Hvornår blev det fastslået hvad der hører med til Bibelen?
„DEN katolske kirke,“ skrev en præst til en dame der studerede Bibelen med Jehovas kristne vidner, „har én gang for alle afgjort hvad der hører med til Guds ord og hvordan det skal udlægges.“ Hans udtalelse stemte overens med New Catholic Encyclopedia. Heri siges: „Ifølge katolsk lære beror den bibelske kanons umiddelbare kriterium på kirkens ufejlbarlige afgørelse. Denne afgørelse blev først truffet på et sent tidspunkt i kirkens historie (ved Tridentinerkoncilet).“ — Bind 3, s. 29.
Tridentinerkoncilet blev holdt i det sekstende århundrede. Måtte fastsættelsen af Bibelens indhold virkelig vente til dette sene tidspunkt?
For Jesus Kristus og det første århundredes disciple var det absolut ikke svært at se hvilke bøger der var inspireret af Gud. I lighed med sine landsmænd anerkendte Jesus Kristus de tre hovedafsnit hvori man opdelte det man i dag almindeligvis kalder „Det gamle Testamente“ Loven, Profeterne og Salmerne — som sin Faders ord. Efter sin opstandelse sagde han for eksempel til to af sine disciple: „Dette er mine ord som jeg talte til jer mens jeg endnu var hos jer, at alt det der står skrevet om mig i Moseloven og i Profeterne og Salmerne nødvendigvis må opfyldes.“ (Luk. 24:44) I De kristne græske Skrifter (eller: „Det nye Testamente“) bruges udtryk som „Skrifterne“ og „de hellige skrifter“. (Apg. 18:24; Rom. 1:2; 2 Tim. 3:15) Dette var givetvis betegnelser der kun betød én ting for den tids mennesker. Hvori disse „hellige skrifter“ bestod, var bestemt ikke noget der herskede tvivl om til det sekstende århundrede, da gejstlige hævdede at have afgjort det.
Det er bemærkelsesværdigt at Tridentinerkoncilet ikke var enigt med Jesus Kristus og hans første disciple i kun at godkende de bøger der hørte til De hebraiske Skrifters fastslåede kanon. Dette kirkemøde godkendte apokryfiske bøger. Om disse bøger skrev den lærde Hieronymus — oversætteren af den latinske Vulgata — til en navngiven kvinde i forbindelse med hendes datters undervisning: „Alle apokryfiske bøger bør undgås; men hvis hun nogen sinde ytrer ønske om at læse dem, . . . skal man fortælle hende at de ikke er forfattet af dem med hvis navne de betegnes, at de indeholder meget der er fejlagtigt, og at det kræver stor skarpsindighed at finde guld i ler.“
Ved at erklære at visse apokryfiske bøger udgjorde en del af den bibelske kanon lod Tridentinerkoncilet også hånt om apostelen Paulus’ ord: ’De [jøderne] har jo fået Guds ord betroet.’ — Rom. 3:2, dansk aut. overs.
Hvad så med De kristne græske Skrifter? De skrifter der udgør denne del af Bibelen har været anerkendt fra begyndelsen. På den tid var der kristne som ejede den mirakuløse gave at kunne bedømme inspirerede udtalelser. (1 Kor. 12:10) Apostelen Peter kunne som følge heraf sidestille apostelen Paulus’ breve med de øvrige af de inspirerede skrifter. Vi læser: „. . . ligesom også vor elskede broder Paulus ifølge den visdom der er givet ham, har skrevet til jer, når han taler om disse ting, sådan som han også gør i alle sine breve. I dem er der imidlertid nogle ting som er vanskelige at forstå og som de uoplyste og ubefæstede fordrejer, sådan som de også gør med de øvrige skrifter.“ — 2 Pet. 3:15, 16.
Denne tidlige fastsættelse af hvad der hørte til De kristne græske Skrifters kanon bekræftes desuden af de fortegnelser over inspirerede bøger man har fra det andet til det fjerde århundrede e.v.t.
Når det kommer til stykket anerkendte de troende altså hver eneste af Bibelens bøger som inspireret lige fra begyndelsen. Da Bibelens nedskrivning blev afsluttet i det første århundrede e.v.t. behøvede man ikke at vente i flere hundrede år på en afgørelse af hvad der hørte med til dens kanon.