En ny, livreddende behandling
DA JEG gik ned i venteværelset nogle minutter, fik jeg øje på to af vore kristne brødre fra menigheden. De kom hen imod mig, og jeg så at en af dem havde en fotokopi i hånden af en side fra Vagttårnet. Efter at vi kort havde hilst på hinanden, gav han mig den. Det var „Nyheder på nært hold“ fra bladet for 1. september 1974 [den engelske udgave; samme stof blev bragt i bladets danske udgave for 15. december 1974].
Da jeg læste det, fyldtes mit hjerte med håb. Den citerede nyhedsmeddelelse handlede om en ny teknik hvormed man kunne hjælpe patienter der havde lidt et stort blodtab. Som et led i behandlingen fik patienterne „hyperbar ilt“.
Et opgør
Klokken var omkring 11.30 da hospitalets overkirurg kom ned i forhallen. Han kaldte os ind på sit kontor med bemærkningen: „Vi må have det her afgjort én gang for alle.“
Det var et lille kontor, og der var ikke for god plads da tre læger, jeg selv og mine to venner blev stuvet sammen derinde. Jeg kunne se at lægerne var trætte. De arbejdede nok mange timer i træk og havde mange vanskelige problemer at tage stilling til, tænkte jeg. At Gary ikke måtte få blod, syntes at forøge deres byrder. Det forstod jeg kun alt for godt.
„Jeg har talt med mine læger, og vi er rystede,“ erklærede overkirurgen. „Ja, mere end rystede, vi er vrede! Vi har en ung mand vi kan redde, men de principper som I lever efter og tilskynder ham til at leve efter, gør det så godt som umuligt at hjælpe ham.“
Han hægtede adskillige røntgenbilleder af Garys brækkede ben op under clipsene på lysskærmen på den ene væg, og pegede på de komplicerede brud. De savtakkede brud mindede om enden af en brækket blyant. På et af billederne så man tydeligt hvordan knoglen stak ud gennem kødet.
„Det er det vi har med at gøre,“ sagde han, idet han i hurtig rækkefølge pegede på de forskellige brud på røntgenbillederne. „Gary har brug for søm her, her og her, og i hvert eneste tilfælde kræver operationen blod.“ „Jeg er rasende!“ gentog han gang efter gang. Jeg blev frygtelig bange, for jeg vidste at hans harme i første række var rettet mod mig. Jeg bøjede hovedet og begyndte at græde.
„Jeg er kristen,“ forkyndte overkirurgen. „Jeg ser ikke noget galt i at tage imod blodtransfusioner. Og selv om det var forkert, ville Gud tilgive Dem.“ Så skiftede han taktik og sagde: „Hvis De ikke søger at overtale Gary til at modtage blod, vil det være det samme som at myrde ham. Enhver der virkelig bekymrer sig om andre [jeg vidste at han uden tvivl stirrede på mig] ville forsøge at få Gary til at modtage blod.“ Han skiftede igen og appellerede behændigt til mine ønsker: „Hvis han fik blod, kunne han komme ud herfra og hjem til Dem og børnene og en dag gå på arbejde igen. Blod er den eneste løsning.“
„Manden ligger for døden, og vi kan redde ham, men De har bundet os på hænder og fødder. Har De nogen sinde oplevet at et menneske er død mellem hænderne på Dem, uden at kunne gøre noget for at redde det?“ fortsatte han. „Ja,“ afbrød jeg ham lavmælt, „jeg har haft en datter.“ Min bemærkning må have overrumplet ham, for han holdt op med at tale. Den pinlige tavshed blev brudt da han erklærede: „Godt! I kan gå ud alle sammen. Gå ud og tænk over hvad den mand må igennem.“
En forandret holdning
Da jeg rejste mig for at gå, vendte jeg mig om mod ham og spurgte: „Må jeg tale med Dem?“ Alle standsede op og vendte sig mod mig. „Alene,“ sluttede jeg. „I orden, ud med jer,“ brølede han.
Da alle var gået, fornemmede jeg straks en ændring i hans holdning. Han lod til at blive mildere stemt. Vi småsnakkede om dit og dat. Han spurgte mig blandt andet hvordan jeg var blevet et af Jehovas vidner, og forhørte sig om min datter. Så spurgte han hvor gammel jeg var. „Seksogtyve,“ sagde jeg. Til min overraskelse svarede han: „Men dog, De er jo alt for ung til at gennemgå alt det her.“
Jeg var forbløffet over forandringen. Jeg spurgte ham om han var åben for nye tanker. Han svarede ja. Jeg ville gerne have at han kom med en forpligtende udtalelse før jeg gav ham siden fra Vagttårnet der omtalte behandlingen med hyperbar ilt. Da han rakte arket tilbage til mig, spurgte jeg: „Tror De at det kunne hjælpe ham?“
„Jeg ved det ikke,“ svarede han. „Men som sagen stiller sig, er alt et forsøg værd.“
„Kan De ikke sende ham et sted hen?“ tryglede jeg.
„Nej,“ sagde han. „Jeg gør det ikke; De må selv tage Dem af det. De kan ringe til flådebasen.“
„Hvad skal jeg sige? Hvem skal jeg tale med?“ spurgte jeg.
„De skal blot ringe og spørge efter den der står for behandlingen med hyperbar ilt, og så fortælle dem om sagen.“ Idet han sagde dette, lænede han sig hurtigt frem og rakte ud efter telefonen på sit skrivebord. Han begyndte at tale med en — en han var på fornavn med. Han genfortalte hele min sag, og det var som om han virkelig ønskede at hjælpe mig. Da han lagde røret på, sagde han: „Alt er i orden og parat.“ Gary skulle overføres til Long Beach Memorial Hospital.
Uden tvivl på grund af overkirurgens beslutsomhed gik det forbløffende hurtigt med at forberede Garys overførsel. Mens han blev gjort klar, sagde en af lægerne imidlertid om behandlingen med hyperbar ilt: „Den vil ikke gøre nogen gavn.“ Han talte dæmpet, men der var vrede i hans stemme da han med eftertryk sagde: „Han må have blod for at hans sår kan heles.“ Hjertet sank i livet på mig. Men i løbet af ingen tid blev Gary kørt ned til en ventende ambulance. En læge tog med os i ambulancen.
Jeg får nyt håb
Endelig så jeg et kæmpestort ultramoderne hospital dukke op forude. Portører ventede på os. De kørte Gary op på syvende etage, hen på en lille enestue på intensivafdelingen. En sygeplejerske henvendte sig til mig og forklarede at jeg måtte vente udenfor indtil lægerne var færdige med deres undersøgelse. Jeg gik nedenunder for at finde et toilet hvor jeg kunne friske mig op. Dér gav jeg mig tid til at bede om mod og styrke. Der var nu gået omkring 18 timer siden jeg var blevet vækket af det skræmmende telefonopkald natten før.
Jeg slæbte mig tilbage til Garys stue. Da jeg trådte ind, var de to læger der stadig. Et øjeblik glemte jeg helt at jeg havde artiklen om hyperbar ilt. Men så gik jeg hen til den læge der stod nærmest, og rakte ham den. Det var en høj mand, lidt velnæret, med brede skuldre og sort, bølget, tilbagestrøget hår. Han tog artiklen og begyndte at læse. Da han var færdig, mumlede han på typisk lægemanér: „Ah, ha.“ Utålmodig efter at høre hans mening, spurgte jeg: „Har De nogen sinde hørt om denne behandling?“
„Åh ja,“ svarede han temmelig henkastet. „Det var mig der skrev artiklen.“ (Det var en artikel i den amerikanske lægeforenings tidsskrift [JAMA] for 20. maj 1974 som var omtalt i Vagttårnet.) Jeg følte rødmen stige op i mine kinder, dels af forlegenhed, dels på grund af den voldsomme glæde der vældede op i mig. Mens han fortsatte og beskrev hvordan behandlingen foregik, steg mit humør.
Jeg ville gerne være optimistisk, men jeg havde stadig mine tvivl. Jeg gentog hvad lægen havde sagt lige før vi tog af sted fra universitetshospitalet. „Det var hans mening,“ forklarede jeg, „at behandlingen ikke ville hjælpe, og at selv om den gjorde det, ville Garys sår alligevel ikke kunne heles medmindre han fik fuldblod.“ Idet han så mig direkte ind i øjnene, nikkede han forstående og sagde roligt: „Nogle udtaler sig kun i deres uvidenhed.“ Beroliget og tilfreds troede jeg nu på at Gary havde gode chancer.
Behandlingen med hyperbar ilt
Behandlingen består i at hele patienten udsættes for 100 procent ren ilt under et tryk der er højere end atmosfærens. Det forøgede tryk bevirker at der i legemsvævene og legemsvæsken opløses ilt i meget større koncentrationer end normalt. Det apparat der bruges, er en cylindrisk tank af svær metalkonstruktion, og tankens vægge er af tykt glas, så patienten kan se ud og de der er udenfor kan se ind. Den usædvanligt tykke, runde dør til trykkammeret ligner døren til en bankboks. Ved hjælp af et samtaleanlæg er det muligt at tale med patienten.
Trykket forøges gradvis indtil det kommer op på det foreskrevne niveau. På trommehinderne mærkes den samme fornemmelse som når man kører op eller ned i et bjergterræn. De første par dage blev Gary underkastet behandlingen hver sjette time døgnet rundt. Efter hver behandling følte han sig styrket og opkvikket.
Da Gary kom tilbage fra behandlingen klokken otte om aftenen den fjerde dag, foretog sygeplejersken som sædvanlig en blodtælling. Resultatet gav anledning til optimisme — hæmatokrittallet var steget et helt point, fra 10 til 11. Det var stadig faretruende lavt, men nyheden virkede oplivende på os begge. Efter otte dages behandlinger var tallet nået op på 19, tilstrækkeligt til at han kunne overføres fra intensivafdelingen til isolationsafdelingen.
En morgen da Gary vågnede, fik jeg et umiskendeligt vidnesbyrd om at hans helbredstilstand var blevet bedre. „Har du lyst til morgenmad i dag?“ spurgte jeg muntert. Siden ulykken havde han ikke kunnet holde mad i sig. Jeg fór op af den stol jeg brugte som seng, da han svarede: „Ja, det tror jeg.“
„Godt, godt,“ jublede jeg oprømt. Hans tilbagevendende appetit var endnu et bevis på at han ville overleve. Stik imod lægernes almindelige opfattelse havde han overlevet uden at få blod, og havde samtidig undgået de, undertiden dødelige, komplikationer der ofte optræder i forbindelse med blodtransfusioner. Men grunden til at han ikke ville have blod var naturligvis Guds lov om at kristne skal ’afholde sig fra blod’. — Apg. 15:28, 29.
En ny krise
Før Gary blev flyttet fra intensivafdelingen, var Bryan begyndt at få høj feber. Hans fontanelle, den bløde plet på hans isse, var opsvulmet og viste at der blev udøvet et tryk på hjernen — et af de første tegn på meningitis. En bølge af forfærdelse overvældede mig da den behandlende kvindelige læge meddelte at han skulle have en transfusion af blodplader. Hun forklarede at fordi hans blodpladetal var så lavt, var det meget risikabelt at foretage en rygmarvsprøve. Der var fare for blødninger og muligvis lammelse.
Allerede første gang vi indlagde Bryan på dette hospital, havde man fået en retskendelse der fratog os forældremyndigheden over ham. Men der blev ikke givet blod, da blod ikke kunne hjælpe, uanset hvor meget han fik. Bryan var nemlig ikke selv i stand til at danne blodplader rigtigt. Derfor havde vi fået en aftale med den læge der behandlede Bryan, om at han ikke skulle have blod.
Endelig kom den læge som vi havde indgået denne aftale med. Jeg underrettede ham kort om det der var sket. Han sagde at han ville foretage rygmarvsprøven uden at give blod. Så enkelt var det — der skulle ikke gives blod. Men risikoen for at Bryan ville forbløde eller blive lammet, var der stadig. Rygmarvsvæsken blev sendt til undersøgelse på laboratoriet, og det viste sig at Bryan havde virus-meningitis. Jeg sukkede.
Et dramatisk omslag
Lige siden den dag vi opdagede Bryans blodsygdom, havde hans blodpladetal ligget fast på 4000 pr. milliliter. Men få dage efter at han havde fået meningitis, viste en prøve at der var sket et dramatisk omslag. Lægens ansigt strålede da han meddelte: „Bryans blodpladetal er gået lidt op.“
„Er det?“ afbrød jeg ham.
„Ja,“ fortsatte han. „Det er gået op til 25.000.“
Opstemt af nyheden ønskede jeg at tro at Bryan ville overleve. Men vi havde opgivet håbet fordi vi havde fået at vide at kun ganske få nogen sinde havde overlevet denne sygdom, så vidt lægen vidste. Jeg kunne næsten ikke beherske mig, da jeg fortalte Gary den gode nyhed om Bryans stigende blodpladetal. „Det er stadig ikke for godt, Jan,“ sagde han, uberørt af min begejstring. Han søgte at beskytte mig. En af lægerne erklærede at Bryans chancer for at overleve var som én til en milliard.
Der gik en uge. Vi tog Bryan ind til en ny blodprøve. Denne gang var tallet 50.000! Og uge for uge viste prøverne at tallet fortsatte med at stige. Den følgende prøve gav det overvældende resultat 193.000; ugen efter var tallet oppe på 309.000. Til sidst nåede det op på 318.000, hvilket anses for at være normalt. Lægerne var så forbløffede at de kom med bemærkninger som: ’Her kommer vidunderbarnet,’ og: ’Han gør os alle sammen til Jehovas vidner.’ De gik endda så vidt at de sagde at ændringen i Bryans tilstand skyldtes ’et mirakel’.
Både Gary og Bryan er nu helt raske, og jeg er så taknemmelig for det gode udfald. Ingen har lyst til at se sine nærmeste lide eller dø. Samtidig har disse erfaringer understreget over for mig at der er noget der har større betydning end det nuværende liv. Det er af endnu større betydning at vi holder Guds lov, for hvis vi gør det, har vi et sikkert løfte om at Gud vil oprejse os fra de døde i sin retfærdige nye orden, hvor vi kan opnå evigt liv i fuldkommen sundhed og lykke. (Åb. 21:3, 4) Viser Jesu Kristi trofasthed til døden, og hans opstandelse ved Guds kraft, ikke at det klogeste man kan gøre, er at være lydig mod Guds krav?
Jeg er taknemmelig over at vor gode og barmhjertige Gud, Jehova, gav mig styrke til at holde ud da jeg fulgte hans lov i denne vanskelige tid. Jeg føler at følgende ord af apostelen Paulus i høj grad kunne anvendes i mit tilfælde: „Vi har denne kostbarhed i lerkar, for at den kraft som er ud over det normale, må være Guds og ikke fra os selv.“ (2 Kor. 4:7) — Indsendt.