Hvor ofte er du tilskuer?
AF „VÅGN OP!“-KORRESPONDENT I AUSTRALIEN
HVIS du er tilskuer er du eftertragtet. Man er ude efter din tid og dine penge, om ikke det er din personlige tilstedeværelse man ønsker. Du er en uundværlig investeringsfaktor, og organisationer med millionomsætninger regner med dig.
Sportsbegivenheder og underholdning er baseret på tilskuere. Den spændingsmættede atmosfære der kendetegner en fodbold- eller baseballkamp, ville ikke findes hvis der ikke var tusinder af tilråbende og syngende tilskuere. Og læg mærke til spillernes reaktion på mængdens begejstring! Ydermere bidrager tilskuerne med de nødvendige midler til leje af baner og lokaler og til betaling af spillere, trænere og funktionærer. Desuden er der sædvanligvis penge nok tilovers til at arrangørerne kan tage en betragtelig fortjeneste hjem.
Når det drejer sig om fjernsyn er seerne af yderste vigtighed. I mange lande kappes de forskellige fjernsynsstationer om at få det højeste seertal. Mange seere betyder flere reklameindtægter.
Hvordan din opmærksomhed fanges
Ind imellem har vi alle behov for at standse lidt op, slappe af eller nyde en eller anden form for underholdning. For underholdnings- og sportsverdenen er det en udfordring at fange vor opmærksomhed.
En af de mest effektive måder at gøre det på, er at få os følelsesmæssigt engageret. Hvis vi for eksempel holder med den ene part i en sportsbegivenhed vil vi være mere tilbøjelige til at følge kampen til dens slutning. I et forsøg på at vinde fans udgiver sports- og underholdningsbranchen meget litteratur om sportsidoler og popstjerner. Hvis tilskueren virkelig kommer til at kende spillerne eller kunstnerne og følger dem i medgang og modgang, lever med i deres håb og skuffelser, så kommer følelserne ind i billedet. En klog iagttager af den menneskelige natur har sagt: „Af hjertets overflod taler munden.“ (Luk. 6:45) Derfor taler folk ofte om hvorfor et bestemt hold vandt eller tabte i sidste kamp, hvad der sker næste gang, hvem der er med på holdet, og hvorfor nogle ikke er med. Eller fans kan diskutere hvad kunstnerne kan lide eller ikke lide, hvor de er henne og hvad de foretager sig. Denne vane er så indgroet hos nogle teenagere at de taler om at de „elsker“ visse kunstnere, skønt de aldrig har mødt dem.
Reklamen bidrager også meget til at fange vor interesse. Fængslende forfilm vises for at skærpe appetitten. Annoncer og omtale i aviser og ugeblade forøger interessen og nysgerrigheden.
Hvordan opmærksomheden fastholdes
Når først en tilskuers interesse eller opmærksomhed er vakt, er det vigtigt at den fastholdes. Spænding, uvished og nysgerrighed er nogle af de midler der bruges.
Den følelse at „måske sker der noget om lidt“, får mange tilskuere til at overvære kampen lige til den bitre ende. Måske bliver der scoret et mål, eller en boksekamp bliver vundet på knock-out. Hvis man vil være med når der sker noget, må man holde ud lige til det sidste.
Mange kriminalfilm og spændingsmættede udsendelser virker efter samme princip. Der begås en forbrydelse, eller det ser ud til at den vil blive begået. Hvem er den skyldige? Hvordan bliver forbrydelsen opklaret? Vil nogle undslippe eller blive dræbt? Når seerens nysgerrighed og følelser er vakt, opstår der et uimodståeligt ønske om at se videre, selv om der måske er andre ting som burde gøres.
Nogle former for underholdning satser på folks naturlige interesse i andre mennesker. Visse fjernsynsprogrammer er bygget op med de samme personer i forskellige situationer eller i en fortsat handling. Personerne bliver virkelige for seerne, som bliver følelsesmæssigt engageret i de begivenheder der skildres, og får et stærkt ønske om at se den næste episode. Inden længe er det sådan at man sætter tid af til at se dette program.
Er du ofte tilskuer? Hvordan har det virket på dig? Hvis du blot overværer en sportsbegivenhed eller anden underholdning for at få lidt afslapning er det sikkert udmærket; vi har alle brug for at slappe af en gang imellem. Men er du afslappet og godt tilpas bagefter? Eller opdager du at du faktisk er frustreret og irriteret hvis dit favorithold ikke vinder? Er du anspændt og har du svært ved at sove efter en spændende film? Eller er du skuffet over tomheden i underholdningen?
Har du kontrol over den underholdning du søger, eller er det den der har kontrol over dig? Er du tilskuer fordi du har arbejdet hårdt og virkelig trænger til en pause, eller er det blot en nem måde at bruge nogen tid på, noget som hverken kræver fysisk anstrengelse eller hjernearbejde?
Hvordan er kommunikationen i dit hjem? I nogle hjem er det sådan at der skal være en „andagtsfuld stilhed“ når der er tændt for fjernsynet. Andre steder er faderen måske optaget af at lytte til klassisk musik, mens datteren lytter til de sidste „hits“ inde på sit værelse. Familien spredes måske jævnlig fordi dens medlemmer søger hver sin form for underholdning, med det resultat at kommunikationen har dårlige muligheder. Taler man kun sjældent sammen, og er man tilbageholdende med at udveksle synspunkter og erfaringer, kan det medvirke til at der sker et alvorligt sammenbrud i familieforholdet.
Afgørelser som må træffes
Sædvanligvis er det ikke et spørgsmål om hvorvidt vi skal være tilskuere eller ej, for vi er alle i en vis udstrækning tilskuere igennem hele livet, også når vi betragter andre for at lære hvordan visse ting skal gøres. Spørgsmålet er snarere: Hvad betragter vi, hvor ofte og i hvor lang tid?
Nu er der selvfølgelig tidspunkter hvor vi ikke bør være tilskuere, eller hvor vi ikke må nøjes med at være tilskuere. Hvis der for eksempel er en ildebrand eller der er sket en ulykke, sker det ofte at folks nysgerrighed får dem til at stimle sammen og på den måde besværliggøre andres indsats for at hjælpe de ulykkelige ofre.
Man kunne overveje om man ikke havde mere ud af at deltage aktivt i noget i stedet for blot at være tilskuer. (Se Anden Krønikebog 7:1-3.) Nogle finder det forfriskende for sind og legeme at udøve en eller anden form for sport sammen med familie eller venner. Andre glæder sig over en hobby eller et håndværk eller nyder at lave noget som andre kan have glæde af. Dette kan give én en følelse af tilfredshed og af at have udrettet noget, en følelse man sjældent oplever som tilskuer. Det resulterer også i en speciel glæde som kun erfares af dem der gør det til en vane at give. — Apg. 20:35.
Kristne må sætte rigelig tid af til åndelige aktiviteter. Personligt studium eller drøftelse af Bibelen eller bibelhåndbøger er stimulerende og forfriskende. Det giver fred i sindet. At dele de gode nyheder fra Guds ord med andre er både fysisk og psykisk velgørende. Det opbygger ikke blot giveren men også modtageren. Tager familien del i denne aktivitet sammen, vil det styrke familiebåndene og give en enestående glæde.
Når man har tilbragt en aften eller blot en time som tilskuer, gør man vel i at spørge sig selv: Var den tid godt anvendt? Har jeg haft gavn af det på en eller anden måde? Hvad kunne jeg ellers have brugt min tid til? Husk at „hver enkelt af os . . . [skal] aflægge regnskab for sig selv over for Gud“, og vi ønsker derfor at bruge vor tid og vort liv på den bedst mulige måde. Den tid vi bruger som tilskuere berører ikke alene vor nuværende lykke og tilfredshed i livet, men også vort fremtidige liv. — Rom. 14:12; Gal. 6:7.