Hvad er synd?
„Begrav dine skyldfølelser,“ siger en der anbefaler jeg-dyrkelsen. Men sandheden er at den der mangler skyldbevidsthed, faktisk er syg.
SYND kan ikke afskaffes blot ved at man erklærer: Fra nu af eksisterer den ikke mere. Det ville være som at slå en syg mands feber ned ved at brække termometeret i stykker, eller afskaffe kriminalitet ved at ophæve lovene. At kassere den bog der beskriver hvad synd er, fjerner ikke synden. Både synden og menneskets syndsbevidsthed ville eksistere selv om Bibelen ikke fandtes. Bibelen siger om mennesker der ikke kender Guds lov:
„Når som helst folk fra nationerne, som ikke har loven, af natur gør det loven siger, er disse, skønt de ikke har loven, deres egen lov. De viser jo at lovens indhold er skrevet i deres hjerter, idet deres samvittighed vidner med, og der mellem deres egne tanker indbyrdes føres anklage eller også forsvar.“ — Rom. 2:14, 15.
Uanset hvad der måtte indvendes, tjener man den eller det man adlyder: „Den, man stiller sig til rådighed for som lydig slave, ham kommer man til slavisk at adlyde — enten som slave under synden, hvilket fører til død, eller som slave under den sande lydighed, hvilket fører til at leve ret.“ — Rom. 6:16, Seidelin.
Da vi alle er ufuldkomne, gør vi os alle skyldige i synd. Dette ændres ikke, selv om man lever som den kvinde der beskrives i Ordsprogene 30:20: „Så er en ægteskabsbryderskes færd: hun spiser og tørrer sig om munden og siger: ’Jeg har ikke gjort noget ondt!’“ Ego-generationen gør som hun — nægter at indrømme sin skyld. Det er som der står på omslaget af dr. Karl Menningers bog Whatever Became of Sin? (Hvad blev der af synden?): „Ordet ’synd’ er næsten faldet ud af vort ordforråd, men vi har stadig skyldbevidstheden i vort hjerte og sind.“
Skyldbevidsthedens værdi
„Nogle mennesker har aldrig oplevet at føle sig skyldbevidste,“ siger psykoanalytikeren Willard Gaylin. „Men vi skal ikke regne dem for heldige af den grund, og heller ikke prise os selv lykkelige for at have dem iblandt os. Manglende evne til at føle skyld er den grundlæggende fejl hos psykopaten eller det anti-sociale menneske.“ Denne mand erklærer sig uenig med jeg-dyrkelsens guruer, som siger at sådanne følelser er formålsløse. „Ikke alene er skyldbevidsthed noget som kun mennesker kan føle,“ siger Gaylin, „den tjener — sammen med skamfølelse — til at fremhæve de ædleste, mest storsindede og mest humane karaktertræk der udmærker vor art.“
Vi danner alle i vort indre en slags model af os selv, en identitet. Og vi identificerer os med dette indre billede af os selv. Det bliver en målestok, et ideal som vi til stadighed sammenligner os med, enten med gunstigt eller med mindre gunstigt resultat. Dette indre billede grundlægges af vort samvær med vore forældre og af deres formaninger og eksempel. Andre som vi respekterer eller beundrer, bygger videre på det voksende ideal i vort indre. Principper som vi kan iagttage eller læse os til, bidrager til det. Hvis vi studerer Bibelen, vil vort ideal blive formet efter Jehova Guds norm, for Bibelen afspejler Guds egne principper og egenskaber, såsom retfærdighed, kærlighed, visdom, magt, flid, og målbevidsthed. Jo tættere vi kommer på at leve efter de rette normer vi selv har i vort indre, jo bedre kan vi respektere eller ligefrem elske os selv.
Hvis vi derimod ikke lever op til vort ideal, bliver vi skyldbevidste. Tjener det noget formål? Psykoanalytikeren Willard Gaylin siger derom:
„Skyldbevidsthed er ikke nogen ’ligegyldig’ følelse; den er stærkt medvirkende til at danne godheden og ædelheden i os. Den giver signal når vi har overtrådt de adfærdsnormer vi selv gerne vil forsvare. Skyldbevidstheden fortæller os at vi har svigtet vore egne idealer.“
Samvittigheden — noget særligt for mennesker
Af alle jordens skabninger er det kun mennesker der har en samvittighed. Grundlaget for dens funktion er de idealer og normer vi har i os. Hvis vi studerer Bibelen og søger at efterligne Gud, kan vi trygt lade os lede af samvittigheden. Hvis vor adfærd ikke svarer til Guds vilje, stikker samvittigheden til os, og vi føler os skyldbevidste.
Dyrene har ingen samvittighed der kan indgive dem denne følelse. En hund kan se brødebetynget ud når den har været ulydig, men kun fordi den frygter sin herres mishag. Mennesker har derimod en samvittighed, som kan bringe deres handlinger i søgelyset, idet „deres samvittighed vidner med, og der mellem deres egne tanker indbyrdes føres anklage eller også forsvar [i forbindelse med hvordan de bør handle].“ — Rom. 2:15.
Når man prøver at ’begrave sine skyldfølelser’, søger man at bringe samvittigheden til tavshed; man giver den et ar så den bliver mere ufølsom. Man bliver ’mærket i sin samvittighed som med et brændejern’. Man bliver også nødt til at erstatte sit gamle ideal med et nyt, med lavere normer eller slet ingen normer. Det er en tilbagevenden til den gamle umoralitet, der blot forklædes og sminkes med et andet navn: „den nye moral“. Om disse mennesker siger Bibelen: „Både deres sind og deres samvittighed er besmittet.“ — 1 Tim. 4:2; Tit. 1:15.
Vi må altså værne om den værdifulde evne til at føle sig skyldbevidst. „Bevar en god samvittighed.“ Hvis samvittigheden er svag skal man ikke besmitte den ved at gå imod den, men styrke den ved at føre sit ’hjertes skjulte menneske’ til kristen modenhed på grundlag af Guds ord. — 1 Pet. 3:4, 16; 1 Kor. 8:7.
Om at erkende sin skyld
„Alle har syndet og mangler Guds herlighed,“ skønt mennesket oprindelig blev skabt i Guds billede. (Rom. 3:23; 1 Mos. 1:27) Derfor har vi alle grund til at føle os skyldbevidste. De der ikke føler nogen skyld prøver blot at skjule den, som den berømte struds med hovedet i busken.
Da de to første mennesker havde syndet følte de deres skyld, og de skjulte sig. Da de blev fundet og krævet til regnskab, gjorde de hvad så mange siden har gjort: De prøvede at skyde skylden på andre. „Adam svarede: ’Kvinden, som du satte ved min side, gav mig af træet, og så spiste jeg.’ Da sagde Gud [Jehova] til kvinden: ’Hvad har du gjort!’ Kvinden svarede: ’Slangen forførte mig, og så spiste jeg.’“ — 1 Mos. 3:12, 13.
Det er blevet sagt at nød søger selskab. Endnu mere ’selskabeligt anlagt’ er skylden — jo flere der er om den, jo bedre! Dr. Menninger skriver:
„Hvis man kan give en hel gruppe mennesker det kollektive ansvar for noget der ville være en synd hvis det blev begået af en enkeltperson, da løfter skyldbyrden sig hurtigt fra alle de impliceredes skuldre. Andre kan rette anklage mod dem, men for den enkelte er følelsen af den skyld han deler med de mange, simpelt hen forduftet.“ — Whatever Became of Sin?, s. 95.
Hvad kan det medføre? Om den synd som krig er, siger han: „Enhver form for adfærd der normalt regnes for kriminel og/eller syndig, kan pludselig sanktioneres — mord, lemlæstelse, brandstiftelse, røveri, bedrag, indtrængen på andres ejendom, sabotage, vandalisme og grusomhed.“ — S. 101.
Karl Menninger fortsætter med at udmale dette, og stiller så nogle spørgsmål:
„Billedet af ét skrigende og brændende barn, eller af én kvinde med afhugne lemmer eller opsprættede indvolde virker rystende og afskyvækkende på os, skønt vi forskånes for at høre deres skrig og jamren. Vi er ikke selv vidne til den sønderknuste moders sorg. Vi kender ikke følelsen af fortvivlelse, af håbløshed, af at have mistet alt. Vi følges ikke med dem på hospitalet og ser ikke deres frygtelige sår, deres smertefulde forbrændinger, deres knuste lemmer. Og dog er dette kun som en enkelt prik på et landkort med millioner af samme slags. Det kan ikke beskrives. Det kan ikke fattes. Det kan ikke forestilles.
Men hvem er ansvarlig for denne ondskab? Selvfølgelig er det syndigt, men hvem hviler synden på? Ingen af os har lyst til at få tildelt ansvaret. En har beordret en anden til at beordre en tredje til at give en fjerde besked på at gøre sådan og sådan. En eller anden har besluttet at gøre det, og nogle er gået med til at betale for det. Men hvem? Og hvem har jeg stemt på? . . . Til tider får jeg den tanke at de eneste hvis moral er konsekvent, er dem der helt nægter at tage del.“ — S. 102, 103.
Hvad skal man gøre ved sin skyldbevidsthed?
I ærlighedens navn må vi alle erkende vores synd og skyld. Men for at bevare et sundt sind må vi ikke lade denne bevidsthed tage magten fra os. Jehova anviser os vejen.
Guds ord peger på det eneste rigtige man kan gøre i forbindelse med synd — indrømme den over for sig selv. „Hvis vi siger: ’Vi har ingen synd,’ vildleder vi os selv, og sandheden er ikke i os.“ (1 Joh. 1:8) „At dølge sin synd fører ikke til held.“ (Ordsp. 28:13) Dernæst: Bekend din synd for Gud. „Jeg sagde: ’Jeg vil bekende mine synder for Herren.’“ (Sl. 32:5, 1977-overs.) Bekendelse efterfølges af tilgivelse. „Hvis vi bekender vore synder, er han trofast og retfærdig, så han tilgiver os vore synder.“ (1 Joh. 1:9) Så er vor skyld fjernet. Tilgivelsen fra Gud gives gennem Kristus, og denne tilgivelse vil „rense vor samvittighed fra døde gerninger“. (Kol. 1:14; Hebr. 9:14) Da behøver vor samvittighed ikke længere at føle sig tynget af skyld.
Indrøm derfor din synd, vedkend dig den, bekend den for Gud, og søg tilgivelse for den. Måske vil der følge en straf, men ofte vil bekendelse følges af en tilgivelse hvormed sagen er ude af verden.
Ego-generationen søger at blive skyldfølelsen kvit ved at benægte syndens eksistens. At synde vil sige at „ramme ved siden af et målmærke“. „Den nye moral“ rammer ved siden af målmærket; det fremgår af dens frugter. Visse adfærdspsykologers påstand om at ingen af os træffer personlige beslutninger, og at vi derfor ikke har noget ansvar, svarer blot til at feje synden ind under gulvtæppet. Det er en psykologi som ikke erkender nogen fejl: ingen er ansvarlige, ingen er skyldige, ingen begår synder. Netop denne form for vås gribes af jeg-dyrkerne; med støtte i denne psykologi spørger de troskyldigt: „Synd? Hvad er det for noget?“
Derimod er det god psykologi at erkende sin synd og få et sundt syn på den. Guds ord er nøglen til dette. Det viser at vi må have den rette agtelse for og forståelse af os selv, være forstående over for andre, og fremfor alt elske Skaberen, Jehova Gud, og acceptere hans principper som rettesnor. Derom handler den næste artikel.