Hold dig ren, hold dig sund

AF „VÅGN OP!“-​KORRESPONDENT PÅ FILIPPINERNE

MENNESKETS kamp for at bevare sundheden er gået for sig næsten siden tidernes morgen. Men det har været en nederlagets kamp mod sygdom, pest og epidemier. Trods videnskabens og lægekunstens fremskridt er folk fortsat bukket under for sygdom og død.

Engang mente man at sygdomme blev fremkaldt af onde ånder, og der var læger som i deres kamp mod denne påvirkning benyttede amuletter eller besværgelser, ja endog åreladning. Somme tider brugte man urter, uden tvivl med større held. Men det var opdagelsen af bakterierne der førte til en mere virkningsfuld behandling af syge mennesker. Dette igen førte til forståelsen af at der er en forbindelse mellem sundhed og renlighed.

I dag er man klar over at mange sygdomme — de smitsomme sygdomme — skyldes tre faktorer: smitstoffet, omgivelserne og den der smittes. Smitstoffet er den oprindelige årsag til sygdommen. De sygdomsfremkaldende smitstoffer omfatter bakterier (forårsager sygdomme som tyfus og kolera), protozoer (fremkalder for eksempel amøbedysenteri), virus (forårsager polio, leverbetændelse, m. fl.), parasitter (fremkalder malaria, m. fl.), og svampe (skyld i gener som for eksempel fodsvamp). Der findes også uorganiske smitstoffer som bly og kviksølv, der kan fremkalde forgiftning.

Det sygdomsfremkaldende smitstof findes i „lagre“. Det kan være hos en person der allerede har sygdommen, en smittebærer (en der fører smitten med sig men som ikke har symptomer på sygdommen), et dyr, eller et eller andet i omgivelserne. Når smitstoffet forlader „lageret“ — ved hoste, nysen eller på anden måde — kan det opsamles og føres videre til en mulig modtagerorganisme, det vil sige en der er modtagelig for sygdommen. Hvis smitstoffet trænger ind den rigtige vej hos modtageren, bliver denne syg. Hvor afgørende det er hvilken vej smitstoffet trænger ind, ses i tilfældet med stivkrampe. Dersom bakterien kommer ind gennem munden er den ufarlig. Kommer den derimod ind gennem et dybt sår i huden, får modtageren sandsynligvis sygdommen.

I vore dage prøver man at bryde denne smittekæde ved bedre hygiejne. Man søger derved at få kontrol over omgivelserne så det sygdomsfremkaldende smitstof hindres i at trænge ind i en ny organisme. Denne måde at gribe problemet an på har vist sig ret virkningsfuld i lande hvor affald er blevet fjernet på behørig måde, spildevandet er blevet renset og myndighederne har formået at sørge for rene vandforsyninger. I disse lande er sygdomme som tyfus, kolera og pest næsten udryddet. Selv i mere udviklede lande bliver folk imidlertid stadig ofre for smitsomme sygdomme, som for eksempel influenza. Dette gælder især i en krisesituation, når samfundets offentlige tjenesteydelser svigter og sygdommene atter får mulighed for at dukke op. Dette understreger at ansvaret for at opretholde hygiejnen ikke kun påhviler myndighederne. Alle bør være opmærksomme på hvordan sygdomme spredes og hvad hver enkelt personligt kan gøre for at hindre at det sker.

Spredes ved berøring

Verden af i dag ligger under for en pandemi af veneriske sygdomme, der næsten udelukkende er blevet spredt ved direkte kønslig kontakt. Disse seksuelt videreførte infektioner hører til de mest udbredte blandt de sygdomme der spredes ved kontakt.

Det at holde kønssygdomme nede er for en stor del et spørgsmål om moralsk renhed, hvorimod fysisk renlighed er med til at mindske spredning af mange andre sygdomme. (1 Kor. 6:9, 10) Angående dette sidste har en læge sagt: „At vaske hænder efter toiletbesøg og før måltiderne skulle være en lige så stor selvfølgelighed som at trække vejret.“ Smittespredning ved direkte kontakt skulle faktisk være den letteste at undgå.

Fødevarer og vand

Ligesom vi har vore befordringsmidler, biler og busser, har de sygdomsfremkaldende smitstoffer også deres, idet de kan befordres med vand, mælk eller andre fødevarer. Mælk, der betyder så meget for børns vækst, kan være smittebærende hvis den kommer fra et snavset eller inficeret dyr; derfor pasteuriserer man mælken i de vestlige lande. Mange mennesker foretrækker at koge mælk hvis de nærer tvivl om at den er bakteriefri. Andre fødevarer kan befordre sygdom hvis de tilberedes af personer med uvaskede hænder eller hvis de har været berørt af gnavere eller insekter. Men måske er vand det mest almindeligt forurenede. Vi kan ikke leve mere end fire eller fem dage uden vand, og dersom vort drikkevand er forurenet vil det virke som befordringsmiddel for millioner af sygdomsfremkaldende smitstoffer, der således baner sig vej til vor organisme. Og hvilke smitstoffer kan der så være tale om? Bakterier, protozoer, orm, virus og uorganiske gifte.

I vore dage er mange moderne byers vandforsyning tilsat kemikalier; men man bør aldrig tage det for givet at man kan drikke vandet hvor som helst, især ikke i tilfælde af oversvømmelse, jordskælv eller lignende. I tvivlstilfælde gør man klogt i at tilsætte vandet klor eller, i mangel heraf, jodtinktur. Har man ikke adgang til disse midler kan man sterilisere vandet ved at koge det i mindst ti minutter. Men husk at vand lige så godt kan forurenes efter kogningen som før. Det steriliserede vand bør derfor opbevares i en ren beholder og på et sted hvor det ikke forurenes igen.

I landdistrikter, specielt i udviklingslande, er folk ofte afhængige af vandforsyninger der må beskyttes mod forurening. De der bruger regnvand, for eksempel, må sikre sig at intet snavs føres med regnvandet ned i den beholder de opsamler vandet i. Beholderen bør også sikres mod insekter, rotter og andre dyr. Mennesker der er henvist til at bruge overfladevand, såsom floder eller bække, er så godt som sikre på at få forurenet vand. Det er næsten umuligt at sikre disse vandløb mod dyr eller afløbsvand (regnvand der løber i fra jordoverfladen). Den eneste undtagelse er en hurtigt rislende strøm med masser af vand, der ser ren og frisk ud, og ved hvis bredder der ikke bor nogen som tømmer forurenende spild ud i den.

Kilder som forekommer i naturen er bedre, men mange støber alligevel cement omkring som beskyttelse mod dyr og afløbsvand. Det bedste er dog nok brønde, især hvis de er dybe. En brønd af ringe dybde bør man undersøge så man sikrer sig at ingen forurener den med latrin. Selv dybe brønde kan ødelægges af overfladevand. Mange der ejer en brønd støber derfor omkring den så overfladevandet ikke kan løbe ned i den.

Der skal, må man også huske, ikke meget til for at forurene ellers frisk vand. Selv om det kommer fra en ren brønd, er det ikke drikkeligt hvis det transporteres i en snavset beholder eller kommer i berøring med snavsede hænder.

Men der findes også andre smittebefordrende stoffer, nemlig genstande (som håndklæder eller kopper) der berøres af et sygt menneske og dernæst af andre. Den der bruger eller berører genstanden efter den syge, overtager transporten af de efterladte sygdomsfremkaldende smitstoffer. Sådanne smittebefordrende genstande skal koges eller vaskes i kogende vand før de er smittefrie.

Insekter og skadedyr

I årene 1347 til 1350 e.v.t. døde mellem en fjerdedel og halvdelen af Europas befolkning af den sorte død. Denne sygdom, der også kaldes byldepest, er en af de mange som spredes med insekter som mellemled. Nogle af disse insekter, som for eksempel rotteloppen der spreder byldepest, og moskitoen der befordrer malaria, indsprøjter faktisk sygdommen i den nye organisme ved at bide i huden eller gennembore den. Andre, som fluer og kakerlakker, bevæger sig hen over smittebefængte flader og menneskeekskrementer, og slår sig bagefter ned på madvarer eller på steder hvor der tilberedes mad. Kolera og tyfus kan spredes på denne måde.

Som beskyttelse mod malariamyg sover folk i troperne ofte under moskitonet. Myndighederne har forsøgt at begrænse moskitoernes formering ved at udrydde deres ynglesteder. Indbyggerne kan samarbejde ved at fjerne mulige ’formeringspladser’, i eller i nærheden af deres hjem — det være sig flasker med vandsjatter, stillestående mudderpøle eller utildækkede afløb.

Visse insekter er et problem på en anden måde. Nogle steder betragtes skabninger som kakerlakker og fluer ikke som fjender men kun som plager. De er virkelig en trussel mod sundheden, og man bør gøre så meget som muligt for at holde dem borte fra hjemmet. Malpropre køkkener med sprækker og revner hvor insekter kan gemme sig, giver dem en vældig tumleplads. Skrald der ikke er ordentligt tildækket er en direkte indbydelse til fluer, kakerlakker og andre skadedyr. Svin der opfedes i nærheden af huset, får også fluerne til at flokkes. Man bør for enhver pris hindre at insekter og gnavere sætter sig på maden eller på familiens medlemmer. Ingen ved hvor de har været henne!

Vanemæssig renlighed vil medvirke til at bryde dette led i infektionskæden. Endnu en måde hvorpå man kan nedsætte risikoen for angreb af smittebærende insekter og andre skadedyr, er at sørge for at fjerne menneskers affald eller ekskrementer på rette måde. For dem der bor i byer som har gode kloakanlæg synes dette måske ikke at være et problem. Men mange steder i verden spredes sygdomme som kolera, tyfus og dysenteri fordi man ikke fjerner affaldet på forsvarlig vis. Da israelitterne vandrede i ørkenen fik de befaling til at gå uden for lejren når de skulle gå for sig selv; dér skulle de grave et hul i jorden med en pind og bagefter tildække deres afføring. (5 Mos. 23:12-14) Det skal bemærkes at de øverste lag i jorden myldrer af små bitte organismer der hurtigt nedbryder og uskadeliggør ekskrementerne. Efterlades disse derimod oven på jorden, kan insekter kravle hen over dem og bære sygdomme med til mennesker som bor i nærheden. Og hvis man lader ekskrementerne ligge ubehandlet og bruger dem som gødning, vil amøber og orm sandsynligvis blive overført til den afgrøde der gødes.

Hvis der ikke findes kloakering er den bedste løsning på problemet altså at grave ekskrementerne ned. For en familie der ikke lever på nomadevis som israelitterne men bor fast, kan der naturligvis være behov for noget der er lidt mere avanceret end en pind og et hul i jorden! Men det er en ganske enkel sag at fremstille et hygiejnisk toilet. Graver man et to meter dybt hul, en meter bredt og en meter langt, og skovler jord op omkring kanten så overfladevand ikke kan løbe ned i det, og lægger et par brædder over med et sæde der kan tildækkes for insekter, mus og rotter, vil det udmærket kunne tjene en familie i flere år. Har man råd til det kan man naturligvis benytte andre anlæg som er knap så primitive. (I Danmark er der indført bestemte regler for at sikre hygiejnen.) Men én ting må man tage sig i agt for: toilettet bør anbringes i rigelig afstand fra (og om muligt lavere end) ethvert vandløb.

Spredt gennem luften

I 1918, før verden endnu var kommet sig efter den første klodeomspændende krig, ramtes den af en anden grusom oplevelse. På ét år døde der ti millioner flere mennesker af den spanske syge end der blev dræbt under hele krigen. De fleste af dem der ramtes af denne influenza fik den sandsynligvis med den luft de indåndede. Influenza hører til de sygdomme der spredes ved dråbeinfektion. Når en person der er smittet nyser eller hoster, fylder han luften med små vanddråber der vrimler med bakterier, som kun venter på at slippe ind i en ny organisme. Heldigvis dræber sollys og tør luft gerne de fleste bakterier, men så længe de er levende kan de indåndes med luften. På den måde spredes, foruden influenza, også andre sygdomme som tuberkulose, mæslinger, lungebetændelse, skarlagensfeber og kighoste. Men selv spredningen af disse sygdomme kan i høj grad mindskes ved iagttagelse af personlig renlighed, som det at bruge en serviet eller et lommetørklæde når man nyser (og skaffe servietten af vejen på hygiejnisk måde) og ikke at spytte hvor som helst.

Jo, hygiejne og renlighed spiller en rolle hvis man skal bevare sundheden. Dog skal det siges, at selv om vi ved at pleje gode vaner måske kan undgå at sprede sygdom til andre, er det naturligvis ikke altid sikkert at andre tager det samme hensyn til os. Men her vil den kristne givetvis lade sig lede af princippet: „Du skal elske din næste som dig selv.“ (Matt. 22:39) Nogle mennesker bliver fanatiske når det gælder renlighed og hygiejne; et sundt sinds ånd er derfor også påkrævet. Vi kan være renlige, men vi kan ikke leve i antiseptiske omgivelser. Desuden har Jehova Gud udstyret selve vort legeme med forunderlige kræfter, der kan mobiliseres til forsvar mod de fleste sygdomsangreb. Alligevel er det forstandigt og kærligt at fastholde et rimeligt mål af renlighed og hygiejne, så man ikke unødigt spreder bakterier.

Iagttagelse af hygiejne og renlighed vil være en hjælp, men det vil ikke befri jorden for sygdom. Det venter kristne tålmodigt på skal ske i Guds nye orden, hvor Jehova vil fjerne sygdom og andre lidelser der plager menneskeslægten. Til den tid vil vi se en fuldstændig opfyldelse af det bibelske løfte: „Ingen indbygger siger: ’Jeg er syg!’“ (Es. 33:24) Da vil menneskets kamp for at bevare sundheden være vundet.