Hvad siger Bibelen?
Hvorfor man bør ’prøve sig selv, om man er i troen’
TIL nogle i Korint der bekendte sig til kristendommen skrev apostelen Paulus: „Bliv ved med at prøve jer selv om I er i troen, bliv ved med at prøve jer selv.“ (2 Kor. 13:5) Hvorfor skulle det være nødvendigt at prøve sig selv i denne henseende? Hvordan kan man gøre det?
Lad os først undersøge hvorfor apostelen Paulus gav dette råd. I Korint var der visse kristne som mente at de var i troen, men som optrådte på en måde der ikke harmonerede med Jesu Kristi forbillede og lære. Paulus frygtede for at han, når han besøgte dem, ville finde „strid, skinsyge, vredesudbrud, tilfælde af stridbarhed, af bagtalelse, af sladder, af opblæsthed, af uro“. (2 Kor. 12:20) I betragtning af at den åndelige tilstand blandt menighedens medlemmer var så ringe, var det nødvendigt at alle ransagede sig selv for at bedømme om de virkelig levede som kristne.
Mennesker har altid været tilbøjelige til at se mildere på deres egne fejl og mangler end på andres, og til at undskylde sig selv. Derfor kunne det ske at nogle af de kristne i Korint ville bedrage sig selv og mene at de var i troen, skønt de i virkeligheden var åndeligt syge. Det lå Paulus stærkt på sinde at korinterne genvandt deres åndelige sundhed, og af den grund tilskyndede han dem til at ransage sig selv.
Nogle af menighedens medlemmer var afgjort i fare for at lide skibbrud på troen på grund af et sådant selvbedrag. Jesu Kristi ord til menigheden i Laodikea viser at deres adfærd kunne have ført til at de fuldstændig mistede deres forhold til Gud og Kristus. Guds søn advarede: „Jeg kender dine gerninger, og jeg ved at du hverken er kold eller varm. Jeg ville ønske du var kold eller varm. Derfor, fordi du er lunken og hverken varm eller kold, vil jeg udspy dig af min mund. Fordi du siger: ’Jeg er rig og har erhvervet mig rigdom og trænger slet ikke til noget, mens du ikke ved at du er elendig og ynkværdig og fattig og blind og nøgen.“ — Åb. 3:15-17.
I betragtning af den alvorlige fare der er for at man kan bedrage sig selv, gør alle kristne vel i at prøve sig selv om de er i troen. Disciplen Jakob gav en udmærket tilskyndelse i denne retning: „Bliv ordets gørere og ikke blot dets hørere, hvorved I fører jer selv bag lyset. For hvis nogen er en ordets hører og ikke en ordets gører, så er han som en mand der i et spejl betragter det ansigt han er født med. Han betragter nemlig sig selv, og går så bort og glemmer straks hvilken slags menneske han er. Men den der spejder ind i frihedens fuldkomne lov og bliver ved med det, han skal, fordi han ikke er blevet en glemsom hører men en gerningens gører, være lykkelig når han gør den. Hvis nogen mener at han har en form for tilbedelse og dog ikke tøjler sin tunge men bliver ved med at bedrage sit hjerte, hans form for tilbedelse er forgæves.“ — Jak. 1:22-26.
Hvis en kristen ikke til stadighed ransager sig selv omhyggeligt i lyset af Guds ord, kan han altså blive som en der blot kaster et flygtigt blik ind i et spejl og bagefter glemmer hvordan han så ud. En sådan kristen kan let bedrage sit hjerte. Han kan ræsonnere som så: ’Det går jo udmærket. Jeg overværer de kristne møder, læser i Bibelen, beder til Gud og fortæller andre om min tro.’ Men bortset fra disse ydre handlinger i forbindelse med gudsdyrkelsen, hvad gør han da for at udvikle en kristen personlighed? Han lukker måske øjnene for sine åndelige pletter og skavanker og fortsætter i samme gænge, alt imens han mener om sig selv at han er i troen. Især i sådanne tilfælde gælder den inspirerede advarsel: „Lad derfor den der mener at han står, se til at han ikke falder.“ — 1 Kor. 10:12.
Han glemmer at uden gerninger som er i overensstemmelse med den kristne lære som et hele, er hans tilbedelse forgæves. Den har ingen værdi.
Tungen, for eksempel, må ikke blive ved med at tale nedsættende. Den må nødvendigvis tøjles. De ord der kommer ud af munden afslører hvordan man er i sit hjerte. Jesus Kristus sagde: „Af hjertets overflod taler munden.“ (Luk. 6:45) Hvis en kristen har for vane at tale nedsættende om andre og at tillægge andre selviske motiver, røber han altså at der er noget i vejen med hans påstand om at han er i troen. Hans tilbedelseshandlinger er uden værdi.
Når en kristen prøver sig selv, om han er i troen, må han derfor bedømme om hans ord og gerninger er i harmoni med den kristne lære han bekender sig til. Hvis han ærligt søger at lade sig lede af Guds ord på alle livets områder, vil en sådan prøve vise at han er en „ordets gører“. Det kan føre til stor lykke for ham, for de retningslinjer der findes i Bibelen kommer fra Jehova Gud, som er kilden til „enhver god gave og enhver fuldkommen foræring“. (Jak. 1:17) Overholdelse af ’den kristne friheds fuldkomne lov’ vil derfor uvægerlig føre til lykke og varige velsignelser. Dette er endnu en god grund til at man bør prøve sig selv om man er i troen.
Efter at have tilskyndet korinterne til at ransage sig selv om de var i troen, gentog apostelen Paulus opfordringen: „Bliv ved med at prøve jer selv.“ (2 Kor. 13:5) Hvordan kan man prøve sig selv for at afgøre hvordan man er som menneske? Lad os, for at illustrere det, sige at man har en sav. Selv om man ved hvordan dette stykke værktøj er blevet fremstillet og hvilke materialer det er fremstillet af, er dette ikke i sig selv nok til at man kan afgøre om saven er af høj kvalitet. Den kunne have skjulte fejl. Kun ved at bruge saven til forskellige ting over en vis periode kan man virkelig finde ud af eller vurdere hvor god den er. På samme måde kan man bedst prøve hvordan man selv er ved at „bruge“ sin kristne tro i praksis på alle livets områder, især når man udsættes for prøvelser.
Man kan spørge sig selv: Hvordan reagerer jeg hvis jeg bliver behandlet uvenligt eller skældt ud? Undlader jeg at give igen med samme mønt? Hvad gør jeg når andre er uærlige? Holder jeg fast ved rette principper? Man viser at man er en ægte kristen hvis man modstår presset fra dem der gerne vil have at man efterligner verden i indstilling, ord og gerning.
Hvordan reagerer du på dette pres? Kan andre se at du bevarer en god adfærd, i overensstemmelse med vejledningen i Første Petersbrev 3:8, 9? Vi læser der: „Endelig skal I alle være enssindede, idet I viser medfølelse, nærer broderlig hengivenhed, har inderlig medlidenhed, er ydmyge af sind, ikke gengælder skade med skade eller skældsord med skældsord, men tværtimod velsigner.“
Som kristen har man afgjort gode grunde til at blive ved med at prøve sig selv, om man er i troen, og at prøve sig selv for at afgøre hvordan man virkelig er. Det kan værne én imod at bedrage sig selv så man mister sit godkendte forhold til Gud. Det kan føre til at man gør noget aktivt for at rette sig endnu mere ind efter Guds ord. Dette vil medføre stor lykke nu og evige velsignelser i fremtiden.
Da Abraham var på vej til Ægypten på grund af en hungersnød i Kana’ans land, sagde han til sin hustru: „Jeg ved jo, at du er en smuk kvinde; når nu ægypterne ser dig, og de mener, at du er min hustru, slår de mig ihjel og lader dig leve; sig derfor, at du er min søster.“ — 1 Mos. 12:11-13.
Der er vidnesbyrd om at Abraham havde gode grunde til at være bange. Et gammelt papyrusmanuskript fortæller om en farao som lod bevæbnede mænd få fat i en attraktiv kvinde og dræbe hendes mand. Abraham følte derfor at det ville være det sikreste hvis hans hustru sagde at hun var hans søster. For øvrigt var hun hans søster, idet de var halvsøskende. — 1 Mos. 20:12.