Jeg var spåkone
DA DEN unge kvinde satte sig ned på den pude jeg bød hende, var jeg klar over at hun ikke bare var en almindelig koreaner. Hun var velklædt og havde en holdning som en af overklassen. Jeg lyttede da hun fortalte at hun havde hørt om mig langt borte fra. Hun sagde at hun kom til mig fordi der var noget hun virkelig havde brug for at få at vide.
Jeg opmuntrede hende til at gøre sig det bekvemt, men hun sad stiv og strunk og i dyb forventning. „Hvad hedder De?“ begyndte jeg. „Nej, det jeg vil spørge om betyder langt mere end noget der vedrører mig,“ sagde hun. „Jeg kom for at få noget at vide om min ældre broders fremtid.“ „Hvad hedder han?“ spurgte jeg. Da hun fortalte mig det, blev jeg selv mere alvorlig. Han var en af de mest omstridte af Koreas politikere på vej mod toppen. Hver dag var hans navn i nyhedspressen.
Jeg slog op i mine orientalske filosofibøger på et sted hvor hans navnetype blev drøftet. Efter at have overvejet det, stillede jeg mine sædvanlige spørgsmål: „I hvilket år blev han født?“ Og derefter: „Hvilken måned, hvilken dato?“ Og til sidst: „Præcis i hvilken time blev han født?“ Så begyndte jeg mine undersøgelser. Ved at sammenligne oplysninger fra mine orientalske filosofibøger om hvad der hænder folk med et sådant navn og ved at sammenholde det med tabeller over hans fødselsdato, beregnede jeg hvilke datoer og år der ville være gode for ham og hvilke der ville være dårlige. Jeg fortalte den unge kvinde hvad jeg havde fundet ud af. Det kommende år, 1974, ville blive et særdeles godt år og en triumftid for denne mand. Han skulle fortsætte sin stræben med uformindsket styrke. Den unge kvinde betalte mit honorar og gik glad sin vej.
Hvordan gik det så? Hendes broder havde held med sig, og i 1974 blev han formand for sit politiske parti, som jeg havde spået.
Hvordan jeg begyndte at spå
Min interesse for at spå blev vakt da jeg som en ung kvinde på seksogtyve år mødte en spåkone. Med talmystik og ældgamle tabeller regnede hun sig frem til hvilke dage der ville være gode og hvilke dage der ville være dårlige. Jeg bad hende om en bog om tallenes magi. Men hun prøvede at få mig fra det ved at sige at det var meget vanskeligt at lære. Ikke desto mindre fik jeg bogen og begyndte at studere den. Som skolepige havde jeg været meget lærenem og mente derfor at jeg nok skulle kunne lære at mestre talmagien.
I 1966 blev jeg gift, i en alder af enogtredive år, men fortsatte med at studere og lære talmagi. Efterhånden som jeg gjorde fremskridt, begyndte jeg så småt at spå. Med tiden blev jeg kendt.
En forandring
Jeg så ned på de såkaldte kristne og mente at de tilbad en meget svag gud. Hvorfor det? Jo, for selv om de gik i kirke kom de alligevel til mig for at jeg skulle fortælle dem deres fremtid. Jeg spurgte dem hvorfor de kom til mig, når de tilbad den almægtige Skaber. De svarede at Bibelen ikke fortæller om personlige anliggender, og heller ikke hvad der vil ske den enkelte i visse situationer. De sagde at de kom til mig for at få at vide hvordan deres egen fremtid ville forme sig. Nogle sagde også at de kom for at få noget at vide om deres fremtid på et rent akademisk grundlag, og at de ikke ønskede nogen kontakt med dæmoner. Jeg spurgte nogle af dem om de mente at jeg, en spåkone, var stærkere end deres gud i himmelen. De gav mig aldrig et tilfredsstillende svar. I begyndelsen var det hovedsagelig katolikker der kom til mig, men med tiden kom også folk fra andre kirker i smug for at få noget om deres fremtid at vide. Min erfaring med alle disse kirkegængere førte mig til én konklusion: Der er absolut ingen sandhed og ikke noget som helst af værdi i kirkerne.
Indtil da havde jeg aldrig kendt Jehovas vidner. Men så flyttede et af dem, en dame, ind i et hus lige over for hvor jeg boede. Hun blev stærkt modstået og forfulgt af sin mand. Han slog hende, låsede hende ude og gjorde det så vanskeligt for hende at hele nabolaget vidste at hun blev forfulgt for sin tro. Jeg havde ondt af hende, så jeg gik hen for at tale med hende og sagde at hun hellere skulle holde op med at komme sammen med Jehovas vidner, så hun kunne undgå alle de vanskeligheder med sin mand. Hvis hendes Gud virkelig havde nogen magt, ville han jo have hjulpet hende allerede.
Men så blev jeg overrasket. Damen havde virkelig et svar. Hun fortalte mig om Guds hensigt med jorden, om „de sidste dage“ og om grunden til at de sande troende blev forfulgt. Hun sagde at hun ikke ville svigte sin tro, om så hun blev stillet over for døden. Hvor var jeg dog forbavset! Hun fortalte mig hvor meget hun elskede Jehova Gud, Bibelens sandheder og Jehovas vidner, som var hendes åndelige brødre og søstre. Ærlig talt blev jeg forbløffet over hendes oprigtige tro.
Naturligvis kunne jeg ikke fuldt ud forstå alle disse ting dengang. Men det imponerede mig umådeligt, og jeg lærte noget meget vigtigt: Jehovas Vidner er anderledes end alle andre religioner. For øvrigt var der, blandt alle de mange mennesker der var kommet til mig for at blive spået, aldrig kommet et eneste af Jehovas vidner. Det fik mig til at tænke. Hvorfor var Jehovas vidner ikke bekymrede for fremtiden? Vidste de noget som jeg ikke vidste?
Det var lige efter dette at jeg traf Jehovas vidner på en anden måde. Min ældre søster besøgte en veninde og opdagede at veninden studerede sammen med dem. Hun så hvor meget denne veninde lærte om Bibelen af Jehovas vidner, og hun var meget imponeret over deres opførsel. Hun modtog bibelhåndbogen Sandheden der fører til evigt liv og tog den med hjem for at give den til mig. Nogle af de interessante ting hun havde lært hos sin veninde fortalte hun mig og talte så godt om Jehovas vidner at jeg fik lyst til at få mere at vide. I særdeleshed ville jeg gerne vide hvorfor der aldrig kom nogen Jehovas vidner til mig for at blive spået. Jeg begyndte at læse den bog min søster havde fået, og blev rystet over at få at vide at Femte Mosebog, kapitel 18, siger at al spådomskunst er forbundet med dæmonisme og er forkert. Det gjorde mig virkelig vred, og jeg kom til at hade bogen. Jeg ville smide den væk, brænde den. Men af en eller anden grund kunne jeg ikke få mig selv til at gøre det. Jeg blev ved med at tænke på det håb som bogen fremholdt, og jeg kunne ikke slå det ud af hovedet. Jo mere jeg læste, desto mere blev jeg bevæget af bogens logik og gode indhold.
Så kom den forkynder der ledede bibelstudium med min søsters veninde og besøgte min søster, som havde modtaget ’Sandhedsbogen’. Hun fortalte forkynderen at jeg havde bogen nu og var mere interesseret end hun var. Derfor besøgte forkynderen mig. Det gav mig for første gang lejlighed til at stille mit eneste virkelig store spørgsmål: „Hvorfor kommer ingen af Jehovas vidner nogen sinde til mig for at blive spået? Er I ikke bekymrede for fremtiden?“ Forkynderen forklarede venligt grundene ud fra Bibelen. Da jeg havde hørt hendes forklaring og huskede brudstykker af hvad jeg havde lært ved at læse ’Sandhedsbogen’, var jeg tilfreds. Jeg havde fået lagt grunden til en ganske enkel forståelse af Bibelen og var nu parat til at undersøge den alvorligt. Dette var i juli 1974.
Allerede anden gang Jehovas vidner kom for at studere Bibelen sammen med mig, kunne jeg se at jeg måtte overvære deres møder i rigssalen her i byen Masan. Tre uger efter at jeg var begyndt at studere, havde Jehovas Vidner et områdestævne i byen Taegu, tre timers togrejse herfra. Ved stævnet så jeg mange ting der åbnede mine øjne. Tusinder af Jehovas vidner var til stede, men der var særdeles god orden. Ingen var bekymrede for at nogen skulle stjæle fra dem. Selv missionærerne fra Amerika stod i kø ved måltiderne i den varme sol og spiste nudler og ris sammen med os andre. Alle syntes at være én stor familie. Jeg var dybt rørt over alt dette og følte at jeg for første gang så en ægte tro blive praktiseret.
Lige så snart jeg kom tilbage fra områdestævnet brændte jeg alle mine bøger om talmagi og alt hvad der havde at gøre med min spådomspraksis. Jeg drejede nøglen om og nægtede at modtage flere klienter. Jeg bad til Jehova om han ville hjælpe mig og lovede at indvi mig til ham. Jeg fortsatte med at studere Bibelen, og efter at have overvundet mange hindringer blev jeg døbt som et af Jehovas vidner.
En af hindringerne var de mange kunder der blev ved med at komme til mig for at blive spået. De prøvede alt for at få mig til at gøre det — de sagde til mig at jeg var blevet skør, og begyndte at rakke mig ned. Men jeg brugte dette som en lejlighed til at forkynde for dem. De kom for at blive spået, men de tog af sted med kundskab om Gud og hans hensigter. Der var også noget andet gavnligt ved at forkynde for dem. Enten viste de interesse for Bibelen og blev, eller også gik de deres vej i vrede. Blandt dem der viste interesse var der femten som begyndte at studere Bibelen, og nogle af dem gør stadig fremskridt.
Der var mange ting der åbnede mine øjne for Guds ords sandhed og fik mig til at komme sammen med hans folk. En af dem var at Koreas førstedame, præsidentens hustru, døde. Hun blev snigmyrdet. Hvis spådomskunst er noget der gavner mennesker, hvorfor var der så ikke en spåkone der hjalp hende med overmenneskelig kundskab? Dette og mange andre tilfælde viste mig at spådomskunst ikke er en kraft der fremmer det gode og fredelige. Selv om spådomme i nogle tilfælde synes at gå i opfyldelse, så er denne kunst når det kommer til stykket et middel der anvendes af dæmonerne for at bedrage mennesker. Den kan ikke løse menneskehedens problemer. Den kan heller ikke løse personlige problemer. Det er grunden til at jeg aldrig mere vil stole på spådomskunst, og jeg vil heller ikke opfordre andre til at give sig af med dette. Jeg vil stole på Jehova Gud, der kender alle ting og som kan løse alle problemer til bedste for mennesker til evig tid.
Før i tiden var der mange som lod min spådomskunst lede såvel deres forretning som deres liv. Men nu kommer de til mig med et andet spørgsmål: „Hvorfor arbejder du hårdere nu, og gratis, som et af Jehovas vidner, end tidligere som spåkone for et stort honorar?“ Nogle spørger endog: „Hvad er din hensigt med det?“ Eller: „Hvad kan være bedre end penge?“ Jeg svarer dem ud fra Bibelen. Jeg fortæller dem at jeg har fundet noget af varig værdi — kundskab om Gud og hans hensigter. Jeg ser med tillid frem til de velsignelser Jehova har beredt menneskeslægten i nær fremtid, en sikker fremtid. — Indsendt.