En resocialisering der lykkedes
FLYET landede i Baton Rouge i Louisiana torsdag aften. Jeg blev hentet af min ven, og vi kørte sammen ud til hans hjem i den nærliggende by New Roads. Om aftenen talte vi længe sammen om det der foregik i Angolafængselet.
Min ven er en af de seks mænd der forestår undervisningen ved kristne møder inden for fængselets mure. De skiftes til at holde et ugentligt møde med de indsatte, og der er gennemsnitlig fyrre indsatte til stede.
„Initiativet til undervisningen opstod egentlig blandt de indsatte,“ fortalte min ven. I begyndelsen af 1973 skrev to fanger som havde læst nogle af Jehovas Vidners bøger og blade, et brev og bad om at nogen ville besøge dem. I mellemtiden havde disse indsatte talt med nogle af deres medfanger og gjort dem interesseret i de ting de havde lært.
I oktober 1973 afholdtes det første møde i fængselet, med atten indsatte til stede. Senere begyndte man at afholde møderne regelmæssigt hver onsdag og søndag. Flere og flere støttede disse undervisningsaftener, så der til tider var over tres til stede. Hvad var det der havde vakt interessen?
Undervisningsprogrammet
Jeg fik at vide at møderne, både dengang og nu, i grundtrækkene afholdes ligesom i enhver af Jehovas Vidners rigssale. Om søndagen holdes der et bibelsk foredrag på en time, som regel af en gæst fra en af de nærliggende menigheder. Derefter følger et bibelstudium baseret på en artikel i et af de nye numre af Vagttårnet.
Onsdag aften holdes der teokratisk skole, et bibelkursus der både udvider elevernes bibelkundskab og forbedrer deres evne til at holde foredrag. Der er også et tjenestemøde, hvor man drøfter hvordan man bedst kan tale om Bibelens budskab med andre indsatte i Angolafængselet.
Jeg blev forbavset over at erfare hvor flittige disse indsatte er til at fortælle andre om deres nyfundne kristne tro. I en periode på nogle måneder har de hver uge ledet bibelstudier med over halvtreds af deres medfanger. Og blot sidste år har de inden for fængselet uddelt næsten 5000 eksemplarer af Vagttårnet, Vågn op! og indbundne bøger der redegør for Guds hensigter.
Den begejstring som de første viste, blev overført til dem som de ledede bibelstudier med, og dette har bidraget til at det hele er gået så godt.
Kravene må opfyldes
Møderne afholdes i et lokale i fængselets undervisningsbygning, et lokale der minder meget om et klasseværelse. For at få lov til at være med skal fangen have sit navn på en særlig liste. Dermed får han tilladelse til at forlade sin ’stue’ i det store fængselskompleks og mødes med de andre på dette centralt beliggende sted.
Det overraskede mig også at høre at de der er Jehovas vidner, selv fører kontrol med hvem der overværer deres møder i fængselet. Det er ikke alle og enhver der kan komme, af gode grunde. Det er ret almindeligt at de indsatte slutter sig til en eller anden gruppe i håb om at dette vil hjælpe dem til at blive løsladt før tiden. Hvordan kan Jehovas vidner da afgøre om de der overværer deres møder er oprigtigt interesseret?
Allerførst leder de et privat bibelstudium med vedkommende. Hvis han viser ægte interesse føres han på listen. Men hvis han udebliver fra møderne mere end fire gange i løbet af en måned uden rimelig grund, som for eksempel sygdom, underrettes fængselsledelsen om at hans navn er fjernet fra listen. Derefter vil han først få lov at overvære møderne igen, når han i et stykke tid har vist at han virkelig er interesseret.
En succes lige fra begyndelsen
Jeg vidste at dette undervisningsprogram havde været en succes lige fra det blev indledt; jeg havde læst om det i The Watchtower for 15. oktober 1974, hvor der blandt andet stod:
„En bevægende begivenhed fandt sted ved stævnet i Baton Rouge i Louisiana. Nogle af Jehovas vidner havde i flere måneder ledet bibelstudier med indsatte i staten Louisianas fængsel i Angola. Mange af disse mænd var vokset i bibelkundskab og havde forbløffet fængselsfolkene ved at vise en radikal ændring i deres adfærd. Man gav derfor otte af dem udgangstilladelse for at de kunne tage til stævnet i Baton Rouge. Det var et gribende øjeblik da disse mænd, med fodlænker og håndjern på, steg ud af bilerne og blev ført ind for at tage plads sammen med de andre der skulle døbes den dag.“
Man må huske at de der skal døbes som Jehovas vidner må opfylde Bibelens høje krav. For at kunne blive døbt må man kunne besvare mindst firs grundlæggende bibelske spørgsmål, for eksempel disse:
„Hvad er Guds rige?“ „Hvad er Guds hensigt med jorden?“ „Hvad er det eneste bibelske grundlag for en skilsmisse der giver én ret til at gifte sig igen?“ „Hvorfor må den kristne undgå at lyve?“ „Hvordan ser den kristne på drukkenskab?“ „Hvad siger Bibelen om utugt, ægteskabsbrud, kønslig omgang med en anden person af samme køn og om anden løsagtig adfærd? Kan en der giver sig af med den slags blive døbt?“
Svaret på det sidste spørgsmål er nej. Selv blandt mennesker der ikke er spærret inde som forbrydere foregår der som bekendt mange af den slags ting, og ofte regnes det for at være helt i orden. Men disse otte fanger havde altså antaget en langt højere moralnorm, og de levede op til den. Snart sluttede flere sig til dem.
I begyndelsen af efteråret 1974 var der otte andre der opfyldte kravene til at blive døbt. Min ven fortalte: „Vi tænkte at det ville være rart hvis vi kunne afholde dåb inden for fængselet og få gæster ind udefra.“ Muligheden for dette blev undersøgt, og fængselsledelsen, der var dybt imponeret over resultaterne af undervisningsprogrammet, gav tilladelsen. Den 5. oktober 1974 blev det særlige stævne afholdt. I bladet Awake! blev det beskrevet sådan:
„De der var kommet udefra, frembød et usædvanligt skue. Der var alt i alt 337 der mødtes ved fængselets porte. Det var en forsamling af velklædte mænd, kvinder og børn, både negre og hvide. Nogle var kommet rejsende over 1100 kilometer.
Efterhånden som deres navne blev checket af på en liste, blev de lukket ind gennem portene. I busser blev de kørt cirka tre kilometer ind på det store fængselsområde. Efter at være stået af kom de gennem jernporte ind i en stor sal.“
Jeg havde læst denne rapport i bladet Awake!, og den havde interesseret mig meget. Men om de senere resultater af dette havde jeg ikke hørt ret meget. Så da vi satte os ned for at slappe af efter aftensmaden, lyttede jeg med stor interesse mens min vært fortalte hvad der videre var sket.
Usædvanlig vækst
„Dette stævne i oktober gav vores arbejde et godt stød fremad,“ fortalte han. „Det gjorde et stærkt indtryk på de næsten hundrede tilstedeværende indsatte at mærke den varme og kærlighed som de hundreder af besøgende viste.“
Resultatet blev at mange af disse fanger begyndte at studere Bibelen flittigt og gjorde gode fremskridt. „Snart var der flere der havde ændret deres livsførelse så meget at de kunne blive døbt,“ fortsatte min ven. „Vi planlagde derfor at afholde endnu et stævne, denne gang meget større. Fængselsledelsen gav igen sin tilladelse, og nu fik vi lov at bruge fængselets idrætsplads, Rodeo Stadium. Lørdag morgen den 26. april 1975 styrede hundreder af biler fyldt med Jehovas vidner mod Angola.“
Denne gang fik bilerne lov til at køre helt ind på fængselsområdet. Ved porten spurgte vagten bare: „Har De nogen våben?“ Så kørte bilerne igennem, helt hen til idrætspladsen. Der var i alt 2602 gæster! Dåben var mødets højdepunkt; denne gang blev tolv fanger døbt, deriblandt en dødsdømt morder som i lænker blev ført hen for at blive døbt. Han havde i et år studeret med Jehovas vidner i sin celle i afdelingen for dødsdømte.
Fængselsledelsen glædede sig over at dette endags stævne forløb så godt og havde så god en indvirkning på fangerne. De viste sig derfor meget imødekommende over for planerne om at afholde endnu et endags stævne. Det blev fastsat til lørdag den 29. november 1975. Den dag var der 3200 til stede, og yderligere otte fanger blev døbt.
„Vores næste fængselsstævne skal afholdes på lørdag,“ fortalte min ven. „Vi er glade for at du kunne komme herned og være med.“
Jeg var nu mere spændt end nogen sinde på at komme til at se fængselet. Det var forbløffende — seksogtredive indsatte var allerede blevet døbt, og den følgende lørdag skulle yderligere seks døbes! Dagen efter, om fredagen, ville min ven tage mig med til Angola for at jeg kunne gøre mig bekendt med forholdene og tale med nogle fra fængselsledelsen.
Jeg ankommer til Angola
Efter frokost tog vi af sted; vi kørte i halvanden times tid gennem et sumpet område og krydsede Mississippifloden med en færge. Så kørte vi videre gennem et bakkelandskab og ankom til sidst til fængselets hovedindgang. Det var tydeligt at vagterne kendte min ledsager; de udvekslede et par muntre bemærkninger med ham og vinkede os ind gennem porten.
Mens vi kørte hen mod Rodeo Stadium forekom det mig at området lignede en stor plantage. Der var et nyopført træstakit langs begge sider af vejen, og bagved var der opdyrkede marker. Jeg fik at vide at fangerne selv dyrker en hel del af deres fødevarer. Så kom vi til det strengest bevogtede område. Vi kørte gennem flere porte og nåede til sidst frem til Rodeo Stadium.
Ved pladsens ene ende var en platform under opførelse. Nogle af de indsatte som var Jehovas vidner, var ved at lægge sidste hånd på værket; platformen skulle males og der skulle lægges tæppe på gulvet. Det var en stor glæde at hilse på dem. De fjorten mænd var venlige og imødekommende. Jeg fik at vide at ledelsen havde givet dem en særlig tilladelse til at gøre pladsen i stand til stævnet den følgende dag.
Ervin St. Amand, en af de fanger der var gået forrest i det særlige undervisningsprogram i fængselet, havde truffet aftale om at vi kunne komme til at hilse på nogle af fængselets ledere. Vi forlod derfor idrætspladsen for at holde aftalerne. Det virkede lidt mærkeligt at Ervin ikke kunne køre sammen med os i bilen, men sådan var regelen, og vi fulgte den gerne. Han bevægede sig hurtigt af sted skønt han havde et kunstigt ben (han havde mistet sit ene ben under et flugtforsøg flere år tidligere) og ankom før os andre.
Da vi havde parkeret bilen passerede vi nogle andre fanger, og jeg kunne ikke undgå at bemærke forskellen mellem disse og dem vi lige havde forladt. Nogle af fangerne lå apatisk på jorden, mens andre stirrede tomt frem for sig. De syntes blot at have affundet sig med deres lod uden at nære nogen forhåbninger om fremtiden. Hvilken forskel!
Ros fra ledelsen
I administrationsbygningen skulle vi tale med major Richard A. Wall (han er siden forfremmet til oberstløjtnant), og vi blev vist ind på hans kontor. Han viste stor imødekommenhed og var tydeligvis meget begejstret for vores undervisningsprogram. Han havde i mange år arbejdet for fængselsvæsenet og vidste hvor ringe held man i de fleste tilfælde har haft med resocialisering. Men han havde meget tilovers for vores undervisning.
Jeg var bekendt med Ervins fortid — han havde været en sand ballademager, en af de værste! Jeg spurgte major Wall direkte: „Stoler De på denne mand?“
„Jeg stoler fuldt ud på St. Amand,“ kom svaret omgående. Majoren tilføjede: „Jeg kan godt lide jeres organisation, fordi I holder øje med jeres folk. Hvis én begynder at komme på afveje, prøver I at hjælpe ham. Men hvis han bliver ved med at gøre noget forkert, fjerner I ham fra jeres organisation. Vi kan stole på at I gør hvad I siger.“
Det var tydeligt at de indsatte der var blevet Jehovas vidner, havde gjort stærkt indtryk på denne mand.
Vi måtte fortsætte vores runde, og vaskeriet var det næste sted hvor vi gjorde holdt. Her blev jeg præsenteret for Lawrence Watts, som førte tilsyn med vaskeriet. Han var gået ind på at støtte vores undervisningsprogram, dengang det begyndte i 1973. Han sagde: „Det gode eksempel fra de indsatte som I har hjulpet, har virket smittende. Jeg tror at fangernes opførsel generelt er blevet bedre af den grund. Nej, jeg véd det!“
Han erklærede at han satte stor pris på det vi udrettede i Angola. Efter en meget behagelig samtale tog vi afsked og kørte tilbage til stævnepladsen for at sige farvel til fangerne. Vi sagde: „På gensyn i morgen,“ og påbegyndte hjemturen.
Stævnet
Næste morgen var det køligt. Vi ankom til Rodeo Stadium klokken 7.30, to timer før programmet skulle begynde. Jeg ville gerne nå at tale med de seks mænd der skulle døbes. Deres oprigtighed og deres værdsættelse af Guds ord gjorde stærkt indtryk på mig.
Tiden gik hurtigt, og snart begyndte programmet. Klokken 10 holdt jeg et foredrag der hed „Guds vilje eller din egen vilje — hvad vælger du?“ Efter dette fulgte dåbsforedraget, hvorpå mændene blev døbt i et bassin der var opstillet nær ved platformen, sådan at alle de 1970 besøgende kunne se det. Der lød et brusende bifald hver gang en af fangerne kom op af vandet efter dåben. Jeg skal aldrig glemme hvordan en af dem strålede, mens hans ansigt endnu dryppede af vand og hans brede smil tydeligt sagde: „Dette er den lykkeligste dag i mit liv!“
Efter dåben var der to timers pause. New Roads-menigheden havde sørget for at alle kunne købe mad mod en ganske ringe betaling. Blandt gæsterne var der frivillige som hjalp med at servere. Fangerne havde ikke lov til at spise sammen med dem der kom udefra, men de fik mad i et separat område der lå tæt ved platformen.
Jeg selv havde fri adgang til det område hvor fangerne samledes, og jeg nød at gå rundt og tale med mange som var ved at blive interesseret i Jehovas Vidners arbejde. En af dem sagde til mig: „I behøver ikke at prædike om jeres lære. I behøver kun at blive gode venner med én, og efter et stykke tid har I overbevist ham på grund af jeres opførsel og jeres venlighed.“
Pausen var snart forbi, og tiden var inde til at fortsætte programmet. Det offentlige foredrag hed „Guds rige, en levende realitet“. Derefter var der en opsummering af en artikel fra Vagttårnet, fremført af indsatte som var døbte Jehovas vidner. Og de klarede det aldeles storartet!
Klokken 16 sluttede mødet med sang og bøn. En kristen søster som jeg kender, og som har været et af Jehovas vidner i mange år, talte for mange af os da hun sagde: „Vi mærkede en varme og kærlighed som vi ikke har følt ved noget andet stævne vi har været til.“
I de indsattes blad The Angolite stod der senere: „Det var det fjerde stævne af sin art som Jehovas Vidner har afholdt i Angola, og der er planer om at afholde flere, mens vidnerne fortsætter deres bestræbelser for at tale til hjertet hos flere og flere fanger. Deres indsats er den største og mest vedvarende som noget trossamfund nogen sinde har gjort for at overbevise og hjælpe fangerne her til personlig højnelse og til at føre et mere meningsfyldt liv.“ — November-december 1976.
Ikke det eneste sted
Jeg var, mildt sagt, dybt imponeret af det jeg havde set og oplevet. Da jeg kom tilbage til New York begyndte jeg at skrive breve og forhøre mig på andre måder for at finde ud af om noget lignende fandt sted i andre fængsler. Jeg opdagede at det der sker i Angola kun er enestående på grund af omfanget og de gode resultater. Her er nogle få andre eksempler:
Hver onsdag besøger en af Jehovas Vidners ældste Chillicothe Correctional Institution, et fængsel i Ohio. Han leder et bibelstudium der overværes af mellem otte og fjorten indsatte. To er blevet døbt, og to andre er på vej til at blive det.
I London Correctional Institution, et fængsel i Ohio hvor der er 1700 indsatte, afholder Jehovas Vidner fire møder hver uge. Møderne er blevet gennemført i næsten to år, og tre af fangerne er blevet døbt. Endnu en fange, som var parat til at blive døbt, blev løsladt den første dag i dette år.
I Southern Ohio Correctional Facility, et fængsel i Lucasville, Ohio, gennemføres også et program med vældig gode resultater. Det begyndte i efteråret 1972. Møderne overværes dér af gennemsnitlig toogtyve; ved et særligt møde for nylig var der treogtredive. I april 1975 og marts 1976 blev i alt syv indsatte døbt i et bassin, en slags vandingstrug der var indkøbt til dette formål.
I Maryland State Prison indledtes i slutningen af 1973 et undervisningsprogram, som også går godt. Der blev ret hurtigt oprettet mange bibelstudier blandt fangerne, og senere begyndte nogle af de ældste fra Jehovas Vidners menigheder at afholde regelmæssige møder. Indtil nu er otte mænd blevet døbt (i badekarret på fængselets hospitalsafdeling).
På Rikers Island i byen New York kommer otte ældste hver uge og holder bibelstudier med de indsatte. Der aflægges også besøg i andre af byens fængsler.
Betyder det at Jehovas Vidners undervisningsprogram er løsningen på hele fængselsproblemet og kriminalitetsproblemet? Nej, langtfra. Det skal indrømmes at Jehovas Vidner ikke kan gøre ret meget for at løse disse store problemer. Men jeg tror at deres undervisning alligevel peger mod den sande løsning på problemerne.
[Tekstcitat på side 6]
„Møderne afholdes i et lokale i fængselets undervisningsbygning.“
[Tekstcitat på side 7]
„Ved porten spurgte vagten bare: ’Har De nogen våben?’“
[Tekstcitat på side 8]
„Vi kan stole på at I gør hvad I siger.“
[Illustration på side 9]
Lige før dåben; de seks dåbskandidater står foran taleren. En del af tilhørerne ses i baggrunden
[Illustration på side 10]
Endnu dryppende af vand stråler en af fangerne af glæde efter sin dåb