En mand der fandt det
FORTALT TIL „VÅGN OP!“-KORRESPONDENT I BURMA
JEG er født i en familie af meget ivrige katolikker. Faktisk var to af mine onkler tilsluttet De romersk-katolske Brødres lærervirksomhed. Jeg blev døbt da jeg var tre uger gammel. Den katolske kirke lærer at hvis et barn dør inden det når at blive døbt, vil det komme i limbus, hvilket hverken er himmelen eller helvede.
Da jeg kom på St. Paul’s High School i Rangoon, Burma, fik jeg katolicismen terpet ind i hovedet; de romersk-katolske brødre lærte os at den katolske tro er den eneste sande. Som en letpåvirkelig ung mand var jeg meget stolt af at være katolik. På den anden side havde jeg stor medlidenhed med nogle af mine klassekammerater, for, som jeg tænkte, de var ikke så heldige at være katolikker. Vi fik ofte fortalt at det var en ære at være tilsluttet den eneste sande kirke. Den religiøse pragt og de ceremonier som foregik i kirken, tiltalte mig.
Men denne indstilling varede ikke ved. Da jeg var midt i tyverne blev jeg mere og mere skuffet over den romersk-katolske tilbedelsesform. For eksempel blev messen, som på et tidspunkt havde betaget mig så meget, nu et tomt ritual, fuldstændig uden betydning for mig. Hver søndag udførte præsten den samme ceremoni, uden at lære menigheden noget åndeligt nyt. Selv om jeg stadig havde et religiøst behov, holdt jeg op med at gå i kirke.
Mens jeg endnu var i tyverne tog jeg ikke noget fast standpunkt i religiøs henseende; jeg var ’mere eller mindre’ katolik. I en alder af 30 år mødte jeg min kommende hustru. Fire år senere blev vi gift, ved en meget smuk bryllupsceremoni med orgelmusik og korsang. Min hustru kom fra en buddhistfamilie, men hun gik over til katolicismen en uge før vi blev gift. Forud for dette havde hun måttet besøge den lokale præst hver weekend i lang tid for at få religionsundervisning. Det medførte at hun måtte rejse meget, for hun boede 13 kilometer uden for byen.
Efter at vi var blevet gift var det min opgave at føre an på det religiøse område. Jeg begyndte at komme i kirken regelmæssigt, tog del i kirkelige aktiviteter, blev ældste i kirken og begyndte endog at oplæse epistelen ved søndagsgudstjenesten, som dengang blev holdt på engelsk. Lidt efter lidt begyndte dette anfald af religiøs iver imidlertid at fortage sig, og jeg holdt atter op med at komme i kirken.
En vidunderlig opvågnen
I 1976 hændte der mig noget ganske vidunderligt. Som katolik havde jeg ikke vidst at Gud havde et navn, men nu blev jeg klar over at han har et personligt navn, JEHOVA. Det var begyndelsen til en glimrende undervisning som min hustru og jeg fik da et ægtepar af Jehovas vidner gennemgik Bibelen med os. Det gjorde indtryk på mig at de hver uge var villige til, under vanskelige forhold, at køre i bus de 10 kilometer til vores hjem. Man må nødvendigvis have oplevet en tur i en af Rangoons busser for at vide hvad det vil sige. En bus som normalt har plads til 40 passagerer, er tvunget til at medtage 100, og de står presset sammen som sild i en tønde. Jeg kan ikke forestille mig at en præst ville gøre det samme for at undervise nogle i den katolske tro.
Efterhånden som jeg gjorde fremskridt i bibelkundskab gik det op for mig at mange af de katolske læresætninger ikke harmonerede med Guds ord. Min tro var tydeligvis ikke Gud til behag. Lad mig forklare.
Religiøse billeder og statuer
Hvis man kigger ind i en katolsk kirke vil man se religiøse billeder og statuer som bliver vist stor ære og indtager en fremtrædende plads. Man vil finde de samme ting i katolske hjem. Billeder, statuer, medaljoner og endog „relikvier“ af „helgener“ er genstand for katolikkernes ærefrygt.
Ved vort bibelstudium lærte vi at tilbedelse af gudebilleder ikke behager Gud. For eksempel advarer Bibelen imod det i Esajas 42:8, som lyder: „Jeg er [Jehova], så lyder mit navn. Jeg giver ej andre min ære, ej gudebilleder min pris.“ Gud tilkendegiver sin holdning over for gudebilleder, idet han i det andet af de ti bud erklærer: „Du må ikke gøre dig noget udskåret billede eller noget afbillede af det, som er oppe i himmelen eller nede på jorden eller i vandet under jorden; du må ikke tilbede eller dyrke det, thi jeg [Jehova] din Gud er en nidkær Gud.“ (2 Mos. 20:4, 5) Og dog brænder man inden for den katolske kirke lys foran statuer, og ofrer blomster og penge til dem, mens tilbedere bøjer sig eller knæler ned i bøn foran dem. Jeg gjorde det også engang.
Katolikkerne tror at tilbedelse af gudebilleder kan få „helgenerne“ til at optræde som mellemmænd mellem Gud og tilbederne. Bibelen viser imidlertid at dette er forkert, for vi læser: „Der er én Gud og én mellemmand imellem Gud og mennesker, et menneske, Kristus Jesus.“ (1 Tim. 2:5) Jesus Kristus er den eneste som kan forsone os med Gud. (Jævnfør Johannes 14:6; Apostelgerninger 4:12.) Det forbavsede os at erfare at vi havde vist mennesker og ting mere ære end Skaberen. — Rom. 1:25.
Et eksempel på at katolikkerne beder til andre personer end Gud er confiteor (hvilket betyder „jeg bekender“), som benyttes under messen. En del af confiteor lyder: „Jeg bekender for den almægtige Gud, for den velsignede Maria, evig jomfru, for ærkeengelen Mikael, for den velsignede Johannes Døber, for de hellige apostle Peter og Paulus, og for alle helgenerne, at jeg har syndet overmåde i tanke, ord og handling.“ Ifølge Bibelen er Gud den eneste „som hører bønner“. (Sl. 65:2) Jesus lærer os at vore bønner skal rettes til „vor Fader i himlene“. — Matt. 6:9.
Dette rejste et spørgsmål hos os angående brugen af rosenkransen, som indebærer at man beder bestemte bønner mange gange, specielt den bøn til Maria som kaldes „Ave Maria“. I betragtning af det vi havde lært fra Bibelen, gik det op for os at disse bønner til Maria og „helgenerne“ ikke behager Gud.
Desuden viste Jesus at Gud ikke bryder sig om bønner der gentages hele tiden, idet han sagde: „Men når I beder, da sig ikke det samme igen og igen, som folk fra nationerne gør.“ (Matt. 6:7) Må man ikke sige at brugen af rosenkransen medfører at man siger det samme igen og igen? Og med hensyn til at kalde Maria „evig jomfru“, som katolikkerne gør, lærte vi at hun fødte flere børn efter Jesus. I Mattæus 13:55, 56 læser vi: „Er det ikke tømrerens søn? Hedder hans moder ikke Maria, og hans brødre Jakob og Josef og Simon og Judas? Og hans søstre, er de ikke alle her hos os?“ Dette var en helt ny åbenbaring for os.
Sjælens udødelighed
Som katolik havde jeg lært at min sjæl var udødelig, at når jeg døde ville min krop vende tilbage til støvet og min sjæl forlade kroppen. Kirken lærte også at sjælen, alt efter hvordan man har opført sig på jorden, enten kommer i himmelen, i et brændende helvede eller i skærsilden, hvor man bliver straffet midlertidigt.
Gennem bibelstudiet lærte jeg imidlertid at menneskesjælen er hele personen, ikke blot en usynlig del af den. Lad os betragte nogle bibelske udtalelser der beviser dette:
„Hver levende sjæl i den [byen Lakisj] slog han ned med sværdet.“ (Jos. 10:32) „De huggede hver levende sjæl i den [byen Hazor] ned med sværdet.“ (Jos. 11:11) „Endog findes blod på dine hænder af fattige, skyldfri sjæle.“ (Jer. 2:34) „Frygt begyndte at gribe hver sjæl.“ (Apg. 2:43) „I alt var vi i båden to hundrede og seksoghalvfjerds sjæle.“ (Apg. 27:37) „Det første menneske, Adam, blev til en levende sjæl.“ — 1 Kor. 15:45.
Hvis sjælen er personen selv, dør den naturligvis når personen dør. Det er derfor at Bibelen gentagne gange taler om at sjæle dør eller ødelægges. Den fastslår for eksempel at „den sjæl, der synder, den skal dø“. (Ez. 18:4) Apostelen Peter sagde: „Enhver sjæl der ikke hører på den profet, vil blive fuldstændig udryddet af folket.“ (Apg. 3:23) Med hensyn til de dødes tilstand siger Bibelen direkte: „De døde ved ingenting.“ — Præd. 9:5.
I løbet af så kort tid som et år lærte jeg mere om Gud og om Bibelen end jeg havde gjort i alle mine 46 år som katolik. Det jeg havde lært var i sandhed gode nyheder. Bibelstudiet havde bestemt lært mig at forstå Jesu ord: „I skal kende sandheden, og sandheden skal frigøre jer.“ (Joh. 8:32) Min hustru, min ældste søn og jeg selv symboliserede vores indvielse til Gud ved vanddåben under Jehovas Vidners områdestævne „Glad virksomhed“ i 1977. Hvor er vi lykkelige for endelig at have fundet den tilbedelsesform der behager Gud!