Hvad siger Bibelen?

Er musikledsagelse på sin plads i den kristne gudsdyrkelse?

MUSIK indtager en fremtrædende plads i Bibelen, lige fra Første Mosebog til Åbenbaringen. Som der siges i værket Oxford Companion to Music: „Gennem hele det jødiske folks historie . . . finder vi musikken omtalt med en hyppighed der muligvis overgår den hyppighed hvormed den er omtalt i noget andet folks historie. Enhver festlig lejlighed eller højtid var ledsaget af musik.“ Musikforskeren Kurt Sachs udtaler sig på omtrent samme måde: „Blandt verdens bøger kan få siges at lægge større vægt på musikkens historie end Bibelen.“ — The Rise of Music in the Ancient World.

Dette bekræftes af at vi allerede så tidligt som i Første Mosebog 4:21 hører om Jubal der blev „stamfader til alle dem, der spiller på harpe og fløjte“. På de gamle patriarkers tid var sang og brugen af musikinstrumenter almindelig. (1 Mos. 31:27) Det var især håndpauker man brugte ved festlige lejligheder. — 2 Mos. 15:20; Dom. 11:34.

Da musikken tjente et udmærket formål, især ved festlige lejligheder, gjorde israelitterne i udstrakt grad brug af musikinstrumenter i tilbedelsen af deres Gud, Jehova. Salmisten, Kong David, sang: „Vågn op, min ære! Harpe og citer, vågn op, jeg vil vække morgenrøden.“ Og han opfordrede andre til at ’love [Jehova] med citer, takke ham til tistrenget harpe’. (Sl. 57:9; 33:2) Interessant nok var David den mest fremragende musiker der omtales i Bibelen. Han var en meget dygtig harpenist; han organiserede musikken i forbindelse med tilbedelsen i templet, hvor der medvirkede tusinder af sangere og musikere, og han var endog kendt for at have fremstillet nye musikinstrumenter! — 1 Sam. 16:16-18; 1 Krøn. 25:1-31; 2 Krøn. 7:6; 29:27.

Eftersom jøderne tillagde musikken en sådan betydning i såvel deres verdslige som deres religiøse liv, var det kun naturligt at de lod musikken indtage en fremtrædende plads i deres ceremonielle gudsdyrkelse. Bibelen omtaler de musikinstrumenter der blev benyttet da David første gang søgte at føre pagtens ark til Jerusalem, og det er så godt som de samme instrumenter der nævnes da det endelig lykkedes ham at bringe arken dertil. Og tænk på det kor og orkester der stod til rådighed for kong Salomon da det tempel som han havde bygget til Jehova, blev indviet! Der var musikere der spillede på cymbler, harper og andre strengeinstrumenter, ligesom der også var 120 præster der blæste i trompeter. Fandt Jehova behag i denne musikalske udfoldelse? Ja, ganske afgjort, for så snart musikerne og sangerne stemte i for at lovprise og takke Gud, fyldte Jehovas herlighed templet. (1 Krøn. 13:8; 15:28; 2 Krøn. 5:11-14) Ikke så mærkeligt at der siges at ingen af oldtidens folk gjorde så omfattende brug af musik i deres tilbedelse som jøderne!

Til trods for den store plads som musikken indtog både i de enkeltes gudsdyrkelse og i den organiserede tilbedelse i templet, findes der i dag nogle enkeltpersoner og religiøse grupper der er stærke modstandere af at benytte instrumentalmusik i den kristne gudsdyrkelse. Det er ikke almindeligt kendt at protestantiske reformatorer som Martin Luther, Johan Calvin og John Knox var modstandere af at bruge orgelmusik til sangen under gudstjenesterne. Ifølge deres udsagn var orgelet et „ba’alssymbol“, og musikledsagelsen lige så unødvendig i den kristne gudsdyrkelse som „røgelsen og lysestagen“. Selv om deres tilhængere i det store og hele har indført musikledsagelse i deres gudstjenester, findes der stadig nogle små grupper der er imod brugen af musik i den kristne tilbedelse.

Hvilke indvendinger rejser disse, eller hvilke argumenter fremfører de som støtte for deres indstilling? De gør et stort nummer ud af at der ikke i De kristne græske Skrifter findes nogen omtale af at de første kristne benyttede instrumentalmusik i deres gudsdyrkelse. Men dette i sig selv beviser ingenting. Brugen af instrumentalmusik er naturligvis ikke en nødvendighed i den kristne gudsdyrkelse. De kristne i det første århundrede kan have benyttet musikinstrumenter ved deres møder, uden at tænke på at det kunne være nødvendigt at nævne dette. Eller man kan have betragtet brugen af musik som så uvæsentlig at den hverken var påbudt eller forbudt.

En af de indvendinger man også kommer med, er at musikinstrumenter var en fast bestanddel af den ceremonielle tilbedelse i templet men ikke længere praktiseres af kristne. Det er rigtigt at præsterne blæste i trompeter ved indvielsen af Salomons tempel, og at levitterne sang og spillede på andre musikinstrumenter. Men det er værd at lægge mærke til at brugen af istrumentalmusik ikke skyldtes et direkte påbud i Moseloven, som det var tilfældet med røgelsen, ofrene, den særlige præsteklædning og tabernaklet og dets funktioner. Sådanne forbilledlige ting forsvandt da virkeligheden kom. Hvis brugen af musikinstrumenter også var forbilledlig, må man spørge: Hvad var den et forbillede på?

Man hævder desuden at de første kristne havde synagogen og ikke templet som mønster for deres møder; de kristne kan følgelig ikke have brugt musikinstrumenter, for der siges intet om at jøderne brugte musik i deres synagoger. Uanset om der blev brugt instrumentalmusik i datidens synagoger eller ikke, er det dog en kendsgerning at synagogen ikke i alle detaljer tjente som et mønster for den kristne gudsdyrkelse. Det er derfor højst sandsynligt at de første kristne intet havde at indvende mod brugen af harper eller andre strengeinstrumenter.

Det kan med større rimelighed hævdes at da jøderne var så musikalsk et folk og vant til at høre musik i forbindelse med tilbedelsen i templet, ville det være naturligt for de jøder der var blevet kristne at benytte musikledsagelse ved deres kristne møder.

Indvendinger kan være berettigede hvis musikken tjener til at ophøje skabninger, for eksempel dem der spiller på musikinstrumenterne. Men hvordan skulle den skønsomme og moderate anvendelse af musikinstrumenter i forbindelse med den kristne menigheds sang, eller den musik der spilles før eller efter menighedens møder, kunne være skadelig? Som en velkendt religiøs autoritet har udtalt, ville et forbud mod musikledsagelse i den kristne menigheds gudsdyrkelse være „et fejlgreb der smager af askese“. Grundet vor tids manglende undervisning i sang og musik er musikledsagelse en virkelig hjælp for de kristne til at synge de rigtige toner i det rette tempo, for eksempel ved hjælp af grammofonplader.

I den forbindelse er det værd at bemærke at de grammofonplader med Rigets sange som Vagttårnsselskabet har ladet fremstille, kan være en stor hjælp for de kristne der ønsker at følge den vejledning som apostelen Paulus gav i Efeserbrevet 5:18, 19: „Drik jer ikke fulde i vin; det fører til udsvævelser; men bliv fortsat fyldt med ånd, idet I taler til hinanden med salmer og lovsange til Gud og åndelige sange, og i jeres hjerte synger og spiller for Jehova.“

Der kan ikke fremføres nogen virkelig indvending mod musikledsagelse i den kristne gudsdyrkelse, så længe den ikke overdrives.

Som et spontant udtryk for den taknemmelighed og glæde israelitterne følte da Jehova Gud havde ført dem sikkert over Det røde Hav, „greb profetinden Mirjam, Arons søster, pauken, og alle kvinderne fulgte hende med pauker og danse, og Mirjam sang for“. — 2 Mos. 15:20, 21.