Hvad Bibelen siger

Er tungetale for kristne i dag?

„TUNGETALE“ er en omsiggribende religiøs foreteelse. I mange pinsegrupper har det længe været almindeligt at fremføre bønner i form af usammenhængende lyde, som ingen andre kunne forstå. Nu har lutherske, episkopale og presbyterianske gejstlige, ja endog romersk-katolske præster, taget denne praksis op, og de tilskynder andre til det samme.

Den katolske „pinsebevægelse“ opstod i Amerika for nogle få år siden. I 1967 mødtes en lille gruppe katolske pinsevenner i Notre Dames universitet i Amerika. I 1973 samledes omkring 20.000 samme sted til et årsmøde for „pinsefolk“. Nogle uger senere igen holdtes et lignende møde for katolske pinsevenner bestående af både unge og ældre, præster og nonner; denne gang foregik mødet i Loyola-universitetet i Los Angeles.

Hvorfor er der så stor interesse for tungetale? Jeffrey Schiffmayer, der er konstitueret som præst ved Vor Genløsers episkopale Kirke i Houston, Texas, har, ifølge tidsskriftet Newsweek for 25. juni 1973, udtalt at det blandt andet skyldes at „medlemmerne af den episkopale kirke nu er nået dertil hvor de simpelt hen tørster efter et synligt udslag af kristendom“. Bladet antydede at tungetalen for mange katolikkers vedkommende er blevet en erstatning for de „undergørende medaljoner“, novenerne og de andre andagtsøvelser for jomfru Maria der før kirkens Andet Vatikankoncil udgjorde de vigtigste aspekter i folkekatolicismen. En lignende interesse for „tungetale“ og andre „gaver“ har vist sig i lande som for eksempel Korea, Indonesien, Filippinerne, Japan og Malaysia.

I de protestantiske pinsegrupper bliver præstens ekstatiske tale undertiden besvaret med bifaldsråb fra tilhørerne. Klaverer lyder med hårdt anslåede rytmer. Trommer og rytmiske håndklap øger larmen. Publikum vugger, svajer og stønner, mens et lille barn nede bagved måske slår takt med en tamburin. Bønnen er en uforståelig klagen, som tidsskriftet Time kaldte „et gevaldigt plapreri af stønnen, jamren og skrigen“. Ved disse møder opfordres konvertitterne til at „tage imod Jesus“ og til at bede om helligånden, som de tror vil gøre det muligt for dem at tale „i tunger“, det vil sige bede på sprog som mennesker ikke forstår.

Pinsedagen

Folk tror fejlagtigt at det var det samme der skete på pinsedagen i år 33 e.v.t. Den dag blev omkring 120 af Kristi trofaste disciple fyldt med hellig ånd, som Jesus havde lovet. (Joh. 14:26) De fik mirakuløst evnen til at undervise tilrejsende fremmede på disses egne sprog. Ved hjælp af denne tungetalens gave kunne disciplenes ord forstås af mennesker fra mindst 15 forskellige lande, fremmede der var kommet til Jerusalem i anledning af højtiden. Disse fremmede var kommet fra tre kontinenter — så langt borte østfra som Mesopotamien, vestfra som Rom og sydfra som Libyen og Ægypten. Hver eneste af dem kunne høre om „Guds storslåede gerninger“ på sit eget sprog. Mange af dem der hørte og tog imod dette betagende budskab, bragte det senere med sig hjem og udbredte det hurtigt til et meget stort område. — Apg. 2:5-11.

Disse første kristne talte ikke på „engles tungemål“ eller på et for mennesker ukendt sprog, og de benyttede heller ikke uforståelig tale som en slags bøn til Gud, sådan som „pinsevennerne“ gør det i dag. Nej, de talte fremmede sprog. Således siger Vigouroux’ berømte franske bibelordbog Dictionnaire de la Bible korrekt om det der skete på Pinsedagen: „Der var ikke tale om opdigtede sprog, heller ikke om uartikulerede skrig eller henrykkelsesudbrud, heller ikke om symbolske og overspændte udtryksmåder, men om kendte sprog som taltes af andre og som den hellige ånd midlertidigt havde indgivet visse troende.“ — Bind IV, spalte 80.

„Tungetalen“ skulle ophøre

Er „tungetale“ noget der hører med til kristendommen i dag? Svaret er vigtigt hvad enten vi betragter „tungetale“ som fremmede sprog, sådan som der var tale om på Pinsedagen, eller som en hjælp til bøn, sådan som nutidens „pinsevenner“ betragter den. De der mener at kristne bør tale i tunger ville sikkert blive overraskede over at se at apostelen Paulus ifølge de bibeludgaver som mange af dem har, udtrykkeligt sagde at den mirakuløse tungetale ikke skulle fortsætte altid. Han skrev: „Tungetale, den vil ophøre.“ — 1 Kor. 13:8.

Det vil sikkert også forbavse mange „pinsevenner“ at erfare at det ikke var alle blandt de første kristne som talte i tunger. Paulus skrev til den kristne menighed i Korint: „Ikke alle taler i tunger, vel?“ — 1 Kor. 12:30.

I virkeligheden ser det ud til at menigheden i Korint ligefrem tillagde tungetalen for stor betydning. Det skrev Paulus til dem at de ikke måtte gøre. Han spurgte: „Hvis jeg på dette tidspunkt, brødre, kom og talte i tunger til jer, hvad gavn ville jeg da gøre jer . . .?“ Nej, de ville ikke få gavn af det Paulus talte i tunger medmindre han forklarede det på et sprog de kunne forstå. Han sammenlignede stemmen med et musikinstrument; den skulle ikke frembringe ’uklare lyde’. Vi skulle ikke „tale hen i vejret“. Vor tale skulle være „let at forstå“, sagde han, så de der var til stede kunne „vide hvad der bliver sagt“. — 1 Kor. 14:6-9.

I den kristne menigheds første tid var sådanne mirakuløse gaver nødvendige for på en iøjnefaldende måde at bekræfte at Guds gunst var taget fra den jødiske nation og nu hvilede over denne nye kristne menighed. (Hebr. 2:2-4) Over 1500 år tidligere var der sket mirakler på Sinaj bjerg, mirakler der skulle bevise at Gud virkelig havde noget at gøre med oprettelsen af den jødiske lovpagt ved Moses. Så snart dette var fastslået, ophørte miraklerne. (2 Mos. 19:16-19) Lignende mirakler markerede at Guds gunst var blevet overført til den nye kristne ordning, og så snart dette var en fastslået kendsgerning skulle disse mirakler også ophøre.

Bibelen indeholder ingen beretning om at nogen modtog denne gave efter Pinsedagen medmindre en eller flere af de apostle Jesus direkte havde udvalgt var til stede.a Da den sidste af dem der havde modtaget åndens mirakuløse gaver fra apostlene døde, forsvandt disse særlige gaver derfor, som Paulus havde sagt de ville.

Hvilke af åndens gaver forblev? De der ifølge den inspirerede apostel Paulus skulle forblive, og det var ikke tungetalen, men, som han sagde: „Nu forbliver imidlertid tro, håb, kærlighed, disse tre; men størst af disse er kærligheden.“ — 1 Kor. 13:8-13.

Kilden til „pinsetungetalen“

Men hvad med nutidens „pinsetungetale“, som den praktiseres i kristenheden? I modsætning til den forkyndelse der foregik ved tungetale på pinsedagen i år 33 e.v.t., betragter nutidens pinsegrupper tungetale (glossolali) som en form for bøn. De forklarer at man godt kan sige „Gud er god“, „Gud er kærlighed“ og „Gud er venlig“ på menneskers sprog, men at de ved at overgive sig til at fremsige ukendte ord („Vokaler og konsonanter, vokaler og konsonanter, lad det strømme,“ sagde en protestantisk præst til folk som ikke kunne få fat på denne „gave“), lader ånden ’give dem en fuldkommen bøn’, som det ikke ville være muligt at bede uden ved hjælp af tungetale.

Donald P. Merrifield, den jesuitiske leder af Loyola-universitetet, som beder på denne måde, siger at tungetale er „en god form for bøn og pris til Gud“.

Eftersom den inspirerede apostel imidlertid sagde at denne gave skulle forsvinde, kan nutidens praksis med at tale i tunger ikke stamme fra den samme kilde som de første kristnes tungetale. Jesus er ikke ophav til alle de mirakuløse gerninger der udføres i hans navn. Han forudsagde: „Mange vil sige til mig på den dag: ’Herre, Herre, har vi ikke profeteret i dit navn, og uddrevet dæmoner i dit navn, og gjort mange kraftige gerninger i dit navn?’ Og alligevel vil jeg da erklære over for dem: Jeg har aldrig kendt jer!“ — Matt. 7:22, 23.

Loyola-universitetets leder, Merrifield, som har talt i tunger i adskillige år, siger: „Tungetale kan være en hysterisk oplevelse, eller, som nogle siger, en djævelsk.“

Todd H. Fast, der er præst ved Sankt Clements episkopale Kirke i Huntington Park, Californien, og som har talt i tunger siden 1969, har sagt: „Tungetale er noget der kan give anledning til strid. Djævelen har mange måder at bearbejde os på. Når vi kommer til dåben med den hellige ånd [som pinsevenner betragter tungetale som et tegn på] går han virkelig til angreb.“ Skal vi da forvente at Jesus Kristus vil ’kende’ eller anerkende dem der giver sig af med tungetale?

Bibelen advarer os om at „Satans virke“ er forbundet med „enhver kraftig gerning og løgnagtige tegn og undere“. — 2 Tess. 2:9.

Kristne bør tale så man kan forstå dem

At „tungetale“ som den foregår blandt vore dages pinsegrupper er ubibelsk, blev bekræftet af Timothy Smith, der er præst ved Nazaræerkirken og en kendt Johns Hopkins historiker, da Society of Pentecostal Studies holdt sit femte årsmøde i Ann Arbor, Michigan, i december 1975. Han indrømmede at tungetalen virkede tillokkende „på grund af den mystik der knytter sig til den“ og fordi den „rækker ud over fornuften“. Alligevel erklærede han at tungetale var et ’sidespor’ der byggede på en misforståelse af Bibelen. Smith hævdede at den i Det nye Testamente omtalte tungetale hentydede til kendte dialekter og ikke til ukendte sprog. Han fremførte at Bibelens hele slagkraft ligger i dens „fornuft og klarhed“, og at ukendt glossolali (tungetale) ville hindre forståelse. Smith sluttede med at sige at der „intet vidnesbyrd [er] om en sådan religiøs glossolali i Det nye Testamente, den tidlige kirke eller historien“, og han opfordrede de ledende pinsefolk til at „bruge forstandsbetonet ærlighed og ansvarsbevidst vende sig imod dette misbrug“. — Christianity Today, 2. januar 1976.

Ja, man bør gå ærligt til værks, også når man fremfører hvad Bibelen siger. I øvrigt bør Jesu Kristi sande disciple give udtryk for hvad der bor i deres hjerte og sind, og ikke frembringe mærkelige lyde som ingen forstår. Kristne vil tale på en sådan måde at de når ind til deres medmenneskers sind og hjerte, så det ikke er en sensationspræget stemning eller sindsbevægelse, men sund fornuft, der får disse til at sige: „Gud er virkelig iblandt jer.“ — 1 Kor. 14:24, 25.

[Fodnote]