Livets barske vilkår i Brasiliens kaktusørken
AF „VÅGN OP!“-KORRESPONDENT I BRASILIEN
BETRAGT den mørke plet på kortet; den dækker et område på 1.500.000 kvadratkilometer i Brasiliens nordøstlige hjørne. Området er almindeligt kendt for sin brændende hede, sin periodiske tørke og sit usædvanlige plante- og dyreliv. Blot det at overleve er noget af en dramatisk affære!
Som det ligger der under en dybblå himmel og i brændende sol næsten året rundt, henleder området med dets smukke, palmekransede strande, hvor Atlanterhavet skyller ind fra nord og øst, uvægerlig tanken på det betegnende navn Costa do Sol (Solkysten). Det er da også langs kysten at størstedelen af befolkningen bor. De gennemgående træk hos disse mennesker røber deres indfødte herkomst, en mellemting mellem hvid og indianer. De er gæstfrie, dygtige og opfindsomme. Men vi forlader nu kysten og går på opdagelse lidt længere inde i landet.
„Caatinga’er“ — tørre områder med mange variationer i kaktus
Efterhånden som vi kommer længere ind i landet forandres vegetationen. Der ses færre og færre træer, og de der er, ser noget forkrøblede ud. Pludselig kommer vi ind på en caatinga (betyder „hvid skov“, det vil sige, tynd skov). Caatinga er et navn som de indfødte har givet det karakteristiske landskab hvor tørketiden rammer hårdest og varer længst. Caatinga’erne er ikke milevide tørkeregioner men større eller mindre højlandsområder, spredt over den nordøstlige del af landet, og det er her tørken kan bringe alt liv i fare.
Lige straks tror man det næppe når man betragter floraen, især ikke hvis det er i regntiden, hvor alt er grønt og frodigt. Mandacaru-kaktussen (Cereus jamacaru) dominerer landskabet. Den har flere tornede stammer som vokser fra jorden, og den bliver tre meter høj. Xique-xique-kaktussen (Pilocereus gounellei) — ligner den, men den er mindre og minder undertiden om en flerarmet lysestage. Så er der det tornede algarobo blanco-træ med de små bitte blade der danner en uigennemtrængelig parasol, hvorunder anden plantevækst finder vederkvægende skygge. Brystbærtræet, eller jødetorn, breder sig med sin store stedsegrønne krone i en højde af 10 til 15 meter. Almindeligst er rørkassia eller det uægte Johannesbrødtræ (Cassia fistula), der har fået navn efter formen på dets frøbælge. Om foråret føjer de store gule blomster en betagende duft og farvepragt til træets tætte løv. Her er også blomstrende mimoser og brauna-træer. Pau branco-træet (Auxemma glazioviana af ordenen Polemoni) ligner et kæmpemæssigt brudeslør med dets duftende hvide blomster der tiltrækker sværme af vilde bier.
Oiticica-træet, der bærer olieholdige frugter, står dér med sin runde krone, cirka 15 meter i omkreds. Det tropiske umbu rana-træ med de lyserøde blomster, og den alle steds værende carnauba-palme findes her og der mellem et virvar af buske og tornet krat. Her findes også crotun-, kvæde- og pebertræer samt bromeliaplanter med tornede blade og tætte aksblomster. Alle disse planter har ét tilfælles: de er hårdføre, de er farvestrålende i regntiden og de kan klare selv flere måneders tørke. De taber måske alle bladene og ser visne ud, men så snart regntiden begynder, springer de ud med blomster i skønne tropiske farver.
Træer og buske er ingenlunde de eneste former for liv man ser. En hel del vilddyr er med til at skabe liv og variation. Den listige ræv og den snigende jaguar holder til her. En to meter lang øgle, tejuen, ses af og til, og ligeledes bæltedyr, opossum og en brasiliansk marsvineart. Højt oppe i luften kredser den frygtede gribbefalk, og nede ved jorden vrimler det med vilde duer.
Men hvad ernærer menneskene sig ved i et så sæsonbetonet, ugæstmildt, land? De ernærer sig ved kvægdrift. Ja, store kvægfarme dækker størsteparten af de områder der giver græsning i regntiden. Den regnmængde der falder fra januar til marts er imidlertid ikke tilstrækkelig til at give god græsning. Den giver kun næring til kaktusser og kratbevoksning, der hurtigt ædes væk af det udhungrede kvæg eller svides bort af den nådeløse sol.
Sådan overlever man tørketiden
Allerede i maj eller juni kniber det med græsning på caatinga’en. Kvægfarmeren begynder at møde vanskeligheder. Han lader sig dog ikke slå ud af det århundredgamle problem. Ude af stand til at skaffe sine dyr den nødvendige græsning tvinges han til at „lukke porten for dem“. Hvad vil det sige? Det vil sige at han lukker kvægfolden og overlader det til kvæget selv at skaffe sig føden.
Dyrene er prisgivet, og deres kamp for at overleve bliver hård. I begyndelsen tygger de på de grene de kan nå. Så kaster de sig over barken på de små træer, og til sidst er der næsten intet spiseligt tilbage. Under den brændende sol, der på én gang er smuk og dog grusom, forsvinder alle bladene lidt efter lidt; nogle af fuglene drager på træk, andre holder sig nødtørftigt i live eller dør. De små regntidsfloder og -bække tørrer ud. Al vegetation får et uhyggeligt, gråt skær, og der er kun en ødemark af tornede grene tilbage. Disse buske og træer, der ser ud som om de vendte rødderne opad, er gennemsnitlig tre meter høje og udgør en næsten uigennemtrængelig sammenfiltret masse. Så langt øjet rækker ses det samme trøstesløse syn. Dyrene taber meget hurtigt i vægt. De søger efter vand, men finder det kun i de små pytter der endnu er tilbage efter sidste regntid takket være lidt skygge fra buskadset.
Vaqueiro’en — en hjælper i nøden
Vaqueiro’en (hyrden eller cowboyen) er rolig, fåmælt, spinkel og en smule foroverbøjet. Hans øjne virker matte, og han synes ikke at have nogen ambitioner. Når tørketiden nærmer sig gør han sig klar til den hårdeste del af sit arbejde. Fra nu af er han iført sin specielle påklædning. Over hans knoklede skuldre hænger der en læderjakke, og på brystet, fra halsen og ned til bæltestedet har han et beskyttende dække, sædvanligvis af jaguarskind. Solide læderovertræksbukser beskytter hans ben, og han har grove sandallignende sko på fødderne. Tykke læderluffer og en spids læderhat med opslået skygge fuldender hans udrustning.
Først når vaqueiro’en er iført en påklædning som denne kan han vove sig ud på den kratfyldte caatinga. Han spejder efter syge dyr, dyr der sulter eller som er kommet til skade, og dyr der ikke kan gå mere. Som en hyrde bringer han dem til folden for et stykke tid. I yderste nød får dyrene en afmålt portion grene fra et algarobo blanco-træ i nærheden. Eller de får nogle sure mandacaru- eller xique-xique-kaktus at tygge på. Disse kaktus indeholder megen væske, men cowboyen må svide tornene af dem før dyrene får dem. Det er sket at situationen har været så kritisk at cowboyen selv har måttet leve af den samme tarvelige føde.
Kvæget bringes ind
Omkring december vender regntiden tilbage og med den en kærkommen befrielse fra tørkens svøbe. Jorden og træerne undergår en forbløffende genopvågnen. Knopperne skyder frem i krattet. Nu er tiden inde da de ældre dyr skal indfanges og bringes tilbage til farmen. Nogle af dyrene sendes til slagteriet, andre får lov til at leve vildt et år eller to endnu.
Iført sin læderrustning, der snarere får ham til at ligne en ridder fra middelalderen end en moderne cowboy, tager vaqueiro’en af sted på hesteryg, vågen og opmærksom. Af tidligere års erfaring ved han at de fleste af dyrene har overlevet. Dette skyldes uden tvivl til dels at racen er en hårdfør indiansk krydsning som man i Brasilien kalder en „grovkrydsning“.
Det er virkelig værd at se når et dyr skal indfanges. Dér kommer nu en tyr. Ja, hesten har også observeret den. Cowboyen ved hvad hans trænede hest nu vil gøre, og selv gør han sig klar ved at stikke hovedet ind i hestens manke. Nu går den vilde jagt!
Ifølge sin vilde natur overgiver tyren sig ikke uden videre. Hesten følger lige i hælene på den, og rask går det længere ind i kratskoven uden hensyn til rytteren, der presser sig tæt ind til hesten og prøver på at undgå den regn af grene der pisker mod hans læderrustning. Hesten er kun drevet af ét: den tyr skal fanges!
Et stykke åbent land kommer til syne — nu er chancen der for at fange det flygtende dyr! Med et sæt er cowboyen og hans hest lige ud for flygtningen. Med højre fod i stigbøjlen og en hånd i hestens manke læner cowboyen sig ud til højre og griber fat i tyrens hale. Et velberegnet og hurtigt ryk til siden, og tyren snubler og falder til jorden med et bump.
I samme øjeblik tyren falder springer cowboyen op på ryggen af den. Han vender tyrens hoved til siden og borer dens horn ned i jorden. Af en eller anden uforklarlig grund er denne bevægelse for dyret et tegn på at slaget er tabt. Det gør ikke modstand mere. Cowboyen tager en lædermaske op af sin pose og blinder dyret. Han har også et par „fodjern“ (udhulede træstykker) der lige passer til tyrens forben. Blindet og bundet bliver dyret liggende til det bliver drevet hjem til folden.
Igen dykker manden ned i sin pose og tager et stykke brunt sukker op. Med det stiller han sin sult og slukker sin tørst mens han stadig spejder ud over caatinga’en. Vaqueiro’en bliver ude i busklandet indtil han har fået samlet en hel kvæghjord. Først da vender han hjem til sin simple, stråtækte hytte og til sin familie.
Opvisning og folkesangere
Når regntiden er ved at være forbi holdes en rodeo, eller opvisning, der er typisk for Brasiliens nordøstregion. Rodeoen er af spansk oprindelse, men her har man givet den et lokalt tilsnit. Ved denne fest gengives vaqueiro’ens arbejde, men under lystighed og ledsaget af publikums bifald.
Hyrder fra alle egne af området ankommer på deres ridedyr. Sadlerne er pudset, seletøjet renset og læderjakkerne børstet, og nu giver hyrderne en opvisning i alt det der normalt kun foregår ude i ørkenlandet.
Sammen med hyrderne kommer også „sangerne“, de vittige versemagere fra de store øde skove, som akkompagnerer sig selv på guitar. De tager del i befolkningens munterhed og er en folkekær attraktion ved markeder og opvisninger. Der kommer også en føljetonist, en romanforfatter ude fra skovene, som lovpriser sit seneste værk, skrevet i hjemegnens sprog. Det består af en snes helt usandsynlige historier. Alle har glemt deres lands barske vilkår for en tid.
Vaqueiro’en og troen på Gud
Den fremherskende trosretning i området er officielt den romersk-katolske, men i praksis er det en blanding af mysticisme og overtro. Se nu den mærkelige skikkelse dér på vejen; han er klædt som en angergiven synder i en simpel religiøs dragt. Dem ser man mange af i disse egne. Manden ligner en munk, men hans klosterløfte er kun midlertidigt. Ofte ser man en mand bære et tungt kors på vej til en kirke der ligger flere kilometer væk. Det kan også ske at han vandrer som pilgrim mens han synger salmer og fremsiger bønner. Nogle efterligner „korsfæstelsen“, idet de lader sig binde til et stort trækors foran en kirke eller et kapel.
En gang om året kommer hundreder af vaqueiro’er sammen for at holde „vaqueiro’ernes sangmesse“ til minde om en dræbt kollega. Først lytter de til en vaqueiro-præst der prædiker foran et interimistisk alter. Derefter defilerer de forbi alteret og afleverer deres offergaver. Som en slags nadver indtager de deres sædvanlige mad: tørret kød, kandissukker og maniokmel. De sidder på jorden og spiser.
Der åbnes kilder med åndeligt vand
Livet har aldrig været let for befolkningen i Brasiliens nordøstlige tørkeområde. Erhvervsmæssigt er forholdene dog langsomt ved at ændre sig på landet, og i byerne er arbejdernes vilkår ved at blive bedre. Inden for de senere år har man bygget flere hundrede reservoirer til opsamling af regnvand. Ved Oros har man ét der rummer over to milliarder kubikmeter. Ved en opdæmning i São Francisco-floden har man dannet en sø med 34 milliarder kubikmeter vand.
Noget der dog er af større betydning er at Guds ord vinder hurtig udbredelse i området. Selv i de egne der rammes hårdest af den periodiske tørke bobler Guds sandheders åndelige vand op og stiller tørsten efter kundskab om Gud. Det er lykkedes mange af Jehovas vidner at nå ud til afsidesliggende landsbysamfund og isolerede gårde med den trøstende gode nyhed om Guds rige. — Matt. 24:14; Åb. 22:17.
Trods analfabetisme og overtro vil mange gerne have deres åndelige tørst stillet. Adskillige kristne menigheders medlemmer er travlt optaget af at fortælle andre at tiden er nær da bogstaveligt vand „vælder frem i ørkenen“. (Es. 35:6, 7) Da bliver de fascinerende men hårdt ramte caatinga’er i det nordøstlige Brasilien en smuk del af det jordomspændende paradis, og tilværelsen dér vil ikke mere være underlagt så barske vilkår som nu.
[Kort/illustration på side 14]
(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)
BRASILIEN