår at tale om religion, er det da så mærkeligt at religion som skolefag er kommet i strid modvind?“

Når forældregenerationen vender kirkerne ryggen, eller kun beholder troen som en facade, er det klart at dette også berører den unge generation. De unge har i mange tilfælde lige så lidt respekt for kirkernes formvæsen og ceremonier som deres forældre, og ofte endnu mindre respekt end forældrene.

Men er det fordi unge mennesker overhovedet ikke er interesseret i om der er en Gud, i livets mening, eller i hvad der sker efter døden? Nej, tværtimod. Mange unge er langt mere indstillet på at tale om sådanne emner end deres forældre.

Men det som flere og flere unge forkaster, er kirkernes stivnede former, som de ikke kan se nogen mening i. De har også lagt mærke til hvor dårligt religionerne i verden har opført sig. Kirkerne har blandet sig i politik, de har givet støtte til krige, de har opført sig som hyklere, og de har fremført nogle helt igennem ufornuftige læresætninger, hvortil kommer at mange præster og andre religiøse mennesker har opført sig umoralsk og ikke nægtet sig selv nogen nydelser. Alt dette har afskrækket de unge fra at følge de traditionelle religionssamfund.

En afslørende meningsundersøgelse

I München har en ung forsker ved navn Werner Prawdzik prøvet at finde ud af om de unge overhovedet interesserer sig for spørgsmål i forbindelse med Gud. Han har spurgt 800 af de 2000 drenge og piger der går i niendeklasserne på Münchens skoler.

Da resultatet viste sig, så mange sig tvunget til at ændre visse af deres opfattelser. Hidtil havde de troet at de voksnes manglende interesse for Gud fik de unge til at vise samme ligegyldighed. Men undersøgelsen viste noget helt andet.

Forskeren opdagede ganske rigtigt at de fleste af disse unge i München befandt sig i en atmosfære hvor Gud blev helt ignoreret. Ifølge undersøgelsen var der for eksempel kun 16 procent af fædrene til skoleeleverne som tog deres tro alvorligt. Kun 24 procent af eleverne mente at moderen tog sin tro alvorligt. To tredjedele af eleverne sagde at deres forældre viste så ringe interesse at det var dem ligegyldigt om børnene fik religionsundervisning eller ej.

Hele 83 procent af fædrene og 74 procent af mødrene gik sjældent, om overhovedet nogen sinde, i kirke. Og på dette felt gjorde det samme mønster sig gældende hos børnene som hos forældrene, hvilket også kunne forventes. Børn følger som regel deres forældre hvad angår den mere formelle side af gudsdyrkelsen.

Men der var en anden side af undersøgelsen der kom som en overraskelse for mange. Publikationen Skolen og Vi fortæller:

„Et resultat som ingen havde regnet med: I dette miljø af religiøs ligegyldighed, som kendetegnes af frafald fra barnetroen, vokser nogle unge op som på dette område ikke er et billede af de voksne. Her er hvad byens unge selv sagde:

’Jeg spekulerer tit på om Gud er til’ (59 procent).

’Jeg har ofte tænkt over hvad meningen med livet er’ (64 procent).

’Jeg er interesseret i at vide hvad der sker efter døden’ (57 procent).“

Undersøgelsesrapporten tilføjede: „Mange unge som lever i dette antireligiøse klima, og hvis forældre er nøjagtig det modsatte af trofaste kristne, beskæftiger sig trods alt med store religiøse spørgsmål som: Hvorfra? Hvorhen? Hvad er meningen med livet?“

Kun en fjerdedel af skoleeleverne mente at spørgsmål om tro var betydningsløse eller upopulære emner. Der blev foretaget en lignende undersøgelse blandt skoleelever i Düsseldorf, og her blev spørgsmålene besvaret omtrent ligesådan.

De unges naturlige nysgerrighed

Det bayerske undervisnings- og kulturministerium nåede denne slutning: „Fodbold, fjernsyn og motorcykler — hvis man tror at dette er de vigtigste ting i de femtenåriges verden, så ser man ikke alt, ikke dybt nok. Undersøgelsen i forbindelse med storby-børnene i München lader ingen tvivl tilbage: Religionsundervisningens store, stående temaer, såsom angst, nåde, skyld, håb, sorg, tillid, værdsættelse, tilgivelse — de interesserer og optager stadig.“

Det er altså forkert at de unge ikke ønsker at tro på Gud. Sandheden er at de forledes til vantro af deres forældre og deres præster — på grund af det som disse lærer eller ikke lærer, og det eksempel som disse sætter i deres egen livsførelse. Derfor opfordrede ministeriet i Bayern forældrene til at ’overvinde den fejhed der gør at de ikke taler om religion i familien’.

Det er således klart at interessen for Gud og dermed forbundne spørgsmål ikke er død blandt unge. Den ligger tilsyneladende meget dybt i dem. De er ganske naturligt nysgerrige med hensyn til livet og vil gerne kende svarene på livets store spørgsmål. Men når de ikke får nogen svar, eller når tingene bliver fremstillet så forvrænget som de forskellige kirker ofte gør det, så kan denne naturlige tilbøjelighed til at dyrke Skaberen blive ødelagt. Den religiøse samvittighed kan lide skade.

Ja, det er et stort ansvar der hviler på forældrene og på dem der skulle være lærere i troen! Forældrene kan ikke overlade hele ansvaret til deres præster. Lige meget hvad præsterne gør, er det forældrene som først og fremmest har ansvar for at undervise deres børn om Gud. Guds ord, Bibelen, siger: „I fædre, I må ikke vække jeres børns trods. I skal give dem en kristen opdragelse og retledning.“ — Ef. 6:4, Seidelin.

At opdragelsen må indbefatte den vigtige undervisning om Gud, fremgår tydeligt af en lignende vejledning, som står at læse i Femte Mosebog 6:5-7: „Og du skal elske [Jehova] din Gud af hele dit hjerte, af hele din sjæl og af hele din styrke. Disse bud, som jeg pålægger dig i dag, skal du tage dig til hjerte; og du skal indprente dine børn dem og tale om dem, både når du sidder i dit hus, og når du vandrer på vejen, både når du lægger dig, og når du står op.“ På den måde vil børnene få tilfredsstillet deres naturlige videbegær.

Har kirkerne udrustet deres voksne medlemmer til denne undervisning i hjemmet? Nej. Og netop dette er en af de største årsager til forældrenes „fejhed“, deres uvilje mod at tale om religion i hjemmet. De fleste holder ikke af at tale om noget som afslører deres egen uvidenhed.

Hvem er skyld i at forældrene ikke kan gennemføre denne hjemmeundervisning i deres tro? Skylden påhviler to parter. For det første forældrene selv; de skulle selv finde ud af hvor de kunne få anvisning på hvordan man går frem. For det andet er kirkerne og deres præster skyldige fordi de hverken har givet forældrene eller de unge den rette oplæring.

Undervisning med godt resultat

Når børn får den rette undervisning om Gud, giver det rige resultater. Guds ord fortæller at dette vil ske; for eksempel siger Ordsprogene 22:6: „Væn drengen til den vej, han skal følge, da viger han ikke derfra, selv gammel.“

Denne undervisning skal begynde i hjemmet. Det er nødvendigt at forældrene lærer deres børn sandheden om Gud. Og forældrene må selv leve efter gudfrygtige principper.

I det første århundrede oplærte de kristne deres børn sådan. Ikke alene fik børnene sandheden at vide om Gud og hans hensigter, men når de voksede op og selv stiftede familie, var de godt udrustet til selv at undervise deres børn.

Til den unge mand Timoteus skrev apostelen Paulus: „Du [har] fra den spæde barndom af . . . kendt de hellige skrifter, som kan gøre dig viis til frelse ved troen i forbindelse med Kristus Jesus. Hele Skriften er inspireret af Gud og gavnlig til undervisning, til retledning, til reformering, til optugtelse i retfærdighed, så Guds-mennesket kan være fuldt ud dygtigt, fuldt udrustet til enhver god gerning.“ — 2 Tim. 3:15-17.

Findes der i dag forældre som er i stand til at give deres børn denne opdragelse og undervisning? Findes der børn som „fra den spæde barndom af“ har kendt de hellige skrifter der er inspireret af Gud som vejledning til os? Ja, sådanne forældre og børn findes — i et antal på over to millioner mennesker af alle nationaliteter, i over 200 lande. De deltager regelmæssigt i undervisning om Gud, en undervisning som gives både til voksne og børn. Dette er en uadskillelig del af livsformen blandt Jehovas vidner overalt i verden.

De unge som i dag er blevet oplært af gudfrygtige forældre, ved hvad de tror på. Ved hjælp af deres egen bibel kan de selv overbevise sig om hvad sandheden om Gud er og hvordan kristne bør leve. De har en solid grundvold for livet nu og et storslået håb om liv i fremtiden.

En pige der går på en realskole fortæller at hun kender Bibelens svar på de store spørgsmål i livet, fordi, som hun siger: „Mor har læst højt for mig lige fra jeg var helt lille.“ Det var en undervisning direkte fra Bibelen og fra bibelhåndbøger. Pigen har, ligesom Timoteus, ’kendt de hellige skrifter fra den spæde barndom af’. Det er den rette udrustning til livet.

En anden skolepige blev på et tidspunkt bedt om at forklare sine skolekammerater hvor de døde er, hvad helvede er, hvad fremtiden vil bringe, og så videre. En af kammeraterne spurgte pigen hvor hun vidste alt dette fra, og hun svarede at hendes forældre i mange år havde undervist hende ud fra Bibelen. De havde også brugt forskellige håndbøger som forklarede Bibelens lære og de gode og praktiske principper den indeholder.

Hun nævnte at hun havde lært særlig meget fra bogen „Vi lytter til den store Lærer“, som især er skrevet til børn. Den fortæller børnene om Gud og giver nogle praktiske forslag til hvordan de kan følge hans bud i deres egen hverdag.

Taknemmelige for at blive undervist

Når børnene vokser op og kan begynde at se tilbage på deres barndom, sætter de virkelig pris på at have fået den rette opdragelse. De kan se at de er blevet ledet på rette vej og hjulpet til at undgå mange af de faldgruber som unge ofte falder i.

Efter sin afsluttende skoleeksamen skrev en ung pige til sine forældre: „Jeg synes jeg vil fortælle jer begge to hvor meget jeg holder af jer og værdsætter alt det I har gjort for mig. Det er kun på grund af jeres hjælp at jeg er nået til dette punkt i mit liv. Når jeg har haft brug for det har I altid givet mig den bedste vejledning og opmuntring, altid med kærlighed og venlighed.“

Den unge pige tilføjer: „I har også givet mig noget andet som jeg altid vil være taknemmelig for. Ved at lære mig om Jehova Gud og hans principper i Bibelen, har I givet mig et indhold i livet som jeg er lykkelig for. I har også givet mig et vidunderligt håb for fremtiden og lært mig at stole på Jehova og hans løfter. Idet jeg nu prøver at tjene ham i større udstrækning, håber jeg at det også vil glæde jer at I har givet mig de mest værdifulde ting i livet. Ingen ord kan beskrive hvor meget jeg holder af jer, men jeg ved at I vil forstå det.“

Tænk hvilken løn pigens forældre har fået for deres mange års kærlige og oprigtige indsats! Når forældre har lært Guds love, principper og hensigter at kende og derved er blevet udrustet til at undervise deres børn, forekommer det ofte at børnene udtrykker en sådan taknemmelighed som den unge pige. Forældrene behøver ikke at være fuldkomne, at være intellektuelle, eller at have sjældne anlæg for at kunne klare dette. Alle som oprigtigt ønsker at give deres børn den rette undervisning, kan lære det.

Enhver kan selv forvisse sig om at dette virker i praksis. Hvis De ønsker at se resultaterne, kan vi opfordre Dem til at aflægge et besøg i Jehovas Vidners nærmeste rigssal eller overvære et af deres store stævner. De vil lægge mærke til at der er mange unge til stede. Børnene er naturligvis ikke fuldkomne. Men i hvert fald er de interesseret i at få at vide hvad livets mening er og hvad fremtiden har i beredskab til dem. Og det får de at vide. Deres naturlige nysgerrighed angående disse ting bliver tilfredsstillet.

Det er ganske vist ikke alle børnene der tager gunstigt imod undervisningen. Men de fleste af dem gør det. Og hvis De selv har børn, kan De forestille Dem hvor meget det glæder forældrene når de fornemmer at deres opdragelse er lykkedes. Det er som Guds ord siger: „Den retfærdiges fader jubler; har man avlet en vismand, glædes man ved ham; din fader og moder glæde sig, hun, der fødte dig, juble!“ — Ordsp. 23:24, 25