Lægebehandling med blod — et følelsesladet spørgsmål
MANGE er tilbøjelige til at betragte de accepterede metoder til sygdomsbehandling som videnskabeligt underbyggede, og som de eneste rigtige. Den der vælger en behandlingsform der ikke er på mode, eller som afslår en accepteret behandling, kan blive udsat for stærk kritik. Ja, han kan endda blive smædet, bagtalt og forfulgt på grund af sit standpunkt.
I århundreder var åreladning for eksempel en meget anvendt behandlingsform. Man mente at legemet derved blev befriet for dårligt blod, så den syge kunne blive rask. Dette var en anerkendt form for lægebehandling langt ind i forrige århundrede. „Åreladning stod i utrolig høj kurs,“ skriver dr. Alonzo Jay Shadman i sin bog Who Is Your Doctor and Why?
Denne behandlingsform betød lidelser og død for mange mennesker, blandt andet for De forenede Staters første præsident, George Washington. Han pådrog sig en infektion i den øverste del af luftrøret (det var øjensynlig streptokok-angina) og døde i december 1799. „Lægerne lod ham forbløde,“ påstår dr. Shadman i sin bog.
George Washingtons læger blev ikke kritiseret dengang. De blev heller ikke kritiseret i det meste af det efterfølgende århundrede. Men hvordan så man på dem der i det 19. århundrede begyndte at tvivle på værdien af åreladning?
De blev forfulgt og lagt for had. Den tyske professor Christoph Wilhelm Hufeland, der i The Encyclopædia Britannica betegnes som „sin tids mest fremragende praktiserende læge“, gik ind for åreladning, og i 1830 sagde han: „Enhver som undlod at trække blod ud af en patient der var i fare for at kvæles i sit eget blod (sådan opfattede man infektionssygdomme), var morder på grund af sin undladelse.“
Men i dag er det datidens læger der betegnes som ’mordere’, mordere der blandt andet har ’ladet George Washington forbløde’. I moderne sygdomsbehandling er det ikke længere almindeligt at tage blod, men derimod meget udbredt at give blod. Og de der på familiemedlemmers vegne nægter at gå med til blodtransfusion, kan nu blive betegnet som ’mordere’. Lægebehandling indbefattende blod er igen blevet et følelsesladet spørgsmål.
Er blodtransfusion løsningen?
Man er nu gået til den modsatte yderlighed og giver patienter blod som en ren rutinesag, som om det var et universalmiddel mod alle sygdomme. Men det er det ikke! Tværtimod kan det forværre patientens tilstand, ja endda slå ham ihjel. „I løbet af de sidste ti år er skønsmæssigt 30.000 mennesker døde af serumhepatitis [overført ved blodtransfusion],“ bemærker bladet Family Health for marts 1977, „og yderligere tusinder har fået uoprettelige leverskader som følge af transfusion med inficeret blod.“
Blodtransfusioner er også skyld i overførsel af mange andre sygdomme der betyder sengeleje eller måske døden for tusinder af mennesker hvert år. Desuden får mange patienter transfusionsreaktioner der i nogle tilfælde forårsager død. „I Miami-området,“ bemærker dr. Charles Gilpin, „optræder der en reaktion ved cirka hver 10. transfusion.“
Hvor stor er faren? I april 1976 antydede Southern Medical Journal at det skøn at „mellem 3000 og 30.000 dødsfald [årligt] kan tilskrives transfusioner“ muligvis er lavt regnet. Og disse tal er blot for De forenede Stater, ikke for hele verden. Kan man da fortænke oplyste mennesker i at de viger tilbage for at modtage blodtransfusion?
Et stort blodtab kan naturligvis være dødbringende. I sådanne tilfælde, siger de fleste læger, kan blodtransfusioner redde menneskeliv. Selv om dette måske er sandt, afslår Jehovas vidner alligevel at modtage blod. Grunden er at de tager det alvorligt når Bibelen siger at kristne skal ’afholde sig fra blod’. (Apg. 15:28, 29) Deres lydighed mod denne befaling har nu og da bragt dem i et modsætningsforhold til den accepterede sygdomsbehandling, og dette har givet anledning til meget følelsesladede spørgsmål.
Der findes imidlertid alternative behandlingsmetoder — metoder som oven i købet ikke udsætter patienten for de samme farer som blodtransfusioner gør. Jehovas vidner har intet at indvende mod disse behandlingsmetoder, der ofte har vist sig at være livreddende. Mange læger føler måske at de er fuldt informerede om emnet blod. Men sidder de inde med alle oplysninger? Læs i det følgende hvad en tidligere administrerende overlæge fra et hospital i Texas beretter.