Har du set et lynrør?
DU HAR uden tvivl hørt om træer der er blevet splintret og mennesker der er blevet dræbt ved lynnedslag. Men har du også hørt om lynrør?
Et lynrør (eller, som fænomenet også kaldes, en fulgurit, fra latin fulgur, der betyder „lyn“) er en mineralsk forekomst der ofte dannes når et lyn slår ned i sand. Den voldsomme varme der udvikles ved den elektriske udladning smelter nogle af sandskornene sammen og danner et langt, tyndt og meget skrøbeligt rør af et glaslignende materiale.
De fleste lynrør er blot nogle få meter lange. Nogle har imidlertid opnået en længde af helt op til 20 meter. Som regel går de lodret ned i jorden, men i enkelte tilfælde ser man at de løber parallelt med jordoverfladen.
Da lyn altid forsøger at vælge den letteste vej, den vej hvor der er mindst modstand, får rørene en uregelmæssig facon med mange forgreninger eller små udløbere fra hovedstammen. Deres længde synes at blive bestemt af sandets dybde, den modstand det øver, grundvandstandens højde samt størrelsen af den elektriske udladning.
Ved et lynglimt kan der udvikles temperaturer på helt op til 30.000 grader celsius, hvorved kvartssandet let kan ophedes til de 1700 grader celsius der skal til før det smelter, og det endda temmelig dybt ned i jordens overflade.
Normalt er rørene ikke mere end en centimeter i diameter, men de kan godt blive adskilligt tykkere. Ydersiden er ujævn og furet og fyldt med halvsmeltede og usmeltede sandskorn. Rørets tværsnit er stort set cirkelformet.
Det hule indre dannes, så vidt man ved, på grund af den stærke trykudvikling i de gasarter der afgives ved den pludselige ophedning af det fugtige sand. I de fleste tilfælde er kiselglasvæggen, som er glat på indersiden, kun omkring en millimeter tyk. Som regel er den lysegrå, men farven kan variere. Man har fundet både mælkehvide og mørkegrå eksemplarer.
Lynrør findes hovedsagelig i klitlandskaber hvor der hyppigt er elektrisk uvejr. I visse tilfælde har man iagttaget nøjagtig hvor lynet har slået ned, og derefter fundet et lynrør så friskt at jordbunden omkring det endnu var varm. I andre tilfælde er det lykkedes samlere at finde lynrør hvor den sandede overflade har været borteroderet, så rørets øverste ende er kommet til syne.
Som man sikkert kan forestille sig, er det yderst vanskeligt at frigøre et så tyndt glasrør i hel tilstand, dets længde og skrøbelighed taget i betragtning. Som regel brækker det i mange stykker, der så bagefter må sættes sammen med pinlig omhu. Derfor har man kun bevaret forholdsvis få eksemplarer.
Selv om de er sjældne, findes de dog over hele verden. Så måske er det muligt at gå hen på et museum og med egne øjne se hvad der kan ske når et lyn på millioner af volt rammer jorden.