Et blik på nobelprisen
AF „VÅGN OP!“-KORRESPONDENT I SVERIGE
NOBELPRISEN betragtes af mange i hele verden som den højeste og mest hæderfulde anerkendelse noget menneske kan få. Denne verdensberømte pris blev indstiftet af Alfred Bernhard Nobel, som blev født i Sverige i 1833.
Alfred Nobel gjorde nogle epokegørende opfindelser på sprængstoffernes område, og samlede sig derved en kolossal formue. Specielt studerede han det højeksplosive stof nitroglycerin og fandt at det kunne anvendes med større sikkerhed når det blev kombineret med et andet stof. I 1867 tog Nobel patent på en sådan blanding — som blev kaldt dynamit.
I kraft af mange andre opfindelser han gjorde, både på det sprængstoftekniske område og på andre kemiske felter, blev han umådeligt rig. Han sad inde med 355 patenter og opbyggede en verdensomfattende industrikoncern bestående af 80 firmaer i 20 forskellige lande på fem kontinenter. Det var kun ganske få mennesker der kendte ham personligt, men alligevel er han sikkert den svensker hvis navn kendes at flest mennesker i hele verden. Han døde den 10. december 1896 i San Remo i Italien.
Hvordan gik det da til at nobelpriserne blev indstiftet? Det skete ved en bestemmelse som opfinderen selv havde ladet indgå i sit testamente: „Hele den resterende del af min realiserbare formue skal anvendes på følgende måde: Kapitalen, som af mine eksekutorer skal investeres i sikre papirer, skal udgøre et fond, hvoraf renten hvert år skal uddeles i form af priser til de mennesker som i løbet af det foregående år har gjort størst gavn for menneskeheden.“
Alfred Nobel bestemte at der skulle uddeles fem forskellige priser på samme beløb: for fysik, for kemi, for fysiologi eller medicin, for litteratur, og for folkenes broderskab. Den sidste blev kendt som Nobels fredspris.
Hvorfor testamenterede Nobel sin formue til at blive brugt på denne måde? Herom skriver personalhistorikeren Åke Ohlmark ganske interessant: „Han vidste at mange af hans epokegørende opfindelser ville blive redskaber for vold og krig. . . . Nobelpriserne er udtryk for en stor forskers og organisators samvittighedskvaler. Det var hans ønske at de priser og institutioner hans penge blev brugt til, i det mindste i nogen grad skulle afhjælpe de skader som han vidste at hans opfindelser ville forårsage.“ — Nobelpristagarna.
Tildelingen af nobelpriserne begyndte i 1901. I de forløbne 76 år er 330 priser blevet uddelt. Det betyder at priserne ikke er blevet uddelt hvert år, hvilket i de fleste tilfælde skyldes mangel på værdige kandidater, især til fredsprisen. Hver pris består af et diplom, en guldmedalje og en check, som i 1975 lød på 630.000 svenske kroner.
Udvælgelsen af kandidaterne
Hvordan kvalificerer man sig til at få en nobelpris? Udvælgelsen af de personer der får denne særlige ære, foretages af fire forskellige instanser, hvoraf de tre er svenske. Det hedder i Nobels testamente: „Priserne i fysik og kemi skal tildeles af Vetenskapsakademien [Det svenske Videnskabernes Akademi]; prisen for indsats inden for fysiologi eller medicin af Karolinska Institutet i Stockholm; prisen i litteratur af Svenska akademien i Stockholm, og prisen til fredens forkæmpere af en komité bestående af fem personer udpeget af det norske storting.“
Hver af disse instanser har et særligt udvalg bestående af fem personer som foretager de forberedende undersøgelser inden udpegelsen. En gang om året sender disse komiteer opfordringer ud til hundreder af videnskabsmænd, akademimedlemmer og universitetslærere i verden, for at disse kan nominere eller anbefale personer som de mener kvalificerer sig til næste års pris. Nomineringerne skal være indsendt inden 1. februar det år hvor prisen skal uddeles.
Hen mod efteråret har komiteernes undersøgelser resulteret i færdige rapporter, som er hemmelige og tilsendes de instanser der skal foretage tildelingen. Så holdes den endelige afstemning, hvis resultat hemmeligholdes indtil oktober eller november. Beslutningerne er endelige og kan ikke appelleres.
Nogle problemer i pristildelingen
Tildelingen af nobelpriserne har i årenes løb givet anledning til visse problemer. Alfred Nobel skrev i sit testamente: „Det er mit udtrykkelige ønske at der i tildelingen af priserne ikke skal tages det ringeste hensyn til kandidaternes nationalitet, men at den værdigste kandidat skal modtage prisen, uanset om han er fra Skandinavien eller ej.“ Det kan imidlertid være ret svært at finde „den værdigste“ i hele verden.
I de senere år har der for eksempel været kritik af valget af fredsprismodtagere, og der har været megen strid i den anledning, for det meste af politiske grunde. I 1973 udvalgte man for eksempel de to hovedforhandlere ved Vietnamkonferencen i Paris til at modtage fredsprisen til deling. Fra hele verden lød der protester. To medlemmer af fredspriskomiteen i Oslo indgav deres afskedsbegæring, og den ene af de to udpegede kandidater nægtede at modtage prisen. Da den anden tog imod prisen, opstod der en protestbevægelse i Norge, som indsamlede 1,5 millioner norske kroner til en „folkets fredspris“ som blev tildelt en anden, efter bevægelsens eget ønske. Under alle omstændigheder er den sørgelige sandhed den at ingen af fredsprisvinderne har kunnet føre verden væsentligt nærmere den fuldstændige verdensfred.
Tildelingen af litteraturprisen har undertiden været lige så stormfuld. Lærde folk har protesteret imod at der til tider er blevet udvalgt ret ukendte forfattere med få læsere, mens verdensberømte forfattere er blevet ignoreret. Da man i 1901 undlod at give prisen til Leo Tolstoj, protesterede 42 svenske forfattere ved at sende en beklagelse til Tolstoj.
På de videnskabelige områder er der i dag en tendens til at videnskabsmænd arbejder sammen i hold snarere end enkeltvis, så det kan blive svært at finde en enkelt person at give prisen til. Og eftersom udviklingen i de seneste år er gået så hurtigt, må pristildelerne anstrenge sig ekstra for at følge med i de nyeste videnskabelige bedrifter.
Alfred Nobel ønskede sikkert at gøre sit til at bedre forholdene for menneskeheden. Siden 1901 har flere hundrede mennesker fået en nobelpris, så mange andre end Nobel har altså næret dette ønske. Der er dog ingen tvivl om at selv de største og mest oprigtige anstrengelser mennesker har gjort sig, ikke har kunnet give menneskeheden de ideelle forhold. De vil først blive indført når Gud griber ind for at „ødelægge dem der ødelægger jorden“. (Åb. 11:18) Ifølge Bibelens profetier kan vi se frem til at dette vil ske i den nærmeste fremtid.