Familielivets krise, samfundets forfald

MERE end halvdelen af alle alvorlige forbrydelser i De forenede Stater begås af børn mellem 10 og 17 år. Mord, voldtægt, brutale overfald, røveri, indbrud, biltyveri — ja, der er ikke den forbrydelse børn ikke har begået. Antallet af ungdomsforbrydelser stiger dobbelt så hurtigt som antallet af forbrydelser begået af voksne, og pigerne bliver hurtigt inddraget i voldsforbrydelser. Fra 1970 til 1975 steg antallet af forbrydelser begået af piger med 40 procent i sammenligning med 24 procent for drenges vedkommende.

Ungdomsdomstolene og de love der gælder ungdomsforbrydere gør dem til en privilegeret gruppe. I mange lande forlader de retten næsten lige så hurtigt som de kommer ind, og så kan de igen hjemsøge de meget unge, de meget gamle, de lamme og de blinde — eller, når de optræder i bander og bevæbnet med knive og pistoler — hvem som helst. Daglig får vi tudet ørerne fulde med at straf ikke afholder folk fra at begå forbrydelser. Men når man undlader at straffe er der intet der kan holde de unge forbrydere tilbage. En 12-årig der havde specialiseret sig i at udplyndre ældre kvinder, sagde senere: „Jeg var ung, og jeg vidste at jeg ikke ville få nogen hård dom. Så jeg kunne jo være ligeglad.“ En anden dreng på 15 år der skød en mand, forklarede: „Det var ingenting. Jeg tænkte ikke på det. . . . Jeg var ung. Det højeste jeg kunne få var 18 måneder.“

Ungdomskriminalitetens epidemiske omfang i vor tid kan uden tvivl tilskrives forskellige faktorer. Bladet Time for 11. juli 1977 indeholdt en artikel om „Ungdomsforbryderplagen“ hvori det hed: „Den væsentligste årsag er familiens sammenbrud.“ En dommer der årligt overværer et tusind retssager med ungdomsforbrydere, blev citeret for at have sagt følgende: „Vi spejder efter hurtige løsninger, men det kræver lang tid at stabilisere familien, og det er det der må til.“

Mange hævder at en væsentlig årsag til voldsforbrydelser er de programmer der vises i fjernsynet. De fylder de unge seere med sex, vold og mord, og det har afgjort en dårlig virkning. I det amerikanske blad TV Guide for 28. januar 1978 kunne man læse en interessant artikel. Der stod blandt andet: „Det japanske fjernsyn ligner i høj grad vores, med vold og alt det andet.“ „Japanerne er lige så uhjælpeligt fastnaglet til fjernsynet som vi er.“ „Det japanske TV sender tilstrækkelig vold ud gennem æteren hver uge til at gøre hele den yngre generation i landet til mordere, narkomaner og sadister — om så var. Men mærkværdigvis er det ikke hvad der er sket.“ Bladet citerer følgende udtalelser af andre: „Fjernsynet har simpelt hen ikke den virkning på den japanske ungdom.“ „Den vold der forekommer i fjernsynet kan ikke sættes i forbindelse med kriminaliteten i Japan, for der er så lidt kriminalitet.“

Og hvorfor forholder det sig sådan? I sit svar citerer artiklen dr. Iwao for at have sagt: „Massemedierne har ikke den samme virkning i Japan. Familien er stadig for stærk og øver en stærk indflydelse på de unges liv og adfærd. Hvis et familiemedlem, endog et ungt menneske, i Japan begår en forbrydelse, bringer denne handling skam over hele familien. Dette virker som en stærk modvægt mod dårlig adfærd.“ Familien er for stærk; det gør mennesker immune over for TV-voldens virus. Man må ikke vanære familien. Det minder os om Bibelens ordsprog: „Uvorn dreng gør sin moder skam.“ — Ordsp. 29:15.

Familien i historiens lys

I bind II af historikeren Will Durants værk The Story of Civilization beskriver han hvordan moralsk forfald ødelagde familien i det gamle Grækenland. Prostitution, homoseksualitet, nøgne kvinders dans — alt var acceptabelt. Livet i Athen blev i skuespil fremstillet som overfladisk, fuldt af fristelser og umoralitet — det mindede om den livsform der skildres i mange af vor tids TV-spil. Efterhånden som kvinderne blev frigjorte gjorde de oprør mod at skulle sætte så mange børn i verden. Familiernes størrelse blev begrænset ved abort, hvilket kun var strafbart hvis den blev foretaget uden ægtemandens samtykke eller på foranledning af kvindens forfører. Efter at have beskrevet disse forhold siger Durant: „Vi har søgt at vise at den egentlige årsag til Roms sejr over Grækenland var at den græske kultur gik i opløsning indefra. Ingen stor nation er nogen sinde blevet besejret før den har ødelagt sig selv.“ — S. 567, 568, 659.

I bind III af Durants verdenshistorie fortæller han hvor stærk familien var på romerrigets tid, hvordan den styrkede romerens karakter og gjorde riget stærkt, så det kunne besejre verden. Men efterhånden som århundrederne gik svækkedes familielivet, og romerrigets styrke svandt. På side 364 berettes der om familielivets sammenbrud: „Fødselskontrol blev praktiseret med både mekaniske og kemiske midler. Hvis disse metoder slog fejl var der mange måder hvorpå man kunne få abort. Filosofferne og loven fordømte det, men de bedste familier praktiserede det. ’Fattige kvinder,’ siger Juvenal, ’udholder barselsengens farer, . . . men hvor ofte huser en forgyldt seng en frugtsommelig kvinde? Så stor er abortørens færdighed, så kraftigt virkende hans medicin!’ Alligevel siger han til ægtemanden: ’Glæd dig; giv hende medicinen . . . for hvis hun fødte barnet ville du måske opdage at du var fader til en ætioper.’“

Men under romerrigets forfald „var jødernes familieliv forbilledligt, og de små kristne samfund foruroligede den nydelsessyge hedenske verden med deres fromhed og ærbarhed“. (S. 366) De jødiske samfund fulgte Bibelens principper vedrørende familielivet, og det samme gjorde de kristne familier. I dag er det imidlertid ikke så let at få øje på dette ’eksemplariske familieliv’. I en artikel om ’Kriser i den ortodokse jødiske familie’ i New York Times, kunne man læse:

„Selv ortodokse jødisk-amerikanske familier, som holder fast ved traditionen, oplever nu flere og flere tilfælde af kønslige forbindelser uden for ægteskabet, alkoholisme, stofmisbrug, familiens sammenbrud, ungdomsoprør og, i særdeleshed, skilsmisser. Rabbiner Wurzburger siger at en statistik der for nylig er blevet udarbejdet af den religiøse skilsmisseret (Beth Din) har vist at fire ud af ti jødiske ægteskaber bliver opløst. Selv om tallet var noget lavere blandt ortodokse familier, omtaler rabbiner Wurzburger denne tendens som ’den mest formidable trussel mod jødernes overlevelse i dag’ . . . Afvigelser plejede at blive behandlet inden for en sikker familiekreds og samfundsramme — hvor man stort set var enige om hvad der var rigtigt og hvad der var forkert. Nu synes denne unilaterale myndighed at svækkes hurtigere end nogen sinde, og lederne står usikre med hensyn til hvad der vil erstatte den.“

Intet vil erstatte den. Grækenland havde intet der kunne erstatte den. Romerriget havde intet. Den nuværende verden oplever nu et lignende moralsk sammenbrud og en svækkelse af familiens stabilitet. Historien understreger tydeligt at når familieordningen bryder sammen, svækkes samfundets og landets styrke. I The World Book Encyclopedia (1978), under „Family“ (Bind 7, s. 24), siges der således:

„Familien er den ældste menneskelige institution. På mange måder er den også den vigtigste. Den er samfundets grundenhed. Hele kulturer er enten fortsat eller forsvundet, afhængigt af om familielivet har været stærkt eller svagt. Familien har eksisteret siden de tidligste tider, og det vil den uden tvivl blive ved med så længe der er mennesker på jorden.“

Familielivets sammenbrud i vor tid er i virkeligheden den væsentligste årsag til ungdomskriminalitetens epidemiske omfang.