Sund fornuft giver overbevisende vidnesbyrd

HVIS man skal overbevises om noget må man have beviser eller rimelige vidnesbyrd som taler for at det er sandt. „Tro er den sikre forventning om ting der håbes på, det klare bevis på virkeligheder som ikke ses,“ skrev en inspireret bibelskribent. — Hebr. 11:1.

De kursiverede ord er oversat fra et ord der på originalsproget græsk betyder „et bevis, noget hvorved en ting bevises eller slås fast“. Ordet blev af samtidens ikke-bibelske skribenter anvendt om beviser i retssager. Det er klart at en retssag ikke kan afgøres på følelser og fornemmelser; der kræves kendsgerninger. Hvem ville stå frem i en retssal og sige: „Jeg har en følelse af“ at anklagede har gjort det og det? Nej, der må fremlægges beviser, overbevisende vidnesbyrd.

Også i spørgsmålet om Guds eksistens må vi befatte os med kendsgerninger. Hvilke vidnesbyrd eller beviser findes der da som viser at der må findes en Gud?

Videnskabelig logik

Det er en logisk og videnskabeligt rigtig regel at „af intet kommer der intet“. Tusind gange nul er nul, og bliver aldrig mere. Hvis en dreng tager sin tomme sparegris og gemmer den bort et sted hvor ingen rører den i flere dage eller måneder, hvad finder han så når han tager sparegrisen frem igen? En tom sparegris. Hvor der ikke har været noget, kommer der heller ikke pludselig noget. Stof bliver ikke til spontant og pludseligt.

Men nu har vi som bekendt en umådelig mængde fast stof i universet. Hvor er alt dette kommet fra? Logisk set kan det ikke være kommet af intet. Der må være noget som har eksisteret altid og fra hvilket hele det materielle univers er blevet til.

Så sent som i 1977 sagde kosmologen Jayant Narlikar at det mest fundamentale spørgsmål inden for kosmologien (studiet af universets oprindelse og udvikling) er dette: „Hvordan er det stof vi ser omkring os, oprindelig blevet til?“ Biokemikeren Isaac Asimov kalder universet som det var i begyndelsen et kompakt „kosmisk æg“, der efter hans mening eksploderede på et tidspunkt. Han siger: „Astronomer må uvægerlig spørge: Hvad skete der før det kosmiske æg fandtes? Hvor kom det fra?“

Astronomen Fred Hoyle bevæger sig ind i en anden blindgyde ved at prøve at henføre stjernernes tilblivelse til nogle tætte støvskyer. Han siger: „Begge disse elementer [som udgør støvet] frembringes i stjernerne . . . Men hvordan kan det være sket, hvis der ikke kan komme nogen stjerner før støvet er til stede? Hvad kom først, hønen eller ægget?“

Det store flertal inden for videnskaben er nu enige med den tjekkiske astrofysiker Josip Kleczek, som i tidsskriftet The Universe skriver: „De fleste, og muligvis alle, elementarpartikler kan frembringes ved omdannelse af energi.“ Derefter henviser han til Einsteins berømte ligning E = mc² (energien er lig med massen gange lysets hastighed i anden potens), som viser at stof kan frembringes af energi, skønt der kræves umådelige mængder energi. Det er altså videnskabeligt muligt at stof kan skabes af en energirig kilde. „Men,“ sukker en kendt fysiker, „hvor den energi skulle være kommet fra, ved vi ikke.“

Hvilken logisk slutning kan vi da drage? Denne ganske enkle: Det materielle univers må have sin oprindelse i en energirig kilde som altid har været til. Denne slutning stemmer helt overens med den ofte beviste lov om masseenergiens konstans, der siger at ’summen af masse og energi i et lukket system er konstant’. Energi kan omdannes til masse og omvendt, men den kan ikke frembringes af intet, og den kan heller ikke udslettes. Videnskaben vedgår altså at det materielle univers kan stamme fra en energikilde som altid har eksisteret.

Førsteårsagen — levende eller ikke-levende?

Er denne oprindelige, evige energikilde et levende og bevidst væsen? Eller er det en livløs energikilde uden bevidsthed? Er universet blevet til blot ved mekaniske kræfters spil, uden styring og bevidst planlægning?

Et omhyggeligt studium af universet viser at det virker med en præcision som det bedst tænkelige maskineri. Himmellegemerne følger universets love så nøje at astronomiske „begivenheder“ kan forudsiges mange år i forvejen. Nogle af vore nøjagtigste tidsmålere stilles efter stjernerne.

Man vil også finde samlinger af stof der forekommer i form af velordnede organismer. Det gælder især de levende organismer med alle deres komplicerede systemer. Proteinmolekylerne, livsformernes „byggesten“, er i sig selv et meget kompliceret arrangement af atomer.

Hvordan er alt dette blevet til — så indviklet, og dog så nøjagtigt? Er det et resultat af blinde tilfældigheders virke i milliarder og atter milliarder af år?

Nogle fremtrædende videnskabsmænd har foreslået denne forklaring: Hvis man placerede en række aber ved nogle skrivemaskiner og gav dem lov til at hamre løs på tasterne i tilstrækkelig lang tid, ville de nødvendigvis før eller siden — måske efter milliarder af år — frembringe en bog som for eksempel Tolstojs Krig og fred. På lignende måde, ræsonnerer disse videnskabsmænd, ville hele vor komplicerede verden kunne opstå ved tilfældighedernes samspil over en lang periode.

Men, som en anden forsker har bemærket: „Så var der nødt til at være en som kunne sige til når [aberne] var blevet færdige med deres arbejde. . . . og hvor længe aberne ville være om det, ville afhænge af hvordan udvælgelsen blev foretaget.“ Ja, der måtte stå et tænkende væsen ved siden af skrivemaskinerne og udvælge de ark som aberne havde beskrevet og samle dem i rigtig rækkefølge så de dannede det kendte mesterværk. Uden denne „udvælger“ ville man aldrig kunne få en bog ud af det som aberne skrev. Resultatet ville blive et sammensurium af bogstaver, allerhøjst med nogle få dele af nogle få rigtige ord eller sætninger ind imellem mange meningsløse stykker.

Bogen The Life Puzzle siger: „Den blinde tilfældighed er en opfindsom lille fyr. . . . Men hans evner er meget begrænsede. På et lavt plan kan han med største lethed frembringe noget der er systematisk . . . men hvis systematikken skal hæves til et højere plan, bliver han meget hurtigt ude af stand til at følge med. Og som vi har set, nytter det ikke ret meget at have lang tid eller kolossale reserver af materialer til rådighed.“

Selv et lille barn ved at man ikke kan bygge et „hus“ af byggeklodser bare ved at kaste klodserne op i luften og så håbe at de tilfældigvis falder ned i form af et hus. På den måde kan man måske være så heldig at to eller tre klodser kommer til at ligge oven på hinanden. Men hvor stor er chancen for at der kommer et hus ud af det? De par klodser der kom til at ligge oven på hinanden, kan endda let blive væltet omkuld af de andre klodser ved næste kast. Nej, der skal nogen til bevidst at lægge klodserne på den rigtige måde hvis der skal komme et hus ud af det.

Videnskaben tvinges altså, ved sine egne iagttagelser, til at se bort fra „tilfældighedernes blinde spil“ som forklaringen på den orden og systematik vi ser overalt på jorden og i universet.

I 1859 fremsatte Charles Darwin teorien om „naturlig udvælgelse“; det skulle være denne faktor der bragte orden i det kaos der fremkom ved tilfældighedernes spil i urtiden. Ved naturlig udvælgelse, siger man, sørges der for at kun de „rigtige“ mønstre og organismer (planter og dyr) overlever, nemlig de der i særlig grad er tilpasset deres omgivelser. Fordi de overlever bliver de i stand til at give de „rigtige“ mønstre videre til afkommet, hvilket skulle resultere i en udvikling henimod mere komplicerede livsformer.

C. F. A. Pantin, som er tidligere professor i zoologi ved Cambridge universitet i England og som selv tror på udviklingslæren, indrømmer dog, efter at have beskrevet de mange fint tilpassede forhold på jorden som muliggør livets eksistens, at „den naturlige udvælgelse ikke kan give forklaringen på alle de mange særtræk i naturens verden“.

Hvilke „særtræk“? Zoologen W. H. Thorpe har betegnet en enkelt omstændighed som „et af den nyere tids mest overraskende og forstyrrende stød mod evolutionsteorien“. Det er opdagelsen af hvor uhyre komplicerede generne er — de mikroskopiske enheder i den levende celle som er afgørende for ethvert træk ved levende organismer, det være sig planter eller dyr. Og generne er komplicerede! Som små datamater kan de oplagre informationer og give instrukser til cellen. Hvis alle disse informationer skulle sættes på tryk med almindelig skriftstørrelse, ville de fylde et leksikon på omkring 1000 bind!

Hvor stor er sandsynligheden for at et af disse komplicerede gener kunne opstå ved naturlig udvælgelse gennem „vilkårlige mutationer“ i løbet af milliarder af år? „Sandsynligheden for at et rigtigt DNA-molekyle vil opstå i løbet af denne tid er alligevel ufatteligt ringe (10-⁴¹⁵),“ skriver biologen Frank B. Salisbury i det videnskabelige tidsskrift Nature. Sandsynligheden er altså „ufatteligt ringe“ — som én til et 1-tal efterfulgt af 415 nuller!

Frank Salisbury tror selv på en udvikling ved naturlig udvælgelse, men den uendeligt ringe sandsynlighed for at noget sådant kunne foregå har fået ham til at drage denne slutning: „Speciel skabelse eller en styret udvikling ville løse det problem at generne er så komplicerede.“

En eller anden bevidst kraft må have „styret“ dannelsen af disse komplicerede molekyler. De kan ikke have udviklet sig ved tilfældigheder eller ved „naturlig udvælgelse“. Dødt stof som atomer og molekyler kan ikke af sig selv finde sammen på denne måde.

„Vi ved også at det mest grundlæggende kendetegn ved liv er at det kan vende entropien [ordensprægede systemers tendens til at blive mindre ordensprægede] i modsat retning, det vil sige: Liv kan genoprette ordenspræget, i modsætning til det døde stofs tendens til at gøre tingene mindre velordnede (altså forøge entropien; for eksempel ruller en sten ned ad en bakke, ikke op),“ hedder det i bogen The Reflexive Universe.

Hvad fortæller alt dette os? At der må eksistere en levende Energikilde som oprindelig har styret og benyttet den energi der har været til dens rådighed og dermed skabt hele vort univers.

Sund, videnskabelig logik fører os til samme konklusion som en bibelskribent allerede for 2700 år siden nåede til. Han fremsatte følgende, også videnskabeligt korrekte, udtalelse: „Løft eders blik til himlen og se: Hvo skabte disse? Han mønstrer deres hær efter tal. . . . så stor er hans kraft og vælde, at ikke en eneste mangler.“ — Es. 40:26.

[Diagram på side 5]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

„Datamat“

Gen

Celle

Generne — mikroskopiske enheder i den levende celle — afgør hvordan denne plante eller dette dyr skal blive. Generne er som datamater i miniudgave; de oplagrer informationer og giver cellen instrukser.