Sproget — menneskets enestående gave

PÅ ENGELSK har man et udtryk der hedder „out of sight, out of mind“; det kendes også på dansk: „ude af øje, ude af sind“. Engang ville man prøve at lade en oversættelsesmaskine oversætte det engelske udtryk til et andet sprog. Med hvilket resultat? Jo, maskinen leverede den løjerlige oversættelse: „Usynlig idiot“! Var der gået noget i stykker i maskinen? Nej. Den begik en meget forståelig fejl. Dette illustrerer samtidig en af de mange faktorer som gør menneskets sprog til noget ganske enestående blandt alle kommunikationsmetoder — dets komplicerede struktur.

Maskinen havde opfattet det sådan at „out of sight“ („ude af øje“) betød usynlig. Og udtrykket „out of mind“ („ude af sind“) mente den også at kende — for hvis man på engelsk bruger dette udtryk om en anden, mener man at han er fra forstanden — og derfor brugte maskinen ordet idiot. Men „ude af øje, ude af sind“ betyder jo ikke „usynlig idiot“! Det er den slags der sætter opfindere grå hår i hovedet når de prøver at fremstille en maskine der kan oversætte fra det ene sprog til det andet.

Nu er det selvfølgelig ikke bare sprogenes komplicerede struktur der gør at evnen til at tale er så enestående. Der er mange andre faktorer der spiller ind — så mange faktorer at man, ifølge visse videnskabsmænd, ikke burde kalde mennesket for homo sapiens („det forstandige menneske“), men snarere homo loquens („det talende menneske“).

Her vil nogle måske sige: „Jamen, har forskerne da ikke i den senere tid gjort store opdagelser med hensyn til kommunikation mellem dyrene? Mennesker kan tale, men det kan dyrene også, på deres egen måde. Delfiner kan fløjte, bier kan danse, fugle har deres bestemte kaldetoner, og nogle kan ligefrem efterligne den menneskelige stemme. Og aber — dem har man endda kunnet lære et ’tegnsprog’. Dyrene kommunikerer måske ikke på nøjagtig den samme måde som mennesker, men formålet og resultatet må være det samme, ikke?“

Både ja og nej. Det er rigtigt at dyrene kan kommunikere indbyrdes; men formålet og resultatet er som regel ikke det samme. Dette er et spørgsmål man har undersøgt meget nøje. Man har katalogiseret — undertiden ligefrem skrevet en ordbog over — kaldelydene fra dyr så forskellige som gibbonaber, gæs og delfiner. Gibbonaberne har tilsyneladende mindst ni forskellige kaldelyde. Og det ser ud til at delfinerne endda har forskellige „dialekter“, alt efter hvor de lever.

Men der er mange væsentlige forskelle mellem menneskets tale og dyrenes „tale“ — større forskelle end den åbenlyse kendsgerning at menneskenes sprog er langt mere komplicerede end dyrenes. En af forskellene er . . .

Ønsket om at meddele sig

Når dyrene, for eksempel fuglene, bruger deres kaldesignaler, gør de det så for at meddele sig til andre, som tilfældet er med mennesker? Eller er lydene blot en instinktiv reaktion på en situation der er opstået? Den verdenskendte forsker Konrad Z. Lorenz, der er ekspert i dyrenes adfærd, hævder at dyrene ikke med hensigt meddeler sig til hinanden, selv om det ofte forekommer at være tilfældet.

Hvis, for eksempel, en allike bliver forstyrret mens den er ved at spise, flyver den op i luften med et advarende skrig der lyder som „kia, kia“, og enhver anden allike der hører skriget vil automatisk også flyve op i luften. Den perfekte sammenhæng der er mellem advarselsskriget og de andre fugles reaktion på det, giver det indtryk at fuglene har et sprog som de kan meddele sig til hinanden på. Men det er ikke tilfældet, siger Konrad Lorenz i sin bog King Solomon’s Ring:

„Skønt dyret udtrykker sine følelser med alle disse lyde og bevægelser, har det på ingen måde noget bevidst ønske om dermed at påvirke et andet medlem af arten. Dette fremgår af at selv gæs eller alliker der opfostres og holdes helt isoleret, udsender alle disse signaler så snart de gribes af den dertil svarende stemning.“ — S. 77.

Når et menneske med sin stemme frembringer de „signaler“ det har lært, er det for at fortælle en eller flere tilhørere noget (medmindre han eller hun står i badeværelset og synger for sig selv!), og vedkommende vil sikkert holde op med at tale hvis det viser sig at ingen lytter. Alliken bekymrer sig derimod ikke om hvorvidt der er nogen der lytter. For den er det blot en reflekshandling at udstøde denne lyd, akkurat som når et menneske gaber fordi det er træt. Dette leder tanken hen på endnu et særegent træk ved menneskets evne til at tale, nemlig . . .

Signalets mobilitet

De signaler dyrene udsender er som regel ikke „mobile“; det vil sige at de ikke kan adskilles fra den situation som får dyrene til at udsende signalet. For eksempel udstøder gibbonaben kun sit varselsråb når der er fare på færde.

Dyrenes signaler er også uforandrede, på den måde at dyrene almindeligvis ikke lytter efter den lyd de udstøder og derefter prøver at ændre den til en anden lyd. Der findes ganske vist fugle som er i stand til at efterligne lyde der ikke ligger inden for deres normale „gloseforråd“. De kan lære at efterligne lyde fra andre fugle, eller de kan efterligne en menneskestemme, som de dresserede papegøjer der næsten alle lærer at sige „Poppedreng“.

Konrad Lorenz hævder imidlertid med stor bestemthed at fuglene kun i ganske sjældne tilfælde bevidst forbinder blot ét af de ord de har lært med en bestemt handling, og at det i hvert fald aldrig sker med noget praktisk formål. Der var for eksempel en gammel papegøje ved navn Geier som havde lært temmelig mange „menneskeord“ (den sagde „Auf wiedersehen!“ med dyb og venlig røst hver gang nogen i lokalet rejste sig for at gå); til trods for det store ordforråd den havde, lærte den aldrig at sige „mad“ når den var sulten og „drikke“ når den var tørstig.

Denne manglende „mobilitet“ fremgår endnu tydeligere af biernes dans. Biernes dans er en slags tegnsprog som kan sammenlignes med dét at signalere med håndflag (benyttes inden for militær og søfart), og man har på forskellig måde kunnet benytte sig af denne viden om bierne i forskningsøjemed. Når en „spejderbi“ kommer hjem, angiver den afstanden til blomsten ved dansens hastighed (hvorved den viser hvor meget flyvning der skal til for at nå derhen), og retningen angiver den ved sin egen position, i forhold til solen.

Men det er også alt hvad bierne kan fortælle. Alle „tegnenes“ betydning er fast, og kan ikke adskilles fra situationen. Bierne kan for eksempel ikke gennemføre en lille samtale som „Hvordan er vejret derovre?“ eller „Har du set nogen kønne blomster for nylig?“ Dermed kommer vi til endnu en forskel mellem dyr og mennesker, . . .

Sprogets struktur

Det store minus i dyrenes evne til at meddele sig, er at de mangler den skabende evne som sætter mennesker i stand til at danne og forstå sætninger de aldrig før har hørt, og som måske aldrig før er blevet udtalt af nogen. Dette er muligt på grund af opbygningen af menneskenes sprog.

Man kunne sige at sproget har en dobbelt struktur. Dermed mener vi at alt hvad vi siger, kan nedbrydes i mindre enheder, i to „afdelinger“: først i betydningsenheder, altså enkelte ord, og dernæst i lydenheder, de såkaldte fonemer. De enkelte fonemer kan sammensættes til at danne andre ord som ikke har noget at gøre med det oprindelige.

Lad os for eksempel sige at et dyr kunne udstøde et råb eller et skrig som betød bananer. Uanset hvordan dette råb lød, ville det betyde bananer og intet andet. Men de lyde der på dansk er sammensat til ordet bananer, kan ikke blot bruges til at betegne denne frugt; ordet kan nedbrydes i enkelte lydenheder, som igen kan sammensættes til at danne nye ord: aber, baner, aner og så videre.

På det engelske sprog er der således færre end halvtreds lydenheder, som er blevet kombineret til at danne over en halv million forskellige ord. Og der dannes hele tiden nye ord. Med ordene har vi en uendelig lang række muligheder for at danne sætninger. Hermed kommer vi ind på endnu et af sprogets træk — grammatikken.

Grammatikken er læren om hvordan ordene forholder sig til hinanden, hvordan sætninger konstrueres og analyseres, og hvilke regler der gælder for dette. Når vi kender eller kan fornemme disse regler, kan vi føje ordene sammen i forskellige kombinationer og frembringe forståelige sætninger, skønt vi måske aldrig har hørt en nøjagtig tilsvarende kombination før. Og tænk blot på hvor mange muligheder der er!

Selv en ganske enkel sætning vil som regel bestå af et grundled og et udsagnsled. I sætningen „Storken sidder på bondens tag“ er storken sætningens grundled, og sidder er udsagnsleddet. De to ord „storken sidder“ danner altså tilsammen en sætning, skønt meget enkel. Men dyrene sammenkæder ikke deres tanker (eller de lyde de udstøder) på denne måde.

I modsætning til dyrene kan mennesker ikke alene opfatte sådanne grammatiske forhold, men de kan også udnytte dem til at fremsætte forskellige variationer af udtalelser. For at fortsætte med eksemplet fra før, kan vi variere sætningen om storken ved at gøre den negativ: „Storken sidder ikke på bondens tag.“ Vi kan ændre den fra nutid til datid: „Storken sad på bondens tag.“ Eller vi kan spørge: „Sidder storken på bondens tag?“ En ganske enkel sætning kan således danne grundlag for mange variationer af sætninger, som ikke enkeltvis behøver at indlæres. Men for at kunne foretage sådanne omsætninger eller transformationer kræves der endnu en egenskab, nemlig . . .

Objektivitet

For at kunne omsætte sproget til brug i hverdagens mange situationer, må den talende være i stand til, så at sige, at holde sig på afstand af det han siger, i stedet for at forbinde hvert eneste element med sig selv. Dette kaldes „objektivitet“. Han skal ikke bare kunne sige: „Jeg sætter den blå kasse oven på den røde kasse,“ men han skal også kunne udtrykke den objektive tanke: „Den blå kasse står oven på den røde kasse.“

Når et menneskes hjerne bliver skadet, er det således ofte denne evne til objektivitet der går tabt. For eksempel har skizofrene patienter ofte svært ved at omsætte en sætning til et negativt udsagn. Hvis patienten bliver bedt om at gøre sætningen „Han spiser æbler“ negativ ved indføjelse af ikke, vil han ofte sige noget helt andet, for eksempel „Han spiser pærer“ eller appelsiner eller en anden frugt, i stedet for blot at sige „Han spiser ikke æbler“.

Man har ved mange hundrede timers træning kunnet oplære chimpanser til at benytte et ganske enkelt tegnsprog (ikke et talt sprog), udtænkt af forskerne, men chimpansernes evne til at foretage sådanne objektive omsætninger er stadig yderst begrænset. Deres evne til at give objektive meddelelser overstiger aldrig et toårigt barns. Og husk at de ord og sætninger et toårigt barn kan sige, har det lært helt uden den specialtræning man gav chimpanserne! Desuden vil barnet efter kun endnu et par års forløb have lært at beherske et langt mere kompliceret sprog end chimpanserne nogen sinde kommer til.

Sprogets kilde

Den kendte sprogforsker Noam Chomsky har fremsat den teori at menneskets enestående sproglige evne til en vis grad er medfødt. Han spørger: Hvordan kan man ellers forklare at små børn med ellers uudviklede evner så hurtigt kan tilegne sig indviklede sprogmønstre? Voksne som prøver at tilegne sig et nyt sprog, kan let sætte sig ind i hvor meget dette i virkeligheden omfatter.

Leksikonet Encyclopædia Britannica siger:

„Det er således klart at ethvert normalt menneskeligt individ fødes med anlæg for tilegnelse og brug af sprog og for grammatisk konstruktion. . . . Et barn lærer meget hurtigt at konstruere nye, grammatikalsk antagelige sætninger ved hjælp af materiale det allerede har hørt; i modsætning til dresserede papegøjer nøjes barnet ikke med blot at repetere et helt udsagn.“ — 1976-udgaven, Macropædia, bd. 10, s. 650.

Dyrene har ikke dette medfødte eller „indbyggede“ anlæg for sprog. Selv de chimpanser der i den seneste tid er blevet berømte efter at man har gennemført mange og lange øvelser med dem, har kun kunnet lære nogle ganske enkle tegnsystemer, som mennesker endda har udtænkt for dem, mens deres naturlige kommunikation stort set kun består i reflekser, nogle råb og nogle fagter. Skønt evolutionister hævder at sådanne primater er de dyr der „genetisk set står mennesket nærmest“, har det vist sig at de er „yderst utilbøjelige til at lære at udtrykke sig artikuleret“. — Samme, s. 649.

Hvis menneskets talte sprog ikke kan spores tilbage til dyreriget, hvor stammer det da fra? Er det opstået ved at et menneske på et eller andet tidspunkt i en udvikling er begyndt at grynte og snerre for at meddele sig til sine artsfæller? „Da kunne vi forvente at finde et sådant sprog i brug blandt primitive og tilbagestående stammer med en lav kultur,“ skriver Mario Pei, der er professor i sprogvidenskab ved Columbia University. Men „dette er afgjort ikke tilfældet. Det er snarere det modsatte der er tilfældet. De primitive stammers sprog er som regel komplicerede i deres struktur, og de mere civiliserede gruppers sprog synes at blive mere komplicerede og indviklede jo længere vi går tilbage i deres historie.“ — Voices of Man, s. 21.

Den omstændighed at sprogene bliver mere komplicerede jo længere man sporer dem tilbage, stemmer ikke med evolutionslæren. Dette har ærlige sprogforskere også bemærket. For eksempel skriver John Lyons i bogen New Horizons in Linguistics som introduktion til en artikel med titlen „Kommunikationens biologi hos mennesker og dyr“, skrevet af J. C. Marshall:

„Marshall opsummerer de tilgængelige vidnesbyrd og drager den konklusion at evolutionsteorien, så vidt denne gælder sproget, langtfra bekræftes af den nyere forskning, og savner empirisk [erfaringsmæssigt] grundlag.“ — 1970, s. 229.

Lyons fortsætter: „Sproget adskiller sig radikalt fra alle kendte former for kommunikation mellem dyrene, og ’på trods af en kolossal mængde indsamlet viden er de lærde stadig ude af stand til at fremsætte en biologisk sprogteori’ (s. 241).“ Professor Mario Pei bemærker: „Det er ikke så mærkeligt at sprogforskerne, bortset fra filosofferne, har bandlyst spørgsmålet om sprogets oprindelse, endda så vidt at det parisiske Société de Linguistique engang forbød at gøre dette spørgsmål til emne for afhandlinger.“ — Voices of Man, s. 22.

Hvordan kan det være at spørgsmålet om sprogets oprindelse i den grad sætter sprogforskerne grå hår i hovedet? Er det ikke fordi alle pålidelige vidnesbyrd peger i en retning som de ikke ønsker at se — nemlig bort fra evolutionsteorien? Professor Pei siger således: „Denne del af problemet er tilsyneladende uløselig. . . . Hvis [sproget] er opstået ’af naturen’, hvad mener vi så med ’naturen’? Blind tilfældighed? Eller et overordnet Intelligensvæsen?“ — Samme.

Hvordan vil De besvare dette spørgsmål? Vil De lade Deres svar farve af udviklingslæren? Eller vil De svare at sproget er en vidunderlig gave fra den Allerhøjeste, hvis navn er Jehova — en gave som kun mennesket har fået? — Indsendt.