Døm ikke efter udseendet
● Bibelen siger at man ikke må bedømme andres hjerteindstilling efter deres ydre. Selv om nogen kom til et kristent møde i laset tøj skulle man vise dem kærlighed og opmærksomhed. — Jak. 2:1-4.
At dette kan have en positiv virkning ses af følgende eksempel fra Mali i Afrika. Et af Jehovas vidner studerede Bibelen med en ung mand og inviterede ham gentagne gange til møderne i rigssalen. Den unge mand lovede at komme, men kom ikke. Blot for at undgå flere invitationer kom han til sidst.
Hans tøj var snavset, for småt og halvvejs revet i stykker. For at fuldende sin påklædning bar han en hue der nåede ham til knæhaserne og endte i en uldkvast. Han håbede at Jehovas vidner på grund af hans påklædning ville nægte ham adgang til rigssalen. Men hvor blev han overrasket over den varme velkomst han fik!
Om den virkning det havde på ham, fortæller han: „Jeg har aldrig i mit liv været så flov. Jeg kom til rigssalen for at blive bortvist, men se, jeg blev budt velkommen ligesom et af Jehovas vidner! Jeg ønskede inderligt at jeg havde haft mit pæne tøj på; alle var pænt klædte.“ Noget som også medvirkede til hans forlegenhed var at en af hans venner var der. Efter mødet kom hans ven hen til ham og sagde: „Er du ikke flov over at komme i rigssalen i det beskidte antræk? Det troede jeg ikke om dig.“ Fra da af begyndte den unge mand at tage sit personlige bibelstudium og deltagelsen i møderne mere alvorligt. Nu deler han ivrigt Bibelens sandheder med andre.