Verdensenhed er inden for rækkevidde!

FRED og enhed følges ad. Har man det ene, har man også det andet. Verdensenhed vil også betyde verdensfred, en fred lige så omfattende og varig som den enhed den bygger på.

Men begge dele er afhængige af noget tredje. Af hvad? Salme 119:165 giver os svaret: „Megen fred har de, der elsker din [Guds] lov, og intet bliver til anstød for dem.“

Ikke blot kendskab men kærlighed til Guds lov er nødvendig for at overvinde de store hindringer der står i vejen for fred og enhed i verden. Denne kærlighed er nøglen til en forenet verden.

Dette påpeges i en udtalelse af den katolske kardinal Franz König fra Østrig. Idet han talte om mulighederne for at opnå et forenet Europa, sagde han: „Symptomerne på åndelig sygdom hos vore dages vestlige menneske kan kort og godt beskrives som: manglende evne til at vise kærlighed. . . . Vi ved alle at vi europæere er på vej gennem en krise. Vi har en følelse af at denne krise for den vestlige verden udspringer af åndelig rodløshed. . . . I det vanvittige kapløb efter materiel velstand ødelægges mennesket både fysisk og åndeligt. . . . I det omfang mennesket bliver åndeligt sygt, vil det kommende Europas problemer være uløselige.“ [Kursiveret af os.]

Ingen kærlighed til Gud

Verdensenhed er ikke kun et spørgsmål om politik. Det er i højere grad et spørgsmål om åndelighed, om religion, den religion der bygger på Bibelen. For at kende Guds lov må man undersøge Bibelen omhyggeligt. Og for at kunne elske Guds lov må man desuden grunde over visdommen i den, samt over fordelene ved at adlyde den. Den der således lærer at elske Guds lov, vil vise det ved at elske sin næste, og i første række ved at elske Gud.

Regeringerne, og de humanitære organisationer under FN, viser nok en vis næstekærlighed, men hvor er deres kærlighed til Gud når de sætter sig op imod hans rige? Gør de da det? Ja.

Bibelens tidsregning og opfyldelsen af Bibelens profetier peger på at ordene i Åbenbaringen 11:15 gik i opfyldelse i 1914: „Verdensherredømmet er nu blevet vor Herres og hans Messias’.“

Hvad betyder det? Det betyder at Gud, efter at han i årtusinder har ladet mennesker styre verden uden indblanding, nu er trådt til ved sin søn Jesus Kristus for at indføre den verdensenhed som menneskene selv ikke har vist sig i stand til at indføre. Men i stedet for at se hen til Guds rige og anerkende det, har nationerne sluttet sig sammen — forenet sig, om man så må sige, i FN eller andre organisationer — i modstrid mod dette rige.

Udviklingen er forudsagt i Salme 2:2-6: „Jordens konger rejser sig, fyrster samles til råd mod [Jehova] og mod hans salvede . . . Så taler han til dem . . . ’Jeg har dog indsat min konge på Zion, mit hellige bjerg!’“

’Du skal sønderslå dem’

Jesus forudsagde at der skulle udføres et verdensomspændende forkyndelsesarbejde (Matt. 24:14) efter at Guds rige var begyndt at herske. Derved skulle jordens indbyggere som enkeltpersoner få lejlighed til at afgøre om de ville støtte Jehovas suverænitet eller nationernes.

Når denne lejlighed var blevet tilbudt menneskene i det omfang Gud ønskede, skulle Kristus rette sin opmærksomhed mod nationerne og gøre ved dem som forudsagt i Salme 2:9: „Med jernspir skal du knuse dem og sønderslå dem som en pottemagers kar!“ — Se også Daniel 2:44.

Synes vi det er mærkeligt at Gud vil gribe ind på denne måde? Synes vi det er grusomt af ham? Jordiske regeringer tager jo selv strenge forholdsregler når de føler at deres eksistens eller deres borgeres velfærd er truet. Skulle universets Skaber da have mindre ret til at gribe ind når han ser selve menneskehedens eksistens truet af en kernekrig mellem de splittede nationer?

Religiøst forenede under én regering

I den belgiske avis La Nouvelle Gazette kunne man for få år siden læse denne overskrift: „Hvordan kan atomkrig inden for de næste 25 år undgås? Amerikanske eksperter har kun fundet én løsning: Jehovas Vidners!“ Og i artiklen stod der: „Den eneste løsning ville være at hvert land i vid udstrækning frafalder sin suverænitet . . . til gunst for en verdensregering.“ Det blev påpeget at dette var „fuldstændig på linje med det forslag Jehovas Vidner går ind for“.

Hvori består dette „forslag“, der endog har fået en australsk avis til at skrive at „Jehovas Vidner er den eneste fredsbevægelse i verden der kan nå sit mål“? Har Jehovas vidner virkelig fundet nøglen til fred, til enhed i verden?

Jehovas Vidner har valgt at forene sig under én regering, Guds regering. Det betyder at de må bevare sig strengt neutrale i de over 200 lande de for øjeblikket lever i — et standpunkt der i almindelighed er så velkendt at det næppe behøver at dokumenteres her.

Selv om Guds rige er en himmelsk regering, er det en realitet. Det har jordiske organer som bidrager til fred og enhed: oplæringsprogrammer, skoler, rådgivende forsamlinger og et retsvæsen. Tusinder er blevet hjulpet til at opgive stofmisbrug, rygning, umådeholdent drikkeri og et løsagtigt kønsliv, og har lært at være ærlige, samvittighedsfulde og arbejdsomme. Har dette højnet deres sundhed, øget deres almindelige velbefindende og givet dem større lykke og fred i sindet? Døm selv.

De nævnte organer har også hjulpet i tusindvis af mennesker til at lære at læse og skrive. I et land som Nigeria, for eksempel, kan „kun 20 procent af befolkningen læse og skrive“, ifølge den nigerianske avis The Times, hvorimod tallet er 77 procent blandt Jehovas vidner i dette land. I Brasilien har en tidligere undervisningsminister i Santo André, SP, udtalt følgende i et interview med Jehovas vidner: „Det er sjældent at finde mennesker eller grupper der i lige så høj grad som Jehovas vidner er interesseret i at uddanne deres medmennesker med henblik på at give tusinder af mennesker adgang til et samfund som de ellers var udelukket fra på grund af analfabetisme. I kan regne med vores støtte og taknemmelighed. Hvis andre grupper også gjorde en sådan indsats, ville der være mindre analfabetisme i Brasilien.“

Guds regering er interesseret i at undervise sine undersåtter, så de kan lære dens love rigtigt at kende. Den har også oprettet en form for retsvæsen som kan sørge for at lovene bliver håndhævet. Og eftersom undersåtterne er overbevist om at lovene er gode og retfærdige og tager sigte på at gøre dem lykkelige, er de meget villige til at anerkende den himmelske regerings domsmyndighed. Mennesker der lever i over 200 forskellige lande og som alligevel har været i stand til at forene sig under en fælles lov der bygger på ét sæt adfærdsnormer og etiske værdier, og som aktivt støtter én og samme regering, er virkelig nået langt med hensyn til at skabe enhed inden for deres egne rækker.

Milwaukee-avisen Sentinel understreger dette, idet den siger om Jehovas Vidner: „Deres enhed drejer sig ikke kun om bagateller, men om ting der virkelig betyder noget — adfærdsregler, livsprincipper, gudsdyrkelse.“ Den brasilianske avis O Tempo siger samstemmende: „Skønt der i dag findes mange religionssamfund som gør indtryk med deres propaganda alle vegne på jorden, kan ingen fremvise den samme kærlighed og enhed som Jehovas Vidners teokratiske organisation.“

Grunden er at Jehovas vidner er loyale undersåtter under den regering de har valgt. Hvilket land kan i dag påstå at det KUN har loyale undersåtter — når radikale grupper mange steder prøver på at styrte regeringen, når mange borgere kun er loyale på overfladen og illoyalt snyder staten i skat, omgår dens lov for personlig fordels skyld og viser manglende respekt for „de afgørelser der træffes af dens hovedorganer“?

Undersåtterne under Guds regerende rige adlyder derimod Guds love så godt de kan med deres ufuldkomne evner, selv når det kan være besværligt for dem, for de elsker Guds lov. De er villige til at yde deres regering hvad der tilkommer den, og de viser respekt for „de afgørelser der træffes af dens hovedorganer“.

Ja, de er endda villige til at dø for deres himmelske regering, villige til at dø for deres land, så at sige. Deres forbillede, Jesus Kristus, gav sit liv, ikke for romerriget, heller ikke for at bevare den jødiske tingenes ordning, men for at fremme Guds riges interesser. Det er denne ubrydelige loyalitet mod Guds regering, en loyalitet der udspringer af kærlighed til Gud, der sikrer deres enhed.

Denne enhed kvæler imidlertid ikke den personlige individualisme. Israels tidligere udenrigsminister Abba Eban sagde engang at „national forskelligartethed kan være en kilde til stærk og positiv vitalitet, forudsat at den forenes med den bundethed og fællesskabsånd der hører en international orden til“. Jehovas vidner i over 200 forskellige lande bevarer deres ’nationale forskelligartethed’ — i klædedragt, lokale skikke og livsform, ja, al den forskelligartethed Gud selv har givet rum for blandt menneskene — og dette er afgjort „en kilde til stærk og positiv vitalitet“ fordi det giver dem mulighed for at lære af hinanden. Folkegrupper der af naturen er meget gæstfrie, lærer mere tilbageholdende typer at blive mere åbne og udadvendte; de der har talent for at organisere, hjælper andre til at blive mere praktiske og effektive; gode egenskaber får lov at smitte af på andre, mens negative egenskaber overvindes eller fjernes. De lærer at tænke internationalt, og lader derved deres ’nationale forskelligartethed’ blive ’forenet med den bundethed og fællesskabsånd der hører en international orden til’ — i dette tilfælde Guds rige.

For alt dette tager Jehovas vidner ikke selv æren. De påstår ikke at de selv kan skabe enhed i verden. Det er Gud der har givet dem nøglen til verdensenhed, og det er en nøgle alle har adgang til at bruge. Den enhed der ses blandt Jehovas vidner kan udelukkende tilskrives deres villighed til at rette sig ind efter Guds vilje. Det er det bedste man kan gøre, og den eneste måde hvorpå man kan opnå at leve i Guds nye tingenes ordning, der beskrives i Åbenbaringen 21:3, 4: „Gud selv vil være hos dem. Og han vil tørre hver tåre af deres øjne, og døden skal ikke være mere, heller ikke sorg eller skrig eller smerte skal være mere. De tidligere ting er forsvundet.“ Det er hvad Guds rige vil afstedkomme!

Det foreslåede „Europas forenede Stater“, ja selv en organisation som De forenede Nationer, er en dårlig erstatning eller faktisk ikke nogen erstatning — for Guds rige, til trods for at pave Paul VI i sin tale i FN i 1965 sagde at „jordens folk vender sig til De forenede Nationer som det sidste håb for harmoni og fred.“ Sandheden er at flere og flere af jordens indbyggere vender sig til Guds rige som det sidste håb, draget af den verdensenhed dette rige allerede har afstedkommet i lille målestok, og i forventning om den enhed det snart vil indføre i verdensomfattende målestok.

Udgiverne af Vågn op! håber oprigtigt at mange flere endnu må lære Guds storslåede foranstaltning at kende og drage nytte af den. Nøglen til verdensenhed er fundet, og portene er lukket op. Glæd dig! Verdensenhed er inden for rækkevidde! Vil du række ud og tage imod den?