Fiskeri på de nordlige breddegrader

AF „VÅGN OP!“-​KORRESPONDENT I NORGE

MÅGERNES gennemtrængende skrig og den ensformige lyd af dieselmotorer når vore ører. Den specielle hav- og tanglugt blandet med lugten af fersk fisk og gamle fiskerester slår os i møde.

Hvor er vi? Vi er i fiskerbyen Svolvær, der ligger et par hundrede kilometer nord for polarcirkelen. Denne by er centrum for et af verdens største torskefiskerier.

Fiskerbådene kommer ind i havnen. De ligger dybt i vandet på grund af den tunge last af fisk. På land er der hektisk aktivitet, for nu skal man tage imod dagens fangst.

Der kommer Havternen og lægger til kaj. Jeg benytter lejligheden til at snakke lidt med skipperen. Han er her fra Lofoten.

„Fiskeriet ved Lofoten er ikke som det har været,“ siger han, „selv om det stadig er et kæmpemæssigt foretagende. Da jeg var ung, var der over 32.000 som fiskede her ved Lofoten. Nu er det knapt nok en tiendedel så mange.“

„Skrei“-fiskeri

Jeg fandt ud af at der kom mange fiskerkuttere til Lofoten for at fiske skrei. Det er mellem seks og femten år gamle torsk der kommer fra Barentshavet til Norges kyst for at gyde. De søger til steder hvor Golfstrømmens varme, salte atlanterhavsvand blander sig med det mindre salte, afkølede vand fra nord. Denne blanding har en temperatur og en saltholdighed som torsken kan lide, og det medfører at der kommer store mængder torsk til området i begyndelsen af januar. Sammen med torsken kommer der fiskerbåde fra hele Norge.

Jeg spekulerede på hvilken slags udstyr der bruges når der skal fanges så store mængder fisk. Skipperen fortæller: „For hundrede år siden brugte vi både sejl og årer, nærmest modificerede udgaver af vikingeskibene. I dag bruger vi motordrevne fiskerkuttere som er mellem tyve og halvfjerds fod lange. De har det mest moderne tekniske udstyr.

De fleste både bruger garn som er bundet sammen, og tilsammen er disse garn ofte 2000 meter lange. Garnene er ikke strammet ud så de står lige op og ned i havet, men de bliver sat sådan at de buler ud som et sejl der fyldes med vind, hvilket gør at fisken lettere sætter sig fast og vikler sig ind i garnmaskerne. Andre foretrækker snurrevod, en netpose som bliver lagt ud mens båden sejler, og som trækkes ind af et kraftigt spil når båden ligger stille. Mindre både kan bruge liner med tusindvis af kroge med agn på. Nogle bruger slet og ret en håndsnøre med nogle få kroge som fisken bider på når fiskeren rytmisk rykker i snøren.“

Jeg mente at alle disse fiskerbåde med så mange forskellige redskaber måtte skabe kaos. Da jeg nævnte det for skipperen, svarede han:

„Nej, fiskeriet er reguleret ved lov. Havet er opdelt i felter, og både med de samme redskabstyper skal holde sig i det samme felt, inden for bestemte grænser. Opsynsbåde med politi om bord overvåger at loven respekteres.“

Sildefiskeri

Foruden torsken har også silden været meget eftertragtet af fiskere i mange lande. Sildefiskeriet er det som har haft størst betydning for norske fiskere. Skipperen siger: „Og sildefiskeriet er endda mere spændende end torskefiskeriet, fordi det er mere chancebetonet.

Fiskeriet begynder når silden kommer ind til Norges kyst for at gyde. Vi ligger i havnen og venter. Når radioen melder at silden nærmer sig, går vi ud. Da silden ikke er mere end mellem 28 og 33 centimeter lang, bruger vi gerne snurpenot med lille maskevidde. Om bord er der stor forventning. Radioen går, indstillet på en speciel ’fiskerbølge’, og alle venter spændt på de første fangstmeldinger.

På broen spejder vågne øjne ud over havet. Først når måger og terner dykker og kommer op med sild i næbbet, ved vi at fisken er der. Ekkoloddet er også meget nyttigt. Det udsender lydbølger under vandet og registrerer ekkoerne. Hvis lydbølgerne støder på en sildestime, kan vi ’se’ det på skærmen på modtagerapparatet.

Når det sker meldes det straks til ’notbasen’. Det er ham der bestemmer nøjagtig hvornår noten skal kastes. Før han giver besked hopper han sammen med en anden af mandskabet ned i en lille båd for at undersøge stimen nærmere. Så kommer ordren: ’Lad noten gå!’ Med et fløjtesignal sejler vi med fuld fart rundt i en bue, rundt om stimen, samtidig med at vi lægger noten ud. Ringen sluttes, og noten kan snurpes (snøres) sammen. Men spørgsmålet er: ’Har vi fået stimen i noten, eller undslap den?’

Vi er alle meget spændte mens noten langsomt trækkes ind. Når vi har været heldige kan vi ikke se havet for sild. Et enkelt kast kan give 300-400 tons sild.“

Fangsten føres i land

Jeg fulgte interesseret med mens tønder med fisk blev hejset op på kajen. Fiskene blev hældt ud i et stort kar, og rundt om karret stod nogle mænd med skarpe knive. Jeg ser en af dem tage en fisk. Med et snit er bugen sprættet op. Tre hurtige håndbevægelser, så er indvoldene taget ud. Med endnu et eller to snit er hovedet skåret af. I løbet af nogle sekunder er rogn, lever og andre indvolde blevet lagt i tre forskellige tønder, mens hovederne bliver lagt i en bunke på jorden. Så bliver den næste fisk behandlet på samme hurtige og dygtige måde.

Efter at fiskene er blevet vejet og skyllet, bliver nogle af dem lagt i store trækasser, nedkølet i is og sendt til forbrugere i hele Norge. Noget af fangsten bliver saltet, tørret og eksporteret som klipfisk. Størstedelen af fangsten (cirka 50 procent) går imidlertid til tørfiskproduktion.

De fisk der skal tørres bliver hængt op udendørs på specielle stokke, og der bliver de hængende indtil det er sommer. De vejer da langt mindre end friske fisk. Tørfisk har en stor næringsværdi og lang holdbarhed. Når der på grund af en katastrofe opstår et pludseligt proteinbehov i et land, er det derfor ofte tørfisk der bliver sendt dertil.

„Næsten alle dele af fisken bliver udnyttet på en eller anden måde,“ fortæller vor ven, skipperen. „Mange børn kan for eksempel tjene en del penge ved at skære tungerne ud af de afkappede hoveder. Mange anser stegte torsketunger for at være en delikatesse både til middag og som pålæg. Det der bliver tilbage af hovederne, og andre rester, bliver sendt til fiskemelsfabrikker. Rognen fryses eller behandles til dåsekonserves, hvis ikke man laver kaviar af den. Leveren dampes til tran, et produkt som indeholder store mængder A- og D-vitaminer.“

Driver vi rovdrift på havet?

I denne tid har skipperen én stor bekymring: „Vi overvurderer havets ressourcer. Der er alvorlig fare for at flere fiskearter bliver totalt udryddet.

Tag for eksempel silden. I 1950erne regnede havforskerne med at vintersildbestanden var på mellem 14 og 18 millioner tons. I dag er den næsten udryddet og der er nedlagt totalforbud mod at fiske vintersild. Nogle mener at den eneste måde at redde vintersilden på er at indføre totalforbud mod sildefiskeri. Torskebestanden i Barentshavet, som danner grundlag for fiskeriet ved Lofoten, er også i fare. Selv om nogle betegner dagens fangster som ’gode’, har havforskerne betegnet bestanden som ’alarmerende lav’.“

Jeg spurgte om ikke de forskellige lande kan få en aftale i stand og fastsætte fangstkvoter med tanke på at bevare fiskebestanden. „Det ser ud til at være vanskeligt at få en sådan aftale i stand,“ sagde skipperen. „Et af problemerne er at blive enige om hvor store fangster de forskellige må få. Selv om landene blev enige, ville kvoterne blive sat for højt. Alle vil have så meget som muligt. Det der skete med hvalfangsten i Antarktis er et talende eksempel. For nogle tiår siden blev der hvert år fanget i titusindvis af hvaler i Antarktis. I dag er hvalen næsten udryddet i det område, og dét på trods af at der var blevet afholdt utallige konferencer og indgået en mængde aftaler om fangstkvoter. Det blev bare ved snakken.

Økonomiske hensyn gør situationen endnu mere kompliceret. Fiskerbådene og deres udstyr koster mange penge. Sådanne investeringer skal kunne betale sig. Når fiskebestanden bliver mindre gør fiskerne sig derfor større anstrengelser for at fange de fisk der findes. Desuden udbygger andre lande deres fiskerflåde med en eksplosionsagtig fart. De ønsker også at få del i rigdommene langs den norske kyst. Så du kan se at det er vanskeligt at begrænse fangsten.“

Fiskeriet på de nordlige breddegrader er ikke kun et nyttigt foretagende til gavn for mennesker, men også et begivenhedsrigt og spændende eventyr. Det at fiskebestanden daler skyldes ikke at fiskene er holdt op med at yngle i havet. Årsagen til dette problem er den samme som årsagen til mange af de andre problemer menneskene har at kæmpe med — menneskenes egen griskhed.