På opdagelse i British Museum
AF „VÅGN OP!“-KORRESPONDENT PÅ DE BRITISKE ØER
HVORDAN forestiller du dig et museum? Som endeløse gallerier med uinteressante samlinger af udstoppede fugle, falmede malerier og gamle stenredskaber? De tanker kan du roligt lægge på hylden nu, for en rundgang på British Museum i London vil på ingen måde blive kedelig.
Har du dit fotografiapparat med? Godt! Så kan du lave din egen ’fotoreportage’ med enten lysbilleder eller papirbilleder.
Musernes hus
Rundgangen begynder i gården foran museet. Bygningens længde og højde gør indtryk på os. De statuer vi ser højt oppe forestiller græske gudinder der i mytologien forestod kunstarter som dans, poesi og musik. Disse gudinder blev kaldt „muser“, og deres templer „museer“.
Skik og brug i byen Ur
Forventningsfulde går vi indenfor og finder op til den babyloniske sal. Her er udstillet fund fra udgravninger i byen Ur, den hebraiske patriark Abrahams fødeby. Læg mærke til det prægtige hovedtøj dér af sammenflettede bøgeblade af guld. De store halvmåneformede guldøreringe dér smykkede engang en kaldæisk kvindes ører. Det er også spændende at se de kønne halssmykker, for eksempel dem af lapis lazuli, og muslingeskallerne hvori der endnu ligger noget øjenskygge.
Disse ting blev fundet i en dronningegrav. Sammen med dronningen blev der begravet en stor tjenerstab. Ja, tjenerne blev begravet levende sammen med deres døde frue! Det blev regnet for en ære at få lov til at følge en kongelig herskerinde i døden og tjene hende i „den næste verden“.
Nogle af de udstillede genstande vidner om at både troen på menneskesjælens udødelighed og på dyrkelsen af moder og barn var udbredt i Ur for 4000 år siden. I montre nr. 14 læser vi teksten: „Den sumeriske religion gav mange af sine guder, lærdomme, opfattelser og skikke videre til de efterfølgende babyloniere, der tilhørte den semitiske folkestamme.“
Den ægyptiske samling
En af Abrahams efterkommere, Jakobs søn Josef, blev ført ned til Ægypten, der var bibelhistoriens første verdensrige. Inden Josef trådte frem for at tyde Faraos drømme, barberede han sig. (1 Mos. 41:14, NW) Til dette har han uden tvivl benyttet kobberbarberblade der lignede små øksehoveder. Og sandsynligvis brugte han et poleret metalspejl som det dér af kobber.
Ledet af Gud sagde Josef til Farao at Ægypten ville komme til at opleve syv år med overflod, efterfulgt af syv år med hungersnød. Da Farao derefter udnævnte Josef til at beklæde stillingen som den næstøverste i landet, tog han „seglringen af sin hånd og satte den på Josefs, klædte ham i fine linnedklæder og hængte guldkæden om hans hals“. (1 Mos. 41:41, 42) Under vores rundgang standser vi op og beundrer nogle ægyptiske seglringe og smukke halskæder af guld.
Balsamering
Da Jakob, der også blev kaldt Israel, døde i Ægypten, befalede Josef „de lægekyndige blandt sine tjenere at balsamere hans fader“. (1 Mos. 50:2, 3) Her er udstillet ikke så få balsamerede personer. Disse mumier er sandelig en seværdighed.
Under balsameringen benyttede man en lang jernkrog til at fjerne en del af hjernemassen gennem næsen, mens resten blev nedbrudt ved hjælp af forskellige medikamenter. Nyrerne, leveren, tarmene og lungerne blev taget ud, renset med palmevin og derpå lagt til opbevaring i fire kanoper (gravurner). Sammen med palmevinen blev der også benyttet duftende urter og krydderier. Derefter blev liget lagt i et natronbad. Eftersom natron har den egenskab at det opsuger vand, ville liget i løbet af en periode blive helt udtørret. Til sidst blev hele liget omviklet med rene lærredsbånd. Mellem nogle af lagene blev der strøget varm voks. Det færdige resultat kaldes for øvrigt „mumie“ fordi det ægyptiske ord for „voks“ er mumija. Fremstillingen af en mumie krævede kendskab til såvel anatomi som kemi, hvilket bekræfter Bibelens udtalelse om at det var „de lægekyndige“ der balsamerede Jakob eller Israel.
Ægypternes religiøse opfattelser
Grunden til at Josef lod sin faders lig balsamere, var åbenbart at han ville bevare det indtil det kunne blive begravet i det forjættede land. (1 Mos. 50:4-14) I modsætning til israelitterne troede ægypterne imidlertid at menneskesjælen var udødelig, og deres balsamering af de døde havde tilknytning til denne urigtige forestilling. (Ez. 18:4) På et billede der hænger i den næste sal vi kommer ind i, skildres sjælen som en fugl der svæver over en afdød som ligger på et leje mellem to lys, det ene ved hovedet og det andet ved fødderne. Læg også mærke til at „sjælen“ holder den øverste del af et kors. Korset er delt over i to dele fordi fortidens ægyptere sagde at livet blev afbrudt ved døden.
Inden i en kiste finder vi dyrekredsens tegn. I en anden kiste ser vi et kort med angivelse af den rute „sjælen“ måtte følge. På offerborde blev der fremlagt ofre som skulle formilde sjælen og hindre den i at vende tilbage og hjemsøge en af de efterladte i drømme. I den ægyptiske religion optrådte der også treheder af guder, og man dyrkede moderen og barnet. Disse ting har altså ikke deres udspring hos den sande Gud.
De gamle ægyptere troede også at de ved at købe et afladsbrev kunne blive skånet for lidelser efter døden, opnå tilgivelse for deres synder og sikre sig en bedre skæbne „hinsides“. (I kongebiblioteket er der for øvrigt udstillet et afladsbrev på latin. Som vi husker, var salget af sådanne breve med til at fremkalde reformationen i det 16. århundrede.)
Hankekorset, crux ansata, vidner om den ægyptiske sexdyrkelse. Dette symbol forestiller det mandlige og det kvindelige kønsorgan forenet og skal således udgøre livets nøgle. På en af væggene ser vi et billede af en gud der holder et kors frem som tegn på at han giver Farao livet. Nogle syrere der kom til Ægypten næsten 2000 år før vor tidsregning, bar kors som ligner dem man bruger i dag. At korset senere blev overtaget af de frafaldne kristne i Ægypten, fremgår af nogle gravsten fra det femte til det niende århundrede efter vor tidsregning.
De ti plager
Den falske religion blev tilføjet et ydmygende nederlag da Jehova Gud bragte de ti plager over Ægypten og dermed beviste at de ægyptiske guddomme var magtesløse. Den første plage — hvor Nilen og alt vandet i Ægypten blev forvandlet til blod — var en forsmædelse for nilguden Hapi. (2 Mos. 7:19-21) Vi kan næsten forestille os ægypterne bede foran denne statue af Hapi. Men Hapi kunne ikke engang beskytte sig selv. Se, statuen har mistet begge arme!
Alle de ti plager viste sig at være domme over ægyptiske guder; men det gjaldt især den sidste plage, der krævede de førstefødtes liv. (2 Mos. 12:12) For guden Amon-Ra, „gudernes konge“, var vædderen et helligt dyr; så det at påskelammets blod blev strøget på dørstolperne og overliggeren i de israelitiske huse, var i ægypternes øjne en gudsbespottelig handling. — 2 Mos. 12:6, 7.
Under trældommen i Ægypten var israelitterne blevet tvunget til at lave teglsten indeholdende halm. (2 Mos. 5:7, 8) Det er derfor meget interessant at se den slags teglsten de måtte lave. Vi husker også at israelitterne, da de stod for at skulle drage ud af deres trældoms land, bad ægypterne om „sølv- og guldsmykker“, måske svarende til dem der er udstillet her. — 2 Mos. 12:33-38.
Et klenodie i den ægyptiske samling er den berømte Rosette-sten. Teksten på denne sorte basaltsten, der blev indlemmet i museets samlinger i 1802, er et dekret som blev affattet af ægyptiske præster i 196 f.v.t. til ære for „guden“ Ptolemaios V Epífanes. Dekretet er skrevet med (1) ægyptiske hieroglyffer, (2) demotisk skrift (den folkelige ægyptiske skrift) og (3) græsk skrift, hvilket blev nøglen til løsningen af hieroglyffernes gåde.
Det gamle Ægyptens herlighed er for længst borte. Dets faraoner er døde, ligesom denne udtørrede slave, hvis hud er blevet bevaret i det tørre sand. Men se engang disse kopier af en farao og nogle ægyptiske soldater. De har alle venstre fod forrest. Det lader til at de ægyptiske soldater begyndte med venstre fod når de marcherede, en regel der er gået videre til praktisk taget hver eneste militærstyrke i hele verden!
Israelitterne under fønikisk påvirkning
De smukke fønikiske elfenbenssager bærer umiskendeligt præg af ægyptisk påvirkning. Klædedragt, guder, ja endog korset, overtog fønikierne fra Ægypten. Desuden havde de asjerastøtten, et religiøst symbol der forestillede det mandlige kønsorgan. Fønikiernes fordærvede religion kom dog endnu tydeligere til udtryk i forbindelse med dyrkelsen af guden Ba’al. Denne frugtbarhedsgud blev dyrket med afskyelige børneofringer, og spædbørnenes aske blev bagefter anbragt i gravurner.
Bibelen oplyser at kong Akab af Israel giftede sig med Jesabel, en datter af kong Etba’al af Zidon (fønikiernes vigtigste by) og begyndte at dyrke Ba’al. Akab „rejste Ba’al et alter i ba’alstemplet, som han lod bygge i Samaria“, og han „lavede asjerastøtten og gjorde endnu flere ting, hvorved han krænkede [Jehova]“. — 1 Kong. 16:31-33.
I den oldpalæstinensiske sal finder vi udstillet en del elfenbenssager i fønikisk stil. Hvor har man fundet dem? I den gamle israelitiske hovedstad Samaria, hvor Akab byggede sit palads og udstyrede det med kostbart elfenben og formelig gjorde det til et ’elfenbenshus’. — 1 Kong. 22:39.
Assyrerne
Under kong Assurnasirpal II, en mand der var berygtet for sin grusomhed og sine hensynsløse felttog, begyndte de assyriske angribere at trænge Israel hårdt. På sin stele er han interessant nok prydet med et kors. Hans efterfølger, Salmanassar III, er den første assyrerkonge der taler om direkte kontakt med Israel, hvilket han gør på den berømte sorte obelisk. På denne stenstøtte findes et relief hvor assyrerkongen modtager tribut af kong Jehu af Israel, muligvis overbragt af en udsending. Der er også et relief hvor 13 israelitter kommer bærende med tributten; de repræsenterer således alle Israels stammer, levitterne indbefattet.
Værd at bemærke er også Nonagonalprismen. På denne beskrives kong Sargons felttog, og indtagelsen af Samaria, der omtales i Anden Kongebog 18:9-12, nævnes.
I Lakisj-salen ser vi et relief hvor Sargons efterfølger, kong Sankerib, sidder på sin trone mens byen Lakisj overgiver sig. Assyriske officerer er trådt frem foran kongen for at hylde ham, mens israelitiske fanger har kastet sig til jorden for at bønfalde om nåde, samtidig med at andre grusomt bliver flået og pælfæstet. Desuden er der udstillet en slynge og rigtige slyngesten.
I salen med skriftsamlingen (Room of Writing) er de berømte Lakisjbreve udstillet. Et af dem, der er sendt fra en mand ved navn Hosjaja til kommandanten Jaosj i Lakisj, indeholder Guds navn, Jehova, i form af det hebraiske tetragram (JHVH). Dette vidner klart om at israelitterne på den tid ikke var bange for at bruge navnet Jehova.
Gamle bibler og bibelmanuskripter
Lad os nu se os lidt om i kongebiblioteket og værelset med de historiske manuskripter. Der er meget at se på, men vi vil nøjes med at udvælge nogle få klenodier.
Man har svært ved at forestille sig at nogen kunne få sig selv til at kassere det sinaitiske manuskript, et græsk bibelmanuskript fra omkring det fjerde århundrede. Men da den tyske bibelforsker Tischendorf besøgte det græsk-ortodokse Sankt Katarinakloster på Sinaj bjerg i 1859, fandt han 43 blade af dette prægtige værk i en papirkurv!
Det alexandrinske manuskript, som stammer fra første halvdel af det femte århundrede, tilhørte engang den alexandrinske patriark. I 1627 blev dette pergamenthåndskrift imidlertid skænket som en gave til kong Karl I af England, og senere til British Museum.
Se nøje på den hebraiske pentateuk dér, et manuskript fra det tiende århundrede. Flere steder vil du finde Guds navn i form af tetragrammet, יהוה. Sammenlign det med den smukt skrevne Wycliffe-bibel fra 1380 til 1384 — den første håndskrevne udgave af hele Bibelen på engelsk. Begge er udsøgte eksempler på fin skrivekunst! Det kraftige tekstbillede i den 42-linjede Gutenberg-bibel, som menes at være den første større bog der er blevet trykt med løse typer, danner en tydelig kontrast hertil.
Der er også udstillet to seværdige polyglotbibler. (Ordet „polyglot“ kommer af græsk og betyder „mange sprog“.) Den ene er Den complutensiske Polyglotbibel fra begyndelsen af det 16. århundrede, med hebraisk, aramaisk, græsk og latinsk tekst. Den anden blev færdigtrykt af Christophe Plantin i 1571 og har tekst på de samme fire sprog, foruden syrisk. Af denne bibeludgave blev der trykt omkring 1200 eksemplarer, heraf 13 på pergament, som det eksemplar vi ser her.
I en af montrerne er der udstillet fire berømte oversættelser. Her finder vi Martin Luthers Nye Testamente, den populære tyske oversættelse fra 1522 der dannede grundlag for William Tyndales Nye Testamente fra 1525. Genferbibelen fra 1557 blev udarbejdet til privat læsning og studium af en gruppe engelske og skotske protestanter der var flygtet til Genève. Og til sidst fanges vort blik af den første udgave af King James-oversættelsen, trykt i 1611.
Der er meget mere at se, men vi må til at afslutte vores interessante rundgang. Et besøg på British Museum er altid umagen værd. Mange af dets samlinger er enestående. Så hvis du tænker på at tage til London, skulle du planlægge et besøg på British Museum.