Er dine børn gavmilde?
„GIV MIG DET! Det er mit!“ Kender du de ord? Siger dine børn sådan når de bliver bedt om at dele noget med andre? Det kan i så fald være tegn på en noget selvisk og nærig holdning hos dem.
Det er naturligt at forældre bliver bekymrede når de erfarer at deres børn har disse uønskede tendenser. Men hvad kan forældre gøre for at bremse dem? Hvordan kan man lære børn at blive gavmilde, rundhåndede og uselviske?
Gavmildhed må læres
Et nyfødt barn sanser ikke andet end at få tilfredsstillet sine ønsker og behov. Barnet forstår slet ikke hvor mange søvnløse nætter forældrene har for dets skyld, for at det kan få mad, kan få en tør ble på og blive passet sådan som det skal. Selvfølgelig bliver barnet med tiden mere opmærksomt på andre. Men der må oplæring til for at det kan udvikle gavmildhed og andre ønskværdige egenskaber.
Det varierer meget fra barn til barn hvornår man skal begynde en sådan oplæring. Nogle børn er allerede i 5-6-årsalderen lette at omgås og er parate til at få venner og alt hvad det medfører. Men andre børn på samme alder har måske ikke rigtig indstillet sig på det. De er endnu ikke kommet over småbørnsstadiet. Det er sværere at oplære disse børn, især hvis det drejer sig om enebørn.
Mange børn i store familier lærer næsten uundgåeligt at deres behov og ønsker ikke nødvendigvis kommer i første række. De lærer ret hurtigt at dele mad, tøj og andre materielle ting, om ikke også deres tanker, med deres søskende og andre familiemedlemmer. Og i regelen bliver disse børn med tiden ligevægtige, afbalancerede og modne voksne mennesker.
Hvad med dine børn? Er de gavmilde eller påholdende, rundhåndede eller begærlige, imødekommende eller indesluttede? Hvornår betragtede du dem sidst på en objektiv måde? „Hvordan,“ spørger du, „kan man bedømme dem når de stadig er unge og letpåvirkelige?“ En af de enkleste måder er at betragte dem når de leger med andre børn. Ofte vil et barn med selviske tendenser være nøjeregnende med sit legetøj. Det vil ikke engang lade andre børn røre ved det. Alligevel vil det gerne lege med deres legetøj og bliver måske endog vredt og ophidset hvis det ikke får sin vilje. I modsætning hertil vil det gavmilde barn for det meste være villigt til at dele sine ting med andre. Nogle er endog ivrige efter at gøre det. De ser andre børns behov, børn som måske ikke har lige så meget som de selv har, og er villige til at dele med dem uden forældrenes tilskyndelse.
Det har ofte vist sig at et barn der handler således, kommer fra et hjem hvor forældrene selv er meget gavmilde. Det får også meget kærlighed i hjemmet. Den tryghed barnet føler er ikke afhængig af materielle ting som det kan klamre sig til. Barnet føler tryghed fordi forældrene holder af det og fordi det ved at det er i sikkerhed inden for den kærlige familieordning. Har dit barn det sådan?
Hvad forældre kan gøre
Når barnet skal lære at være gavmildt og udadvendt er det meget vigtigt at forældrene bliver ved med at opmuntre barnet til det. Betragt engang en moder med fire børn som har kunnet gøre dette. Hun sætter sig ned og taler med børnene lige så snart de kan fatte og forstå. Moderen hjælper kærligt hver enkelt til at forstå at familieordningen med brødre og søstre er en værdifuld gave fra Gud og at de skal tage sig af hinanden mens de vokser op. De ældste hjælper så de yngste. Hun gør dem opmærksomme på den ukærlige og voldelige indstilling som børnene i nabolaget har, og viser sine egne børn hvordan de kan være anderledes. Når hendes børn afviger fra den rette kurs, gør hun dem tålmodigt opmærksomme på det. Denne unge moder lader også børnene selv klare deres indbyrdes problemer når det er muligt. Hun siger: „Jeg tror ikke at søskendejalousi er naturligt. Jeg kan ikke se nogen grund til at brødre og søstre altid skal skændes og strides med hinanden. Jeg har prøvet at udrydde det i vores familie ved at give hvert barn al den kærlighed og opmærksomhed han eller hun har behov for. Det er ikke let at nå, men det har givet resultater.“ Fremgangsmåden virker, for i denne familie er der ingen af de gnidninger man ellers kender i familier med mange søskende.
I en anden stor familie, hvor der blandt andet er et mentalt retarderet barn, har man også været i stand til at opdrage børnene i en kærlig og gavmild atmosfære. I modsætning til det man måske ville gøre i andre familier, forventer man i denne familie at det mentalt retarderede barn også viser gavmildhed over for sine ældre og yngre søskende. Han bliver ikke gjort til familiens midtpunkt. Men de andre ignorerer ham heller ikke eller får ham til at føle sig mindreværdig. Denne drengs kærlige natur, og især hans interesse for børn som han ikke engang har set, gør dem der møder ham varm om hjertet. Hans moder siger at hun og hendes mand forventer af deres børn at de er kærlige mod hinanden. I stedet for at vise at de er overraskede når deres børn lægger en sådan kærlighed for dagen og belønne dem for det eller endog lokke dem til det, giver disse forældre udtryk for overraskelse og forfærdelse når deres børn ikke er kærlige over for hinanden. Denne indstilling ’smitter af’ på børnene så de ikke behøver at få en større ’omgang’.
Behandler du dine børn på denne måde? Eller tror du at de selviske tendenser som du bemærker hos dem blot er en fase de skal igennem og at de vil vokse fra det? Alt for mange forældre har haft den opfattelse, og når det tidspunkt kom hvor de mente at det var nødvendigt at gøre noget ved barnets selviskhed, har de måttet erfare at selviskheden var blevet en uadskillelig del af barnet.
Når forældre bemærker en sådan dårlig tendens må de straks gribe ind. Her må især moderen gøre en stor indsats, da hun i almindelighed er mere sammen med børnene end faderen er. Men manden og hustruen må samarbejde hvis børnene skal føle sig trygge. Intet kan gøre et barn mere bange og mere nøjeregnende end usikkerheden om hvorvidt forældrene elsker hinanden. Hvis barnet har en fornemmelse af at de er uenige vil det sandsynligvis komme til at stole mere og mere på materielle ting — ting som giver det en vis følelse af sikkerhed og som det kan hænge ved. Barnet kan også få en indesluttet personlighed og have svært ved at komme ud af det med andre.
Af og til kan forældre føle sig nedslåede fordi de, ligegyldigt hvad de gør, ikke ser nogen gode resultater. Eller tilsyneladende ikke. Ikke desto mindre gør forældrenes handlinger indtryk på barnet. For eksempel fortalte en mand med stor fornøjelse om en oplevelse han havde haft da han var omkring otte år gammel. Han sagde: „Jeg havde sparet mine penge sammen og købt de sukkerstænger jeg allerbedst kunne lide. Jeg ville sætte mig alene under et træ og bare spise dem alle sammen selv. Men straks efter at jeg havde købt sukkerstængerne løb jeg selvfølgelig lige ind i min moder. Hun sagde naturligvis at jeg skulle dele med mine søskende. Jeg blev fuldstændig rystet, for jeg havde flere søskende end jeg havde sukkerstænger. Efter nogle forfærdelige minutter hvor de lod som om de ville spise alle mine sukkerstænger, fik jeg de fleste af dem tilbage og gik. Men efter den oplevelse tænkte jeg altid på dem når jeg købte noget.“
Han husker også at han engang var oppe at skændes med en yngre broder om noget kage og om hvem der skulle have det største stykke. Faderen afgjorde sagen ved at fastsætte en regel. Fra da af skulle den ene skære og den anden vælge først. Resultatet? De blev begge meget dygtige til at skære lige store stykker. Men med tiden blev de dog mindre nøjeregnende og mere gavmilde over for hinanden.
Enebarnet
Da enebarnet ikke har nogen søskende som det kan omgås og dele med, kan det have en tendens til at blive begærligt og selvoptaget. Hvis de selviske tendenser ikke bremses i tide kan de følge barnet hele livet igennem. Barnet kommer måske til at tilhøre den kategori af mennesker som altid vil have den bedste plads, tage først når der bliver budt mad rundt, og så videre.
Hvad kan man gøre for at hjælpe et enebarn? En omsorgsfuld moder gjorde noget som nogen syntes var ret drastisk for at standse sin seksårige søns stigende selviskhed. Det hjalp ikke at tale med ham. Så prøvede hun noget andet. Sammen med mormoderen (de tre boede sammen) besluttede hun at gøre ham opmærksom på hvor afhængig han var af dem for at få føde, husly, tøj og så videre. Hver gang han brugte noget af deres, mindede hun og hans mormoder ham om at det ikke var hans. Han blev snart klar over at det der var „hans“ faktisk var en gave fra dem. Det var dem der ejede det; han fik blot lov til at bruge det. I løbet af kort tid var hensigten nået. Han begyndte, uden tilskyndelser, at dele mere og mere af det der var „hans“ med dem. Denne nye indstilling bevirkede at han fik flere venner. Når sønnen legede lagde moderen mærke til at selv om det til at begynde med var nødtvungent, var han nu villig til at dele med sine legekammerater. I løbet af kort tid blev han mere og mere gavmild, især når han så at det glædede hans moder, mormoder og andre. Og hungrer alle børn ikke efter kærlighed og godkendelse? Jo, afgjort, og et enebarn er ingen undtagelse.
Den rette indstilling af stor betydning
Det er vist unødvendigt at sige at ingen forældre ønsker at have selviske børn. Men hvor mærkeligt det end lyder medvirker forældrene undertiden til at deres børn bliver selviske. Forældrenes indstilling kan være med til at fremme en begærlig indstilling hos deres sønner og døtre. Nogle forældre synes at deres børn skal have alt det som de selv måtte undvære da de var børn. Hvis de skulle arbejde hårdt da de var mindre, vil de i hvert fald ikke lade det overgå deres børn. Har du hørt sådanne udtalelser? Overfladisk set kan det måske lyde ret harmløst. Men hvis man tænker lidt dybere over det, så indeholder ræsonnementet nogle alvorlige fejlslutninger. Forældre med denne indstilling gør sig ikke klart at det hårde arbejde de måtte udføre, de personlige ofre de måtte bringe og de afsavn de måtte lide som børn var med til at give dem selvtillid og modne dem. Når de nu ikke lader deres børn gøre blot nogle af disse erfaringer, stiller de sig faktisk i vejen for udviklingen af sådanne værdifulde egenskaber.
Der er ingen tvivl om at når forældre giver deres børn alt det de peger på, vil børnene vokse op i den tro at alle andre også vil behandle dem sådan. Hvis børn får alle de penge de ønsker, finder de aldrig ud af at det er nødvendigt at arbejde for at tjene penge. De vil heller ikke være tilbøjelige til at dele med andre. Hvis forældre gør alting for deres børn, vil børnene sjældent selv tage initiativet. De vil tværtimod forvente at andre bærer deres ansvar for dem. Meget afhænger altså af hvordan forældrene oplærer og tugter deres børn. Er det ikke rigtigt?
Forældre som sætter lighedstegn mellem materielle ejendele og lykke lærer deres børn at opnå lige det modsatte — ulykke og frustration. Det er bestemt en dårlig arv at give sine børn!
Derimod ønsker kærlige forældre at deres børn vokser op og bliver i stand til at klare sig selv, at de bliver pålidelige, kærlige og venlige mænd og kvinder. Og i denne forbindelse spiller forældrene som sagt en meget vigtig rolle. For det meste gør børn nemlig enten det de lærer at gøre eller det de får lov til at gøre. De bliver ikke selviske og ødelagte af at få kærlighed, hengivenhed og den rette form for tugt. Hvis børn får for lidt eller slet intet af dette vil de ofte blive selviske og egoistiske.
Almindeligvis vokser børn op som et produkt af den oplæring, tugt og kærlighed (eller mangel på samme) de har fået af deres forældre. Hvis resultatet er godt kan forældrene, om man så må sige, ’indhøste bifaldet’. I modsat fald må de med smerte bære en væsentlig del af skylden. Hvis de gør hvad de kan mens børnene er små, vil de sædvanligvis få gode resultater. Som Bibelen siger: „Væn drengen til den vej, han skal følge, da viger han ikke derfra, selv gammel.“ (Ordsp. 22:6) Dette princip gælder selvfølgelig også for piger.
Forældre som interesserer sig for deres børn ønsker naturligvis at det skal gå dem godt. I forældre, gør altså de nødvendige bestræbelser, og jeres børn vil højst sandsynligt blive gavmilde. De vil komme til at erfare at „der er mere lykke ved at give end ved at modtage“. — Apg. 20:35.
[Illustration på side 15]
’Far lærte os at dele ligeligt’