Antarktis — jordens største „dybfryser“

FORESTIL dig at du åbnede døren til en dybfryser som havde været lukket i tusinder af år, og at du på hver hylde i dette fryseskab fandt noget som intet menneskeligt øje før havde set! Noget i den retning skete for omkring 160 år siden da Antarktis begyndte at blive udforsket og denne kæmpemæssige „dybfryser“ begyndte at åbne sine døre for civilisationens blikke og give sine hemmeligheder fra sig.

Astronauter som fra rummet har betragtet jorden, har fortalt at iskappen på Antarktis er et af jordklodens mest karakteristiske træk. Den dækker et areal på over 14.000.000 kvadratkilometer, hvilket er mere end U.S.A. og Mellemamerika tilsammen. Iskappens gennemsnitstykkelse er næsten 2000 meter, og mere end 90 procent af al is i verden er koncentreret i dette massiv. Kun cirka 5 procent af landjorden på Antarktis er synlig. Hvis denne nyudforskede „dybfryser“ skulle gå hen og tø op, ville det betyde en katastrofe, for vandstanden i alle jordens have ville da stige et sted mellem 45 og 60 meter, hvorved alle havnebyer og lavtliggende kystområder i verden ville blive oversvømmet. Hvis iskappen var borte, ville store dele af Antarktis også stå under vand, så kontinentet blev en hel del mindre.

Antarktis opdages og udforskes

I midten af det attende århundrede begyndte sydpolarområderne at blive genstand for forskernes nysgerrighed. Blot nogle få år tidligere var store dele af den sydlige halvkugle stadig ukendt område. På grund af de kolossale afstande kunne man ikke engang med sikkerhed fastslå om den sydlige halvkugle hovedsagelig bestod af land eller af vand.

I 1772 begav den britiske opdagelsesrejsende James Cook sig ud på en treårig rejse mod sydpolarområderne. Isen forhindrede ham i at komme kontinentet på nært hold, og skønt han sejlede rundt om det i en bue, så han aldrig selve Antarktis. I årene fra 1800 til 1821 fik sælfangere og opdagelsesrejsende øje på flere af de omliggende øer, dele af en halvø, og måske også noget af selve fastlandet. Senere forøgede den amerikanske flådeofficer Charles Wilkes og den britiske opdagelsesrejsende James Ross kendskabet til Antarktis i høj grad og bidrog også til at stimulere interessen for dette kontinent; derved banede de vej for udforskningen til lands. Den britiske polarforsker Robert F. Scott kom i 1903 så tæt på Sydpolen at han kun manglede 925 kilometer. Sydpolen blev nået af nordmanden Roald Amundsen den 14. december 1911. En måneds tid senere ankom Scott sammen med flere andre til Sydpolen, men på vejen tilbage mistede han livet på Ross’ Shelf-is. Man forstår hvor vanskeligt det er at nå frem til Sydpolen, når man hører at ingen anden ekspedition udførte denne bedrift langs jorden før 1957-1958. Derefter begyndte „dybfryserens“ dør for alvor at åbne sig. Hvad skjulte der sig bag den?

Undersøgelser af vejret

Udforskningen af Antarktis var en lækkerbisken for videnskaben — det var noget nyt og spændende. Nordpolarområdet består fortrinsvis af hav, hvorimod Antarktis er et fastland. Dette er en af grundene til at klimaet dér er koldere. Den laveste temperatur der nogen sinde er målt på jorden (÷88,3 grader Celsius), blev målt på den russiske station Vostok i august 1960. I dag er dette kontinent det eneste på jorden hvor ingen mennesker kan leve i længere tid uden forsyninger udefra.

Klimaet på Sydpolen har indflydelse på klimaet over hele jorden. Herfra kommer der mere kold luft end fra noget andet sted i verden. De isnende vinde strømmer ned ad skråningerne mod kysten og kan langs kystlinjen nå en hastighed på op til 230 kilometer i timen. Disse kolde vinde er en af de største hindringer for udforskningen af Antarktis. Fra Sydpolen fejer blæsten hen over Chile og Argentina og dele af Australien og New Zealand; de hører med til „luftkonditioneringen“ på den klode vi bor på.

Sydpolarhavet er en del af selve verdenshavet. Det støder op til Atlanterhavet, Stillehavet og Det indiske Ocean. Det har imidlertid sine egne karakteristiske egenskaber. Det er koldere og mindre saltholdigt end oceanerne mod nord. Det kolde havvand bevæger sig nordpå og synker ned under det varmere vand der findes hvor Sydpolarhavet møder havene mod nord, og de kolde havstrømme fortsætter videre mod nord, langt forbi ækvator. Når de varmere, sydgående havstrømme, der findes i den vestlige del af verdenshavene, møder de kolde polarstrømme der kommer sydfra, drejer de østpå, hvorved der opstår en havstrøm („Vestenvindsdriften“) som bevæger sig hele vejen rundt om jorden i et område mellem 47° og 61° sydlig bredde. Havforskere foretager målinger af havets strømme, dets indhold af mineraler, dets temperatur i forskellige dybder, og de bestemmer dets dybde ved at sende lydbølger ned mod bunden. Når alt dette sammenholdes med oplysninger om vinde og gletscheraktivitet, udgør det et vigtigt grundlag for meteorologers og andre videnskabsmænds arbejde.

Plante- og dyreliv

I dette frostkolde klima kan kun ganske få planter trives. På grund af den lange polarnat har de 800 plantearter der er — lav, mos, ferskvandsalger, bakterier, skimmel, gær og svampe — en lang hvileperiode hvert år. Men planternes fotosyntese begynder næsten øjeblikkelig at virke under den korte sommer, som kun varer nogle få dage eller uger, måske et par måneder.

Hvis plantelivet er sparsomt, er dyrelivet derimod rigt; dog er antallet af landdyr ikke ret stort, og dyrene er små. Næsten alle de dyr der er, lever ved isranden eller ved bredden af vandet, sådan at de enten opholder sig mest i vandet eller i hvert fald henter deres føde dér. Kun nogle mikroskopiske dyrearter og visse insekter opholder sig helt og holdent på land og henter deres føde der. Den største af disse er en flue som er beslægtet med den almindelige husflue og kun er 3 millimeter lang. Af fugle findes der pingviner, som jo ikke flyver, kjover og stormsvaler. På øerne og kysterne i Sydpolarhavet lever der terner, albatrosser, ålekrager, måger og andre fugle. Undertiden flyver nogle af fuglene en tur ind mod det antarktiske fastlands indre.

Havternen er verdensmester i navigation. Seks måneder af året befinder den sig i de sydpolare egne, og seks måneder i de nordpolare egne. Det betyder at den hvert år flyver næsten 18.000 kilometer fra nord til syd for at kunne leve i den antarktiske sommer. På den måde kommer den til at leve i dagslys næsten hele året rundt.

Fem af de arter af pingviner der findes i verden er også repræsenteret her. Adéliepingvinen og kejserpingvinen er de to eneste som yngler på kontinentet. Adéliepingvinen når en gennemsnitshøjde af 38 centimeter og vejer mellem 4 og 7 kilogram; den er udstyret med en glimrende orienteringsevne, der sikkert har forbindelse med solen, og et indre, biologisk „ur“.

Adéliepingvinens storebroder, kejserpingvinen, har en utrolig evne til at udholde polarkulden. Denne store fugl med det værdige udseende bliver næsten 1,2 meter høj og vejer mellem 25 og 45 kilogram. Hunfuglen lægger kun ét æg, og det endda midt om vinteren. Når den skal til at lægge sit æg, begynder den at bevæge sig mod syd, ind i den iskolde, sorte vinternat. Så snart hunnen har lagt sit æg, anbringer den det omhyggeligt oven på hannens svømmefødder og overlader det til faderen at udruge ægget. I to måneder står han med ægget liggende på sine brede fødder og varmer det under en lun hudfold. Mens den vordende fader tålmodigt står med ægget uden at få noget at spise, rejser moderen mod nord ud til havet for at hente føde. Når hun vender tilbage er hun klar til at made ungen, hvilket hun gør ved at opgylpe den føde hun selv har spist. Kejserpingvinen er den eneste fugl som ikke følger med når ismassivet om vinteren udvider sig mod nord; den bliver hvor den er og udholder de bidende snestorme i den næsten seks måneder lange nat; under disse forhold vil det være umuligt at holde en rede, sådan som fugle gør andre steder.

I det iskolde vand ved Antarktis’ kyster lever der millioner af sæler af flere forskellige arter. De befinder sig godt i dette miljø, da de jo er isoleret af et fedtlag, der også tjener som reservelager af føde og medvirker til at holde dem flydende i vandet. I dette vand der myldrer med fisk, er der rige „græsgange“ for sælerne. De forskellige arter af hvaler som også lever her, finder rigelig føde i de tætte stimer af krebse- og rejelignende smådyr. Nede mod bunden af havet lever fisk som for 90 procents vedkommende ikke forekommer andre steder på jorden.

Dykkere har, iført dykkerdragter med et isolationslag på godt en centimeters tykkelse, kunnet arbejde i en time ad gangen i vand med en temperatur på ÷2 grader Celsius og har derved kunnet indsamle eksemplarer af 130 forskellige arter af antarktiske fisk og andre livsformer fra havet. Nogle har, ligesom blæksprutten, intet rødt blod, og nogle er delvis gennemsigtige. Andre fisk har rødt blod som selv ved meget lave temperaturer ikke fryser. En dykker har for nylig fundet ålelarver der var mellem 1,2 og 1,5 meter lange — tyve gange så lange som nogen tidligere set ålelarve.

Fra oktober til februar mildnes vejret noget, men temperaturen stiger aldrig over frysepunktet, undtagen på Den antarktiske Halvø, som strækker sig mod nord til en afstand af knap tusind kilometer fra Sydamerika. I denne periode hvor vejret bliver lunere, vågner forskellige arter af små insekter til live i nogle få dage, hvorefter de nedkøles igen. Der er for eksempel snelopper og ottebenede mider. Forskere har opdaget at der i disse dyr findes et stof der kaldes glycerol. Det er et stof der undertiden bruges som antifrysemiddel. Det medvirker til at disse små insekter kan overleve den hårde vinter på Sydpolen.

Når der er lopper og insekter, opstår spørgsmålet om risikoen for at blive smittet af sygdomme. Den gamle antagelse at der ikke findes nogen bakterier på Antarktis, er en vildfarelse. Skønt kontinentet er så hvidt som en operationsstue, kan man dog let finde bakterier. Syvogtyve meter under overfladen har mikrobiologer fundet mikrober som åbenbart har været indkapslet dernede i over hundrede år. Ved undersøgelsen brugte biologerne sterile instrumenter og havde maske for ansigtet for ikke at blande bakterierne fra forrige århundrede med nogle fra nutiden. Dernede under overfladen fandt de stafylokokker, en slags bakterier som kan forårsage en alvorlig infektion. Medmindre forskerne har brugt en forkert teknik eller nogle af deres egne bakterier alligevel har fundet vej ud gennem deres masker, har disse bakterier altså eksisteret i Antarktis i hvert fald siden 1860. De mikrober man fandt i isen var ikke døde, men kom til live igen i laboratoriets varme.

Det kolde og tørre klima virker bevarende. Encyclopædia Britannica fortæller: „I en afstand af næsten 50 kilometer fra havet og i mere end 900 meters højde har man fundet et antal indtørrede lig af sæler, især krabbeædende sæler, i de tørre McMurdo-dale. De krabbeædende sæler har været på vandring ind i landet, men har ikke fundet nogen føde og er derfor døde; men det kolde og tørre klima har bevaret dem som læderagtige mumier.“

Et videnskabeligt laboratorium

Antarktis er i dag stadig et spændende laboratorium for videnskabsmænd. Geologer arbejder på at finde hvad der ligger under den kilometertykke iskappe. Med seismiske målinger og radiofotografier har man fastslået at underlaget for Antarktis for størstedelen består af klippe, og ikke af vand. Dette kontinent er også, for tiden, det seismisk set mest rolige af alle kontinenter. Næsten hele Antarktis er blevet set, og de fleste af bjergegnene er blevet fotograferet fra luften og kortlagt. Geologer, biofysikere, glaciologer og geofysikere aflægger til stadighed besøg for at finde ud af mere om hele jordens og dens økologiske systemers struktur.

Flere lande har oprettet faste stationer. Tolv lande har undertegnet en aftale angående Antarktis, og ti af dem har stationer som er bemandet hele vinteren igennem. Sovjetunionen har Billinghausen-stationen, som ligger på den halvø der strækker sig op mod Sydamerika. De forenede Staters vigtigste operationsbase er McMurdo-stationen, som ligger på den side der vender op mod Stillehavet. Den er atomdrevet og har en befolkning på omkring 900 om sommeren og 200 om vinteren. Ved selve Sydpolen og på halvøen har U.S.A. også stationer der fungerer hele året rundt. Skønt klimaet kan synes at være menneskefjendsk, er der endda nogle der betragter Antarktis som et muligt turistmål i fremtiden. Allerede nu besøges de videnskabelige stationer og pingvinernes rugepladser af turister; og måske kunne det en dag blive et eldorado for vintersportsfolk.

Hvem ved hvilke spændende hemmeligheder denne enorme „dybfryser“ vil give fra sig i fremtiden? Megen udforskning og mange forsøg står endnu tilbage. Måske vil man en dag kunne udnytte kontinentets rige ressourcer af mineraler. Og et studium af de atmosfæriske forhold i og omkring Antarktis kan bidrage til en bedre forståelse af vejrforholdene på hele jorden. Én ting kan vi være sikre på — ligesom en dybfryser kan være nyttig at have i et hjem, sådan vil vi i fremtiden forstå at sætte mere og mere pris på Antarktis, jordens største „dybfryser“.