Jorden — helt igennem skabt til liv

VI LEVER på overfladen af et enormt, kugleformet „rumskib“ bestående af bjergarter og metaller. Hvis det var muligt at grave cirka tredive kilometer ned gennem overfladen på dette „rumskib“, planeten Jorden, ville vi dernede, i den del af jordens indre som kaldes kappen, ikke finde andet end klippemasse uden spor af liv. Jordens skorpe, den vi lever på og som for størstedelen består af ikke-metalliske grundstoffer, er derfor som en meget tynd „hud“ der dækker mere end seks tusind trillioner tons materiale vi aldrig ser — med undtagelse af den smeltede klippemasse der kommer op gennem skorpen ved vulkanudbrud. Denne opbygning af jorden er af betydning for os der skal leve på den.

Hvordan kan geologerne vide noget om jordens opbygning? De har metoder ved hjælp af hvilke de kan undersøge vor planets indre og give en forsøgsvis beskrivelse af det, men de indrømmer at billedet måske ikke er helt nøjagtigt. Endnu har ingen været i stand til at grave ned til kappen, ikke engang under havene, hvor skorpen er tyndest, nemlig kun fem til otte kilometer. Et forsøg blev planlagt i Det internationale geofysiske År (juli 1957 til december 1958); måske har De hørt om det. Det blev kaldt „Mohole“-projektet. „Moho“ er en forkortet form af det udtryk der betegner overgangszonen mellem skorpen og den underliggende kappe. Dette forsøg på at finde frem til jordskorpens sammensætning og få kendskab til blot den øverste del af kappen, slog fejl på grund af de enorme omkostninger der var forbundet med det og af mangel på eksperter til at udføre arbejdet.

Jordskælv „røntgenfotograferer“ jorden

Mærkeligt nok er det jordskælvene der har været den største hjælp til bestemmelse af jordens indre og dens struktur. Når vi ved hvad der er under jordens overflade, hjælper det os til gengæld med at forklare hvorfor jordens skorpe er så velegnet at leve på.

Studiet af jordskælv kaldes seismologi. Seismologer har opdaget at der under et jordskælv dannes forskellige slags vibrationer eller bølger. Disse bølger udgår i alle retninger fra jordskælvets epicenter eller oprindelsessted. Når bølgerne passerer gennem jorden, bugter de sig i en kurve modsat jordens overflade, og seismografer langt borte modtager og registrerer disse bølger. Der er tre slags bølger: (1) overfladebølgerne, der bevæger sig langs med jordskorpen, (2) de primære („P“) bølger (der skiftevis skubber og trækker) og (3) de sekundære („S“) bølger (tværgående bølger). De to sidste bevæger sig gennem jordens indre. P-bølgerne afbøjes cirka 2900 kilometer nede. S-bølgerne ophører fuldstændigt under denne dybde. Dette sker fordi de sandsynligvis møder en slags barriere ved kappens nederste grænse ind mod den ydre kerne, der ligger nedenunder. Nogle af P-bølgerne fortsætter gennem jordens centrum, til trods for at S-bølgerne kun går cirka 2900 kilometer ned.

En delvis flydende kerne

Hvorfor standses S-bølgerne i 2900 kilometers dybde? Og hvorfor bøjer nogle af P-bølgerne af, mens andre fortsætter med nedsat hastighed? Sandsynligvis fordi den ydre kerne under jordens kappe er flydende. Dette fænomen er lettere at forstå når man tænker på at en hård metalgenstand (for eksempel en klokke) bærer en vibration bedre end en blød genstand. S-bølgerne kan ikke bevæge sig gennem en flydende masse, og P-bølgerne bliver enten afbøjet eller bremset. Denne opbremsning foregår over en strækning på cirka 2200 kilometer. Dette tyder på at den ydre kerne, som går 2200 kilometer længere ned mod jordens centrum, er flydende; i hvert fald reagerer den som om den er det. Under det kolossale pres og den store hede (2200 grader Celsius ved overfladen af den ydre kerne og cirka 5000 grader Celsius ved bunden, hvor den indre kerne begynder) kan den ydre kernes klippemasse meget vel være i en smeltet, flydende tilstand.

Hvad består henholdsvis den ydre kerne og den indre kerne af? Et studium af meteoritter som kommer til jorden fra det ydre rum, har givet forskerne den formodning at jordens kerne hovedsagelig består af jern blandet med nikkel. En jordskælvsbølge som går igennem den indre kerne forøger sin fart, hvilket antyder at denne kerne er i fast form, for det meste yderst tæt og hård.

Jordskorpen og kappen den hviler på

Vi der bor på jordens skorpe er afhængige af at den hviler på noget der er solidt og fast, og det gør den da også. Men vi har brug for mere end de bjergarter og metaller som kappen består af. Og disse andre fornødenheder har Skaberen tilvejebragt i jordens skorpe, samt i dens atmosfære. Skorpen består af meget lettere bjergarter indeholdende mange grundstoffer, især ilt og silicium, samt aluminium, jern, kalcium, natrium, kalium og magnium, nævnt efter den mængde hvori de forekommer. Ilt og silicium, begge ikke-metalliske grundstoffer, udgør cirka tre fjerdedele af hele skorpens vægt og 93 procent af dens rumfang. Så er der vand og atmosfærisk luft, der samarbejder om at nedbryde den klippeholdige skorpe til jord. Skaberen lod imidlertid ikke udførelsen af dette hverv være betinget af mekaniske midler, men skabte blandt andet den lille regnorm, som hjælper os mere end vi måske forestiller os.

Det er især jordens muld der forsyner planterne med de stoffer som udgør og opretholder plantelivet, og planterne er den grundlæggende næringskilde for alt dyreliv på jorden. (1 Mos. 1:29, 30) De andre stoffer der findes i skorpen, både de organiske og de uorganiske, har utallige anvendelsesmuligheder: til byggematerialer, til fremstilling af maskiner, som brændsel, i den kemiske industri, til medicin og meget andet.

Det materiale der befinder sig under skorpen er, som følge af vulkansk aktivitet, årsag til konstante ændringer i skorpen. Konvektionsstrømme under havbunden menes at have forårsaget dannelsen af Den midtatlantiske Ryg, en bjergkæde der er 600 meter høj. Nogle geologer er af den formening at de kontinenter som nu grænser op til Atlanterhavet, engang har været kædet sammen men senere er blevet delt lidt efter lidt, med Den midtatlantiske Ryg centralt beliggende midt imellem.

Nogle har fremsat en teori der går ud på at vandet i oceanerne er blevet dannet fra kappen. Grundlaget for denne teori er at den øverste del af kappen indeholder et mineral der kaldes serpentin, hvilket er en kombination af mineralet olivin og vand. Vandet stammer sandsynligvis fra kappen. Som et argument imod denne tanke vil nogle måske henvise til de kolossale mængder vand der er i havene. Men når man gør sig klart at alle vore have hviler i jordens skorpe og at kappens rumfang er over halvtreds gange så stort som skorpens, forstår man at det meget vel kan være muligt.

Jordens skorpe synes at hvile på en meget varm kappe, som, i hvert fald i visse områder, forekommer at være plastisk, således at skorpen i virkeligheden „flyder“ på kappen. I de yderste otte kilometer af jordskorpen stiger temperaturen gennemsnitlig 1° Celsius for hver 32 meter man kommer ned. Trykket er også større jo dybere man kommer. Vand som siver ned til nogle meget varme klipper i jordens indre, bliver ophedet til 145° Celsius ved berøringen med klipperne og forvandles når det slipper ud, i ét nu til damp. På den måde får vi gejserne, som for eksempel „Old Faithful“ i Yellowstone Park i De forenede Stater, der spyr kaskader af vand 30 meter op i luften. Fra disse underjordiske vandreservoirer kommer de varme kilder, som menneskene har udnyttet til varme bade, i vaskerier, til opvarmning af bygninger og som dampkilder til frembringelse af elektricitet.

Presset fra luftarter i jordens skorpe bringer artesisk vand og olie op til overfladen, og „gasserne“ kan udnyttes som naturgas til brændstof. Dybt nede i kappen dannes der smeltet klippemasse. Denne masse kaldes „magma“ (fra et græsk ord der betyder „dej“). Den kan komme op under stort tryk gennem åbninger eller sprækker og hobe sig op i jordskorpen og derefter bryde ud i vulkansk aktivitet. Store mængder klippe, smeltet lava, damp, støv og aske, såvel som en hel del giftige gasarter, bliver på denne måde frigjort. Skønt dette virker ødelæggende, bringer det stoffer op til overfladen som beriger jordskorpen.

Jorden under os er altså langtfra en død, inaktiv stenbunke. Hvis jord og sten af mennesker kunne dynges op og danne bjerge, ville det blive en meget dårlig efterligning af de imponerende bjerge Skaberen har opbygget. Et menneskeskabt bjerg ville komme til at tage sig ud som en stenbunke. Det ville også mangle det sprudlende friske vand der vælder frem fra mange bjergskråninger, og som blot er ét af de storslåede træk ved de bjerge Gud har dannet. Selv varme kilder vælder frem, samt kilder der indeholder forskellige mineraler som natrium, svovl og jern, og kilder hvis vand er gavnligt for helbredet.

Magnetfeltet

Noget andet som jordens tunge kerne åbenbart udvirker, er jordens magnetfelt. Man mener at det er elektriske strømme i den ydre kerne der er den væsentlige årsag til magnetfeltet. Magnetfeltet omgiver jorden på samme måde som det er tilfældet med en stangmagnet. Det er af væsentlig betydning for alt liv, idet det beskytter jorden mod ødelæggende stråling fra det ydre rum. Det har også betydning for radiotransmission, og har utvivlsomt andre, endnu uopdagede, gavnlige virkninger på livet. Opladede partikler fra solen og rummet afbøjes af magnetfeltet og frembringer det betagende nord- og sydlys. Sømænd, og rejsende i øvrigt, har længe fæstet lid til jordens magnetisme når de har skullet aflæse et kompas.

Jordens magnetfelter undergår af ukendte årsager langsomme ændringer. De magnetiske poler flytter sig fra time til time. (Der er forskel på den „geo“-magnetiske nordpol, som er den nordlige ende af jordens magnetfelt, og den magnetiske nordpol, som kompasset peger imod. Det samme princip gælder med de geomagnetiske og magnetiske sydpoler.) Den egentlige, geografiske, nordpol (den nordlige ende af jordens rotationsakse) befinder sig for øjeblikket adskillige hundrede kilometer fra henholdsvis den geomagnetiske og den magnetiske nordpol. Den egentlige sydpol befinder sig heller ikke på samme sted som den geomagnetiske og den magnetiske sydpol.

Undersøgelser af permanent magnetiserede klipper forskellige steder på jorden synes at vidne om at de magnetiske poler i en meget fjern fortid har „vandret“ hen over jorden og skiftet position adskillige gange. Grunden hertil er ukendt, som så meget andet der har at gøre med vor underfulde jord. For øjeblikket frembyder jordens indre lige så mange mysterier som det ydre rum. Dette kaster et særligt lys over de ord profeten Esajas har udtalt om Skaberen, den store Suveræn Jehova Gud:

„Hvo måler vandet i sin hånd, afmærker med fingerspand himlen, måler jordens støv i skæppe og vejer bjerge med bismer eller i vægtskål høje? . . . Se, som dråbe på spand er folkene, at regne som fnug på vægt, som et gran vejer fjerne strande. . . . Han troner over jordens kreds, som græshopper er dens beboere; han udbreder himlen som en dug og spænder den ud som et teltbo.“ — Es. 40:12-22.

[Diagram på side 17]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

Indre kerne

Ydre kerne

Kappen

Skorpen

1300 kilometer

2200 kilometer

2900 kilometer

5 til 32 kilometer