Voksende interesse for Bibelen i Italien

MANGE oprigtige mennesker i Italien søger Guds ord for at finde en løsning på livets problemer. De er lykkelige fordi Bibelen virkelig har en løsning. Derfor stiller de sig til rådighed som tjenere for Gud og forkyndere af den gode nyhed om hans messianske rige. Nogle typiske virkelighedsskildringer viser det stærke ønske de har om at lære mere om Gud, og de hindringer de overvinder for at kunne gøre det.

Ofte er dét at se eller at læse i en bibel noget ganske nyt for mange, til trods for at de kalder sig kristne. Dette var også tilfældet med en tidligere oprigtig katolik. Han siger:

„Jeg var katolik, men ikke nogen særlig flittig kirkegænger. Når jeg gik i kirke var det dog med en vis overbevisning og alvor. Men en følelse af tomhed i hjertet og et ønske om at gøre mere ud af min gudsdyrkelse voksede mere og mere i mig. Jeg havde ingen bibelkundskab; så jeg begyndte at tænke på at læse Bibelen. Da jeg har en broder som er katolsk præst, bad jeg ham om at skaffe mig en bibel. Han forærede mig en idet han sagde: ’Læs den, og så kan vi tale sammen bagefter.’ Så snart jeg begyndte at læse, lagde jeg mærke til kontrasten mellem Bibelens lærepunkter og kirkens. En af mine venner talte om nogle vidner for Jehova han havde mødt i Torino. Jeg opsøgte dem og traf aftale om at læse Bibelen sammen med dem. Min broder gjorde alt hvad han kunne for at få mig fra det; det lykkedes ham for en tid, men inden længe havde jeg genoptaget mit studium og gjort fremskridt, og i 1974 blev jeg døbt. Nu finder jeg glæde ved livet og har ikke længere denne følelse af tomhed som jeg havde da jeg ikke beskæftigede mig med Guds ord.“

Kendskab til Guds navn vejen til sandheden

At gøre Guds navn, Jehova, kendt hører med til udbredelsen af „den gode nyhed“. En mand fra det sydlige Italien beretter om hvordan det virkede på ham at lære Guds navn at kende:

„Jeg havde min første kontakt med Jehovas vidner for mange år siden. Jeg var ivrig katolik, og blot tanken om at blive væk fra søndagsmessen var for mig en utænkelig synd. Af den grund afslog jeg at lytte til Jehovas vidner når de kom til min dør. Til sidst gik jeg dog ind på at drøfte Bibelen med dem. En af de første ting jeg lærte var navnet på vor Gud — Jehova. Det der slog mig mest var at Bibelen omtaler Guds navn så mange gange, og at Jesus selv (i mønsterbønnen som han lærte sine disciple) gav helligelsen af Guds navn førstepladsen. Inden længe indså jeg at mange af de lærepunkter jeg havde troet på, var ubibelske, kun traditioner opfundet af mennesker. Derfor foretog jeg de nødvendige ændringer i mit liv. Jeg trak mig tilbage fra kirken, forlod kirkens forskellige sportsklubber og gjorde andre forandringer. Senere blev min hustru og jeg døbt som tjenere for Jehova og hans søn Jesus Kristus.“

Bibelens budskab om liv tiltaler mange

Ønsket om evigt liv som Bibelen fremholder det, er noget der får mange mennesker til at undersøge Guds ords sandheder. Fra Toscana skriver en mand:

„Mit liv var som de fleste katolikkers. Jeg troede på at Gud var til, og jeg fulgte kirkens traditionelle lære. En dag kom to af Jehovas vidner til min dør og overrumplede mig fuldstændig ved at stille følgende spørgsmål: ’Kunne De tænke Dem at se Deres børn blive gift og Deres børnebørn og oldebørn blive voksne?’ Når jeg fortæller at jeg har 13 børn, er det sikkert ikke svært at forstå at jeg blev interesseret. Som opsynsmand på kirkegården havde jeg tilbragt det meste af mit liv omgivet af døde. Det evige liv som Bibelen omtalte, forekom mig derfor umuligt, til trods for min tro. Jeg modtog på stedet tilbudet om et bibelstudium. Snart begyndte nogle i familien at lægge mig hindringer i vejen. Det samme gjorde sognets præster, og der var andre vanskeligheder, som for eksempel truslen om at miste mit arbejde. Men jeg holdt ud, og dette har båret frugt. Min kone er nu også interesseret i ’den gode nyhed’, og hele min familie står enigt sammen. Mine børn får deres tro styrket gennem et regelmæssigt familiebibelstudium, og jeg takker Jehova for at han har hjulpet mig, så jeg nu har fred i sindet, et ret forhold til ham og et sikkert håb for fremtiden.“

Ældre der ønsker at tjene Gud

„Den gode nyhed“ som forkyndes i Italien af Jehovas vidner, tiltrækker folk af alle kategorier, også de ældre, der naturligvis tænker meget alvorligt over livet og længes efter et håb for fremtiden. En dame på 60 fortæller:

„Fra jeg var ti år, det vil sige i 50 år, har jeg overværet messen og er gået til alters hver eneste morgen. Min ældste datter, som også var en oprigtig katolik, havde talt med Jehovas vidner. På grund af de spørgsmål der opstod følte vi behov for at få visse lærepunkter belyst gennem en samtale med en præst. Jeg var højst forbavset da den teolog vi henvendte os til, uforbeholdent erklærede at hverken limbus eller skærsilden eksisterer. Jeg følte det som om alt det jeg havde troet på, faldt sammen omkring mig. Jeg indså at alt hvad jeg havde gjort hele mit liv måske havde været forgæves — for eksempel alle de bønner for de døde jeg havde bedt og alle de messer for de døde jeg havde overværet. Under en senere samtale bad vi om forklaring på treenighedslæren, og min datter spurgte: ’Hvis Jesus Kristus var Gud selv, hvorfor prøvede Satan da at friste ham? Ville han ikke have vidst at det var nytteløst?’ Vi kunne slet ikke acceptere præstens svar. Han sagde: ’Satan vidste ikke at Jesus var Gud.’ Fra da af besluttede vi at fortsætte vore drøftelser med Jehovas vidner, idet vi udelukkende brugte Bibelen som grundlag. Inden længe tog jeg selv og seks andre i familien imod sandheden; nu er jeg døbt og tilbeder Jehova Gud, lykkelig over at tjene ham i overensstemmelse med sandheden i hans ord.“

Er det rigtigt at skifte tro?

Kan et menneske som er gået så langt at det er optaget i en religiøs orden, skifte tro med Guds godkendelse? En forhenværende katolsk munk fortæller sin historie:

„Min 35 års fødselsdag mindes jeg særlig tydeligt, fordi den faldt sammen med den dag hvor jeg havde besluttet at forlade det kloster hvori jeg havde levet i mange år. Hvorfor havde jeg truffet denne beslutning? Fordi jeg havde mistet mine illusioner. Den kolde atmosfære som gennemtrængte miljøet, brugen af et formalistisk sprog når vi tiltalte vore overordnede, den regelmæssige afsondrethed under meditation og bodsøvelse, løfterne om fattigdom og lydighed ført ud i yderste konsekvens for at spæge legemet — alt dette gjorde mit liv meget ulykkeligt. Endnu en grund til min utilfredshed var at jeg ikke kunne forstå Bibelen trods min overbevisning om at den var Guds ord. Jeg stillede mine overordnede spørgsmål, men fik som regel svaret: ’Det er ting du ikke kan forstå.’ Efter alle disse år besluttede jeg omsider at gå. Abbeden løste mig fra mine løfter, idet han vredt sagde: ’Her er dit pas til helvede!’

Efter dette fandt jeg et arbejde i byen og et værelse hos private. En aften da jeg kom sent hjem og lige ville sige godnat til min værtinde, blev jeg budt ind for at tage del i en drøftelse hun havde med to herrer. Jeg så de læste i Bibelen. ’Ih, du godeste! Jeg har fået logi hos protestanter,’ tænkte jeg fejlagtigt. Alligevel tog jeg imod indbydelsen. Efter drøftelsen besluttede jeg at tage imod et bibelstudium, der skulle afholdes hos mig selv. Jeg begyndte at efterprøve min tro meget omhyggeligt, men det bekræftede blot hvad jeg allerede vidste. Desuden var kirken død og kold. Så overværede jeg et møde i Jehovas Vidners rigssal. Hvilken forskel! Alle talte med alle, alle kendte hinanden godt, og man fik værdifuld undervisning. Inden længe fik jeg mod til at springe søndagsmessen over for første gang. Senere overværede jeg et af Jehovas Vidners områdestævner. Jeg så mig meget omhyggeligt omkring for at finde ud af om andre menigheder havde den samme tro og ånd; og da jeg så den samme ånd, den samme tro og den samme broderlige kærlighed blandt alle de tilstedeværende, måtte jeg overgive mig. Så blev jeg døbt, præcis et år efter at jeg havde forladt klosteret.“

Som apostelen Paulus skrev: „Guds ord er levende og virkende og skarpere end noget tveægget sværd og trænger så langt ind at det deler sjæl og ånd, og led og deres marv, og kan bedømme hjertets tanker og hensigter.“ (Hebr. 4:12) Ja, Bibelen kan ændre et menneskes liv. Dens sandheder kan oplyse et menneskes sind og hjerte og give det en mening med tilværelsen og et håb for fremtiden. De der oprigtigt gransker Guds ord får større kærlighed til deres næste. Det er ofte denne kærlighed som oprigtigt søgende mennesker først får øje på og tiltales af. Jesus påpegede at det skulle være sådan, da han sagde: „På dette skal alle kende at I er mine disciple, hvis I har kærlighed til hinanden.“ — Joh. 13:35.

„Den gode nyhed“ som Jehovas vidner forkynder, finder således grobund i mange italieneres hjerte. De 42 menigheder af Jehovas Vidner der nu er i Rom, og de over 1200 andre menigheder ud over hele Italien, blomstrer og vokser. Ved de to stævner som Jehovas Vidner holdt i sommeren 1978 i Rom og Milano, var der over 111.000 til stede! Og de 2288 der blev døbt glæder sig nu over at være med til at udbrede „den gode nyhed“ til endnu flere gudfrygtige mennesker i Italien.